Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
635Visninger
AA

3. KAPITEL TO

Fredagen oprandt, og Evig afleverede otte sider om vindsystemer, og skrev til sin gamle folkeskolekammerat fra konservatoriet om koncerten. Det viste sig at være en koncert med fem bands dannet på tværs af det danske konservatorium og det berlinske. Thors band, Vandranunkel, spillede som band nummer 3, og Evig sad plantet på en stol i konservatoriets koncertsal. Det var kun de nederste rækker, der var fyldt, men alligevel summede hele salen. Andrea, Evigs konservatorie-veninde fra folkeskoletiden, sad ved siden af hende og udpegede detaljer og informerede hende om hvem fra de respektive bands hørte til det danske, og hvem der hørte til det berlinske. Tydeligvis en vigtig sag, men Evig kedede sig og hørte kun overfladisk efter Andreas lavmælte pludren. De to forhenværende bands havde været intetsigende, og hun begyndte så småt at fortryde sit valg om at bruge sin fredag på en fyr, hun ikke engang var sikker på om hun kunne lide. Hun sukkede lavt nok til at Andrea ikke kunne høre det. Gid de ville gå på snart.

Evig havde nærmest ikke tænkt tanken til ende, før hun genkendte Thors tynde, strittende hår. Hun daskede ivrigt til Andreas skulder som om hun slog på en tamburin.

“Hey, hey, slap af - er det dem?”

“Ja-aa, jeg kender ham guitaristen!”

“Ej, ham har jeg rytmelære med! Det’ ham den langhårede, ik’?”

Andrea referede til bandets anden guitarist - og forsanger, så det ud til - som daskede ind bag Thor. Han havde langt, mørkebrunt hår, der bar præg af engang at have været klippet i en korthårsfrisure, men nu var groet ud. Han var kraftigere bygget, mere muskuløs, og lignede snarere en atlet end en musiker.

“Ne-ej, ham der kender jeg ikke, ham den anden, med strithåret -”

“Nåh, ham aner jeg ik’ hvem er.”

Evig skulle til at sige noget mere, men bassisten, en spinkel, lyshåret pige med briller, slog en tone an, og salen blev stille. Bassisten spillede prøvende nogle korte toner, og begyndte så en tung intro, der mindede Evig gammelt syrerock. Thor, grinende og legende, badende i opmærksomheden, begyndte også, og hans guitarspil var mere kompliceret, mere indviklet og smukkere end bassens dybe toner. Forsangeren spillede også, men mere simpelt, som en basis gennem musikken. Andrea hviskede, at forsangeren spillede rytmeguitar, mens Thor spillede lead. De tre spillede i et minuts tid, med strengene svingende, toner der samarbejdede og skilte sig ud. Thor var mesterlig. Hans musik var nogle gange flydende, nogle gange skarp, altid var han tydelig mellem bassen og rytmeguitaren. Evig fandt sin bevidsthed drive med musikken. Så begyndte forsangeren at synge. Hans stemme var hæs og udtryksfuld, og ramte Evig som et elektrisk stød. Han så ikke op, men havde øjnene ydmygt vendt mod salens gulv, og alligevel fangede han sit publikum i en døsig tåge af tung lyd. Evig var tryllebundet, og selv Andrea var holdt op med at ævle i et øjeblik. Den første sang varede næsten fem minutter, og Evigs hjerte bankede, da hun begejstret klappede sammen med salen, der pludselig syntes så fuld.

“Lidt af et band, du har fundet dig der, Evig!”

Evig nikkede. Lidt af et band.

De andre bands kunne ikke stå til måls med Thors. Ikke efter Evigs mening, selvom Andrea klart foretrak det sidste band, med deres ekspressionistiske violinspiller fra Berlin. Der var en kort reception i forhallen, og Evig fandt Thor, der med sin højde og karakteristiske hår ikke var svær at spotte. Han stod og snakkede gebrokkent engelsk til den buttede trommeslager, som åbenbart var den berlinske del af bandet. Han afbrød dog hurtigt sin samtale, og vendte sig mod hende med et stort grin. Shit, tænkte Evig. Han var jo helt vild med hende.

“Evig! Hej - du kom! Hvad synes du om koncerten? Kom, du skal da lige hilse på resten af bandet!”

Nu blev hun også introduceret. Hun begyndte at lede efter en udvej fra Thors begejstring, men Andrea var ingen steder at se, og hun kendte ingen andre. Hun smilede tvungent og bandede lydløst.

Thors band stod i en afslappet gruppe med en kasse øl stående på det lille barbord ved siden af dem. De lignede nogen, der kendte hinanden godt, lige netop sådan en gruppe, der ikke manglede flere medlemmer. Sådan en gruppe, hun aldrig ville være gået hen til, hvor cool de end virkede. Nu blev hun trukket modvilligt hen mod dem, og jo tættere på, de kom, jo mere uvenlige og seje så de unge musikere ud.

“Hey hestehoveder, hils lige på Evig. Hun er nice, opfør jer pænt, ik’?”

Han grinede, og en af dem, en mager, lav fyr med briller, der så ældre ud end de andre, gav Thor et skub på siden af hovedet, så han svajede kraftigt. Så introducerede han sig som Ulrik, percussionspiller. Tamburin og koklokke, for at være præcis. De andre skænkede hende ikke meget opmærksomhed, nikkede kort til hende eller mumlede deres navn. Bassisten hed Ingrid, synthesizerspilleren, en rolig fyr med smalle skuldre og karseklippet hår, introducerede sig som Alexander Strøm, eller bare Strøm. Den buttede trommeslager, Thor havde efterladt, hed Andreas, og var fra Berlin. Det var mest det, samtalen drejede sig om, og da formaliteterne var overstået, genoptog de diskussionen. Andreas havde været her i et halvt år, og skulle nu hjem - og Vandranunkel manglede nu en trommeslager. Evig følte sig malplaceret. Hun prøvede at snakke med Thor, men var så usikker - hvad skulle hun snakke om? Hun vidste ikke noget om musik, eller trommeslagere eller dynamikken i et band. Men så kom hendes redning. Forsangeren kom hen til gruppen efter at have hilst på et af de andre bands. Han kiggede nysgerrigt på hende, og hans brune øjne fik hende til at rødme ufrivilligt. Så gik han hen til dem.

“Fed koncert!” røg det ud ad Evig. “Hvor var jeres psykedeliske tapet?”

Hun havde refereret til en gammel Spids Nøgenhat-sang, i håb om at han kendte bandet. Musikken mindede lidt om deres. Til hendes dybfølte lettelse grinede forsangeren og svarede:

“Ej, vi glemte det sgu derhjemme. Men jeg lover dig, det er det smukkeste, du nogen sinde har set!”

Det var et citat fra den samme gamle sang. Hun grinede, og han grinede, og Thor grinede, omend lidt usikkert. Hun slappede omgående lidt mere af.

“Jeg hedder Evig.”

“Lau.”

 

Senere på aftenen stod Lau i dæmpet samtale med et medlem af et andet band, en trommeslager, som havde spillet samme aften, som han håbede på var interesseret i at erstatte Andreas. Men der var tvivl at spore i hendes øjne, for selvom hun bedre kunne lide hans musik, virkede hun smertefuldt loyal overfor hendes venner. Han gav hende hans nummer, og trak sig så slukøret tilbage til resten af Ranunkel-folkene. De var gået fra konservatoriet hen på en bar tættere på Vesterbro, og mange af de andre fra koncerten var fulgt med. Thor havde også sin rødhårede pige med. Hun virkede fornuftig nok. Hun gik klædt som en punker, i tunge Dr. Martens-støvler og sort denimjakke. Hun var nem at snakke med, og faldt godt til. Han studerede hende lidt, som han sad ved siden af Ulrik og Ingrid, der prøvede at få ham ind i samtalen om forstærkere. Under det rå tøj så hun egentlig meget mild ud, med store, grå øjne, runde skuldre og bløde former. Hendes ansigt var kønt, ikke slående, men meget udtryksfuldt. Hun førte lige så meget samtale med hendes ansigtsudtryk som med hendes ord, gik det op for ham, da han betragtede hende snakke med Thor om en eller anden anekdote om en koncert, de havde spillet. Lau rejste sig. Han ville have mere at drikke.

Lau stod og faldt lidt i staver oppe ved baren, da han opdagede, at Thors pige havde sluttet sig til ham. Hun stod lidt og undgik hans øjne igen. Hvad var det nu, hun hed? Hun havde citeret en Spids Nøgenhat-sang tidligere på aftenen, og Lau blev pludselig nysgerrig på, hvad hun ellers kunne. Han tænkte lidt over en obskur reference, der ikke måtte være for obskur, da hun afbrød hans tankestrøm.

“Tror du, det er her, spindelvævene blomstrer?”

Hendes øjne skinnede, og han kunne mærke, at han syntes godt om hende. Spids Nøgenhat igen.

“Her er i hvert fald spindelvæv nok til det. Men de kommer nok med fred,” svarede han, med endnu en reference.

Hun smilede genert, og hendes ansigt syntes at gløde.

“Du hed Lau, ikke?”

“Jo. Hed du Eva?”

“Evig. Den får jeg tit.”

“Kan jeg godt forestille mig… Såh… ”

Stemningen blev lidt akavet, og hun vendte sig og bestilte en øl. Vendte sig så mod ham igen, tøvende. Hun lignede, at hun skulle til at sige noget, men trak så i land, og gik tilbage til Thor.

Lau blev lidt ved baren. Han betragtede spindelvævene, der lå som fløjsbløde guirlander rundt om flaskerne på de øverste hylder. Han forestillede sig, at de groede hvide, gennemsigtige blomsterblade, tynde som sommerfuglevinger, og med lange, hvide fimrehår, der vejrede som faner i en umærkelig vind. Han forestillede sig blomsterne folde sig ud, og så afblomstre og blive blæst rundt i den fyldte bar og lande i folks glas og gå i opløsning. Måske ville de lande som en film over folks øjne.

Ingrid var ved at rulle en joint. Hun tændte den med et elegant svirp med sin zippo-lighter, tog et sug og lod den gå på omgang. Stemningen blev løsere, og snakken mere spaced out. Evig lagde sig kælent ind til Thor, der lagde armen om hende. Hendes hoved svømmede, og hun overvejede at tage hjem. Men folkene var søde, når man lige lærte dem at kende, og Thors arm om hendes skulder forhindrede hende i at gå nogen steder lige nu. Hun tog et sug mere af Ingrids joint. Lau kom tilbage og smed sig ned ved siden af Thor, som rakte den rygende pind videre til ham. Lau smilede til hende. Hun kunne mærke, at hun syntes godt om ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...