Sindstequila

// Udgivet ved Byens Forlag, november 2017 //

ANNE starter på et nyt gymnasium, men føler sig malplaceret og anderledes. I et forsøg på at passe ind ender hun til en fest i en bodytequila, og lige idet hun tror, hun kan være en del af pigernes gruppe, ramler hendes verden sammen: Et billede af hendes halvnøgne krop deles på de sociale medier, uden hun har givet lov.

REI er fanget i en pigegruppe, hvor hun konstant skal kæmpe for at følge i med de andres snak om sex og kærester. Og egentligt vil hun gerne være veninder med den nye pige, Anne. Men tør hun droppe sin facade og risikere at stå udenfor gruppen?

SINDSTEQUILA er en ungdomsroman om venskab og ensomhed, om at miste sig selv i jagten på at passe ind, og om at turde gå mod strømmen og stå ved sine grænser.

Læs mere på: http://www.sofieriisendahl.wixsite.com/forside/sindstequila

13Likes
14Kommentarer
3229Visninger
AA

2. FREDAG - ANNE

FREDAG – ANNE

 

Mit blik skimmer den overfyldte stue efter endnu en fejltagelse. En, jeg kan huske i aften og glemme i morgen. De fleste af drengene står samlet omkring beerpong-bordet. En del af dem går vist i min nye klasse. Og jeg vil ikke være den nye pige, der kysser nogen fra klassen til hendes første fest. Men den lyshårede dreng med briller, der laver et gæsteskud for det ene hold, har jeg ikke set før. En mulighed, i hvert fald.

To drenge kommer ind fra terrassen. Den ene af dem dumper ned ved siden af mig i sofaen. Lugten af røg kradser i næsen og blander sig med lugten af sved og skarp parfume. Han er fin nok. Går vist ikke i min klasse. Lidt uren hud og ikke så høj, men det er okay.

Pigerne fra klassen slanger sig op og ned ad hinanden på dansegulvet. Selv efter tre uger sidder deres navne ikke fast. De er for ens. En plamage af stramme jeans, langt hår og nedringede bluser.

”Anne.” Jeg nikker til drengen ved min side og nipper til indholdet i mit plastikkrus, en rødlig væske, jeg ikke kan huske at have hældt op. Det smager bittert. Måske whisky, eller hvad de ellers drikker her?

”Theis.” Hans øjne følger en af pigernes røv. Mathilde fra min klasse.

”Så-øh, hvordan kender du Ingrid?” Jeg trækker ned i den røde top, som jeg købte i en Røde Kors-genbrug, da jeg stadig boede i Ringkøbing. Den stikker ud blandt pigernes sorte blonder og lyse hår. De virker alle ens, helt anderledes end mig. Lægger de mærke til det?

”Ingrid? Er det hende, der holder?” Hans stemme er rusten af røg.

”Mm …” Jeg forsøger at fange hans blik, men det er klistret til mængden af piger, der svinger hofterne i bevægelser, jeg ville ønske, jeg kunne. En stor pige med langt, kastanjebrunt hår fra min klasse sidder overskrævs på en dreng med tykt, lyst hår i lænestolen overfor. Ida, hedder hun vist. Hun kysser ham langsomt og dybt. Hans hånd klemmer om hendes røv, mens hun leger med hans hår. Det er længe siden, Peter har holdt sådan om mig. Tanken stikker i mig. Alkoholen forstærker alting. Hvorfor har jeg også drukket så meget?

Peter er en Storebælts- og en Lillebæltsbro væk, og fyren, hvis navn jeg har glemt, er 30 centimeter fra mine læber. Jeg gennemsøger min hjerne efter noget at fortsætte samtalen med, da det går op for mig, at fyren ikke har tænkt sig at sige mere. ”Hvilken klasse går du i?”

”1.U.”

”Spansk A?”

”Fransk.” Han tager en øl fra sofabordet, går ud på dansegulvet og klemmer en af pigerne om taljen. Mathilde, hende med de mørke krøller. Hun hviner og slår ud efter ham. De forsvinder sammen ud i entréen.

Hvorfor hende, når jeg sad lige her? Hvorfor klemte han ikke om min talje og tog min hånd, så vi kunne forsvinde ud i entréen, når jeg sad lige her ved siden af ham i min højhalsede røde top, som ifølge Peter altid fik det blå frem i mine øjne? Vil han hellere have sorte blonder og kavalergang?

En af pigerne skæver til mig fra dansegulvet. Rei, hende den japanske. Vi får øjenkontakt, men hun kigger ned i gulvet igen. Ikke noget med at røre jyden med pandehåret og genbrugstøjet, der på en eller anden måde har forvildet sig til Sjælland.

Det er ikke, fordi pigerne ikke var præcis sådan i Ringkøbing. De vidste bare, hvem jeg var. Og de var ligeglade med, at jeg lyste op i mængden med mit farverige tøj, mens jeg havde mine egne venner, der gik i genbrug ligesom mig.

Drengene jubler henne ved beerpong-bordet. Jesper står blandt dem. Hans øjne møder mine. Jeg kommer på benene og griber fat i sofakanten for ikke at vakle. Han skal ikke se, at jeg sidder alene. Så vil han bare forsøge at redde mig. Hans fortabte tvillingsøster, der ikke kan selv. Fuck nej.

Alkoholen rammer mig som en tåge. Jeg vikler mig ind i mængden af dansende piger med plastikkruset i den ene hånd. Forsøger at efterligne deres bevægelser. Hvordan kan de bevæge sig så meget, uden at hofterne går af led? Hvorfor fanden er de alle sammen så smukke?

En lyshåret pige støder ind i mig på vej hen mod entréen, så væsken i plastikkruset skvulper over. Pis. Mine lår bliver fugtige. Hvis mine jeans havde været sorte, havde man ikke kunnet se det. Men mine jeans er lyseblå, og nu ligner det, jeg har tisset i bukserne.

”Uuundskyld …” fniser hun og forsvinder væk med en fyr med briller. Hvorfor har alle bare en dreng?

Gennem de duggede ruder lyser enderne af tre cigaretter ude på terrassen. Jeg åbner døren. Kulden rammer mig som en bølge, og det føles, som om de mørke plamager på mine bukser fryser til is.

Eva sidder på skødet af en dreng fra vores klasse i en havestol med fingrene flettet ind i hans hår og en cigaret i den anden hånd. Hendes mørkebrune øjne står i kontrast til det honningblonde hår. På bænken overfor sidder en dreng med mørke krøller og septum, jeg ikke har set før. Hans øjne er blodsprængte, og lugten af hash blander sig med røgen. Men han bliver bare et nemmere mål, hvis han er lidt skæv.

Jeg dumper ned på bænken ved siden af ham. Eva og hendes fyr griner ad et eller andet. Ad mig? Tænker de, at jeg ikke kan score, fordi jeg ikke går i ét med mørket ligesom alle de andre piger?

Gennem den sortgrønne hæk for enden af haven kan jeg skimte lyspletter fra lygtepælene. Natten er overskyet, og kun enkelte stjerner titter frem.

”Hash?” Jeg nikker mod hans joint. På terrassebordet ligger en pose med klumper i og en pakke filtrerpapir. Kulden sniger sig ind under min bluse. Jeg presser læberne sammen og holder om mine nøgne arme for at få varmen tilbage.

”Mm …” Hans lyseblå øjne lyser op i mørket. ”Vil du have et sug?"

Jeg ryster på hovedet.

”Cigaret?” Han hiver en pakke Prince frem fra lommen i militærjakken.

Jeg ryger ikke. Mor lovede mig et kørekort, hvis jeg lod være, efter morfar døde af lungekræft.

”Ej, lad være, Kreiner, hun ryger sgu da ikke.” Eva puster en sky af røg ud. Hendes fyrs hånd glider op og ned ad hendes lår.

”Har du en lighter?” Jeg tager en cigaret fra pakken. Mor har efterladt mig her i kolde Nordsjælland og er fløjet ned til 50 graders varme i Dubai for at holde styr på regnskaber, hun åbenbart ikke kunne holde styr på i Danmark, så hun har ikke så meget at skulle have sagt. Lidt må man gøre for at overleve socialt, selvom det dræber en fysisk.

Eva løfter øjenbrynene og kaster en neongul lighter tværs over bordet. Pis. Nu er der ingen vej tilbage. Hun snakker med sin fyr, mens fyren med krøllerne, Kreiner, smiler til mig. Jeg klikker med lighteren, så en flamme står op, og tænder min cigaret.

”Fryser du?” Han trækker sit tæppe hen, så det også dækker mine ben. Jeg bider mig i læben for ikke at klapre tænder. Vores blikke mødes. Han er ret væk. Væk nok til, at han ikke kan huske det i morgen. Men det er lige meget. Jeg har ikke brug for kærlighed. Bare for at vise, at jeg kan.

Jeg læner mig frem og lader mine læber ramme hans. Måske er det alt for tidligt, og måske burde vi snakke mere først, men det er sket før, at en fyr har kysset mig hurtigere, end jeg kysser Kreiner nu. Hans læber er iskolde. Smager lidt af røg og noget andet bittert. Han kysser mig ikke tilbage. Stivner, før han trækker sig væk.

”Jeg …” Et host dræber hans ord. Han tager endnu et sug af sin joint, men det gør det kun værre. Eva har store øjne fra den anden side af bordet og flækker af grin.

Fuck, hvad har jeg gjort? Måske er Kreiner-fyren også en smule for flot? Måske var det lige naivt nok at tro, jeg kunne score ham så hurtigt? Måske har jeg rødt pandehår og er ikke en tynd pind som Eva, men derfor kan jeg stadig godt … ikke?

”Jeg … jeg har en kæreste,” hoster Kreiner og ler lidt sammen med Eva. ”Sascha – fra din klasse, vist?”

”Fuck, hvor er det sjovt!” Eva hiver efter vejret. ”Nej, hvor ville jeg gerne have haft det her på video.”

Varmen stiger op i mit ansigt. Hvor dum kan man også være. Dum, dum, dum. Nu er jeg ikke bare hende den nye pige, der ikke kan score. Nu er jeg hende den nye pige, der kysser med de andre pigers kærester. Og hende er der overhovedet ikke nogen, der vil være venner med. Jeg forsøger at grine, men min hals er tør.

Jesper stikker hovedet ud af terrassedøren med sin ven. ”Koger I bare herude?”

”Seriøst, Jesper, du skal høre det sjoveste.” Eva falder lidt over ordene. Jesper får øjenkontakt med mig. Han kommer til at hade mig. Første fest, han får mig med til, og jeg har allerede fucket det helt op.

Jeg skodder min cigaret, rejser mig og forsvinder ind.

 

Bassen dunker inde fra festen. Jeg synker ned på toiletbrættet. Skæver til gulvet i brusekabinen, der er klistret af alkohol og noget, der kradser i næsen. Nok bræk. Folk har smidt deres jakker og tasker i badekarret, da de ikke var mere plads på trappen. På kanten af håndvasken står en halvfyldt rødvinsflaske. Jeg griber ud efter den og tager en slurk. Den smager dyrt, sikkert stjålet fra forældrenes barskab. Det gjorde folk også tilbage i Ringkøbing. Her er ikke en skid anderledes, og alligevel er jeg som en alien, der er dumpet ned på jorden.

Peters nummer sidder i mine fingre. Bip. Han har bare at tage den. Bip. Jeg strammer grebet om vinflasken. Bip. Tager endnu en slurk. Bip.

”Hallooo?” Nogen vælter ind i toiletdøren udefra. En eller anden banker på. ”Hvem er derinde, vi skal altså tisse?”

Jeg siger ingenting. Hvis de virkelig skal tisse, kan de tisse i haven. Bip.

”Seriøst, åbn nu!” Fem hårde bank. Det er vist Mathilde fra klassen. Så blev hun åbenbart færdig med ham Theis-fyren. ”Seriøøøst!” Dørhåndtaget hives op og ned, før de opgiver og forsvinder op ad trappen.

”Anne?” Peters stemme skratter i telefonen.

”Ja ja, hej Peter!” Jeg møder mit blik i spejlet overfor toilettet. Korshalskæden, jeg fik af Peter til jul, hænger på mit bryst og lyser op på det røde strik. Min makeup er udtværet, selvom jeg ikke har grædt. I Ringkøbing gik jeg aldrig med makeup. Men her føler jeg mig nøgen uden. Det røde hår når lige nøjagtigt skuldrene. En økonomiklipning, kaldte mor den. Som om hun ikke tror, far kan klippe mit hår, efter han har været gift med en anden mand i seks år.

Jeg ligner overhovedet ikke den Anne, der kyssede Peter farvel nede ved fjorden.

”Hvad sker der?”

”Jeg har fucket op, sådan virkelig.” Jeg sparker til en øldåse med tåen, så den ruller hen over gulvet og ramler ind i døren.

Nogen råber noget til Peter i den anden ende af røret.

”Undskyld, hvad sagde du?” Vinden skratter i røret og overdøver næsten hans stemme.

”Bare …” Jeg gemmer ansigtet i hænderne og læner albuerne mod knæene. ”Jeg kyssede en dreng, der allerede havde en kæreste, og …”

”Anne, jeg kan altså ikke høre, hvad du siger, jeg er lige på vej hen til Vanessa sammen med Oskar,” råber han hen over vinden med telefonen helt oppe ved munden, lyder det til.

Jeg synker en klump. Fuck, jeg savner vores fredag aftner hos Vanessa, når hendes forældre var i sommerhus. Bare hende, Oskar, Peter og mig, noget underligt musik, lidt for mange øl og kortspil, vi selv fandt på. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg elsker ham. Jeg ville ønske, vi stadig var kærester. Det ville gøre alting meget lettere. Men Peter gad ikke langdistance. ”Lige meget … det er bare, jeg ved ikke, om jeg bare skal tage hjem eller gå ud og lade som ingenting eller …”

”Anne, jeg bliver nødt til at smutte nu, men vi ses, ikke?” Han afslutter opkaldet, før jeg kan nå at svare.

”Jo …” Ordet ekkoer mellem flisevæggene. Det er løgn. Vi ses jo ikke. I hvert fald ikke før sommerferien om et halvt år. Med to broer og Fyn imellem os kommer det ikke til at ske tidligere.

Jeg slukker skærmen og tænder den igen for at se, hvad klokken er. Baggrunden er et billede af Peter, der holder om mig bagfra og kysser min kind, mens jeg ser ind i kameraet. Hans srilankanske træk – det tykke, kulsorte hår, den mørke hud, de kraftige øjenbryn – står i kontrast til mine nordiske fregner og porcelænshud. Jeg ser ind i mine egne mørkeblå øjne på billedet. De stråler af lykke. Dengang turde jeg alt, fordi Peter var min, og hele verden lå for mine fødder.

Jeg putter telefonen i lommen, tørrer mascaraen under mine øjne væk og lægger en hånd om håndtaget. Alting venter på den anden side af døren. Hvis jeg er hurtig, kan jeg måske nå hjem uden at blive set? Måske vil de have glemt det, der skete, på mandag?

Eller måske bør jeg bare gå ud og grine af det med de andre? Hvad fanden gør man i den her ende af landet? Sikkert det samme, som jeg ville have gjort hjemme i Ringkøbing. Men der ville jeg aldrig have kysset en andens kæreste ved et uheld. Jeg kendte alle, kendte alles kærester, og jeg havde Peter.

Jeg drejer låsen om og åbner. Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...