Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
627Visninger
AA

7. KAPITEL SEKS

“Hvad havde du taget?”

“Hør nu, det var ikke meningen, at det skulle tage sådan overhånd, jeg blev jo bare bange -”

“Hvad havde du taget?”

“Jeg er ked af, at jeg skabte mig sådan, okay? Gider du ikke -”

“Hvad havde du taget, Ingrid?”

Ingrid stod med armene over kors i et tomt klasselokale på konservatoriet. Lau stod overfor hende, hans øjne som sten. Ingrid trak på skuldrene.

“Valium. Én pille -”

“Du skal ikke lyve for mig, Ingrid! Det der var fandme ikke valium!”

Ingrid hidsede sig op.

Du’ ik’ min mor, Lau! Du skal ikke bestemme over mig!” Hun stampede i jorden som et forurettet barn.

“Stop - bare stop med at opføre dig som sådan en voksen hele tiden! Jeg holder det ikke ud!” hylede hun.

“Så stop med at opføre dig som et barn! Det er fandme for meget, det her! Vilde vil knap nok snakke med os mere! Thor snakker om afvænning!” Lau kæmpede for at bevare selvkontrollen, og lod skuldrene synke. Han kunne ikke gøre for det; i hans hoved var Ingrid stadig den friske, boblende unge pige, der var lidt for naiv og glad til en verden, der var lidt for hård for hende. De havde været på et kursus sammen i rytmelære, dengang Ingrid stadig var sammen med sin ekskæreste. De var lige startet på konservatoriet, og hun havde altid været festligt selskab. Især Strøm, den evige drengerøv, havde syntes godt om hende, og da de sammen med Thor og Ulrik foreslog at sammensætte et band, var hun den første til at springe på. Dengang havde hendes kæreste, Konrad, besat posten som trommeslager - senere overtaget af Andreas fra Berlin, da han og Ingrid slog op, og nu af Alvilde, hvor længe det end holdt.

Ingrid stod med blikket fæstnet på gulvet, hænderne knyttede langs siden. Han kunne se blanke tårer i hendes øjne.

“Ingrid,” sagde han blidt og gik lidt tættere på hende.

“Hvor mange stoffer tager du?”

Ingrid svarede ikke. Hun så ikke op.

“Vær nu sød. Ingrid. Det her tager overhånd snart. Du - du kan jo knap nok spille mere, og vi skal spille koncert i morgen, har du glemt det? Jeg beder dig, læg det her på hylden. Jeg gør det sammen med dig, det lover jeg.”

Ingrid rystede på hovedet.

“Du forstår det ikke, Lau. Det gør du virkelig ikke. Jeg kan ikke spille uden.”

“Jo du kan! Selvfølgelig kan du det. Det har du altid kunnet.”

Men Ingrid så bare ned i gulvet gennem tåreplettede briller. Lau gik hen og lagde armene om hende, og hun rystede af gråd.

“Du forstår det ikke. Det gør du bare ikke.”

 

Et stort, blåt mærke strakte sig fra Evigs kindben til hendes kæbe, hvor Ingrids hånd havde ramt hende.

“Det ligner, at du har været i slåskamp,” bemærkede Artie, mens han sad på hendes seng og bladrede i en bred, sort notesbog.

“Hvis nogen spørger, er det også tilfældet. Det virker mere cool,” grinede Evig. Artie fnøs bare af hende.

“Nå, men jeg sender hver aften, kl. 7, engelsk tid,” genoptog han, for at rette opmærksomheden på deres tidligere samtaleemne, men Evig var lidt for fraværende til oprigtigt at høre efter.

“Hvorfor det?” spurgte hun, mere for høfligheds skyld end interesse.

“Flest lyttere.” Han trak på skuldrene.

“Hvor mange lyttere har du egentlig?”

“På en hvilken som helst aften har jeg mellem seks og ti tusind, mest i England og Danmark. Specials varierer lidt mere. Det 30-timers show, jeg lavede, da vi mødtes første gang, nåede et peak på femten tusind omkring midnat.”

Lau havde nævnt, at han kendte til radioprogrammet, men antallet kom alligevel bag hende. Hun rejste sig fra skrivebordet, hvor hun havde siddet og dasket til en blyant i en times tid nu, og smed sig ned ved siden af Artie. Han besad en meget feminin skønhed, lod hun mærke til, den slags, der blev som ekstravagant og avant-garde i modeverdenen. Hans øjne var indrammet af lange, mørke øjenvipper, så mørke, at det lignede, han sminkede dem. Hans solbrændte hud havde små skønhedspletter spredt ud her og der, og hans mundvige vendte altid let nedad. Evig tænkte, om han mon havde en kæreste, og om han eller hun var lige så smuk som ham. Han havde foreslået en date, da de havde mødtes første gang, så nok ikke. Men alligevel. Så køn en dreng, og karismatisk oven i købet - der måtte da være nogen i hans liv.

“Hvor bor du egentlig nu?”

“Nu? Hos min storebror. På Nørrebro.”

“Hvor boede du før?”

“Reno. I Nevada. Born and raised - og så en mor fra Roskilde.” Han lagde sig ned på hendes seng, så hans hoved hvilede på hendes skinneben, og lod den sorte notesbog ligge åben ved siden af ham. De fleste af siderne var dækket med kryptiske noter til hans radioshow, uendelige playlister med små noter og tegninger i margenen.

Evig vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Det var første gang, de havde mødtes siden festen på Amager, og hun havde glemt, hvor lidt de kendte hinanden. Smalltalk var ikke hendes stærke side.

“Så hvad laver en som dig ellers, udover at producere piratradio? Går du i skole?”

Artie skar ansigt.

“Nope, ingen skole. Blev færdig sidste år. Plus, mit visum er udløbet.”

“Såeh… du er altså illegal immigrant?” spurgte hun prøvende. Han grinede flabet.

“Det’ vel en måde at se på det på.”

“Er du så bare ude med venner hele tiden, eller…?”

Han kiggede væk, og Evig fortrød spørgsmålet i samme sekund, hun havde stillet det.

“Jeg har ik’ så mange venner. København var aldrig helt god mod mig.”

Evig mærkede samme stik af omsorg, hun havde følt, da hun havde set ham sammenkrøllet på den blå dyne i en fremmeds hus på Amager. Hun rakte ned og legede lidt med hans bløde hår.

“Jeg er din ven, ved du nok.”

Han grinede til hende, og hun lod krøllerne dratte ned i panden på ham igen.

I know,” svarede han og lukkede øjnene. Hun smilede moderligt ad ham, og kunne mærke, at hun syntes gevaldigt godt om ham.

“Hey, vil du egentlig med til koncert i morgen?” spurgte hun så. Artie livede op med det samme.

“Helt sikkert! Hvorhenne? Hvem spiller?”

“Det er nogle… Øh, nogle, jeg kender.” Evig tænkte på Lau, og et spyd af dårlig samvittighed gennemborede hende. Stakkels Thor. Anna-Marinas ord genlød i hendes ører: Stakkels fyr, der møder dig. Av av, hvor var det bare dumt af hende.

“Halloo-o? Eve? Evie-girl? Honeybun? Er du der? Hvad hed bandet?” Artie begyndte at rode rundt på sengen efter den sorte notesbog. Evig rakte ud og snuppede den, men netop som hun rakte ham den, spottede hun et lille notat med blå kuglepen ud fra sangen Portishead - Roads. “Til Anaïs”.

“Hvem er Anaïs?” spurgte Evig nysgerrigt - og kunne øjeblikkeligt have sparket sig selv. Artie lignede en, der lige havde fået en lussing.

“Jeg- jeg mente ikke noget -” prøvede hun, men han afbrød hende.

“Nej nej, det’ okay… Det, øh… Anaïs er min kæreste,” fremstammede han og satte sig op med ansigtet vendt væk. Evig trak knæene op til brystet, og pillede lidt ved en løs tråd i sine jeans.

“Nå, ja OK… Er hun i Reno, eller…?”

“Ja, det… Eller nej, det vil sige - jo altså, ikke mere.” Arties hoved var sunket ned mellem hans skuldre, og Evig modstod trangen til at række ud og holde om ham.

“Hun…” Han rømmede sig.

“Der var en ulykke. Sidste sommer. Mig og Calvin - min bror - tager altid hjem om sommeren…”

Evig ville ikke have, at han talte mere om det. De kendte ikke hinanden, ikke på den her måde.

“Det var ikke… Det var ikke meningen. Det var bare en eller anden hillbilly med et had for mellemøstlige piger. Hun var egentlig amerikansk, hun lignede bare en, han kunne sigte på.”

Evig følte sig trykket af situationen. Hun ville gerne sige det rigtige, men vidste ikke hvordan - hvordan sagde man det rigtige i den slags situationer? Victoire ville have vidst præcist, hvad hun skulle sige. Hun kunne bare den slags. Vic…

“Min bedste veninde flyttede ad helvedes til, og fortalte mig ikke om det før en uge før,” røg det ud ad Evig.

Artie grinede, og kiggede forsigtigt på hende.

“Seriøst? det er da fucked up.

“Ja ikke?” Evig grinede også.

“Men anyways, koncert i morgen. Skal du med? Du kunne lave et radioshow om det!” Evig tvang sin stemme til at være lys og munter.

“Pas på, hvad du siger,” sagde Artie drillende, mens en bid af hans gamle glød viste sig igen.

“Det kunne jo være, jeg gik hen og gjorde det.”

 

“Fik du snakket med Ingrid?” Thors tonefald var dystert, og han undgik Laus øjne. De sad i det lillebitte øvelokale og studie, de havde lejet af nogle flade hiphop-drenge, der aldrig var slået igennem, og nu skulle videre i livet.Lau så bare bittert ned i gulvet, der var dækket af gamle, lurvede tæpper, og tænkte på Ingrids tårevædede kinder og hendes ord, der stadig hjemsøgte hans hoved. Jeg kan ikke. Du forstår det ikke. Det gør du virkelig ikke. Han skar tænder.

“Ved du, hvad der sker med Den Døde Ark nu?” spurgte Thor, da han ikke fik svar på sit første spørgsmål.

“Pas,” svarede Lau.

“Hvis vi kan få Vilde ind igen, tror jeg stadig vi kører med det.”

Thor nikkede bare, og fortsatte med at stemme sin guitar.

Den Døde Ark var et forladt treetagers boligkompleks i udkanten af Frederiksberg med alle vægge i stueetagen slået ned, så det eneste, der var efterladt var et langt, lavloftet rum, hvor der havde været mindre illegale fester og narkofyldte raves før i tiden, men som nu lå øde hen. Arken havde stået tom i årevis, og havde fået sit navn efter en fest, der havde været så kaotisk, at nyhederne havde kaldt den for “Noas ark fyldt med døde punkere”.

Deres musik var begyndt at blive kendt i undergrundsmiljøerne, og efter et par små koncerter på Ungdomshuset havde Ulrik været den første til at foreslå noget større. Det kriblede stadig i Lau, når han tænkte på det. Ingen bookinger, ingen selskaber, ingen autoritet, ingen roadies, der rodede med deres grej. En vaskeægte undergrundskoncert. Det var ikke til at stå for. Lau smilede ved tanken. De havde ladet rygtet gå fra mund til mund, for så at se hvor mange, der endte med at dukke op. Han gik og drømte om, at de næsten ville kunne fylde hele arken op. Han havde inviteret alle sine konservatorie-bekendtskaber, gamle venner, musikere, alle han kendte. Måske ville Evig også komme. Evig… Skyldfølelsen rev Lau koldt i maven. Han så hurtigt over på Thor, som om han på en eller anden måde ville kunne have læst hans tanker, men han sad bare fordybet i guitarens lyd. Lau bed sig selv i læben, og overvejede i brøkdelen af et sekund at tilstå. Thor var hans bedste ven, hans bror. Og brødre rendte ikke rundt og kyssede med hinandens piger. Han bed lidt hårdere. Det havde Evig også gjort, bidt ham i læben. Hun var egentlig en god kysser. Han huskede, hvordan hendes hjerte havde hamret, da hun trak sig tættere på ham, hvordan hun havde duftet, hvordan hendes fugtige hår havde kildet ham på halsen. Isen i hans mave smeltede langsomt, og med den ideen om at krybe til korset, og han overvejede, om han måske var det mest selviske menneske på jorden. Han ville gerne se hende igen. Han stak rent ud sin bedste ven i ryggen, fordi han ville have hende for sig selv. Hvor var det dog frygteligt, tænkte han for sig selv. Hvor var han dog frygtelig.

 

Den Døde Ark var alt, Evig havde regnet med. Det havde engang været lejligheder, men nu lå det øde hen, overstrøet med skrald og grafitti, og hendes og Arties fodskridt rungede mellem de efterladte betonstivere, der holdt rummet oppe. En brugt kanyle knasede under hendes skosål, mens Arties stemme lød som en konstant støj bagerst i hendes hoved. Hun anede ikke, hvad han talte om.

Helt ovre i den anden ende af bygningen hørtes der lavmælte stemmer. Hun kunne genkende Thors lange, magre skikkelse, og Laus lange hår ved siden af ham. Lau… Hun stivnede, og Artie, midt-sætning, blev nødt til at springe udenom hende. Selvfølgelig var han her. Hvad i alverden havde hun regnet med? Det var trods alt ham, der skulle spille koncert selv samme aften, sammen med hans voldelige narko-veninde og alle dem, der i bund og grund var ligeglade med hende. Panikken slog rod mellem hendes organer. Artie daskede hende på skulderen, og hun undskyldte hviskende, og tvang sine fødder igang igen, men det føltes som om hun gik igennem tyk karamel. Nu så hun også Ingrid dukke frem bag nogle store kasser, samt flere bandmedlemmer, hun ikke huskede navnet på. En af dem hed vist Sand eller Klint eller noget i den dur. Der var også folk, hun ikke havde set før. Alvilde, som havde kørt bilen, var ingen steder at se.

“Hva’ sker der? Hva’ er der med dig?” Artie så undrende på hende.

“Ik’ noget. Bland dig udenom.”

Han hævede øjenbrynene, og Evig fik lidt dårlig samvittighed. Hun overvejede at undskylde, men trak bare på skuldrene i stedet.

“OK så,” mumlede Artie, men lod ellers som ingenting. Evig takkede ham i sit stille sind for det. Hun kunne være blevet fristet til at fortælle ham svaret.

 

“Hvem er din ven der?” hørte Lau Thor spørge i sit sædvanlige muntre tonefald. Han vendte sig en halv omgang - og snurrede hastigt tilbage mod lydkablerne. Evigs røde hår stod i stærk kontrast til det grå beton omkring hende, og det var et vidunder, at han ikke havde set hende før hun stod lige bag ham. Han bed sig i læben, og mærkede sine kinder blusse. Shit. Hun ville være der til koncerten, det havde han mentalt forberedt sig på, men nu? Nu her, over fire timer før koncerten? Hvad lavede hun her?

Thors stemme skar igennem hans paniske tankestrøm, da han snakkede videre med Evig og hendes kønne, unge ven. Selvfølgelig havde Thor fået hende til at komme. Han ville sikkert gerne tilbringe tid sammen med hende, før de allesammen skulle op og spille. Han overvejede i et kort øjeblik, om hun mon også var kommet for at tilbringe tid med ham.

“Årh, hvor cool! Vil han streame vores koncert? Hey Lau, kom lige og hils på!”

Lau Tog en dyb indånding, tvang sig selv til at smile, og, overbevist om, at han lignede et fugleskræmsel, vendte sig så mod Evig og hendes ven.

“He-ej! Hej. Øh… Hej, Evig. Tak for sidst-” Han krummede tæer over sig selv, mens Thor ivrigt afbrød ham.

“Ja, kom du nogensinde hjem? Vi så jo ik’ meget til dig resten af aftenen!” Han grinede med sine hestetænder, og Lau opdagede pludselig, hvordan det måtte være at stå midt i kviksand. Bare langsomt synke ned mod sin egen undergang. Evig lo lidt for højt, og kastede et hurtigt blik mod ham. Han gengældte det, og mærkede kuldegysningerne brede sig. Det var ikke en dårlig følelse. Hendes øjne havde samme mørkegrå farve som betonen bag hende. Pludselig stod hun badet i et isnende hvidt lys, som fik hendes hud til at ligne porcelæn, og hendes pupiller til at blive små som knappenålshoveder. Det store spotlight var vendt lige mod hendes ansigt. De skærmede sig alle fire for lyset. Evig vendte hovedet med et ryk og så ham direkte i øjnene, men om lyset blændede hende eller om det bare blændede alle andre, var svært at sige. Laus begyndte at hamre.

“Strøm, din kæmpe spade! Stop det! Hva’ er dit problem!?” råbte Thor. Strøm vendte hurtigt spotlightet væk og vinkede undskyldende. Thor prøvede at starte samtale med Evig igen, men hun virkede pludseligt lidt fraværende.

“Thor?” lød en spag, velkendt stemme så bag ham. Lau vendte hurtigt hovedet. Stående i en vinduesåbning, forsigtigt skrabende i betonen med sin sko, og iklædt en pastelpink uldjakke, lignede Alvilde intet ringere end en engel, netop nedsunket fra den mørke januarhimmel.

 

I udkanten af København, i et gult rækkehus, stod Mandy og ventede på, at personen på den anden side af døren ville banke anden gang. Klokken havde ikke engang rundet seks endnu, og de eneste, der ville komme tilbage til det lille laboratorie var de udvaskede kurerer, Cecilia hyrede for at udvide hendes marked. I går var et af dem blevet tæsket af et bandemedlem.

Det første slag kløvede luften, og Mandy flåede hurtigt døren op - og frøs som en hjort fanget i bilens lyskegler. Foran ham stod ikke en underernæret kurer, men en enorm, sorthåret, bleg mand med skuldre så brede, at de næsten strakte sig fra dørkarm til dørkarm. Mandy havde aldrig været stor, men han følte sig mindre end nogensinde foran den kæmpe, der tårnede sig op over ham.

“Cecilia Acarantez” beordrede han med en dyb stemme

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...