Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
626Visninger
AA

10. KAPITEL NI

Det var hen ad formiddagen, da Lau vågnede. Et par minutter mere, før han åbnede øjnene. Gårsdagen væltede ind over ham i en flod af minder. Den Døde Ark, og alle de tusind mennesker, der var dukket op. Flugten fra politiet. Evig…

Han mærkede hende røre uroligt på sig. Han lå med armene viklet om hende, dels fordi han gerne ville, dels for at forhindre hende i at falde ud af den lidt for smalle seng. Der ville ikke gå lang tid, før hun vågnede, tænkte han, og lukkede øjnene igen. Hvis han bare kunne ligge her hele dagen. Flettet sammen med Evig, hud mod hud, varm og søvnig.

Evigs åndedræt brød sin tunge rytme, og hun rykkede på hovedet, der hvilede på Laus bare brystkasse. Så åbnede hun øjnene, blinkede et par gange, tilsyneladende ikke klar over, hvor hun befandt sig, og lukkede dem igen. Han grinede stille og aede hendes hals, så hun spjættede.

“Er du kilden?” spurgte han med en stemme, der var tung af søvn. Hun mumlede noget utydeligt tilbage, og lagde sig til rette. Lau tøvede et øjeblik, og lod så sin hånd stryge ned til hendes talje, og gav hende et klem.

Hun var nær faldet ud af sengen.

“Stop det!”

“Du er kilden!”

“Og hvad så?” Hun grinede til ham, og lagde så armene om hans hals og gav ham et kys. Han kyssede hende tilbage, og lagde sig fladt ned igen.

“Det’ ik’ så nice at kysse så tidligt om morgenen,” mumlede hun.

Lau lo lidt ad hende.

“Du’ kræsen, du er!”

Hun svarede ikke, lå bare udstrakt oven på ham med lukkede øjne. Han var næsten faldet i søvn igen, da han mærkede hende løfte hovedet lidt og se på ham.

“Måske skulle jeg… Det’ måske bedre, hvis jeg tog hjemad.”

Lau mærkede et lille stik af skuffelse. Hun havde nok ret, men alligevel. Han lå stadig med armen om livet på hende, og kunne mærke, at han ikke havde lyst til at give slip endnu.

“Hvad er klokken overhovedet?” sagde hun så, og frigjorde sig fra hans arme. Endnu et stik af skuffelse. Gardinet afskar gadens dagslys, og det lille soveværelse henlå i halvmørke. Hun kravlede hen over hans arme, der drillende kærtegnede hendes bare ben på vejen, og strøg gardinet til side. Gik så i stå.

“Hvad er der?” spurgte Lau og satte sig op på albuerne. Evig svarede ikke, og med en hånd på hendes hofte satte han sig helt op og kastede et blik ud af vinduet.

Udenfor væltede regnen ned. Det var, som om hele monsunregnen havde samlet sig over Vesterbro, og nu lod en syndflod af bibelske dimensioner styrte ned over københavnerne. Man kunne knap nok se husene på den anden side af gaden, så tæt faldt dråberne.

Der var stille et øjeblik.

“Vil du have kaffe?” spurgte Lau så. Evig nikkede tavst.

Han vippede benene ud af sengen, og rejste sig. Hun lagde sig ned igen, og trak hans dyne op, så den dækkede hendes krop, mens hun med et spillende smil betragtede ham tage tøj på. Så blinkede han til hende, og smuttede ud i køkkenet.

Der gik nogle minutter, hvor Evig bare lå og lyttede til Lau, der puslede rundt i køkkenet. Han nynnede. Hun strøg prøvende hænderne ned over sin krop, og huskede, hvordan hans havde føltes.

“Er du sulten?” råbte Lau inde fra køkkenet.

“Helt vildt!” grinede hun tilbage. Så slog hun dynen til side, gøs, da den kolde luft skyllede ind over hendes bare hud, og fiskede sine trusser og bukser op fra gulvet. Hun rodede rundt efter sin trøje, men den var ingen steder at finde - og selvfølgelig var den ikke det, tænkte hun så. Den lå i vindueskarmen, sammen med hendes bh. Hun greb fat i det første, det bedste stykke tøj, hun kunne finde - en af Laus slidte t-shirts, der lå på gulvet - og trak den over hovedet.

Lau var ved at skære brød, da hun kom ud. Han vendte sig halvt om, nikkede med hovedet af hendes lånte tøj, og smilede skævt.

“Du ser da godt ud.”

“Jo tak, tænkte egentlig på at beholde den.”

Lau grinede, og lod skiverne falde ned i brødristeren. Den lille lejlighed duftede af kaffe, og regnen trommede mod det brede vindue. Evig satte sig på en af stolene, der stod om træbordet, og lod sit blik glide lidt rundt i rummet. Han skævede til hende, som hun sad ved bordet i hans gamle t-shirt, med håret i viltre krøller som en glorie om hendes hoved. Gad vide, om hun havde lyst til at se ham igen. Han tænkte på hendes milde latter, hendes hud, spættet med fregner. Hvordan hun føltes, hvordan hun duftede. Hvordan -

“Sød tegning. Er det dig?”

Hun refererede til et krøllet A4-papir på væggen, med en klodset farveblyantstegning af en langlemmet skikkelse med et bredt smil, og hvad der lignede et fiskenet i hånden. I hjørnet stod der ‘Vigga 6 år’.

“Yes, det’ mig. Fik den i julegave. Det’ fra min søster - halvsøster.”

“Hvad er det, du har i hånden?”

“En tennisketsjer. Jeg ved ikke, om hun er klar over, at jeg ikke spiller mere.” Han grinede muntert.

Sandheden var, at han ikke havde set Vigga i nogle år. Hendes - og hans - far boede på fyn, og kom sjældent til København. Han og Laus mor havde været skilt i seks år nu. Lau elskede sin halvsøster, men der var langt fra Odense til Vesterbro. Hvorfor hans far stadig holdt på, at han spillede tennis, var en anden sag. Lau ryddede papirerne væk fra bordet, og satte tallerkner, brød og kaffe på bordet. Satte sig så med benene over kors.

“Vildt nok, at du har spillet så meget,” sagde Evig med munden fuld af ristet brød.

“... Hvorfor stoppede du?”

Lau gjorde et kast med hovedet over mod de to guitarer, der stod lænet op ad væggen bag den røde sofa.

“Der var andre ting, der blev vigtigere.”

Hun smilede kærligt til ham, og han mærkede sig selv slappe mere af, som hvis han havde røget tjald eller taget valium. Han blinkede et par gange. Mindede sig selv om, at det ikke engang var sikkert, at de ville ses igen. Han skulle ikke gå hen og begynde på den slags nu.

Lige som han hævede sin kaffekop, skar en lyd gennem den afslappede stemning som en skalpel. Lyden af en dør, der åbner og lukker igen.

“Hallo-o? Lau, er du vågen?” Thors stemme frøs hans nervebaner til is. Han drejede hovedet med et ryk, og så direkte på Evig, hvis øjne talte sit tydelige sprog. Væk.

Nærmest synkront sprang de begge op fra deres stol. Evig snuppede sin jakke og sin t-shirt og bh fra vindueskarmen, og kastede sig ind i soveværelset og lukkede døren. Lau samlede deres tallerkner og smed dem i vasken med et rabalder, netop som Thor kom ind fra den lille gang.

“Hva’ laver du? Hvorfor kaster du sådan rundt med dine ting? Det larmer som-”

“De gled ud af hånden på mig. Hvad laver du her? Hvorfor er det lige, at du kommer rendende hele tiden?” sagde Lau, i deres sædvanlige halvt spottende tone, mens han prøvede at få sin pludselige fight-or-flight-impuls under kontrol. Så fik han pludselig øje på Evigs støvler, der lå op ad væggen. Det hjalp ikke ligefrem. Hans hænder begyndte at svede.

“Fordi du aldrig låser din dør, din spade.” Thor rystede håret, så vandet stod til alle sider.

Så hentede han selv en kop fra et skab, og hældte kaffe op. Lau snuppede diskret en hættetrøje fra sofaen, som han lod dumpe ned over støvlerne, mens Thors ryg var vendt til. Så cirklede han hektisk hen foran soveværelsesdøren, og snuppede sin egen kop fra bordet.

“Hva’ er der med dig? Du ligner, du har set et spøgelse, bror.”

“Bare træt.”

“Jah, det’ vel kun naturligt. Jeg mener - efter i går! Enhver ville da have været smadret!”

Lau var nær blevet kvalt i sin kaffe.

“- Så du lige, hvor mange mennesker, der kom? Det var så vildt! Og der er blevet skrevet artikler om os alle mulige steder! Vi er blevet kendte, jo!” Thor grinede opstemt, og drak sin kaffe i små, rastløse slurke. Gad vide, om han overhovedet havde sovet, tænkte Lau. Thor så udkørt og slidt ud, hans våde hår sad om muligt endnu mere kaotisk og strittende end normalt, og han havde faretruende rander under øjnene.

“Jeg håber bare, at gearet også overlevede.”

“Gud, ja! Det var jo det, jeg kom for at sige! Ulrik fik ringet til Karl-Emil i går efter at det hele ramlede, og han hentede det hele, da alle var smuttet, og politiet var ude og jagte os. Åbenbart kender Karlo-drengen de rigtige til kidnapning af lydgrej, og de to var for en gangs skyld ikke oppe og skændes, så det hele er blevet læsset op og kørt til Bellahøj.” Han grinede igen, og Lau mærkede lettelsen brede sig.

Der lød et lavt bump fra soveværelset.

Thor drejede fraværende hovedet mod døren.

“Jeg er sulten!” udbrød Lau, lidt for højt. Thor gloede overrasket på ham.

“- Men jeg har ikke noget mad, så vi skal lige ned og købe ind. Du skal med, kom.”

“Er du sindssyg? Har du set vejret? Det høvler ned! Lau, for fanden -”

“Kom nu. Du har heller ikke spist.” Lau samlede diskret Evigs støvler op under hættetrøjen, og med hele bunken gemt i favnen marcherede han bestemt hen til soveværelsesdøren, mens Thor beklagede sig højlydt i baggrunden. Bare hun ikke larmede.

Han åbnede døren, smuttede ind i det halvmørke rum, og stod pludselig få centimeter væk fra Evig, som havde stået tæt op ad døren. I et øjeblik stod han bare og lyttede til hendes åndedræt uden at bryde øjenkontakten, og lod så bunken med støvlerne falde ned i armene på hende. Hun holdt krampagtigt fast i bylten. Uden et ord rakte han ind over hende, så hun krympede sig under ham, og trak sin jakke ned fra en knage. Et enkelt sekunds øjenkontakt mere. Så gled han ud igen og lukkede døren med et smæk.

 

Det føltes, som om Evig først genvandt evnen til at trække vejret da hun hørte hoveddøren smække, og Thors og Laus stemmer forsvandt ned af trappen. Hun følte sig svimmel. Tøjbylten med hendes støvler faldt tungt til gulvet, og hun vaklede hen og sank om på sengen. Thor. Åh nej. Hvad havde hun dog tænkt på? I hvilket univers var det en god ide at hoppe i seng med en fyrs bedste ven? For fanden da også. Hun lagde sig ned og begravede ansigtet i Laus dyne, der duftede af ham. Dumt. Dumt. Dumme pige.

Forsigtigt hev hun sin mobil ud af sin jakkelomme. Laus lejlighed føltes ikke længere varm og tryg, snarere trang og kvælende, og hun kunne ikke ryste følelsen af at skulle gå på tæer af sig. Der var kun en ting at gøre.

“Hallo?” lød det søvndrukkent fra den anden ende, da de monotone ringetoner endelig hørte op.

“Anna? Kan du mødes i dag?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...