Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
640Visninger
AA

4. KAPITEL TRE

Vinteren fortsatte, bitterligt kold og våd, og Evig læste om tektoniske plader og sedimentære bjergarter, og hørte smertefuldt lidt til Victoire. Hun vidste godt, at det var hendes egen skyld. Evig havde nærmest vendt hendes gamle veninde ryggen på det sidste, og det var som om hun havde forpestet sit hjerteblod. Hun var bitter, og Anna-Marina hjalp ikke meget. De var begyndt at mødes mere, men Evig havde svært ved at udtrykke sin sorg over for hende. De var typisk hjemme hos Anna - som i dag. Anna snakkede om en eller anden vild fest, der vist nok skulle have flere hundrede deltagere, og alle mulige personligheder, der dukkede op. Evig hørte ikke rigtigt efter. Anna havde tilgivet Vic. Sådan uden videre, virkede det som om. Men Evig kunne ikke; hun kunne ikke få sig selv til at svare på Vics beskeder i samme muntre tone som før, kunne ikke besvare hendes opkald. Det var ikke fair, og ingen af dem vandt noget ved det. Anna forstod det ikke. Hun følte sig slet ikke forrådt.

“Jeg var jo også til Thors koncert i sidste uge.”

“Var du? Ej, var det godt? Hvordan var hans bandmedlemmer?”

“De var vildt gode! Mega fedt. Vi tog i byen bagefter, alle hans bandmedlemmer og så mig.” Evig tøvede et øjeblik.

“Forsangeren er flot,” sagde hun så.

“De er bedste venner, de to. Thor og forsangeren. Kendt hinanden vildt længe og sådan. Jeg snakkede med ham, og han virker ret nice.”

Evig havde forventet, at Anna begyndte en af sine overdrevne seancer, hvor hun udfrittede alle detaljer om denne nye fyr. Men Anna var tavs, og da Evig så hen på hende igen, var hendes ansigt helt forkert.

“Det kan du ikke, Evig.”

Evig var så overrasket, at hun i et øjeblik ikke kunne sige noget.

“Hvorfor?” Fik hun så fremstammet.

“Ham Thor er jo helt vild med dig! Ej, dumme pige. Du kan ikke bare rende med hans bedste ven. Det kan du da ikke byde ham.”

“Jeg husker ikke ligefrem, at du var helt så hellig før du mødte Albert!” svarede Evig fortørnet.

“Hold nu op, Evig. For fanden, stakkels fyr, der møder dig!”

Evig trak surmulende knæene op under hagen. Anna havde jo i bund og grund ret. Fint nok, Lau var ikke en mulighed. Noteret.

“Anyways, den fest der. Den har været planlagt siden oktober sidste år, og er helt hen i vejret. Lige stedet for din type. Hvad ved jeg. Det lyder da grineren, ik’?”

“Vil du have mig til at troppe op i et eller andet tilfældigt hus på fucking Amager? Hva’ var planen bag det? Skal vi ik’ bare tage på en bar eller noget?”

“Der er barer hver aften, Evigglad. Et ekslusivt houseparty er kun i aften, jo!”

Evig havde ikke lyst. Som i overhovedet ikke lyst. Hun ville hellere begrave sig selv levende end at troppe op til det latterlige event, hun ville hellere støbe begge ben ind i beton og hoppe i Søerne, hellere dyppe hovedet i en spand batterisyre, hellere…

“Så er det en aftale. Vi mødes bare ude ved festen klokken 11, ik’?” Annas stemme indbød ikke til diskussion.

“Skal vi holde warm først?” Evig følte sig som en dødsdømt, der spurgte til typen af reb til galgen.

“Skal på date med Albert. Bare sørg for at have drukket lidt hjemmefra, så.”

Nu skulle hun også til at drikke sig fuld alene.

 

Aftenen skred frem og Evig havde ikke lyst til at forlade sit lune kollegieværelse og sin Netflix-serie. Hun havde ligget og svælget i selvmedlidenhed under det orange uldtæppe i nogle timer, og havde ikke engang lyst til at spise. Klokken var næsten ti. Gud, hvor gad hun bare ikke. Hun rullede ud af sengen med en højlydt knurren, og landede på gulvet i en bunke af puder og tæpper og beskidt vasketøj, hun ikke havde vasket endnu. Lå så helt stille i et øjeblik, mens hun prøvede at få verden til at forsvinde. Uden held.

Hun trissede ud i køkkenet og spiste en skive toast, og gik tilbage på værelset og fandt en flaske billig vodka frem under sengen, mens hun prøvede på ikke at tænke for meget over sin triste tilværelse. Evig blev liggende i bunken på gulvet til hun var halvfuld og ulykkelig nok til at rejse sig og trille ud ad døren.

Metroturen var kold, og Evig havde igen ikke taget nok tøj på, på trods af at have forbarmet sig i sidste øjeblik og trukket en hæslig, brun kabelstrikket sweater over hovedet. Hun var alligevel ikke i humør til at score, sagde hun til sig selv, mens hun travede gennem gaderne. Der var overraskende mange mennesker samlet ved adressen, Anna havde SMS’et hende, og manglen på lys fik mængden til at ligne ånder, der travede rundt om en oldgammel helligdom. Hun kunne ikke se Anna. Ånderne larmede. Skrattende latter og røg og alkohol. Anna var ingen steder at finde. Hoveddøren var åben, og larm og lys om musik sejlede ud fra huset, tyktflydende som sirup.

Evig trak sin mobil frem fra lommen. Anna svarede, stakåndet i den anden ende.

“Anna, hvor fanden er du henne? Jeg står foran din åndssvage fest helt alene! Her er vildt uhyggeligt, det ligner sgu da menneskehandel, det her!”

“Evig, jeg tror ik’ jeg når det - Stop! Ej, Albert...”

“Er du seriøs lige nu!? Hva’ blev der af ‘kun i aften’?”

“Ej Evig, det’ jeg altså ked af,” svarede Anna, og lød oprigtig nok, men Evig var grædefærdig af vrede. Hun smækkede røret på for ikke at komme til at sige noget, hun fortrød senere, og forsøgte så at få sit åndedræt under kontrol. Tårer sprang frem i hendes øjne, og hun gispede efter vejret for ikke at bryde sammen her midt på gaden, omringet af fremmede ånder. Hun havde allerede drukket for meget. Fuck det, tænkte hun. Fuck Anna, fuck den her klamme fest. Hun vendte sig for at gå, men i sidste sekund snurrede hun rundt og kastede sig ind gennem den åbne hoveddør.

 

Langt fra Amager, men ikke så langt fra Anna-Marina og Albert, foran et lillebitte, gult rækkehus af et nybyggeri i Nordvest, stod Lau. Han var irriteret. Han og Thor havde været oppe og skændes, og Thor stod nu og holdt udkig, armene over kors og sålen demonstrativt placeret op ad rækkehusets facade. Hans lange krop så om muligt endnu mere ranglet og mager ud i gadelygtens blege lys. Skabekrukke, tænkte Lau. De havde startet med at diskutere den nye trommeslager, Lau havde snakket med. Thor gad hende ikke, selvom hun var dygtig. Tog ikke nok chancer, sagde han. Røg sikkert ikke engang hash, og hvad måtte hun så tænke om netop dette natlige ærinde? Lau var blevet fornærmet, og havde kommenteret på, at Evig ikke havde svaret på hans beskeder. Det var lavt. Et latterligt, beskidt kneb, og Thor var egentlig berettiget til at surmule.

Lau bankede på igen, denne gang mere insisterende, og døren blev åbnet næsten øjeblikkeligt. Foran ham stod personificeringen af alle de fordomme, Vesterbro-drengen havde om Nordvest. En tætbygget, lyshåret dreng med et sort adidas-sæt, lynet helt op under hagen, og en dunvest over skuldrene. Komplet med det lyse hår karseklippet omkring en perfekt ø på toppen af hans hoved.

“Slap dog af, Lauer. Hva’ fuck larmer du sådan for!”

“Fuck nu af, Mandy. Jeg skal lige ind.”

Lau kastede et blik ned på Thor, der undgik hans blik og trak jakken tættere om sig. Så vendte han sig igen mod døren, og fulgte efter Mandy indenfor.

Hele huset stank af sved og snavs og røg. Inde i stuen, eller det, der nok engang havde været stuen, sad en kraftig kvinde med filtret, sort hår, der var groft som hestehår. Lau hadede at være der. Han strøg fanatisk sine lange krøller om bag ørene, og skød tankerne fra sig om selv at blive dækket af snavs, der lagde sig som en sodet hinde over hans krop, indkapslede ham, så selv vandet skyede ham.

“Cecilia? Det’ ham Lauer igen.”

Cecilia var ved at pakke, flade sølvpapirsbreve med hvidt pulver med sine fede fingre. Lau var ved at få kvalme af stanken af destilleringen.

“Nå, er det daj igen?” spurgte hun med stærk accent, mens hun målte ham med øjnene.

“Vad vil do nu ha’? Modbyd’lig dreng.”

“Tjald,” mumlede han.

“Også noget syre, hvis du har. 24 blotters.”

Mandy fnøs, og Lau sendte ham et giftigt blik. Så tøede han lidt op, og gav Mandy et venskabeligt dask. Mandy grinede lidt, og tændte en cigaret, mens han tilbød Lau en. Det fredstilbud fik dem begge til at slappe af.

“24 blotters… For fanden Lauer, det må jeg sgu da sige. Når du vil være fucked, så gør du det med stil!”

Lau grinede bare tørt og pustede røg ud i små ringe. Cecilia lignede en, der skulle til at lange ham en, men rev i stedet blotterpapiret over, og pakkede ham, hvad han bad om. Lau grinede smørret til hende, da han betalte.

“Så ses vi da, Cecilia.”

“Jar jah, du smut’ nu. Mandy skal arbejde. Stygge dreng.”

De havde fået deres stoffer fra Cecilia i lang tid nu. Hun var den eneste, der kunne skaffe både hash, morfin, valium og syre til rimelige priser, og havde af en eller anden grund kastet sin kærlighed på ham. Hun fik ikke mange kunder, og han var sikkert den eneste tilbagevendende. Og så var ham og Mandy efterhånden ved at blive kammerater.

Lau trådte ud i den isnende luft. Det var minusgrader, og han skuttede sig, og trak vejret dybt ind. Så for sig hvordan isblomsterne groede frem i hans svælg, da den kolde luft snittede ham i halsen. Han kunne næsten høre dem knase i hans lunger.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...