One hell of a Love - Black Butler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Sebastian er butler for Ciel Phantomhive. Og en dag modtager de et brev om en underlig beholder set nær Phantomhive godset. Hvad sker der når Sebastian oplever kærlighed? Vil han følge sin herres ordre, eller følge sit bankende dæmon hjerte.

1Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

2. Kapitel 2: Det mystiske brev med rosen duft.

Jeg gik rundt og støvede af, da jeg hørte den lokale post udbringer komme nynnende. Jeg gik hen til døren og åbnede, for at kunne tage imod posten. Da jeg lukkede døren igen, tjekkede jeg hvem de forskellige breve var til. De fleste var til Lord Ciel, og nogle var til Lady Elisabeth, men der var også et til mig, hvilket jeg fandt ret så underligt, da jeg normalt ikke selv modtog breve. Jeg kunne fornemme en duft af roser på brevet, så jeg lagde det i min brystlomme. Jeg gik derefter hen med de andre breve, dog tænkte jeg lidt over det duftende brev. Hvem i alverden ville dog skrive til en butler, dog tænkte jeg derefter på om mon det var fra Grell. Nej det kunne det ikke være, for Grell brugte ikke rosenduft, det havde jeg nemlig bemærket, når det var at vi kæmpede.

Jeg bukkede efter at have afleveret brevene, og gik derefter udenfor. Jeg åbnede brevet, og begyndte derefter at læse det. Håndskriften var smuk, den måde som den var skrevet. Men den virkede mig dog også ret så bekendt, som om jeg havde et den før. Jeg stivede helt, da jeg læste underskriften. Det var underskrevet Jacquelinn! Jeg havde kun kendt en i hele mit liv med det navn, en ung kvinde som jeg virkelig havde holdt af, men som jeg også havde mistet, da jeg var ganske ung. Jeg rystede på hoved, for de minder jeg havde forsøgt at fortrænge dukkede op i mit hoved. Jeg sukkede over det, og fornemmede så en kigge på mig. Jeg drejede hoved, og så det var Pluto, den skøre dæmon hund. Jeg skubbede ham væk fra mig, især fordi jeg kun var til katte, men også fordi han hele tiden ville hænge op af mig. Jeg skjulte hurtigt brevet, og gik så ind igen, for at kunne forberede middagen. Dette brev skulle ikke påvirke mig på nogen måder, så jeg skulle bare fortsætte med mine gøremål for dagen, hvad kunne dog gå galt.

Det fik jeg dog sagt for hurtigt, for med et smuttede kniven fra mig, hvilken den aldrig havde gjort før nogensinde. Den ramte heldigvis kun væggen, så jeg hentede den igen, og vaskede den op sådan at jeg kunne fortsætte med at lave middagen. Hvad i alverden skete der for mig, jeg plejede at have styr på det, når jeg lavede mad. Havde det brev mon slået mig helt ud, bare det ikke gik galt, når jeg skulle servere for Lord Ciel, Lady Elisabeth og deres gæster i aften. Jeg satte mine hænder mod bordet, for at samle mine tanker. Jeg måtte altså fokusere, det nyttede ikke at jeg tænkte på Jacquelinn, nu hvor jeg skulle lave maden. Jeg rystede på hoved, og fik da også lavet maden perfekt, og fik den serveret ved middagen. Jeg stod ret, som jeg nu engang plejede, til hvis nu de skulle have mere.

Efter middagen, og efter jeg havde fået ryddet op og vasket op, gik jeg ind i mit kammer og løsnede min skjorte lidt, før jeg satte mig på sengen. Jeg tog brevet frem fra min lomme, og læste det igen. Det var hendes håndskrift, men hvordan var det muligt. Hun havde jo været død i flere år, så vidt jeg kendte til. Jeg lagde mig på sengen, og lagde min ene arm over mine øjne. Dengang jeg lærte Jacquelinn at kende, der var Claude og jeg børn, vi var venner. Det venskab gik itu, da vi hørte nyheden om Jacquelinns død, fordi vi begyndte at beskylde hinanden for det. Tænk at et tab dengang, stadig gør at Claude og jeg bekriger hinanden. Jeg sukkede over det, og mærkede at jeg var våd på mine kinder, havde jeg lige grædt. Det var umuligt, jeg græd aldrig.

Jeg satte mig op igen, og tjekkede brevet for en adresse. Sådan at jeg kunne finde ud af, om det var en der lavede numre med mig. Jeg kunne kende adressen på brevet, det var Jacquelinns adresse. Jeg tog noget papir og min fjerpen, hvor jeg derefter begyndte at skrive et brev, om at jeg ville have personen der havde skrevet brevet, til at komme hen til Phantomhive godset. Jeg ville se hvem der havde skrevet brevet, så jeg sendte det, og skrev derefter et brev til Claude om selve brevet. Jeg vaskede mine hænder, da jeg var færdig og gik derefter i seng. Dog tænkte jeg lidt på Jacquelinn, før jeg lukkede mine øjne for at sove. Nu måtte tiden vise, om der var en der lavede numre med mig, eller om det var Jacquelinn der var i live.

Da jeg vågnede ved solopgang den følgende morgen, fik jeg mine klæder på, og gik ud i køkkenet for at forberede morgenmaden. Jeg tænkte lidt på, hvordan jeg skulle forklare Lord Ciel om at Claude skulle komme. Lord Ciel og Lord Alios kunne jo ikke just sammen, så jeg måtte virkelig gøre alt, hvad jeg nu kunne for at holde fred mellem de to. Jeg rettede min skjorte, og gik ind for at vække dem.


 

"Morgenmaden er servere My lord og my lady" sagde jeg og bukkede for dem.


 

Lord Ciel så lidt på mig, og ville helst bare sove igen. Så han lagde sig under dynen, hvilket fik mig til at ryste på hoved. Han var en voksen mand, og så gjorde han stadig det når han ikke ville op. Jeg fyldte en glas med vand og tømte det over ham, hvilket fik ham til at springe op og gribe fat i min krave.


 

"Det gør du ikke igen Sebastian" sagde han vredt, og ville have slået mig, hvis ikke Lady Elisabeth havde taget fat i hans arm.

"Vi får gæster i dag My lord, den unge lord Alios kommer i dag" sagde jeg, og undgik hurtigt et slag.


 

Jeg valgte at gå ud, enden at han begyndte at smide ting efter mig. Det lykkes ham dog lige, at ramme mig i nakken med en bog. Jeg gned min nakke, før jeg gik helt ud af lokalet.

Jeg gik udenfor og plukkede nogle af roserne, som jeg satte i en vase og satte ind på bordet. Jeg skar mig med et på roserne, og måtte sætte det fra mig, for at stoppe blødningen. Hvad skete der lige med mig, jeg plejede jo aldrig at komme til skade ved roserne. Jeg forbandt min hånd, bare lige for at stoppe blødningen, og tørrede så blodet af bordet, før jeg gik ud i køkkenet. Jeg kunne høre en hestevogn komme, og gik så ud for at tage imod. Jeg rettede lidt handsken, så bandagen om min hånd ikke kunne ses. Jeg så posten komme og tog imod det, og gik hen og åbnede vognens dør. Claude kom ud, og greb overraskende fat i mit håndled. Han hev mig ind i sine arme, men jeg skubbede ham hurtigt væk.


 

"Stop det Claude!" sagde jeg og bukkede, da Lord Alios kom ud af vognen.


 

Jeg førte dem ind i den store sal, og gik derefter op for at hente Lord Ciel. Dog kom han og Lady Elisabeth ned samtidig, med at jeg gik op af trappen.

Jeg gav ham de nye breve der var kommet, og igen var der endnu et brev til mig. Jeg åbnede det, og fornemmede rosen duften igen. Jeg sank, og læste brevet. Jeg viste derefter Claude det, da han var den af os der bedst kendte Jacquelinns håndskrift.


 

"Det ligner meget hendes håndskrift, har du bedt personen komme" sagde han.


 

Jeg nikkede til det.


 

"Men siden det første brev kom, er ting gået galt for mig. Knive ryger ud af hænderne på mig, skære mig på roserne, hvad kan det næste være... At jeg ikke kan undgå Grell" sagde jeg og tog mig sukkende til hoved.


 

Claude så på mig, og var faktisk ligeså forvirret angående brevene som jeg nu engang var.


 

Vi gik ud i køkkenet, og der sad Grell. Jeg orkede ham virkelig ikke lige nu, og det fornemmede Claude, for han tog fat i Grell og smed ham ud af døren. Jeg tog handsken af, for at se om mærket roserne havde givet mig var holdt op med at bløde. Det var det overraskende nok ikke, så jeg vaskede mit håndled, og rakte ud efter bandagen. Claude tog den fra mig, og forbandt mit håndled.


 

"Det er lettere at forbinde, når man har begge hænder fri. Sebastian det ligner ikke dig, at komme til skade på roser" sagde han.


 

Det gav jeg ham ret i, og fik et par rene handsker på. Derefter gik vi ind i salen og serverede begge to, måske burde Claude og jeg genopbygge vores gamle venskab. Lady Elisabeth fik overtalt lord Ciel til at lade Alios overnatte på Phantomhive godset. Lord Ciel sagde ja til det, men kun fordi hun bad ham om det. Så da aften kom frem, viste jeg dem hvor de kunne sove. Claude fik dog overtalt mig til at sidde i køkkenet bagefter med ham, sådan at vi kunne få snakket tingene igennem sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...