Den smukkeste svane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2017
  • Opdateret: 26 dec. 2017
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
87Visninger
AA

1. Den smukkeste svane

                                                        Den smukkeste svane                                                   

 

Hendes øjne er store og blå, det ligner at de kan trille ud hvert øjeblik, hendes næse er smal, og hendes kindben stikker ud under huden. Spejlet er plettet billedet er lidt utydelig, men man kan tydeligt se, hvem det er: Amalia Mortensen, danseskolens smukkeste svane. 

Da jeg kommer hjem lugter der af mad. Gulvet knirker under min vægt, så jeg krymper mig. Mor kigger på mig med et spørgende blik. Jeg ryster på hovedetog hun lader mig gå uden at sige noget. Men far lader mig ikke slippe  let. 

 "Du sætter dig bare ned og spiser unge dame, du skal have kræfter til en ny dag i morgen."  

Jeg har prøvet det her så mange gange før, og det ender altid med det samme. Mor græder og græder, men gør alligevel ikke modstand, når far presser maden ind i min mund. Og det smager altid af det sammelige meget hvilken ret mor har brugt flere timer i køkkenet på at lave. 

 

Far, min far. Er en tyran. Lige siden jeg var helt lille, har han været hård, jeg har aldrig set ham græde, ingen har nogen sinde kunne knække hans skal. Han siger tarvelige ting til mig, men jeg kan bare ikke sige ham imod. Og når mor prøverfår hun en på sinkadusen. 

Jeg hader min far. 

Der er meget mørkt udenfor, men ikke det almindelige mørke. Det her er mørkere, koldere, mere sort end sort. Jeg snører løbeskoenog lukker forsigtigt vinduet efter mig. Så løber jeg. Hun har sagt, at jeg ikke skalMed medlidenhed øjnene fortæller hun det om og om igenDu behøver ikke, og vi skal nok finde ud af det, og et øjeblik tror jeg på det, men så ser jeg fars skuffede ansigt efter en dårlig dansog så ved jeg, at jeg er nødt til det. 

Træerne suser forbi mig, huse, menneskerog biler flyder sammen i et. 

 Jeg løber til mine fødder brænder af varme, til mine ben ikke kan mærkes mere, og til jeg ikke ved hvor jeg er. Jeg må være løbet meget langt i nat. Men far fik presset meget mad ind i mig før, at jeg rev mig løs. For meget. Pludselig får jeg det dårligtjeg bliver svimmel, træt, forpustet. Mit hoved snurrer rundt, og her lugter af bilos, en sød men kvalmende lugt. Jeg ved, at jeg ikke kan løbe hjem. Jeg er gået død, jeg er færdig, kaput, som vraget af Titanic. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer hjem. Men på en eller anden måde får jeg gået den lange vej. 

Om morgenen går jeg over på danseskolen, solen står højt på himmelen, men duggen har ikke helt forladt bladende endnu. Far venter på mig i lokalet. Jeg træner hele dagen, men jeg er så træt. Mine ben når aldrig helt ud i springet, før jeg lukker sammen igen, og mine fødder bliver aldrig maksimalt strakte. Jeg følger ikke musikken, som jeg plejer, jeg danser bare.  

Far trækker mig til side, han ligger en tung hånd på min skulder, og det føles som om, han kan knække mig hvert øjeblik. 

"Amalia det går simpelthen ikke, du danser ikke godtDu ser kedelig og slap udEballerina skal være smuk og yndefuld, og det er du ikke"  

Jeg tror ligeat han gjorde det, jeg tror lige, at han knækkede mig. Sådan rigtigt. 

 

 

 

 

En uge efter 

Det ringer på døren. Jeg løber hurtigt, men stille ned ad gangen og åbner døren. Der står en høj mand med mørkt hår og en attachemappe i hånden. Han stikker hånden frem og siger 

 "Hej, jeg hedder Anders Østerlin, jeg er familieterapeut, må jeg tale med Amalia Mortensen?" 

 Jeg smiler og føler mig endelig lettet over, at jeg gjorde det. 

 "Ja det er mig, kom inden for." 

  

Anders Østerlin ser lidt forvirret ud, men træder alligevel inden for. Han hænger sin jakke på knagerækken og tager skoende af. Da vi kommer ind i køkkenet, dufter der af ingefær og soyasovs, mor i fuld gang med noget koreansk noget efter fars bestilling. Hun løber rundt og ligger slet ikke mærke til, at vi kommer ind. Far sidder i stuen og ser fjernsyn. Lyset fra fjernsynet lyser hans ansigt op. Han er virkelig blevet gammel. Rynkerne i panden, rundt om munden og øjnene er blevet tydeligere. Huden på øjenlågene er faldet ned og ligger som skovsnegle over hans øjne. Og hans hår er tyndt og pjusket. Sådan som han sidder der, ser han magtesløs ud.  

"Mor og far, jeg har en I skal møde".  

Da mor ser Anders, siger hun henvendt til mig 

"Hvem er det?"  

Jeg ser på dem, min mor med soyasovsen i hånden og sved på panden. Og min far med sutsko og morgenhår.  

"Det er Anders Østerlin, han kan hjælpe os." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...