En skygge af mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 27 jan. 2018
  • Status: Igang
Depression er som en bølge der omslutter sig om en. Drukner en. Dræber en.
Praelia har det ikke godt. Langt fra faktisk. Hun føler intet og hun befinder sig i en ond cirkel hun ikke kan komme ud af. Men måske kan balletten hjælpe på det?

0Likes
0Kommentarer
115Visninger
AA

1. Jeg har det fint

Et af de værste spørgsmål jeg kan få er; "hvordan har du det?" Jeg har lyst til at sige sandheden, men alt jeg kan sige er; "jeg har det fint." Fint betyder ikke fint. Fint betyder Forfærdeligt. Fint betyder Irritabelt. Fint betyder Nervøst. Fint betyder Tomt. Det er sådan jeg har det. Jeg føler intet. Jeg er som forstenet. Det er den samme rutine hver dag. Stå op, gå i skole, spis, lig vågen hele natten for at tænke over, hvor dum jeg er og gør det hele om igen. Gårsdagen står uklart for mig. Jeg ved ikke hvad jeg lærte i skolen, eller om jeg snakkede med nogen. Jeg husker bare at jeg holdte mig til rutinen.

Jeg rejste mig fra min seng. Klokken var syv. Mit sædvanlige tøj lå på gulvet. Jeg så på det med et sløvt blik. En grå hættetrøje og sorte bukser. Jeg stod bare og kiggede på det. En tåre trillede ned ad min kind og landede på gulvet. Det var ikke triste tårer, som jeg græd. Det var tomme tårer. Nogen gange lagde jeg ikke mærke til, at jeg græd. Det var bare noget jeg gjorde, ligesom at trække vejret. Jeg tog mit tøj på og gik ud i køkkenet. Mor og far var på arbejde, så jeg var alene hjemme. Jeg havde ikke lyst til morgenmad. Hvis jeg kunne komme uden om det, spiste jeg intet om morgenen. Det var som om, at alt smagte dårligt om morgenen. Min skoletaske var allerede klar. Den var fyldt med bøger og løse papirer. Jeg stirrede på mig selv i køkkenvinduet. Det var stadigvæk mørkt uden for, så jeg kunne tydeligt se mig selv. Mit lange, filtrede, sorte hår hang tungt fra min hovedbund. Alt ved mit ansigt var småt. Lille næse, smalle læber, små øjne. Der hang store poser under mine røde, trætte øjne, der fik mig til at se syg ud. Jeg kunne ikke se det i vinduet, men jeg vidste, at min hud var ualmindelig bleg.

Jeg tog bussen til skole. Der var ikke mange der tog den bus, så der var altid dejlig ro. Tankefuldt så jeg rundt på de andre mennesker i bussen. Ud fra deres udseende plejede jeg at kunne finde ud af, hvordan de var som person, men jeg havde ikke overskud til det mere. Jeg mærkede tårerne presse på, men jeg tvang mig selv til ikke at græde. Jeg sad bagerst i bussen, så ingen kunne se mig bagfra. Det var en ubehagelig følelse, hvis der gik eller sad folk bag ved en. De kunne se hver eneste bevægelse man lavede. Overvåge en. Dømme en. Jeg trykkede på stopknappen da bussen passerede det velkendte vandtårn. Luften var endnu koldere nu, end den havde været før, at jeg gik ind i den varme bus. Skolen lå cirka fem minutters gang fra busstoppestedet, og jeg orkede egentlig ikke at gå. En anden bus ankom i det jeg begyndte at gå. En af pigerne fra klassen, Andrea, steg ud. "Praelia!" Udbrød hun. Jeg hadede når folk brugte mit fulde navn. Praelia lød så åndsvagt. Det var latin og betød fighter, som var et af de dårligste ord, man kunne bruge til at beskrive mig. For det meste fik jeg folk til at kalde mig for Eli. Jeg smilede til Andrea, da hun løb op til mig. Det var hårdt at smile. Jeg måtte bruge alle mine kræfter. Hver gang jeg smilte, føltes det som om, at jeg blev dolket i ryggen af mig selv. For jeg løj jo for mig selv. Jeg burde ikke smile, jeg burde græde, skrige, forsvinde. Det var det jeg burde gøre. Bare forsvinde for evigt. Jeg fortjente ikke at være her. Jeg var et dårligt menneske. For andre og for mig selv. "Hvordan var din weekend?" Andrea smilte til mig. Hendes smil var anderledes. Det var mere ægte. I et øjeblik blev jeg sur på Andrea. Hvad gav hende retten til at være så lalleglad, når jeg selv skulle gå og have det så forfærdeligt? "Den var fin, hvad med din?" Andrea begyndte straks at plapre løs om hendes noget så fantastiske weekend, men jeg hørte ikke efter. Mine tanker var helt andre steder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...