Consequences Of A Kiss | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2018
  • Status: Igang
Du kan ikke benægte ægte kærlighed. Mirabelle Archibald har på intet tidspunkt tvivlet på kærligheden mellem hende og hendes forlovede, dette er indtil hun deler et hjertebankende kys med fremmede. En mystisk ung mand med dragende grønne øjne, og et kys der vender op og ned på hele Mirabelles forestilling af kærligheden. (AU)


32Likes
19Kommentarer
3801Visninger
AA

6. Ⓗ 》looks so real

 

Fourth Chapter 

①④ dage efter, Brooklyn, New York 

Hendes nøddebrune glødede af glæde, og smilet på hendes læber var ikke til at tage fejl af. Vinden legede med hendes mørke lokker. Vores øjne mødtes i et kort sekund, idet jeg trak hende ind i min favn. “Han fortjener dig ikke,” hviskede jeg svagt og placerede et blidt kys på hendes pande. Det var ikke meningen hun skulle have hørt min forrige kommentar, hvilket hun havde. 

“Harry,” sukkede hun blidt og trak sig væk fra min favn. Hendes øjne mødte mine. Hun var det eneste jeg fokuserede på og alt omkring stod blot stille. Jeg trådte et skridt tættere på hende og lod min pande hvile mod hendes. Jeg kunne mærke hendes åndedrag mod mine læber. Idet hun åbnede munden og skulle til at sige noget, tyssede jeg på hende. Intet skulle ødelægge dette moment. Vores læber bevægede sig tættere sammen og var blot få millimeter fra at kollide… 

Med sveden piblende ned ad mit ansigt, og mine vejrtrækninger var ude af kontrol, da jeg med et sæt satte mig op i den store dobbeltseng. Det var ikke første gang denne uge, jeg havde drømt om hende. Tværtimod. Drømmene var kommet regelmæssigt og var begyndt at følelse mere virkelige jo flere der kom.  Jeg kørte med mit hjerte bankende hårdt mod mit bryst en hånd gennem mit fugtige hår og prøvede at slå hende ud af mit hovede. 

Siden vores møde på den lokale café, havde hun blot sat sig endnu bedre fast i mine tanker. Vi havde snakke ustoppeligt indtil mørkets frembrud, som vi havde kendt hinanden i flere år.  Og endnu engang måtte jeg indrømme, at der havde været noget mellem os. Kemien mellem os var magisk, sitrerne og kunne ikke benægtes.  

Jeg fik et kuldegys, da jeg rejste mig fra sengen, og derved tillod mine fødder ramme det kolde trægulv.  En duft af nybygget kaffe mødte og omfavnede mig, da jeg satte fod i køkkenallerummet. Et taknemmeligt smil dannede sig på min læber, da Niall rakte mig en kop af denne kaffe. 

“Godmorgen sovetryne,” grinte han hæst, hvilket fik mig til at rette blikket mod det store ur på væggen. Klokken var syv minutter over tolv, hvilket indikerede, at jeg havde sovet længere end jeg plejede. Normalt var jeg et morgen menneske og var oftest oppe før Niall, men jeg havde på det sidste sovet ukomfortabelt grundet de mange drømme om hende. Mirabelle. 

“Hvad vil denne dag bringe?” Spurgte jeg Niall, idet jeg tog sin kop op til sine læber og lod kaffen strømme ned gennem min hals. Niall trak på skuldrene. 

“Sam åbner endnu en natklub inde i byen. Jeg tænkte vi kunne tage derhen,” foreslog han. Jeg mumlede noget udtydeligt, jeg ikke selv forstod og kiggede eftertænksomt ned i min kaffe. Sam var Nialls og min fælles ven, der havde stor succes med sine natklubber, og denne dag skulle han åbne endnu en.  

Jeg nikkede som svar til Nialls forslag, selvom jeg var en smule i tvivl, hvorvidt jeg egentlig var i humør til at tage ud og feste, hvilket var sjældent jeg var, da jeg ikke var den store festabe. Jeg takkede dog ja, da jeg vidste, hvor meget det i sidste ende ville betyde for Sam, at vi dukkede op.

Niall traskede nynnende ud af rummet, og kørt efter hørte jeg døren til badeværelset lukke i, og dermed sad jeg alene med en halv fuld og lunkent kaffe foran mig. 

 

   Flere timer senere havde vi krydset broen, der forbandt Brooklyn og Manhattan, og vi var nu nået frem til den spritnye natklub på Upper East Side. Jeg mærkede, hvordan mine anspændte muskler slappede af, da vi trådte ind varmen. Jeg havde under hele turen fortrudt og brokket mig over, at jeg kun havde taget læderjakke udover den hvide skjorte, jeg var iført. 

Bassen pumpede derud af og sendte stød gennem kroppen, og selvom det blot var en time siden klubben åbnede dørerene for første gang, var den allerede fyldt til randen med festglade unge mennesker. Jeg spejdede rundt i mængden og prøvede at få øje på nogle velkendte ansigter. Niall havde allerede forladt min side, da han i modsætning til mig var glad for at feste og gjorde det ofte. 

Det gik hurtigt op for mig, idet jeg kiggede mig omkring, at jeg var omringet af højt priviligerede mennekser i dyre outfits, hvilket fik mig til føle en smule utilpas i min sorte skinny jeans og hvide skjorte. Jeg hørte på ikke hjemme blandt disse mennesker med min middelklasse livstil. 

“Harry!” Et velkendt ansigt kom med et stort smil gående hen imod mig - Sam, og lagde ikke skjul på, at han var overrasket over min tilstedeværelse. Jeg sendte ham et smil og accepterede hans invitation til et kram.  

“Stort tillykke, her er virkelig fedt,” komplimenterede jeg, mens jeg kiggede studerende rundt og blev næsten blindet af alle neonlysene, der blinkede og lyste i flere forskellige farver. 

“Tusind tak. Lad os tage en drink sammen for at fejre det!” råbte han en smule for at overdøve den larmende musik og smilede taknemmeligt. Jeg nikkede smilende og fulgte efter Sam som en hundehvalp op til den store bar. 

Sam sagde noget til muskuløse bartender i den sorte T-shirt. Han havde et navneskilt på, men da mine øjne stadigvæk ikke havde vænnet sig til de tusind blikkende lys, havde jeg svært ved at tyde, hvad der stod. Ligesåvel som jeg ikke kunne høre, hvad sam fortalte den unge bartender grundet støjen fra menneskerne og musikken. Men bartenderen, som stadig var uden navn nikkede og vendte sig om. 

Og få sekunder efter stod, der en whisky med isterninger i på bordet foran mig. “Hvis jeg husker rigtigt,” lød det fra Sam, idet han pegede på og hentydede til drinken. Jeg nikkede, tog glasset op og skålede mod Sam, inden jeg lod den sprittede smag glide ned gennem min hals. Sam spejlede mig og gjorde det samme. 

 

  Endnu engang var der passerede et par timer, og mit blik var begyndt at sløre en smule, men jeg var stadig i det stadie, hvor jeg havde kontrol over min krop og tanker. Derfor så jeg det som en god idé, hvis jeg ikke indtog mere denne aften medmindre, jeg ville ligge vandret hele den kommende dag.

Min aften havde indtil videre bestået af, at lede efter Niall, som var som forsvundet fra jordens overfalde og sikkert allerede taget hjem til vores lejlighed. Med en pige sikker. Så da det ikke var lykkedes mig at finde ham, var jeg stødt på en lyshårede pige, der nu havde siddet i baren placeret på stolen overfor mig  i over en time. 

Hendes læber bevægede sig, men jeg fortrængte ikke hendes ord. Hun var kedelig. Tør. Og jeg forstod egentlig ikke, hvorfor jeg stadig fandt mig selv siddende ved hende, når jeg ikke fandt hende interessant. Jeg tror jeg kunne lide opmærksomheden. Hendes hånd nussede mit lår, mens hun med et glimt i øjnene talte videre.  Jeg tog en tår af den drink, som jeg havde haft stående foran mig længe, rystede på hovedet og prøve at følge med hendes ord, men min hjerne ville ikke fokusere. 

“Harry.” Jeg kunne svagt høre en stemme råbe mit navn. Mit hjerte bankede begyndte at slog hårde mod mit bryst, da jeg ved lyden af den velkendte stemme håbefuldt kiggede fra blondinen foran mig og rettede mit blik mod, hvor lyden kom fra. 

Et smil dannede sig på mine læber, da mine øjne mødte et par varme nøddebrune øjne. Mirabelle. Hun var iført en hvid top med en sort lædernederdel, og hendes mørke hår han løst ned over hendes skuldre. Hun var smuk, hvilket blot fik mit smil til at vokse sig større, og mit hjerte til at banke hurtigere. Hun havde en helt speciel effekt på mig.

“Mirabelle.” Jeg fjernede blondinens hånd fra mit lår og hoppede ned fra barstolen. Jeg gik hen mod hende og omfavnede hende i et kram, som hun uden at tøve gengældte. Min næseborer fyldtes med duften af hendes søde parfume og en sitrende fornemmelse skyllede gennem min krop, hvilket fik mig til at lukke øjnene og svagt stramme grebet omkring hende.

“Hvad laver du her?” Spurgte hun overrasket og smilende, da vi efter kort tid trak os fra hinanden. Jeg kunne mærke et fornærmet blik fra blondinen, som rejste sig fra stolen og forlod os. Hvilket egentlig ikke gjorde mig det store. Som sagt interessede hun mig ikke. “Jeg kender ejeren,” forklarede jeg hende, og hun nikkede forstående.

Uden at sige noget til hinanden satte vi os i baren, hvor blondinen og jeg for lidt tid siden havde siddet. En stilhed lagde sig over os. En rar stilhed. Vores øjne mødtes, og jeg sendte hende et fjoget smil for, at løsne stemningen. Mit forsøg virkede da et fjantet grin undslap hendes, mens hun samlede sine smalle læber omkring sugerøret i hendes drink.  

Mirabelle sank med en grimasse sin drink. “Jeg er overrasket over at se dig her,” indrømmede hun og stillede sin drink fra sig. Jeg trak på skuldrene. “Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg det på sammen måde.”

“Så jeg gætter på, at du ikke er den store festtype,” konkludere hun, idet hun eftertænksomt kørte en hånd igennem sit lange hår. Jeg rystede på hovedet, og hun nikkede. “Samme her.”  Jeg bundede en slurk min drink og kiggede tilbage på hende. 

 “Har du løst til at gå et andet sted hen?” Spurgte jeg, og prøvede at lyde selvsikker. Mirabelle stoppede sin nuværende handling og kiggede chokeret på mig. “Jeg mener.. Vi er begge ikke de største festmennekser. Og jeg kan finde mindst hundred steder, jeg hellere vil befinde mig en her,” prøvede jeg mig usikkert frem grundet hendes reaktion. 

Til min store overraskelse endte hun med at nikke. “Okay, så kom,” svarede hun mig selvsikkert, og rejste sig fra stolen og begyndte at gå mod udgangen. Hun efterlod mig måbende tilbage over hendes pludselige selvsikkerhed, dog rejste jeg mig hurtigt og fulgte med hende, så hun ikke ville forsvinde fra mig i mængden. 

Udenfor var graderne faldet til minus, og fik mig for anden gang i aften til at fortryde mit valg af overtøj. Vi lod vores fødder diregere vejen for os uden at have vores hjerne med, idet vi gik ned ad en af New Yorks mange sidegader der førte ned mod havnen og Hudson river. Det eneste der lyste vejen for os var en enkelte lygtepæl, månen og millioner af stjerner på nattehimlen.   

“Så.. Nathaniel,” mumlede jeg, da vi satte os på kanten af havnen. “Hvad er der med ham?” spurgte hun og så ned i hendes skød. Vinden fik hendes hår til at blæse i alle retninger, og selvom det så ud til at provokere hende, gjorde hun intet for at stoppe det. 

“Hvor er han i nat?” spurgte jeg, da jeg fandt det en smule forstyrrende, at hun ikke tilbragte tid med ham men istedet sad i kulden med mig. “I et fly på vej til London.” Jeg kiggede undrende på hende. Hun havde stadig sit blik klistret fast til hendes skød. “Arbejde,” svarede hun, før jeg kunne nå at spørge hende. 

“Du lyder irriteret,” konstarede jeg blidt, så det ikke kom til st lyde for spydigt. Mirabelle trak på skuldrene. “Hans arbejde fylder meget. Ja. Men det er bare en af de ting der følge med, når..” 

“Når du elsker ham?” afbrød jeg og reddede hende fra, at sige noget hun senere ville fortryde. For selvom jeg ville ønske Nathaniel ikke var forhindring i vejen for at se, hvad vi måske kunne blive. Så ville jeg ikke være den, der ændrede hendes mening omkring ham, bare for at se om vi kunne blive til noget. Noget der ikke var garanteret. 

For første gang siden vi satte os i havnekanten, kiggede hun på mig. “Ja,” tøvede hun. Selvom hendes tøvende svær gjorde mig nysgerrig, lod jeg vær med at spørge indtil det, og kiggede i stedet ud mod havet.

Vandet reflekterede i månens skær, så det lignede flere tusind små diamanter lå i overfladen og glimtrede.

Det så magisk ud. 

》 》 》

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...