En skygge af mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 27 jan. 2018
  • Status: Igang
Depression er som en bølge der omslutter sig om en. Drukner en. Dræber en.
Praelia har det ikke godt. Langt fra faktisk. Hun føler intet og hun befinder sig i en ond cirkel hun ikke kan komme ud af. Men måske kan balletten hjælpe på det?

1Likes
2Kommentarer
186Visninger
AA

2. Vil det nogensinde forsvinde?

Jeg åbnede hoveddøren lidt for hårdt. Den smadrede ind i væggen i gangen og jeg fór sammen da et højt brag lød. Forsigtigt trådte jeg ind i gangen og kastede et blik på det sted døren havde ramt. Væggen havde fået et lille hul og det familie foto, der hang på væggen var faldet ned, og glasset var smadret. Jeg lukkede forsigtigt døren og bukkede mig ned for at samle billedet op. Min mor og far, begge med deres sorte hår og grønne øjne. Jeg stod imellem dem. Jeg havde mit hvide balletskørt på. Det var dagen før min store optræden. Minder strømmede igennem mit hoved. Den første dag til ballet. Jeg huskede, hvor nervøs jeg havde været, men den følelse var hurtigt forsvundet, da vi gik i gang med træningen. Ballet var noget af det bedste, jeg vidste. Den følelse når man danser. Følelsen af bare at give slip og lade kroppen tage over. Når jeg dansede, tænkte jeg ikke. Jeg var bare glad. Nød øjeblikket. Jeg smilede af billedet og minderne. Et ægte smil. Dansesæsonen skulle snart starte. Måske ville det hjælpe? Måske var der alligevel håb? Den følelse forsvandt hurtigt igen. Bare fordi at jeg dansede, betød det jo ikke, at jeg blev et bedre menneske. Måske blev jeg endda en værre person? Hvem var jeg til at tro, at jeg var bedre end andre til at danse? Jeg smed billedet tilbage på gulvet. Med tunge skridt bevægede jeg mig ind på mit værelse.

Jeg satte skoletasken midt på gulvet og kastede mig ned i sengen, der stod i hjørnet, med et suk. Hvorfor var jeg sådan her? Hvorfor var jeg så dum og irriterende og godtroende og... Jeg begyndte at græde. Jeg ville have det til at stoppe. Det skulle gå væk. Alt det her. Hullet i mit hjerte og vægten på mit bryst. Ville det nogensinde gå væk? Der lå jeg så. Et sølle væsen kaldet et menneske. Druknede mig selv med mine egne tårer, imens tankerne tog over. "Jeg vil ikke mere," hviskede jeg til mig selv. Jeg kunne smage mine salte tårer. Min næse var stoppet til, så det var svært at trække vejret, men jeg var ligeglad. "Så lad mig da bare dø!" skreg jeg af mine lungers fulde kræft, "gør da for helvede en ende på mine lidelser!" Min stille gråd udviklede sig til en hysterisk hulken. Jeg spjættede i sengen og slog ned i madrassen, imens at jeg halvt græd og halvt skreg.

Efter hvad der føltes som en evighed, stoppede jeg. Der var ikke flere tårer tilbage. Ikke mere stemme. Det var godt at mine forældre ikke var hjemme. Jeg var drænet for kræfter, men alligevel kæmpede jeg mig op at stå. Som i en trance gik jeg ud i køkkenet og åbnede skuffen med knivene. Jeg fandt en skarp en, smøgede mit ærme op og skar. "Jeg er dum," et snit, "jeg er en skuffelse," to snit, "jeg er et forfærdeligt menneske," tre snit. Sådan fortsatte jeg. Jeg havde ønsket, at det hjalp, men det gjorde det ikke. Det gjorde alt værre. Da jeg indså hvad jeg havde gang i, skreg jeg. Jeg slap kniven, tog straks et viskestykke og holdte det imod min arm. Hvad havde jeg gjort?

 

-Note fra forfatteren-

Hey, dette afsnit var måske en smule voldsomt. Jeg ville bare lige sige, at hvis du har det dårligt på nogen som helst måde, så sig det til nogen. Jeg ved, at det er svært, men tro mig, det bliver bedre. Aldrig giv op. Pas på jer selv, for i er alle noget værd <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...