Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
635Visninger
AA

5. KAPITEL FIRE

Tre mistede opkald. Og to beskeder. Alle fra Anna-Marina. Evig låste skærmen på sin mobil med et suk. Klokken var halv ni lørdag morgen, og hun blev liggende hvor hun var og betragtede støvpartiklerne, der svævede planløst rundt i den brede solstribe, der blev lukket ind ad de store vinduer. Der var noget fredfyldt over det. Hun følte sig i det hele taget fredfyldt, og mere afslappet end hun troede. Næsten lykkelig. Hun rejste sig langsomt, og det føltes som at trække sig selv op fra kviksand. Hun havde ligget på gulvet med hovedet på sin brune kabelstrik, og hendes krop var stiv og øm som om hun havde… tja, ligget på gulvet og sovet.

Huset var meget stille, og meget rodet. Det lignede nærmere en lejr af stiknarkomaner end et parcelhus på Amager, og Evig måtte passe på ikke at falde over tomme flasker, afbrændt tøj og sovende fremmede. Ingen andre end hende var vågne. Anna havde haft ret; det havde været en vild fest, og her havde været så fyldt, at to trin på trappen var knækket. Musikken havde været god.

Solen stod ind ad vinduerne og tegnede skarpe, vinduesformede firkanter på det beskidte gulvtæppe. Hun havde ligget og sovet lige i en af disse ternede felter, og hendes krop emmede af en døsig varme, hun genkendte fra sommermorgener og søvnige eftermiddage, liggende blundende under det store kirsebærtræ i hendes forældres sommerhus. Lige nu virkede det som om, at hun var det eneste vågne menneske i verden.

Formålsløst travede hun rundt i huset for at finde vand og hovedpinepiller. Hun var netop på vej op ad den smadrede trappe, da hun hørte en mumlen oppe fra anden etage. Hun blev grebet af nysgerrighed. Værten havde vist sig at være en af Anna-Marinas gymnasiescoringer, og Evig ville gerne udfritte lidt oplysninger om gymnasie-Anna, bare hvis hun gik hen og blev for hellig igen. Personen lod til at have en samtale med sig selv, for der lød kun en stemme oppefra etagen, og som Evig bevægede sig tættere på, blev hun også klar over, at stemmen ikke talte dansk. Nok ikke værten, afgjorde hun med sig selv.

Hun drejede om hjørnet på første sal, og åbnede døren ind til hvad hun troede var et badeværelse, og var øjeblikkeligt ved at falde over en sovende pige på gulvet. Det var et soveværelse, med en smal enkeltseng presset op mod væggen. I skrædderstilling på sengen sad en dreng med store, lysebrune krøller, og blå, meget ædru og trætte øjne betragtede hende nysgerrigt. Rundt om ham var der et hav af ledninger, og han sad med store høretelefoner på, og noget, der lignede en mikrofon foran sig, samt en opslået computer.

“Øhh… H-hej,” stammede Evig.

Drengen skulle til at sige noget, men drejede pludselig hovedet med et ryk, og holdt en finger op for at indikere, at hun skulle vente. Så tastede han et par gange, óg justerede sine høretelefoner. Han lignede en spion, der sad og aflyttede informationer.

Hans ansigt var barnligt, meget kønt, men hans øjne havde et strejf af alvor, der gjorde ham meget voksen. Han kunne være alt mellem 15 og 30 år gammel, gik det op for Evig. Han begyndte at tale ind i mikrofonen med en melodisk, drenget stemme. Amerikansk, med stærk dialekt.

“Welcome back, ladies and chimera-sons. That was All Is Loneliness by Janis Joplin, and we’re counting hours here, people. We have just crossed our 30-hour mark, and to celebrate, here comes a personal favourite here from Chimera headquarters in cold Scandinavia, Rival Sons with Face of Light.”

Han sendte radio. Fra et soveværelse på Amager. Han tastede igen, og lod høretelefonerne glide ned om halsen.

“Må jeg ik’ lige låne din sweater?”

Han talte dansk med en svag, syngende accent, der bar præg af at have vokset op med tosprogede forældre.

“Min- min sweater? Den her?” Hun viftede med kabelstrikkens ærme, og drengen nikkede.

“Men… det er jo vildt varmt herinde,” sagde hun tamt.

“Jah, men jeg har været vågen i de sidste 30 timer, og min krop har ikke længere energiressourcer nok til at holde mig varm. Såh… din sweater?”

Evig gloede. Prøvede at gætte hans alder. Han talte med en svag, syngende accent, som hun ikke rigtigt kunne placere. Hun besluttede sig for, at han måtte være 20, som hende selv. Måske lidt ældre. Så samlede hun kabelstrikken til en klump, og smed den hen til ham. Han greb den med slanke hænder, blinkede til hende som tak, og trak den over hovedet, uden at tage høretelefonerne af først.

Evig overvejede i et øjeblik om den gyselige, brune sweater overhovedet var værd at komme tilbage efter. Men et glitrende lag af rim udenfor varslede om en lang, kold tur hjem. Du vinder denne omgang, kabelstrik, tænkte hun trak sig stille ud ad værelset og slog kursen mod noget, der godt kunne ligne et badeværelse, for at samle op på sin tidligere mission.

 

“... Og så sagde hun, at den var større end hendes ekskærestes, ik’?” kom det fra Strøm, som strøg sig over sit mørke, karseklippede hår mens han illustrerede sin fortælling med livlige bevægelser med den anden hånd.

“... Og jeg sværger, jeg havde sådan der lige mødt hende, ikk’? Og det var bare herreakavet, for hun begyndte pludselig at snakke om sin eks, og hun havde bare ikke noget tøj på, og jeg troede sgu hun ville begynde at græde, og jeg stod bare der med hele grejet fremme og så sad hun der og var lige ved at græde, ikk’? og jeg var bare...”

“Hvad, Strøm? Prøvede du at overbevise hende om, at et blowjob var dobbelt så godt med tårer i øjnene?” Ingrids stemme var spottende. Strøm kiggede forarget på hende, og hun lod vrængende som om hun græd.

Stemningen i Ingrids lejlighed var munter. Alvilde, den nye trommeslager, som havde endt med at tage imod Laus tilbud, havde budt trods på alle deres fordomme, og droppet syre med dem aftenen før, uden nogen form for erfaring. Og det var stærke sager, de plejede at have med at gøre. Lau havde trippet i seks timer i træk, kunne ikke engang tænde en cigaret. Alvilde havde været væk i næsten ti. Hun havde talt om bevidstheden som noget separat fra kroppen, det tætteste, man kunne komme på en sjæl. Hun havde svoret, at hun var blevet kastet ud fra sin egen krop, og så sig selv i øjnene, og havde set sin egen bevidsthed. Lau havde set store, hvide blomster med lange fimrehår udfolde sig fra de andres øjne, fra Ingrids nøgne bryster og fra lyspærerne i lamperne. Fra sine egne håndflader.

Nu var de alle ved sig selv igen. Lau nynnede og trommede med sin blyant på en notesbog med halvfærdige tekster, Thor, Ingrid og Strøm sad ved Ingrids lille skrivebord, og Ulrik, gruppens dedikerede mor, stod i køkkenet og lavede morgenmad sammen med Alvilde. Solen skinnede, og glasklar luft strømmede ind gennem et åbent vindue.

For Lau var comedownet næsten altid det bedste ved at trippe. Han havde aldrig været en stor tilhænger af de rekreative stoffer, der omgav musikmiljøet, især den genre, han spillede. Han brød sig ikke særligt meget om LSD, og et langt trip var for ham sjældent særligt behageligt. Han mistede kontrol, og måtte typisk kæmpe med sin egen panik i timer ad gangen. Men et comedown var flydende, som en fjer, der lander på et gulv. Kontrolleret og behageligt.

Ingrid var vild med at tage stoffer. Hun tog alt, hun kunne få fat på. Blandede også. Hun sagde, at hvis man blandede opkvikkende stoffer som ecstasy med bedøvende stoffer som morfin, føltes det som at få orgasme i tre timer i træk, mens man sov. Lau havde aldrig prøvet det, men Ingrids misbrug bekymrede ham. Han kunne styre mængden af narko, når de var sammen, men han kunne ikke passe på hende, når han ikke var der. De boede i samme lejlighedskompleks, og kunne se hinanden fra vinduerne gennem gården, men han kunne ikke hele tiden holde øje med hende.

 

Lyser dine øjne ikke?

Er det perlefrø, du sår?

Blir til store, hvide blomster

spejles i dit røde hår

 

Det er kun dig selv, du kender

Blomster gror i mine hænder…

 

Lau kiggede lidt på teksten. Stregede så ‘røde’ ud, og skrev ‘blanke’ i stedet. Det passede bedre.

 

Evig havde fundet to panodiler, og skyllet dem ned med lunkent vand og en krydderbolle, hun havde hugget fra køkkenet. Hun havde endnu ikke ringet tilbage til Anna. Havde ikke helt lyst. Solen var blevet dækket af store, blygrå skyer, og Evig mærkede, at det var tid til at tage hjem. Hun skulle også på arbejde i morgen. Hun rejste sig fra køkkendisken, hvor hun havde siddet i et kvarters tid og set folk langsomt vågne, og satte kursen mod værelset, hvor hendes kabelstrik - med en fremmed amerikaner indeni - befandt sig.

Hele huset virkede koldere, nu da solen ikke længere skinnede. Evig begyndte at fryse. Så stille som hun kunne åbnede hun døren til soveværelset, men kunne have sparet sig besværet. Drengen lå på den krøllede dyne, i fosterstilling og i dyb søvn. Han så meget yngre ud nu, med hendes grimme sweater, som var lidt for stor til ham. Hun mærkede et ufrivilligt stik af omsorg, da hun blidt rystede ham vågen.

“Hey, jeg skal hjemad nu. Skal lige bruge min sweater også.”

Han så på hende med kæmpestore, meget blå øjne, som om han i et øjeblik ikke forstod hvad hun sagde. Så satte han sig op, og trak sweateren over hovedet, og trak sin t-shirt med. Evig vidste ikke om hun skulle se væk, da han pludselig sad i bar overkrop, men han lod sig ikke mærke med det. Trak bare sin t-shirt ud, og hev den på på vrangen.

“Jeg hedder Artie, nu du spørger,” sagde han og grinede til hende.

“Arthur-Lee Gabriel Stells.”

“Evig Augustina Eriksen,” mumlede Evig.

“Rart at møde dig, Eva. Jeg er vild med din sweater.”

Han kiggede lidt på hende.

“Har du ik’ lyst til at tage ud en dag? Med mig?”

Evig så tvivlende på ham. Køn var han, men ikke rigtigt hendes type.

“Eller… hvis du har lyst til at tage en helt platonisk kop kaffe en dag, så er jeg også klar på det,” tilføjede han, da han så hendes reaktion.

“Det lyder nok mere sandsynligt,” grinede hun.

“OK, så får du lige mit nummer…” Han fandt et lille visitkort frem og skrev på det med en kuglepen, han havde snuppet fra skrivebordet. Så proppede han det i lommen på kabelstrikken, og rakte den til hende.

“Vi ses!”

“Ses, Artie.”

Evig rejste sig og gik ud ad døren, der lukkede bag hende. Da hun var ude i den isnende luft, trak hun kortet op ad lommen.

 

>CHIMERA PIRATE RADIO<

>WEEKDAYS @ 7 PM + SPECIALS<

>CHIMERAMUSIC.COM<

 

Bagpå stod der en kort besked:

‘Love your sweater! See you around!

- Artie’

Nedenunder stod der et telefonnummer. Evig grinede for sig selv og slog kursen mod metroen, netop som den første, iskolde regndråbe ramte jorden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...