Skarp sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2018
  • Status: Igang
“Artie?”
Evigs stemme var tung og søvnig.
“Mm?”
“Ved du, hvorfor træerne udenfor altid blomstrer så sent?”
Artie satte sig op på albuen og kiggede uudgrundeligt på hende, hans ansigt på en gang så ungt og så uendeligt voksent. Hans pupiller var udvidede, men han virkede mere klar i hovedet end hun følte sig.
“De blomstrer så sent” sagde hun, og kunne mærke sig selv synke ned i en sort, tjæreagtig døs.
“De blomstrer så sent fordi ingen passer dem mere. De står bare i den skarpe sol, helt alene”.
Artie lagde sig ned, hans øjne svømmende og ufokuserede.
“Tror du, jeg aldrig blomstrer, fordi ingen passer på mig?”

Evig, ung og med hjertesorger over sin bedste venindes pludselige flytning, støder uventet sammen med et lurvet band og en amerikansk piratradiovært, og bliver sendt hovedkulds ind i en verden af ubrydeligt venskab, gammelt blod og illegale stoffer. Midt i kærlighed og sammenstykkede familier finder hun sig selv i en helt ny verden, mere og mere meningsfuld, euforisk og farlig.

7Likes
12Kommentarer
587Visninger
AA

2. KAPITEL ET

“Jeg mener det!” lød det fra Anna-Marina, mens hun svingede med sit lange, sorte hår.

“Du bliver nødt til at holde op med at tænke på Vic, og begynde at tænke lidt på dig selv. Det er en måned siden hun smuttede til staterne, og du skal snart flytte ud af det usle kollegieværelse. Hvorfor flytter du ikke bare sammen med mig og Albert?”

Evig sad bare og gumlede på sin morgenmadsbolle. De sad på Kaffedepardementet, Anna-Marinas foretrukne mødested. Evigs røde hår, lige langt nok til at krydse hendes kæbe, lyste næsten i det blege, grå vinterlys, og hendes pandehår var pjusket. Hun nikkede og prøvede at se ud som om hun lyttede interesseret til Anna-Marinas endeløse pludren. Der var ingen chance for, at hun skulle flytte ind sammen med et kærestepar i en lydhør treværelses i Nordvest. Så blev hun hellere på sit kollegieværelse.

“Hvad med ham der, du mødte på Sigurdsgade?”

Evig hørte pludselig efter.

“Thor? Hvad er der med ham?”

“Har du snakket mere med ham? Er han sød?”

“Han er vel okay. Vi har skrevet lidt sammen, mødtes en enkelt gang. Han spiller i et band...”

Anna-Marina grinede højt.

“Et band? Hvad spiller han? Hvad hedder det? Er de på spotify? Ej, hvor er det sjovt!”

Evig grinede også.

“Han spiller guitar. Jeg kan sgu ikke huske navnet på bandet. Et eller andet dansk. Sådan noget tresser-agtigt rock-hejs, det er meget fedt - noget af det.”

“Gid Albert kunne spille guitar! Drengen taler fire sprog, men har aldrig spillet en tone i sit liv! Dig og Vic og Albert sad altid bare der og ævlede fransk - I var godt nok deprimerende selskab!”

Evigs humør svandt en lille smule ved påmindelsen om Victoires fravær. Det var rigtigt nok, hun og Evig havde ofte siddet og pludret med Annas intellektuelle, krølhårede kæreste på fransk. Victoire talte bedre fransk end Evig, men ikke desto mindre var det muntert at snakke på et andet sprog, og Anna-Marina, som ikke talte et ord fransk, var ofte blevet tvær og jaloux. Men nu da Victoire, klart den smukkeste af de tre - og den, som Albert helst ville sludre med, var væk, virkede Anna mere afslappet med sin kærestes franske rendez-vous med veninderne.

Anna, som altid havde lignet en mellemting mellem en nonne og en stripper, stod i skærende kontrast til sin milde kæreste, så meget, at de mere lignede plakaten til en dårlig komedie end et par. Anna var højere end Albert, med lange, sorte krøller og et ansigt med skarpe træk og høje kindben. Som et renæssancemaleri. Albert havde også krøller, men de var tynde og lyse, og på en eller anden måde var det lykkedes ham at få høje tindinger i en alder af 22. Han var så helt igennem nørdet, at de fleste ikke engang troede på, at en pige som Anna ville være sammen med en fyr som ham. Han studerede sprog. Russisk. Anna-Marina var en flippertøs med bombshell-attitude, som havde fundet sammen med en halvfjerdsårig i en toogtyveårig krop.

“Skal du ikke snart se ham igen?”

“Hvem - Albert? Hvorfor det?” Spurgte Evig, der blev revet ud af sine tanker.

“Nej, din tumpe. Thor, da!”

“Nåh… Igen, hvorfor det?”

“Fordi han virker vildt sød! Plus, det er da længe siden du har set nogle fyre, ik’?”

“Av, Anna. Den sved!” svarede Evig og grinede.

“Plus,” fortsatte hun, “du har ikke engang set ham endnu. Hans hår er helt vildt tyndt og strittende, og han har mega skæve tænder!”

“Du kan da være ligeglad! Er han en god kysser? Er han god i sengen? Og er det nogle lækre bandmedlemmer, han har?”

“Klap lige hesten, Anna! Jeg har da ik’ været sammen med ham. Plus, jeg har ikke mødt hans band. Han synger ik’, så det er vel ikke hans band som sådan - “ men Anna-Marina afbrød hende.

“Alt, jeg hører er undskyldninger! Skulle du ikke tage til en koncert, hvis hans band spiller? Så kan du jo se, om - ” Anna blev afbrudt af Evigs mobil, der brummede hen over træbordet. Evig rakte ud og snuppede den, med et formanende blik fra Anna, som fortsatte med at snakke.

 

Thor strithår sigurdsgade

Lør. 5/1 - 10:43


Thor: Hey!! Går det bedre med afleveringen? Hvis du har tid, spiller jeg på kons på fredag med bandet. du ku jo tage med?:)

 

Sammentræffet var næsten ikke til at stå for. Evig var ved at grine højt, men nåede at kvæle det til et lettere hysterisk fnis. Anna så foraget på hende, men Evigs skælmske blik fik hende til at bide afbrydelsen i sig.

“Hva’ er det? Hva’ er der? Hvorfor ser du sådan ud i hovedet?”

“Nåh, ik’ noget… Gæt, hvem der spiller koncert på Konservatoriet, og spørger om jeg vil med...”

“Det’ løgn! Joker du lige nu, Evig? Vis mig det, jeg tror ik’ på dig! Kom så, vis mig det!” Hun rakte grinende armen hen over ryggen på Evig, og de to piger kæmpede fnisende om telefonen. Anna vandt til sidst, og grinede vantro.

“Sig ja, Evig! Det bliver du nødt til! Det er et tegn! Jeg er jo synsk!”

“Du kan ikke engang forudse hvornår din egen mens kommer, jeg ville slappe lidt af hvis jeg var dig, Anna.”

“Jo-ho, jeg er synsk! Hah, jeg forudser at du får scoret en guitarist på fredag.”

Evig færdiggjorde sin bolle. Måske var Anna virkelig synsk. De sad i cafeen i en halv times tid, og gik så hvert til sit da Anna fik et jeg-savner-dig-opkald fra Albert. Men da Evig smed sin jakke over ryggen på en stol i fælleskøkkenet på Lægeforeningens Kollegium, trak hun alligevel sin mobil frem.

 

Thor strithår sigurdsgade

Lør. 5/1 - 11:58


Dig: Helt sikkert, hvornår?:)) Og afleveringen rister mig, hjælp!

 

Hun vidste stadig ikke helt, hvad hun syntes om Thor. Han var vel meget sød. Hun gik hen og trak en skive toast op ad en krøllet pose og proppede den i brødristeren. Han var meget sød, men vist ikke helt så sød som han syntes, hun var.

Der tikkede også en besked ind fra Victoire.

 

Vic

Lør. 5/1 - 12:02


Vic: Ma chérie! Så slet ikke din besked! Det går fint, uni er lidt presset men det går<33 taler de stadig om mig derhjemme? alle kirurgerne savner mig sikkert;) er nano stadig lige svært?

 

Evig følte ikke helt for at svare hende. Der var kun gået en måned, og Evig var skiftet fra nanoscience til geovidenskab, uden at have fortalt hende om det. Det var nemt at blive irriteret på Victoire, når hun ikke var der mere. Plus, Evig gad ikke at høre om Virginia endnu. Det var bare påmindelse efter påmindelse om hvordan hun og Anna var blevet fravalgt. Brødet hoppede op ad brødristeren. Det havde en forkullet, sort overflade. Typisk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...