[PÅ PAUSE] Lykken bærer blå læderjakke

// Deltager i Vind Sindstequila, brunch og feedback på din historie af forfatter Sofie Riis Endahl mulighed 2: ”Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.” //

Vil Ronja få Elisabeth til at indse, at det er helt galt? Vil de blive andet end kun fortrolige? Hvordan hjælper man en, som ikke vil hjælpes? Vil Ronja nogensinde kende hele sandheden?

(læs mere under kapitlet 'Bagsidetekst'!)

6Likes
17Kommentarer
444Visninger
AA

6. Kapitel 4 "Frokost"

ONSDAG

Elisabeth gik på fortovet, som fulgte en smal cykelsti, som gik forbi Farum Bytorv. Hun trak den lange, blå frakke tættere om sig, og skuttede sig i det lillae halstørklæde. Det var normalt varmt, men i dag virkede det koldere udenfor. Hvorfor vidste hun dog ikke helt.

Da hun var kommet ned i bytorvet, så kom hun til at kigge på sin frakke og kom i tanke om noget. Hun hev mobilen op og tastede hurtigt ind:

E: Hvis Liam spørger, så er jeg med dig på Café. Kay?

Af en eller anden grund glemte hun at gå ind af den mest tilgængelige indgang ved apoteket, men valgte indgangen i midten af centeret. Det tog ikke mere end 10 minutters tid at gå fra lejligheden og ned til centeret, hvis man travede raskt af sted.

Kort efter var hun nået til indgangen. Hun passerede slagteren, bageren, osteforretningen og mange flere på sin vej. Hun nåede dog helt ned til Irma før hun opdagede, at hun havde glemt at spørge Ronja hvor hun arbejdede. De fleste af butikkerne var ved at lukke ned for i dag, med undtagelse af nogle caféer. Hun trak mobilen op af lommen, SMS’ede til Ronja.

E: Hvor arbejder du egentlig?

Der kom ikke noget svar med det samme, så hun regnede med, at Ronja stadigvæk var på arbejde. Og så kunne hun jo ikke stå og SMS’e med Elisabeth, hvor meget Ronja end gerne ville. Så derfor besluttede Elisabeth sig for at gå tilbage mod Kvickly og så tage den derfra.

Og på vej forbi Bog og Idé så jeg hende. Blondinen stod med ryggen til, og var ved at sætte bøger på plads. Hun stod sammen med en anden kvinde, som hun snakkede med, og kort efter grinede de sammen. Elisabeth mærkede et mærkeligt stik i maven, hvilket fik hendes mundvige til at bevæge sig nedad.

Kort efter brummede mobilen:

R: Bog og Idé

Hun smilede for sig selv, og gik ind af døråbningen.

Da hun kom ind i Bog og Idé, vinkede hun først af Ronja, men hun reagerede slet ikke. Hun står jo med ryggen til din klovn! Elisabeth ventede til at kunden var færdig med at blive ekspederet, som gik mumlende væk, som om hun var vred over noget. Og da gik Elisabeth da hen på siden af Ronja med et lille smil.

”Hej.” sagde Elisabeth og smilede uden nogen rigtig grund.

Først blev kvindens øjne store, men så blev blikket på en måde blødere, da hun så at det var Elisabeth. Eller var det noget hun forestillede sig? Kvinden smilede til Elisabeth. Hun havde et smilehul i hver kind. Noget Elisabeth altid havde fundet tiltrækkende. Hos mænd, tilføjede hun til sig selv, og rystede den anden tanke af sig.

”Hey, du nåede det inden lukketid.” sagde Ronja med et smil der kun blev bredere.

”Ville du have ventet på mig, hvis jeg var kommet for sent?” spurgte Elisabeth med et idiotisk stort smil på mine smalle læber.

”Hvis du ikke allerede har opdaget det, så er kundeservice ikke lige mig.” spøgte kvinden, hvilket fik mig til at grine, uden rigtig at vide hvorfor. En kunde rullede øjne af hende. Han synes sikkert, at hun opførte sig åndssvagt, og det gjorde hun egentlig også selv.

Blondinen stod med fronten mod Elisabeth i en afslappet stilling med fødderne pegende mod hende. Det fik Elisabeth til at slappe lidt mere af, men også kun lidt. Så satte hun mod indgangen, og begyndte at trække metalgitteret ned foran vinduerne.

”Jeg skal lige lukke, men du kan jo bare blive herinde. Det har chefen nok ikke noget imod.” informerede Ronja, og strøg en tot blond hår bag øret, inden hun forsatte med at tale ”Går det ellers godt?”

”Ja, det går fint. Jeg skal passe søsters knægt i morgen.” forklarede Elisabeth med et lille nik, som en slags bekræftelse af egne ord.

”Det lyder hyggeligt.” svarede Ronja med et smil, og forsatte med at trække metalgitteret ned foran vinduerne.

”Ja.” svarede Elisabeth og smilede lidt fåret, vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige nu ”Du kunne jo komme over, og vi kunne lave noget mad?” Liam var alligevel ikke i lejligheden, så de kunne være i fred. Vent, hvad? Elisabeth undskyldte det med, overfor sig selv, at det var fordi Liam ikke kunne lide hendes venner. Eller at hun havde venner overhoved.

Det lød lidt som en dårlig date i gymnasietiden, tænkte Elisabeth men rystede tanken af sig igen.

”Jo, det vil jeg da gerne.” blondinen afbrød hendes tankestrøm med et blændende smil.

Gud, hvor ser hun godt ud. Vent, hvad? Luk ned din skøre trunte, det er en kvinde! Desuden er hun hetero, der er ingen chance for… og jeg er hetero!

En kollega, gættede Elisabeth på det var, prikkede Ronja på skulderen, og smilede stort til hende.

”Vi ses Ronja.”

”Vi ses Vibeke!” råbte Ronja tilbage til brunetten, som gik ud af bagdøren, Vibeke.

De to kvinder forlod snart efter butikken, gennem bagdøren også, og snakkede lystigt videre. Elisabeth lo af alt morsomt Ronja sagde, og Ronja gjorde det samme, også af ting som måske ikke var så morsomme igen.

Som de sad på Café Petrine, fandt Elisabeth pludselig sig selv sige:

”Du kan jo komme til aftensmad i morgen, hvis du har lyst? Min mand er alligevel andetsteds, så ellers skal jeg bare lave mad til mig selv helt alene.” Og jeg vil også godt lære dig bedre at kende. Men det sagde hun ikke, hun tænkte det bare. Hvorfor vidste hun dog ikke helt, for det var vel ganske uskyldigt at ville lære en ven at kende.

”Det vil jeg da gerne.”

Hendes brungrønne øjne funklede så underfundigt, at det var svært ikke at blive fanget i dem, men Elisabeth formåede alligevel at trække øjnene til sig, inden det blev mærkeligt. De blev begge fanget i en mærkelig tavshed, som de sad lidt i. Så rømmede Ronja sig pludselig:

”Øh, jeg tog mig den frihed at købe en bog til dig. Jeg så den og tænkte straks på dig.” Hun rakte en pose frem imod Elisabeth, som tog den. Hun lagde posen på bogen, og trak bogen ud. Det var 'Borte med blæsten', og den var perfekt. Elisabeth rødmede endda også lidt, da hun så titlen. Det var en all-time-favorit.

Elisabeth tog en tår af sin kakao, og smilede igen til Ronja. Ronja smilede igen.

Elisabeth havde været gift med Liam i snart fem år, og han var meget touchy-feely hele tiden, men hun brød sig egentlig ikke om at blive rørt af ham. Han rørte hende altid med en vis ejerskabsfornemmelse, også selvom hun bare trængte til lidt varme og nærhed.

”Det var sødt af dig, det havde du ikke behøvet.”

Mere nåede ingen af dem dog at sige, for da vibrerede noget i lommen på Elisabeths blå skinny-jeans. Nogen ville måske mene, at skinny-jeans var for unge mennesker, men når man var udstyret med pæne ben, så kunne man lige så godt vise dem frem, ikke? Elisabeth to mobilen op og læste beskeden:

S: Hvem end du er sammen med, vil sikkert blive månedens medarbejder!

Hun hentydede sikkert til den tid det havde taget indtil videre, for nu hvor Elisabeth kiggede på klokken, så kunne hun se, at der var gået næsten to timer siden hun var gået hjemmefra. Der var en vis angst forbundet med det at være væk hjemmefra i så lang tid, fordi… ja, Liam, men hun hyggede sig sådan med Ronja, og derfor tillod hun sig også at smile lidt af beskeden.

”Hvad smiler du af?” spurgte blondinen lidt nysgerrigt, og tilføjede da ”Manden?”

”Nej.” svarede Elisabeth lidt for hurtigtt og lidt for afvisende. Hun blødte dog lidt op. ”Det er bare min veninde. Hun er så usædvanligt nysgerrig, og så fordi jeg er sammen med dig.”

”Hvorfor det da?” spurgte Ronja så, og Elisabeth krympede sig.

”Ikke for noget. Det er lige meget.” De sad lidt i tavshed, hvorefter Ronja blev den første til at åbne munden.

”Hvad hedder du egentlig? Jeg fik aldrig dit navn, og du har jo mit, såå…”

”Når nej, det er også rigtigt. Jeg hedder Elisabeth.” svarede Elisabeth og kunne mærke en rødmen stige i kinderne på sig.

Ronja lænede sig en smule over bordet, og rakte hånden frem imod Elisabeth. Som hun sad på den måde, gav hun Elisabeth et lille peak af kavalergang. Nej, stop! Belærte hun sig selv, og hev øjnene til sig. Midt i al forvirringen glemte hun dog at tage den andens hånd, men Ronja lod som ingenting. Hun smilede bare til brunetten.

Inden længe måtte Elisabeth undskylde sig med, at hun skulle hjem af, og de gik hvert til sit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...