Consequences Of A Kiss | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2018
  • Status: Igang
Du kan ikke benægte ægte kærlighed. Mirabelle Archibald har på intet tidspunkt tvivlet på kærligheden mellem hende og hendes forlovede, dette er indtil hun deler et hjertebankende kys med fremmede. En mystisk ung mand med dragende grønne øjne, og et kys der vender op og ned på hele Mirabelles forestilling af kærligheden. (AU)


32Likes
20Kommentarer
3741Visninger
AA

5. Ⓜ 》Comfortable silence is so overrated

 

Third Chapter 

dage efter, Upper East Side, New York

 Stilheden mellem Nathaniel og jeg var uudholdelig. Jeg havde de seneste dage været en smule irriteret på ham, grundet endnu en af hans aflysninger af vores aftaler. Da han for anden gang havde valgt hans job frem for bryllupsplanlægningerne og jeg begyndte det at føles som om, han havde fået kolde fødder, hvilket gjorde mig urolig. Jeg ville ham så meget, så tanken om, at han måske ikke ville mig lige så meget slog mig ud. 

Nathaniel havde endnu engang ikke kunne deltage i bryllupsplanlægninger grundet arbejde - en spontan  forretningsrejse til Los Angeles, som han tilbagevendte fra sent i går. Siden da var ikke mange ord blevet udvekslet mellem os. Selvom jeg på mange måder havde været lette over hans udeblevelse, grundet stemning mellem ham og jeg, Harry, kunne jeg ikke lade vær med at være en smule skuffet. 

Mødet med Harry, havde bragt nogle fremmede følelser frem hos mig, idet hans ord kørte rundt i mit hovede.  Der havde været mere i det kys. Han havde ligesom jeg følt noget, dog havde jeg afvist dette overfor ham, for hvis der var en ting, jeg var sikker på, ville jeg ikke tillade et enkelt kys at få mig til at tvivle på min fremtid med Nathaniel. Han var jo den eneste ene. Ikke?

“Belle, jeg har jo sagt, at jeg er ked af det,” sukkede Nathaniel overfor den anden side af sofaen. Måden han udtalte mit kælenavn på fik det til at sitre i mine kinder, men det ville jeg ikke lade ham vide. Jeg kiggede istedet fokuseret ud i ingenting. 

“Du kan ikke hænge dig i det for evigt,” fortsatte han. Selvom jeg egentlig ikke burde opføre mig så koldt overfor ham - endda når han havde undskyldt flere gane -, havde jeg en følelse af irritation i min krop, som ikke ville holde op. Derfor valgte jeg også sukkende at rejse mig fra sofaen, jeg i stilhed havde befundet mig i den sidste halve time. 

Jeg ved vidste, at jeg ved enden af dagen, ville undskylde min opførelse overfor Nathaniel. Selvom jeg ikke direkte mente, at min opførelse var forkert. Han havde jo aflyst to aftaler, der i sidste ende var vigtige for mig. 

    

   Jeg havde i sidste ende opgivet, da stilheden blev for uudholdelig. Derfor havde jeg undskyldt overfor Nathaniel, hvilket også var en af grundene til at vi nu sammen sad i den hvide Audi. Nathaniel havde insisteret på at køre mig hele vejen over broen til Brooklyn, hvor jeg sammen med min mor, Nathaniels mor og Kayla skulle kigge på brudekjoler. Selvom jeg var kommet op med flere undskyldninger for at aflyse denne aftale, havde det ikke lykkedes mig. 

Det havde intet med alle de flotte brudekjoler at gøre, trods jeg vidste, hvilket svært valg, der var mig forude.  Trods havde det noget at gøre med min mor og kommende svigermor, de var begge to uafhængige kvinder med store og stærke meninger. Uheldigt var det dog for mig, at ingen af deres meninger var ens. Dette kunne også have forbindelse til Nathaniels mor, Rubys kritiske holdning til mig, min personlighed og ikke mindst min hensigter med hendes søn. Nathaniel var jo en meget succesfuld og velhavende mand, dog havde intet af det hun mente nogensinde været min hensigt.  

“Vi ses babe, skriv når du skal hentes,” sagde han, da han stoppede bilen ude foran den lille kjolebutik i udkanten af New York, Brooklyn. Et irriteret suk, som jeg prøvede at skjule for Nathaniel forlod mine læber, inden jeg åbnede bildøren og steg ud. 

Min mors smil mødte mig med det samme, jeg var kommet ud af bilen. Og med hendes mørke læbestift og store pelsjakke kom hun hen til mig og plantede et kys på min kind. Et kys der helt sikkert ville efterlade et mørkerødt aftryk. 

“Hej min skat,” smilede hun. “Det er så godt at se dig igen.” Grundet mit år i Los Angeles havde vi, som Kayla og jeg heller ikke set meget til hinanden. Jeg nikkede blot som svar til hende, da jeg denne dag ikke var i humør for small-talk. Vi gik sammen ind i butikken. 

“Mirabelle.” Med et falsk smil klistret til hendes læber og en alt for kraftig parfume omfavnede Ruby mig med det samme vi trådte ind i butikken. For at være sød gengældte jeg hendes kram men tænkte allermest over, hvilken undskyldning jeg kunne bruge for at slippe ud af hele denne aftale. 

“Jeg har allerede fundet den mest perfekte kjole,” hvinede hun skingert, inden hun vendte sig mod stativet bag hende og fandt en kjole frem. Jeg kiggede skeptisk på kjolen i hendes hænder. En hvid balkjole med strutskørt og en hel masse sten og glitter foroven samt et ærmeløst udsnit. Den var på ingen måde min stil og intet i nærheden af, hvad jeg havde forestillet mig. 

“Lad mig prøve den,” smilede jeg anstrengende, mens prøvede at bide i mig, hvor helt igennem grim denne kjole var. Ruby rakte mig kjolen, som jeg tog med mig ind i prøverummet. 

Med en skæv grimasse limet til ansigtet, studerede jeg mig selv i spejlet, da jeg havde fået kjolen på. Den var på ingen måde flatterende på min krop, og grundet min spinkle figur forsvandt jeg næsten væk i det store skørt. Uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, formåede jeg ikke fra en eneste viklen at se nogenlunde ud.  

Med et utilfredst suk trak jeg efter nogle minutter gardinet til prøverummet fra, så min mor og Ruby, kunne få lov til at vurdere denne kjole. Selvom deres mening egentlig var irrelevant, da det under alle omstændigheder ikke ville blive denne kjole. 

Et bredt oprigtigt smil sad klistret til Ruby volumniøse læber, mens min mor sad med et mere kritisk udtryk. “Den er så fin!” klingede Ruby stemme, idet hun rejste sig for sin stol for med et studerende blik gå omkring mig. “Det skal uden tvivl være denne.” 

“Lad hende nu prøve en anden kjole, Ruby,” brød min mor ind, og for første gang denne dag kunne jeg puste lettet og taknemmeligt ud. Der var ingen fortalere for, at jeg ville købe denne kjole. 

“Se denne kjole jeg fandt.” Min mor vendte sig om og kom lidt efter tilbage med en kjole, der var næsten lige så uflatterende som Rubys valg af kjole. 

Kjolen va rå hvid med lange blonde ærmer. Den var lang, tætsiddende og fortsatte som et slør ned af gulvet. Den råhvide farve og de mange blonder, fik både Ruby og jeg til at kigge kritisk på den. Men med endnu et af dagens falske smil tog jeg i mod den og vendte tilbage til prøverummet. 

“Ej, den er ikke hende på nogen måde.” Ruby var den første der brød tavsheden, da jeg kom fra prøve rummet. Kjolen fik mig til at se lavere ud en jeg nu engang var, og den rå vide farve komplimenterede på ingen måde min hudtone. 

“Og din kjole skulle forestille at være bedre,” kom det med et løftet øjenbryn og pegefinger fra min mor mod Ruby. Min mors kommentar gjorde Ruby fornærmet og startede en lille diskussion mellem de to damer. Endnu et irriteret suk forlod min læber, og jeg vendte mig fra dem. Denne dage handlede ikke om dem, men det fik de alligevel sørgede for at den kom til. 

Som jeg gik rundt der i min egen verden, faldt jeg pludselig over en kjole. Den var kridhvid uden hverken blonder eller glitter. Den havde stropper og gik ned i en flot v-udskæring. Kjolen var utradionel og lignede overhovedet ikke den typiske brydekjole, grundet den korte længde. Den var lige mig. 

“Hvad med denne?” Jeg afbrød deres negative interaktion og holdte med et oprigtigt og stort smil kjolen op foran dem. De løftede begge øjenbrynene. 

“Nej,” sagde de i kor. Det var første gang i dag, at de var enige om noget. 

   

   Jeg havde, efter vi var færdige med at købe kjole ikke ringet op til Nathaniel for at bede ham hente mig. Jeg var udmattet og havde brug for lidt tid for mig selv, derfor fandt jeg i dette øjeblik mig selv siddende på en nærliggende café med en kop kaffe foran mig og en god bog i hånden. 

Brydekjole shoppingen havde været udmattende, og da vi efter et par timer stadig ikke havde fundet den perfekte kjole havde vi valgt at gå vær til sig. Til dels var en af grundene til, at jeg havde afvist så mange af de kjole min mor og Ruby havde fundet frem til mig, var fordi den korte kjole med v-udskæringen stadig havde min fulde opmærksomhed. 

“Mirabelle.” Som jeg sad der i min egen verden, hev en dyb hæs stemme mig tilbage til virkeligheden. Jeg vendte mig derfor om, så mine øjne mødte et par skinnende grønne. 

“Harry.” Med et smil klistret fast til hans brede læber kom han gående over mod, hvor jeg sad. “Jeg var ikke sikker på, at det var dig,” grinede han tørt. 

“Må jeg sidde ned her?” spurgte han. Mit blik landede på to-go kaffen i hans hånd. Det virkede på ham som om, at han burde være et andet sted lige nu, derfor kom hans spørgsmål bag på mig, og selvom jeg egentlig var kommet her for at være alene, var der alligevel noget, der fik mig til at nikke som svar. 

“Hvad bringer der så til Brooklyn,” spurgte han, mens han tog sin brune læderjakke med for af, inden han satte sig på stolen foran mig. “Hvis jeg ikke er helt forkert på den, så bor du ikke i denne del af New York.”

“Brydekjole shopping,” svarede jeg ham sukkende. “Det lyder udmattende,” konstaterede han genert og kløede sig i nakken med et skævt smil på læben. Jeg nikkede, “bestemt.”

“Hør Mirabelle. Jeg vil gerne undskylde min opførelse forleden. Det var ikke min ret at fortælle, hvad du føler og ikke føler, for når alt kommer til alt, er du den eneste, der kan vide det,” undskyldte han, inden han tog en tår af sin kaffe i pap-koppen, som så ud til at være varm, da en grimasse fandt vej til hans ansigt.  

“Du behøver ikke undskylde, Harry. Det er alt sammen glemt,” smilede jeg, selvom mine ord ikke var hundrede procent sande. Hans ord havde jo de seneste dage været i min tanker uafbrudt. Han havde været i min tanker uafbrudt.

“Så fortæl om dig selv.” Harry så interesseret og indtrængende på mig, idet han skiftede emne. Et smil dannede sig på hans læber, der afslørede han dybe smilehuller, mens hans skinnende grønne øjne borede sig ind i mine. Jeg gjorde intet for at fjerne mit blik, eller stoppe den varme følelse, der startede i mine tær og steg op til min kinder, hvor den efterlod en rødlig nuance.

“Der er ikke så meget at fortælle,” svarede jeg ham, da det gik op for mig, hvor uinteressant jeg var. Mit liv var bygget op omkring Nathaniels job, og jeg fulgte egentlig bare med ham rundt i verden, for at optage store film succesere. Jeg havde intet job, ingen vanskelige barndomshistorier. Der var ingen interessante historier at kunne fortælle. “Det tror jeg ikke på. Alle har en historie.” 

“Hvad med dig?” Jeg ignorerede ham og prøvede så hvidt muligt at få drejet opmærksomhed mod ham istedet. Jeg tror Harry opfangede, hvad jeg ville, da han begyndte at snakke omkring sig selv: 

“Jeg er kok, men det er egentlig ikke der min fulde interesse ligger. Jeg kan godt lide at spille guitar og komponere tekster…” startede han med at fortælle. Jeg hvilede mit ansigt på min hænder, mens jeg smilende lyttede til ham. Jeg nød at se den gnist, hans øjne afslørede, da han begyndte at snakke om musikken. Hans kærlighed for musikken var en dedikation, jeg aldrig havde oplevet for noget. 

Min og Harrys samtale fortsatte i timer, indtil det blev mørkt, og vi begge indså, at det var tid til at skilles, da caféen lukkede, og Nathaniel havde ringet til mig tolv gange, uden jeg havde svaret. Vi havde talt uafbrudt sammen, som hvis vi havde kendt hinanden i flere år. Der var på intet tidspunkt opstået en ubehagelig stilheden mellem os, grundet vores snaksaglige humør. 

Behagelig stilhed var så overvurderet, når man havde en at snakke med alt om. Harry.

 》  》 》

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...