En fortælling fra Sommerens Land

Langt borte er der et land, der er kendt som Sommerens Land. Det har eksisteret siden tidernes morgen og har overlevet mangt og meget. Helte og skurke. Godt og ondt. Vinter og sommer. Der har udspillet sig mange fortællinger i dette land. Dette er blot en af disse fortællinger...

3Likes
6Kommentarer
835Visninger
AA

9. Dragedræber

"Har du nogensinde set sådan en her før?" sagde smedemesteren, mens han rakte en lap papir til Bob. Bob sad ved et bord med tonsvis af bøger åbne foran ham. Bøger om dværge, metaller, stål, magi, runer og alt muligt anden viden om sværd. Viden, der kunne blive nyttig, når man skulle smede et sværd, vis lige aldrig var set før. Et sværd, der var en konge værdig. Et sværd, der kunne penetrere selv de bedste ridderes rustninger. Et sværd, der kunne dræbe en drage. 

Bob havde aldrig set sådan en krussedulle før, som den der befandt sig foran ham. Han rystede på hovedet som svar. "Det er en rune. På de ældgamle magiakadamier brugte man dem til besværgelser. Nu er de blot et lævn fra en svunden tid. Men der er dem der mener, at runer er forbundet med deres skrivers sjæl. At de på et sværd kan styrke stålet og fungere som en forlængelse af skriverens sjæl. Det siger man i hvert fald. Det kan også være, at de bare ser seje ud. Uanset hvad skal dit sværd have dem". Bob så forundret op fra bøgerne foran ham med uglet hår, der vidnede om utallige nætters utrættelige studier af stål. "Skal jeg så bare skrive den der rune på mit sværd, og så bliver det magisk?" spurgte Bob, hvortil smedemesteren svarede leende: "Nej nej, dine runer skal du selv lave. De skal komme fra dit hjerte". "Ah jeps, jamen det gør jeg da bare lige. Intet problem. Niks" lødt Bobs reaktion. "Måske skulle vi give os i kast med noget andet..." sagde smedemesteren, da han forstod hvad der var los. 

Inden i smedjen blev Bob præsenteret for alverdens metaller. Der var så mange metaller, at Bob havde glemt de fleste efter en penges tid. Eller måske var det bare, fordi han havde korttidshukommelse. Bob bed dog fast i nogle enkelte metaller. Der var elfenstål, der var lavet af fordums kæmpers knogler, tangkobber, hvilket var abstruse små stykker metal, der skyllede op på stranden i ny og næ. Og så var det selvfølgelig krystalstål. Krystalstål var dækket af små folder, der vidnede om det besværd, som det tog at fremstille det. Man skulle umiddelbart tro, at stålet lyste hvidt, men kiggede man nærmere på det, ville man se, at det i virkeligheden lyste alle regnbuens farver. Krystalstål var ifølge myterne smedet af de vise magistre fra Sommerens Tid. Men Sommerens Tid var ovre, og der blev ikke lavet krystalstål længere. Der eksisterede kun ganske få mængder af det, hvilket gjorde at metallet var uhyre dyrt. Bob vidste dette og gjorde sit bedste for at lede efter andre egnede metaller, men hans blik blev hele tiden draget af det kunstfærdige stål. 

"Ah jeg ser du har fået øje for krystalstålet. Det siges at magistrene smedede det af sten fra månen og kærlighed fra de kvinder, som de elskede. Ak ja, men magistrene er døde og deres viden er tabt. Nu eksisterer der kun ganske lidt. Vidste du at Sommerens Sværd eftersigende skulle være lavet af krystalstål?" fortalte smedemesteren, mens han pillede sig i sit grå skæg. Han fortsatte: "Du er velkommen til at bruge det. Selv har jeg ikke passionen eller kreativiteten til at udarbejde noget, der er stålet værdigt. Men det har du. Du har smedens ild i dig". Bobs øjne lyste op som små fyrtårn. 

Bank! Bank! Bank! I 20 dage og 20 nætter arbejdede Bob på sit sværd. Hele smedjen genlød af de tunge slag fra hans hammer. De tunge slag blev kun afbrudt af små hak med en mejsel, som Bob brugte til at udarbejde de mest kunstfærdige runer langs sværdets æg. Ingen i smedjen vidste hvad runerne forestillede. Smedemesteren så Bobs mærkværdige runer og var tilfreds. Langsomt formede det smukke stål sig til en lang og elegant klinge, der kunne kløve en sten i to med kun et hug. Det øjeblik lyste klingen gylden, det næste lyste den med et blåligt skær. Med stor kunstnerisk finesse fik Bob udarbejdet en parerbøjle besat med juveler, der var den smukke klinge værdi. Smedemesteren havde gjort alle smedjens resurser tilgængelige for den lille fyr fra Småøerne. 

Efter et intenst stykke arbejde, som Bob kunne mærke i alle hans lemmer, stod han nu foran et sværd, hvis lige få har set. Klingen lyste i alle regnbuens farver og blev forenet på den fineste måde med et elegante skæfte af elfenben. Smedemesteren gik over til Bob, betragtede sværdet i en rum tid og sagde: "Du ved, man siger de bedste sværd har navne". "Dragedræber" svarede Bob uden tøven og rakte ud efter det elegante skæft, der var tilpasset hans hånd. Sværdet var tungt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...