En skygge af mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2017
  • Opdateret: 27 jan. 2018
  • Status: Igang
Depression er som en bølge der omslutter sig om en. Drukner en. Dræber en.
Praelia har det ikke godt. Langt fra faktisk. Hun føler intet og hun befinder sig i en ond cirkel hun ikke kan komme ud af. Men måske kan balletten hjælpe på det?

1Likes
2Kommentarer
199Visninger
AA

3. Danseskolen

Dagene forsvandt én efter én. For dem omkring mig betød det, at nye ting ville ske. De ville komme videre med tilværelsen, men jeg sad fast. Jeg kom ingen steder. Den cirkel jeg havde opbygget var nærmest umulig at bryde ud af.

Det store, sølv skilt der var hamret op over danseskolens dør reflekterede lyset fra den nedgående sol. Det tomme hul der normalt optog min opmærksomhed blev fyldt med nervøsitet. Det var det samme som ved hver start af sæsonen. Jeg tog mod til mig, hankede op i min sportstaske og gik hen imod døren. Rummet bag døren var som en stor lobby i et hotel, bare uden en reception. Stole og borde stod i hjørnerne og henne ved den højre væg, var en elevator.  Der stod et par andre unge foran den og ventede. En af dem gik på mit hold. Katarina hed hun. Hun var super sød og god, men hun var også min rival. For fire år siden var hun kommet her til danseskolen, og hun havde fået soloen hvert år. Før havde det altid været mig. Men jeg forstod det godt, for ikke bare var hun god, hun var også utrolig smuk. Hun havde langt lysebrunt hår, der gik hende helt ned til ryggen, men hun kunne få det op i en knold på ingen tid. Hun havde skinnende grå øjne, nærmest sølv og de mest nuttede fregner ved næsen. Jeg sukkede. Ja, hun var det som alle omtaler som perfekt. Med sløve skridt gik jeg hen imod hende. "Hej," sagde jeg. Katarina vendte sig om. "Eli!" udbrød hun højt, så de andre omkring os drejede hovederne. Hun krammede mig. Hvorfor skulle hun være så skide sød. "Hvordan har du det?", fortsatte hun. "Fint," løj jeg. Elevatordørene åbnede og vi trådte ind sammen med de andre unge. Nogen af dem virkede bekendte, men jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne se at der var to der var yngre end mig og Katarina og to ældre. De to ældre snakkede sammen, så de måtte gå på samme hold. De to små var stille, måske var de begyndere. Katarina og jeg gik på det næstbedste hold, men efter denne sæson, fik den bedste fra holdet muligheden for at rykke op. Ingen var i tvivl om, at det var Katarina.

Dansesalen var kæmpe stor, og et langt spejl dækkede hele den ene væg. Mindst tyve andre dansere befandt sig salen allerede. De strakte ud, øvede sidste års koreografi, (som jeg for længst havde glemt) og snakkede. Størstedelen af dem kunne jeg genkende, men der var også et par nye ansigter. Nervøsiteten boblede i min mave, og jeg fik kvalme. "Nervøs?", som kunne hun læse mine tanker, puffede Katarina til mig. Hun havde allerede sat sit lange hår op i en knold. Jeg sank en klump og nikkede. Vi gik begge ind og satte vores tasker på en bænk, der lænede sig op ad væggen. Jeg havde en pink, langærmet bluse på inden under min hættetrøje. Mine balletsko lå i tasken, og jeg tog dem på. Da jeg havde sat mit hår op i en knold, begyndte jeg at strække ud over i et hjørne.

Bedst som jeg sad i et split, blev jeg løftet op igen af et par stærke hænder. Et lille skrig undslap mig. "Tobias, drop det," jeg grinede så godt jeg kunne. Tobias drejede mig rundt, så jeg vi stod ansigt til ansigt. "Hejsa, Eli," smilede han kækt. Jeg rystede mig fri fra hans greb og slog for sjov ud efter ham. Tobias havde været min dansepartner lige siden jeg startede til ballet. Han var overdrevet høj og stærk. Han havde slangekrøllet, blondt hår og matte blå øjne. Han var rigtig god til at danse, og jeg var stolt over, at være hans dansepartner og bedste ven. Vi begyndte begge at strække ud sammen, imens at vi snakkede om vores ferier. Han havde som sædvanligt været på den vildeste rigmandstur til Afrika med sine forældre, og plaprede løs om, hvor modig han havde været, da de havde stået ansigt til ansigt med en løve, men det var nu mere side af løve til bil. "Skal du ikke have den trøje af?" spurgte han så. Jeg panikkede en smule inde i, da jeg tænkte på de mange ar, der var på mine arme. Efter første gang jeg havde skåret, havde jeg prøvet igen, og det begyndte at føles bedre og bedre at skære. Det drev mine tanker på afveje. Det havde så resulteret i, at jeg nu skar i mig selv flere gange om ugen. "Nej, jeg fryser lidt," løj jeg. Tobias så en smule mistænkeligt på mig, men han nåede ikke at stille flere spørgsmål, før at vores danselærer Magrethe kom ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...