De forældreløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Helt tilbage til en ikke så lang fortid, ventede de på deres mystiske fremtid. Det var ikke kun dem, men det var alle børnene på børnehjemmet. Man vidste aldrig, hvad der ventede en, på døren den næste dag. Men alligevel vidste man hvem det var man skulle være bange for. Det var kragen, kun ham og ingen andre.
En nat finder de et billede. Et billede der nok havde noget med et mord at gøre. Men hvad betyder det?

0Likes
1Kommentarer
141Visninger
AA

1. Sovesalen

Vi åbnede døren ligeså stille, for ikke at blive opdaget af nogen. Vi stod endda på tær for ikke at blive opdaget. Klokken var otte om natten, og alle i vores sovesal lå og sov. Det var nok dumt af Julian og jeg, at tage ned til køkkenet. Nu da vi havde fået vide af vi skulle sove og ikke forlade vores sovesal. Men vi kunne ikke gøre noget ved det. Julian og jeg havde imorges fået af vide af vi skulle fejre et par lokaler. Da vi så gjorde det, var lærerne ikke så tilfredse. Det var alligevel ikke noget nyt. Vi ville nok havde blevet overrasket hvis lærerne nogen sinde blev tilfredse af det vi gjorde. Hver gang tingene ikke blev gjordt godt nok, skulle man straffes. Og i dag var det min og Julians tur. Vores straf var ikke at få noget mad hele dagen. Vi var nu i køkkenet. Vi åbnede næremest alle skabe, for bare at finde et lille stykke brød. Men der var ikke noget. Vi blev ved med at lede efter mad i skabene indtil vi fandt en bøtte. Vi regnede med at der ville være noget kiks eller ligende i. Julian åbnede bøtten, og vi fandt et billede. Det var et barn der var på billedet. Vi vidste ikke hvem det var. Vi lagde tingene tilbage på plads, og gik tilbage til sovesalen. 

 

Alle lå der og sov, alle udover os to. Julian og jeg. Hvis vi var blevet opdaget fik vi nok skældt ud af lærerne der arbejdet på børnehjemmet. Julian hørte pludselig en lyd komme tættere og tættere på. De skulle sikkert se om vi sov. Det gjorde de hver nat. Julian gav mig et hurtigt tegn med øjenene på at der var nogen på vej. Vi løb hurtigt ned til vores senge, fik trukket hver sin dyne, og lod som om vi sov. Et sekund efter kom hun ind, det kunne man høre fra lyden, af højhælet der hver gang ramte jorden med en lyd. Hun gik forbi alle sengene, og sikrede sig at alle sov. Jeg lod som om jeg sov, og lukkede øjnene så hårdt for ikke at blive opdaget. Til sidst gik hun ud. Julian og jeg sikrede os at hun var gået, så langt at hun ikke ville kunne høre vores stemmer da vi snakket.

 

Der var stille i noget tid, både mig og Julian havde ikke noget at sige til hinanden. Jeg blev ved med at tænke, jeg kunne ikke holde op. Det var på grund af det billede vi fandt, og kom hurtigt til at forbinde med det kragen, og min krop begyndte med at ryste af skræk. Det var nok på grund af kragen og alle de rygter der blev fortalt om ham. “Hvad sker der, hvorfor ryster du så meget? Er du bange?” sagde Julian og kiggede undrende på mig. Jeg løftede mit hoved og kiggede op på Julian. Mit blik var fuld af skræk, som om jeg havde set et uhyrer. Det var jeg sikker på, for det var sådan jeg havde det, og jeg kunne se at Julian også begyndte med at blive en smule bange. “Ikke noget, der er ikke noget”, sagde jeg med lavt stemme, for at sikre mig ingen kunne høre os. Men Julian var stadig bange, han tænkte sikkert på det samme jeg tænkte på.

Der gik noget tid imens jeg prøvede at berolige ham. Til sidst blev vi begge helt rolig, både udenpå, og indeni. Julian og jeg stirrede lidt på hinanden, og jeg var ved at sige noget, da jeg pludselig blev afbrudt.

Det var en af lærerne der skældte nogle børn ud, deres stemmer kom fra værelset ved siden af. Julian og jeg var helt stille, og forestillede os, hvordan det var på den anden side af døren. Så vidt vi kunne høre var det to børn, en af dem græd, og den anden prøvede at forsvare sin ven. Efter mindre end et sekund, kunne man høre et klask, og drengene skreg hver gang, de blev slået. “De bliver pisket, gøre de ikke?” Spurgte Julian mig, med et uskyldigt, og skræmt blik i hans øjne. “Jo, de bliver pisket, det nok fordi de ikke sov, som vi fik ordre på”. Julian kiggede lidt på mig, og Mente det var uretfærdigt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...