Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
378Visninger
AA

6. KAPITEL FEM

“Tager du med ud i aften?”

Thors stemme skar gennem Laus koncentration som en saks mod papir. Han så op fra sin bog. Thor sad bare overfor, mageligt placeret på Laus køkkenbord, og gloede på ham med sine sædvanlige, spillende øjne.

“Du læser altid. Kom nu med ud,” fortsatte han.

“Jeg læser da ik’ altid. Det er også mig, der skriver tekster, så vidt jeg husker. Skal jo lige have inspiration og sådan…” Lau så ned i sin bog igen, men Thor rakte ud og snuppede den ud af hans hænder.

“For fanden, Thor! Det’ jo onsdag, hvad vil du ud for? Hvad laver du overhovedet her? Skrub dog hjem!”

Thor grinede bare.

“Du kan læse -” han kiggede hurtigt på bogens ryg.

“- Den Danske Borgerkrig senere. Ærligt, hvorfor er du sådan en kæmpe nørd? Vi har arbejdet røven ud af bukserne hele dagen på kons, og så vil du hellere sidde her som en eller anden pensionist - av for fanden!”

Lau havde kylet en halvtom pakke cigaretter efter ham, og den havde ramt fuldtræffer, lige i panden på Thor.

“Hvorfor var det lige, du stoppede til tennis, med sådan en øje-hånd-koordination?” grinede Thor, og rodede med pakken for at hive en ud.

“Hey, stop lige, jeg gider ik’ have røg herinde. Og jeg stoppede da jeg mødte dig, din kæmpe spade.” Lau rakte ud efter sin bog, men med et sving med håndleddet sejlede bogen gennem luften, lige gennem den åbne dør til soveværelset, og landede elegant på den uredte seng. Lau sukkede.

“Vi skal ud i aften, Lau. Ikke ud på bar - vi skal ud, som vi plejede, da vi gik på gym. Kan du huske det, hva’?”

“Vi lavede sgu da ik’ en skid, da vi gik på gym. Vi sad hjemme hos dine forældre og spillede guitar og hørte Deep Purple på dit værelse.”

“I det mindste kunne du finde ud af at klippe garnet dengang. Hippe-wannabe.”

De havde begge været yngre dengang. Lau, 18 år gammel, 2. G’er og allerede i gang med at gøre sig gældende inden for tennisspil. Thor, lige fyldt 16, frisk fra folkeskolen og lige så mager og skravlet som han var i dag, bare 30 centimeter lavere, og med bøjle på tænderne, som aldrig havde hjulpet meget. Lau havde syntes godt om ham fra starten af, fordi han havde god musiksmag, og gik til koncerter på Mayhem og i Ungdomshuset, og fordi han godt gad at sidde efter skole i musiklokalerne og spille guitar med ham. Thor havde syntes godt om Lau fordi han var 2. G’er, sang godt, og altid var med på en spontan tur ud af huset sent om aftenen, når Laus forældre skændtes og Thors mor var for træt til at lave aftensmad. Mest af alt fordi han tog ham seriøst.

“Vi tager ud til vandet. Hopper i.”

“Det er stadig Januar, din tumpe.”

“Kylling.”

“Du må være sindssyg. Tror du, jeg magter?”

“Du er altså ved at blive gammel, Lau!”

“Skabekrukke.”

“Olding.”

Lau vrængede af ham, og Thor vrængede tilbage. Så grinede de begge.

“Jeg inviterer nok Evig med.”

Lau gik i stå.

“Hallo? Lau? Er det OK med dig?”

“Hva’? Nåh, ja-ja. Hvordan går det egentlig med jer to?”

“Det går egentlig ret fint. Vi skriver sammen nogle gange om ugen, men hun er slem til ikke at svare. Hun laver jo også et eller andet science-hejs på uni, så hun har jo nok travlt…”

“Jah, helt sikkert. Men burde det så ikke bare være jer to?”

Thor trak på skuldrene, og trak det ene knæ op under hagen, mens han svingede lidt med det andet ben.

“Jeg ville egentlig gerne have jer andre med. Tror lidt, at hun kan have godt af at lære jer at kende.”

“Fint nok. Hvem ellers?”

“Nok Ingrid og Vilde. Ikke flere, ellers er der ikke plads i bilen.”

“Bilen? Hvad er det lige for en bil, du snakker om?”

Thor svingede nonchalant begge ben ned, og hoppede elegant ned på trægulvet.

“Din bror her,” sagde han og pegede på sig selv med sine tommelfingre.

“- Har lånt sin søsters bil. Vi tager ud til kysten, Lau. Lige nu. Og du hopper i vandet.” Han drejede om på hælen og gik ud i gangen.

“Du kan sgu da ik’ køre bil!” råbte Lau efter ham.

 

Alvilde kunne køre. Thors søsters bil var et vrag, så lav, at man måtte dukke hovedet og bøje ryggen for at komme ind i den. Evig følte sig kluntet og akavet, da hun kravlede ind over de støvede sæder, og måtte gribe fat i Laus arm for at sætte sig ordentligt op. Thor ville helst have siddet ved siden af hende, men Alvilde insisterede på, at han sad foran og viste vej. Nu sad han og kastede misundelige blikke hen på bagsædet, hvor Evig sad, nervøst kilet ind mellem Lau og Ingrid.

“... Nej, han sad bare og gloede. Han lånte også min sweater, selvom den er helt vildt grim.”

“Chimera radio? Ej, det kender jeg sgu da godt - anede ikke, at han kom fra København! Fuck, hvor vildt alligevel,” sagde Lau med oprigtigt imponeret stemme. Ingrid havde kapret AUX-stikket, og spolede nu igennem den ene sang efter den anden, så det lød som om de gamle højtalere havde fået et epileptisk anfald.

“Såh… Hvor tit spiller i egentlig koncert?” spurgte Evig høfligt, efter et øjebliks tavshed. Det var sådan noget, man spurgte bands om, ikke? Det var da en naturlig ting at spørge om. Nej, gud var det ej. Hendes tanker ræsede, prøvede at finde på mere smalltalk.

“Vi spiller næsten aldrig uden for kons,” svarede Thor fra forsædet.

“Nogle gange får vi individuelle jobs, men det er ikke så tit.”

Alvilde smilede.

“Jeg har aldrig fået et job med at spille,” sagde hun muntert.

“Du er da også så lille, som man overhovedet kan være,” grinede Ingrid.

Lau grinede også, og drejede hovedet mod Evig.

“Hun er kun lige fyldt nitten,” forklarede han.

“Jeg er næsten femogtyve.”

Bilen kørte videre hen ad Strandvejen. Turen til Charlottenlund Strandpark tog lidt over 20 minutter, og bilen væltede ned på græsset med bumpen og hoppen, der næsten sendte passagererne gennem forruden. Solen var ved at gå ned, da de ankom. Stadig dækket af de næsten konstante januarskyer, sendte den et pittoresk, rosa lys ud over den lille forsamling. Evigs røde hår så fe-agtigt og overjordisk ud, og hendes fregnede næse og kinder var malet med lyserødt. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og snusede duften af havet ind. Luften gjorde hendes knogler kolde.

Lau var også steget ud, men i stedet for at gå ned på græsset med de andre, stod han lænet op ad bilen. Hans hår bevægede sig i vinden. Evig åbnede øjnene igen, og vendte sig mod ham. Hendes øjne fandt hans. Hun kunne se den smalle, orange stribe, solen lod skinne igennem, genspejlet i hans øjne, og et minde om en dansende flamme, spejlet i andre øjne i mørket foran Sigurdsgade, rørte på sig. Lau sagde ikke noget, så bare på hende. Så vendte han blikket væk og så ned langs kysten i stedet, og Evig mærkede en elektrisk puls gennem kroppen.

De blev begge revet ud af deres forsøg på at undgå hinandens øjne, da Ingrids stemme sønderrev den stille havluft.

“Kom nu! Det bliver ikke bedre vejr end det her resten af januar! Hvad laver I derhenne? Vi skal i vandeeet!” Hun hujede og viftede med armene, og hendes tykke vinterjakke hoppede. Lau, der nu pludseligt ignorerede Evig, grinede og satte i løb over det flade græs, lige forbi hende.

Hun stod et øjeblik og prøvede at ryste følelsen af Laus øjne af sig. Det smertede pludselig i hendes mave, men om det var kulde eller skyldfølelse var svært at sige. Hun så op på de fire, der stod i det sælsomme lys og lignede nogle, der ikke havde brug for hende.

“Kom nu, kom nu!” hviskede hun til sig selv.

“Du kan jo godt.”

Hun tog en dyb indånding, og mærkede den salte luft fylde hendes lunger. Så gik hun med hurtige skridt op ved siden af de andre. Sådan stod de, de fem. Fem på stribe, med lyserøde ansigter og skinnende øjne. Thor lagde en arm om hende. Grinede til hende.

“Hva’ venter vi så på? Det ser da friskt ud!” Ingrid lo sin skingre latter.

“Du er sindssyg! Vil du gerne dø i aften?” grinede Lau.

“Næ! Jeg ville foretrække en bane coke og lidt på den dumme først!”

Lau holdt op med at grine. Hun havde taget kokain nytårsaften, og var næsten forsvundet så dybt fra overfladen, at han ikke kunne se hende mere. Hun havde kaldt ham ved sin ekskærestes navn og prøvet at kysse ham. Hun havde grædt og grædt, kastet op og talt volapyk. Han havde båret hende hele vejen op til hendes lejlighed, og siddet ved hendes side hele natten, mens hun hulkende tiggede ham om ikke at ringe efter hendes forældre.

“Fuck det,” sagde Thor pludselig. Så fjernede han sin arm fra Evigs skulder, og trak sin jakke af.

“Mener i det?” lo Alvilde, og begyndte at knappe sin lyserøde uldjakke op. Ingrid lod også tøjet falde, først jakken, så trøjen, så hun stod i den frysende luft kun i sin lyseblå bh.

To ting gik op for Evig, da Lau også begyndte at smide tøjet. Et, de havde ikke badetøj med. To, hun var nu den eneste fuldt påklædte tilbage på stranden.

“Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu komnu komnukomnu...” hviskede hun næsten lydløst for sig selv. Så flåede hun sin sorte denimjakke af, tæt efterfulgt af sweateren, og til sidst t-shirten. Hun rystede allerede voldsomt, så voldsomt, at kun næsten ikke kunne åbne sin bh. Du er smuk, tænkte hun. Du er fin, der er ikke noget galt med din krop.

Hendes bryster hang slapt uden bh, og hun rakte op og dækkede dem med sine fregnede arme. Så bandt hun sine tunge, mørkerøde støvler op, og trak klodset sine bukser af. Hendes kønshår var lige så røde som håret på hendes hoved, og hendes lår havde fine, lyse strækmærker som en vifte af spindelvæv.

De andre på stranden havde også fået hevet deres tøj af, og Evigs kinder blev ildrøde. Hun fæstede blikket på et knækket græsstrå, og rystede nu så meget, at det føltes som om hun hulkede.

“Vi dør i aften!” hujede Ingrid, og løb ned af stranden, hendes spinkle krop næsten lysende i de sidste disede stråler. De andre fulgte trop, og da Evigs fødder ramte vandet, troede hun i et øjeblik, at hun virkelig skulle dø. Vandet var så koldt, at det sendte smerter hele vejen op igennem hendes krop. Hele stranden genlød af skrig og hylen. Evig hyperventilerede, hendes fødder var følelsesløse, og hun havde næsten mistet al mobilitet i lemmerne. Strømmen kærtegnede hendes ben, og pludselig kunne hun mærke sig selv falde mod den grå havoverflade. Hun registrerede knap nok at have brudt overfladen, før hun pludselig lå med hele kroppen nedsænket i det iskolde vand, og i brøkdelen af et sekund kunne hun ikke mærke, om vandet var skoldende varmt eller frysende koldt. Med et gisp og et hysterisk skrig brød hun op gennem overfladen igen, mens hun lo skingert. Så drejede hun om og løb mod bredden.

 

Evigs ører smertede efter det kolde vand. Hendes hår klæbede til hendes pande, og store, fugtige skjolder på hendes tøj bevidnede manglen på håndklæder. Bilen bumlede afsted, med kurs mod Vesterbro, og snakken gik højt i bilen. Ingrid havde slynget begge ben op på Evig og Lau, som nu sad akavet tæt på bagsædet. Hun kiggede lidt på ham. Han var ikke flot, på trods af hvad hun havde sagt til Anna-Marina. Køn, måske, men ingen model. Hans øjne var meget runde og store, og lysebrune. På kinderne havde han små prikker af ar fra uren hud, sikkert fra da han var yngre. Han havde to smalle ar, der skar fine, lyse striber i hans venstre øjenbryn. Gad vide, hvordan han havde fået dem. Lau drejede hovedet mod hende, og grinede muntert. Han havde også slået en flig af sin ene fortand, lod hun mærke til. Måske havde han været oppe og slås.

Klokken var lige rundet fem, og mørket var komplet, da Thor guidede Alvilde ind på Istedgade. Derfor sås også de blå blink fra politibilerne ekstra tydeligt. Det tog dem alle et øjeblik at registrere, så reagerede Ingrid, som den første:

“Vend om! Vend om lige nu! Hvad hvis det er en razzia? Jeg har to blotters og ti gram på mig! Vilde, vend om lige nu! Du får os slået ihjel!” Hun begyndte panisk at sparke til forsædet, hvor Alvilde, med store, rådvilde øjne så mod lysene. Der var andre biler bag dem, de kunne ikke stoppe.

“Hvad nu, hvis det bare er et uheld?” foreslog Thor med en desperat stemme.

Ud! Ud! Få mig ud lige nu!” Ingrid var på grænsen af hysteri. Lau rakte hen over Evig for at få hende til at falde ned, men uden held. Han prøvede at tale roligt til hende, men hun hylede skingert og kæmpede med sin sikkerhedssele, mens hun fortsat sparkede til forsædet som et lille barn.

“Ingrid! Slap nu af!” råbte Thor, og prøvede ikke at blive ramt af hendes sko. Alvilde begyndte at græde stille. Evig, pinligt opmærksom på Laus krop mod hendes, lagde en hånd på hans skulder for at få hans opmærksomhed. Da han drejede hovedet mod hende var hans ansigt kun få centimeter fra hendes, og selv i mørket kunne hun se farvevariationerne i hans øjne.

“Lau, vi bliver nødt til at få hende ud,” sagde hun med al den ro, hun kunne mønstre, og håbede, at mørket skjulte hendes blussende kinder. Hun satte hånden mod hans brystkasse og skubbede ham tilbage i sædet, og han adlød tavst, uden at slippe hendes blik. Hun vendte sig mod Ingrid, der hulkede uhæmmet. Hun havde taget noget, gik det op for Evig.

“Ing- Ingrid, lyt til mig nu. Stop med at græde. Se, nu spænder jeg stille og roligt din sele op. Kan du falde lidt til ro nu?”

Evig fjernede nænsomt Ingrids hænder fra selen, og hun klynkede ynkeligt, med tårer og snot løbende ned af ansigtet. Så, med overdrevent langsomme bevægelser, spændte hun selen op.

“Se, Ingrid. Kan du-”

Men Evig blev afbrudt brat, da Ingrids hånd ramte hende hårdt i ansigtet. Ingrid sparkede og slog, og vred sig mod døren, på trods af insisterende råben fra Thor og Lau, der uden held rakte ud efter hende. Før nogen kunne gøre noget, havde hun smækket døren op, og var ude af bilen. Alvilde græd nu også uhæmmet, og holdt et krampagtigt greb i Thor, for at forhindre ham i at forlade hende. Evig nåede ikke at tænke, før hendes sele også var spændt op, og hun var ude af bildøren. Den kolde luft ramte hende som en mur.

“Ingrid! Ingrid!” råbte hun ud over gaden, og satte i løb i samme retning, som hun havde set Ingrid forsvinde i. Ned af den første, mørke sidegade, og videre ud igennem Skydebanen, hvor de sidste forældre var på vej hjem med deres børn. Hendes brystkasse smertede, men hun kunne se Ingrids lyse hår for enden af parken, og fortsatte uden hold. Hun gispede efter vejret, og hvert åndedræt snittede i hendes hals - og så pludselig var parken slut, og hun stod midt på Absalonsgade. Midt på Absalonsgade. Ingrid var forsvundet. Hun hev efter vejret, så hun lød som et skrydende æsel, og som i en døs vendte hun sig om og så to store, hvide glober af lys komme imod hende. I et øjeblik var de to cirkler det eneste i verden, der eksisterede. Hun hævede armene imod dem for at stoppe dem, rystede benægtende på hovedet - og i næste øjeblik mærkede hun fingre grave sig smertefuldt hårdt ind i hendes arm, og hun var ude, væk fra de altopslugende lys, Hun blev slynget indad mod fortovet som fra en katapult, og ville have stødt lige ind i et træ, hvis ikke der pludselig var stærke arme om hende, som trak hende væk fra vejen og langt ind, til de stod lænet op ad hegnet, der omsluttede en lille basketballbane.

Lau gispede efter vejret. Hans ånde lavede små skyer i natteluften, og han havde ikke sluppet grebet om Evig. Hun rystede af adrenalin og udmattelse, og kunne mærke hans hjerte hamre gennem den åbne jakke. Hans hår var stadig vådt i spidserne, og han lugtede af sæbe og vådt bomuld og varme. Den elektriske puls var tilbage, og blev til en elektrisk strøm gennem hendes krop. Luften var kold, men han var varm, og hans hænder var varme under hendes jakke, og han var så tæt på, og hendes hænder forsvandt i hans hår, og hans kys smagte af saltvand og iskold vinterluft. Hun lukkede øjnene og pressede sig tættere op af ham, og hans hænder fandt bar hud under hendes sweater. Men allerbagerst i hendes hoved, næsten glemt bag adrenalinchokket, rumsterede mindet om en spillende flamme, spejlet i andre øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...