Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
635Visninger
AA

8. KAPITEL SYV

Evigs tunge støvler hang og dinglede ned gennem et stort hul i gulvet på Den Døde Arks støvede førstesal. Artie havde sendt live i den sidste times tid i et hjørne på førstesalen, og Arken var gået fra at være stort set forladt til at være summende med mennesker. Cool, unge mennesker med høretelefoner i det ene øre og dåseøl i hænderne, afslappede stemmer og mystiske piller, der skiftede ejer. Evig havde valgt at trække sig tilbage. Hun kunne se flere på vej herhen gennem de glasløse vinduer, i små grupper, flokkende som trækfugle.

“Hey - hey, Eve!” Artie vinkede fanatisk til hende fra sit hjørne. Hun følte sig stadig drænet og tung i kroppen efter sit møde med Lau og Thor, og ville egentlig hellere have blevet hvor hun var, hvor hun kunne observere menneskemængden, men Arties viften indbød ikke til tøven. Hvis hun ikke tog meget fejl, havde han kun en sangs tid, før han skulle til at snakke igen. Hun svang sig op og stablede sig selv på benene, før hun småløb hen til hans hjørne. Han vinkede hende tættere på med julelys i øjnene, og nysgerrigheden erstattede hurtigt udmattetheden, da Evig gav fanden i støvet og kravlede på knæ helt tæt på ham.

“Du kan hilse din fyr og takke mig for, at deres lille event har fået luft under vingerne!” han grinede.

“Hvad? Hvad snakker du om?” Evigs øjne blev kæmpestore i mørket, og Arties ansigt grinede dæmonisk i det kolde, hvide lys fra computerskærmen.

“Jeg mener, at twitter-hashtagget ‘arkengenoplivet’ trender as we speak, honeybun. Her er alle mulige vigtige folk for at få deres bid af kagen i det, der bliver kaldt-”

Han kiggede hurtigt ned i sin skærm.

“- Årets første uundgåelige, ærkekøbenhavnske musikhappening. Tror, at en af de der hjernedøde P6 BEAT-folk er mødt op! Anmeldere, musikbloggere, you name it!”

Evig lod hans ord synke ind i et øjeblik. Så rejste hun sig op med et sæt, og løb hen over betongulvet. Hele hendes brystkasse boblede, og pludselig virkede menneskemængden ikke længere lidt for cool til at være midt i. Hun kendte jo musikerne. Var jo praktisk taget en del af indercirklen. Var netop hun ikke blevet personligt inviteret af bandet? Selv ikke Artie kunne prale af det. Bare vent, til hun fortalte det her til Lau. Hun var nået hele vejen hen til det vindue, man kunne komme ud på stilladset og ned til stueetagen fra. Så gik hun i stå, og boblerne i hendes krop brast og forsvandt. Farvet lys skinnede ud på gaden, hvor folk blev ved med at komme. Thor. Det var Thor, hun skulle fortælle det til. Hun blev stående i det tomme vindue som et maleri i sin ramme. Hendes ånde stod som kridhvide skyer, og larmen fra byen og fra underetagen syntes at flyde sammen til en ensformig brummen. Glæden var forsvundet. Himlen stod mørk og svovlgul, som en tyk, giftig dyne, og hun prøvede at finde ud af, hvad der pludselig gjorde hende så melankolsk. Kom nu, beordrede hun sig selv, som hun altid gjorde, når hun skulle tvinge sig selv til noget. Kom nu komnukomnu, du kan jo sagtens. Hun rettede ryggen så meget, som hun kunne, og trådte så ud og svang sig ned langs stilladsets iskolde stål.

 

Thors øjne skinnede, da han vendte sig mod Lau og Strøm, der sad og delte en cigaret for at dulme nerverne.

“Har I kigget ud? Det’ jo helt sindssygt, det her!”

Han blottede alle sine rovdyrspløkker i et manisk grin. Lau mærkede nervøsiteten skylle hen over sig som et iskoldt styrtebad, og lyden af mængden syntes at vokse sig højere og højere, indtil den til sidst brølede øredøvende i hans ører, så han ikke længere registrerede  de andres opstemte pludren. Alle de mennesker… Hvad nu, hvis det gik helt galt? Så gode var de jo heller ikke, og det meste af deres gear var lånt og lejet, intet af høj kvalitet, hvad nu hvis de allesammen gik derfra skuffede, han ville have ødelagt alle chancer for at skabe et navn for sig selv…

“Hey, klarer I jer hernede?” lød en stemme pludseligt, en stemme, der skar sig igennem angsten og larmen. Lau vendte sig om, og mærkede noget falde til ro inde i ham, da Evig kom kravlende ind ad vinduesrammen fra stilladset udenfor. Hendes kinder blussede af kulde.

“Jeg skulle hilse fra Artie. Hans lille radiospecial blev vist ret populær!” Hun grinede overgearet til ham.

“Er det din lille ven, vi kan takke for det her?” Lød det vantro fra Strøm.

“Husk mig på at give ham et kys, når vi er færdige!”

Lau mærkede pludselig angsten blive erstattet af glæde. De var et fænomen nu, tænkte han. En amerikansk radioblogger havde lavet et helt program specifikt om dem. Ingrid lo højt, og smed øl rundt til de omkringstående. Evig fik også en. Lau lo også lettet, og åbnede sin øl lidt for hurtigt, så indholdet sprøjtede ud over hans slidte jakke. Han rejste sig hurtigt op, og bandede grinende af sig selv, mens livlig snakken begyndte at flyde mellem bandmedlemmerne.

“Det ser vist ud til, at jeg skal spille den største koncert i mit liv gennemblødt af øl…” Hans stemme døde hen. Thor havde lagt armen om Evig på en måde, der i den grad ikke bare var venskabelig, og de to stod pludselig meget tæt. Han mærkede et stik af harme, og måtte lægge bånd på sig selv for ikke at vise det. Evig lo lidt tøvende, og drak hurtigt af sin øl. Hun undgik hans blik.

“... Hallo? Jorden kalder Lau?” Ingrid viftede hånden foran hans ansigt, før hendes øjne mistroisk gled hen til Thor og Evig.

“Hva’ - Er der noget? Hvad er der?”

Ingrid viftede med en lille ziplock-pose med små, lyseblå pastiller i. Havde hun spurgt på et hvilket som helst andet tidspunkt ville han have afslået og diskret bedt hende om at gøre det samme, men nu var han pludselig desperat efter at skylle synet af sin ven og hans pige ned. Han tvang sig selv til at grine til Ingrid, før han rakte ud og tog den lille pose. Der var små firkløvere printet på pillerne.

“De ik’ så stærke, bare rolig,” sagde Ingrid afslappet. En pille som den her ville ikke få dem til helt at trippe, bare… fremme deres sanser. Lau lod et par stykker falde ud i hans hånd, og samvittigheden genvandt en lille bid af hans sind. Heldigvis havde de knækrille. Han knækkede pillen i to, gav den ene halvdel til Strøm, og slugte selv den anden.

“Giv os lige lidt mere, Lau,” brokkede Strøm.

“Vil du virkelig spille en koncert for så mange mennesker, mens du er helt fucked up på E? Hvad tror du, sandsynligheden for at bad-trippe er, når der står tusind mennesker og glor?” Han kunne vist alligevel ikke lægge ansvaret helt fra ham. Det sitrede helt ned i hans fingerspidser, selvom effekten først ville træde i kraft om en halv times tid tidligst. Han knækkede de andre piller, og delte dem rundt. Hans øjne låste sig fast med Evigs i et kort sekund, og det virkede som om hendes blik prøvede at fortælle ham noget. Han så hurtigt væk. Det var sikkert bare indbildning alligevel.

“Evig! Kom herover!” Lød det pludselig skarpt fra Ingrid, der havde delt sin pille med Alvilde. Evig frigjorde sig lidt for hurtigt fra Thors greb, og hastede hen til hende. Det var første gang siden turen til stranden, de havde talt direkte sammen, og Evig var tydeligt trykket af situationen. Ingrid gik helt tæt på hende, lagde sin egen halve pille på sin tunge, og trak hende så ind i et intenst kys. Evig fangede hurtigt pillen med tungen, slugte den hastigt, og gengældte kysset. Ingrids fingre viklede sig ind i hendes røde krøller, og Evigs hænder strøg langs med hendes talje. Så trak Ingrid sig tilbage, og så direkte på Lau. Hendes blik var umuligt at læse. Evig så mildest talt overrasket ud, og hendes kinder blev ildrøde. Thor lignede en, hvis øjne skulle til at trille ud ad hovedet på ham, og Lau vidste, at han ikke så meget bedre ud.

“Viskaltilatgøreklar,” mumlede han med sløret stemme, og prøvede at lade være med at stirre.

“Jeg skal vist også lige op - øhm, jeg skal nok lige - øh, se til Artie,” fremstammede Evig, før hun snurrede rundt og hoppede ud ad vinduet og op gennem stilladset. Der var et øjebliks komplet stilhed.

“Jeg tror gerne, jeg vil have endnu en halv pille,” lød det så fra Strøm.

 

Det snurrede i Evigs lemmer, da hun igen sad på kanten af det store hul i gulvet. Menneskemængden lød som havets brusende bølger, og hun blev ved med at have det som om hendes hår var ved at falde ud, der hvor Ingrids fingre havde hevet i det. Det er ikke farligt. Det er ikke farligt. Farligt. FaaaaarliiigtHun virrede med hovedet for at prøve at tæmme forvirringen, og fnes fjollet. Artie sendte hende et granskende blik fra sit hjørne.

“Er du OK, girlie? Hvad er der med dig?”

Hun gloede på ham med øjne som tekopper, men lod ham ellers vente i stilhed.

“Hallo-oo? Er der nogen hjemme, honeybun?”

Stadig intet svar. Lyset under Evig skiftede, og opmærksomheden rettedes pludselig synkront mod højre som lange tråde af ren energi, der pludselig rettes ud. Folk jublede og larmede - og så fik nogle af dem øje på hende. De pegede op, og flere og flere fulgte deres blikke og så op mod hende. Hun kunne næsten mærke trådene sætte sig fast på hendes hud, og vinkede muntert ned til dem. Det virkede pludselig som en mosaik af ansigter, der grinede og rakte deres arme op mod hende. Vejrede som græs i vinden. Og pludselig gik meningen op for hende; de rakte ud efter hende. De ville gribe hende. Opfyldt af spænding rakte Evig ud efter de lange stålstivere, der stak ud fra hullet som stivnede blodårer, greb hårdt fat om dem, og svang så benene ned. Folk hujede under hende, og hun lagde det ene ben omkring stålstiveren, så hun hang vandret i luften. Flere og flere hænder rakte ud efter hende, og lyset virkede som om det kildede hende. Arties stemme kaldte fjernt hendes navn, men hun var ligeglad. Hun lo, og efter et hurtigt blik tilbage op i andensalens mørke, svang hun lemmerne fri af stålkonstruktionen og lod sig falde.

Det tog kun brøkdelen af et sekund. Så var der pludselig hænder overalt, de bar hende og indkapslede hende, støttede hende og hjalp hende på højkant. Hun kunne slet ikke lade være med at le, og rakte ud og gengældte så mange af de blide berøringer, hun kunne. Glødende ansigter lo tilbage til hende til alle sider, og i et øjeblik befandt hun sig i perfekt ekstase. Så flængede en bastone luften, og de glødende ansigter vendte sig mod den improviserede scene, og brølet steg op som en flodbølge. Evig lukkede øjnene og lod sig rive med.

Hele rummet susede af energi, da bandet begyndte at spille. Folk gik amok. Evig så Lau grine opkørt og dække sine øjne med hænderne i et kort sekund, før han greb fat om sin guitar og stemte i med Ingrids bas. Hun kunne ikke slippe tanken om hans hænder på hende i stedet for. Gad vide, om de ville udforske hendes hud lige så selvsikkert som de strøg op og ned ad strengene. Hun svajede til musikken, der spillede latterligt højt. Lau sang, højt og tranceagtigt, og Thor solede sig i opmærksomheden som et enebarn juleaften, råbte og gejlede folk op, så stemningen blev mere og mere vild. Det mindede om en demonstration, der var løbet løbsk.

Folk var utrættelige. Evig havde banet sig vej op allerforrest, og selvom musikken havde været i gang i over halvanden time, var der intet tegn på, at folk var ved at gå. Tværtimod blev publikum ved med at vokse. De fremmede stoffer i Evigs blod fik mængden til at virke som et stormfuld hav, men i stedet for at drukne var det som om hun gik i et med vandet, forsvandt i det og flød sammen med det. Og så, midt i en bevægelse, blev verden sat på pause. Lyden forsvandt, og hun troede i et øjeblik, at hun var blevet døv. Men så nåede menneskehavets stemmer hende, og i et pludseligt anfald af ædruelighed så hun op mod scenen og prøvede at regne ud, hvorfor musikken pludselig var slukket. Hun så Strøm springe ned bag ved udstyret, og næsten øjeblikkeligt komme flyvende op igen. Han løb næsten ind i Lau, før han hviskede noget i øret på ham, mens hans hænder febrilsk strøg over hans karseklippede hår. Laus ansigtsudtryk ændredes øjeblikkeligt, og han snurrede rundt mod mikrofonen, der gav et øredøvende hvin fra sig, da han tændte den igen.

“Vi her fra bandet vil gerne sige tak for nu, og byde hjerteligt velkommen til den københavnske ordensmagt,” sagde han direkte ind i mikrofonen, mens de blå lys fik hans øjne til at se vilde og glasagtige ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...