De forældreløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Helt tilbage til en ikke så lang fortid, ventede de på deres mystiske fremtid. Det var ikke kun dem, men det var alle børnene på børnehjemmet. Man vidste aldrig, hvad der ventede en, på døren den næste dag. Men alligevel vidste man hvem det var man skulle være bange for. Det var kragen, kun ham og ingen andre.
En nat finder de et billede. Et billede der nok havde noget med et mord at gøre. Men hvad betyder det?

0Likes
1Kommentarer
149Visninger
AA

2. Det mystiske billede

Der gik noget tid, omkring ti til femten minutter, og der blev stille igen uden for gangen. Hver gang der skete noget på børnehjemmet, var kragen den første der kom i min tanke, eller faktisk alles tanker. Han var så mystisk, også selvom der var mange rygter der gik rundt om ham, var der ingen der vidste noget om ham, og det var de færreste der havde set ham i virkeligheden. Man siger at alle børn der har været inde hos ham, kom aldrig ud igen. Selvom “orphelinat pour enfants” var den største børnehjem i landet, var den også den med de mest uhyggeligeste historier og rygter. “De forsvinder ik? Ligesom alle de andre der har gået her?” Spurgte Julian mig, og jeg nikkede med mit hoved, og gav et tegn på ja. Hvert år var der omkring tyve børn der forsvandt, og det var først efter de fik skældt ud og blev pisket og hånet på den grimmeste måde. Ligesom de to drenge, der blev pisket i dag. Men det glemte de fleste nok hurtigt, da der startede dobbelt så mange elever på samme år. “Julian, jeg kan ikke sidde her længere, vi sidder her fanget ligesom fuglen i et bur”. Julian kiggede undrende på mig, og spurgte om hvad jeg mente.

Jeg bad ham give mig det billede, da vi ledte efter kiks. Først spurgte han hvorfor, han var ikke så tryk ved det, og det kunne jeg ikke lide. Jeg prøvede at forklare Kiman om at der ikke var nogen grund til at frygte noget. Så længe man gjorde det rigtige, og prøvede for en bedre verden, skulle man aldrig frygte noget. Hvis vi bare fandt et bevis på at kragen var kriminel, så var det først der vi blev frie, som alle andre mennesker.

 

Jeg forklarede ham også om at, hvis vi kunne finde et bevis mod kragen, så slipper alle de uskyldig børn. Selvom vi var børn, havde vi også ret til at leve ligesom alle andre.

Der gik ti minutter imens jeg prøvede at overtale kiman om at give mig billedet, indtil jeg endelig fik det. Jeg kiggede meget fokuseret på billedet, og lagde mærk til hver detalje. Julian kom og sad ved siden af mig, og vi sad der begge to og kiggede på billedet. Vi blev enig om at barnet på billedet var omkring seks til syv år. Barnet skulle ihvertfald ikke være ældre. “Kig lige nederst på højre hjørne, der står noget”, sagde Julian med lavt stemme til mig. Jeg kiggede ned på højre hjørne af billedet, og vi læste begge op hvad der stod. “Marius Villefrance fra 1945-1952, startede på orphelinat pour enfants i 1951 og død i 1952”. Kiman og jeg kiggede en ekstra gang på billedet. Vi havde på fornemmelsen at vi havde set ham før, men hvor og hvornår, vidste vi ikke. Jeg legede lidt med billedet, vendte den om og drejede den i forskellig retninger, imens jeg kiggede tomt oppe på loftet, og tænkte. “Stop” sagde Julian hurtigt, det gav et lille sæt inde i mig. Julian sagde at der var noget, på den anden side af billedet. Jeg vendte billedet om på den anden side, og der var et stykke tyndt foldet papir, tapet fast til billedet. Stykket var så tynd at, hvis man ikke kiggede, ville man nok aldrig havde lagt mærke til den. Jeg prøvede at tage papiret uden at ødelægge billedet, men det virkede ikke. Den sad godt fast. Jeg kiggede igen lidt på billedet. “Tror du det har noget med kragen at gøre?”, spurgte Julian mig. Han så bange ud, og jeg var selv ikke så tryk. Vi tænkte os lidt om, og blev enig om at en dreng på syv år ikke bare lige pludselig kan dø, uden grund. Jeg var sikker på, at der havde været gang i et mord. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...