[PÅ PAUSE] Lykken bærer blå læderjakke

// Deltager i Vind Sindstequila, brunch og feedback på din historie af forfatter Sofie Riis Endahl mulighed 2: ”Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.” //

Vil Ronja få Elisabeth til at indse, at det er helt galt? Vil de blive andet end kun fortrolige? Hvordan hjælper man en, som ikke vil hjælpes? Vil Ronja nogensinde kende hele sandheden?

(læs mere under kapitlet 'Bagsidetekst'!)

6Likes
17Kommentarer
440Visninger
AA

4. Kapitel 2: "Kunsten at lade som om"

6 ÅR SENERE

”Hvor bliver maden af?!” råbte Liam vredt af Elisabeth.

Intet svar.

”SVAR MIG, BETH!” råbte han, om muligt, endnu højere, og hævede den ene hånd, klar til at dele tæsk ud ved kasse et. Elisabeth kunne tydeligt lugte alkoholen fra hans ånde.

”De-den er ikke færdig endnu. Jeg t-troede først, at d-d-du var hjemme ved 7-tiden” lød det spagt fra den unge kvinde. Hun sank en klump, og gav sig til at hulke. Den endnu unge kvinde krympede sig, og pakkede armene rundt om sin mave, for at afbøde hvad der snart ville komme. Babyen skulle ikke have mén af hans behandling af hende.

”Nå, så det troede du?” lo Liam hånligt, og gav Elisabeth et hårdt puf, så hun kom ud af balance og væltede om på gulvet.

”D-det er m-m-min fejl. Jeg hørte forkert. Det er alt sammen min skyld.” skyndte Elisabeth sig at sige. Hun kunne lige så godt tage skylden, for uanset hvad, så ville hun få den i sidste ende. Så hellere forkorte processen. Få det hurtigere overstået. Igen sank hun en klump, og gjorde alt for ikke at begynde at græde igen. Det gjorde ikke noget godt for hende.

”Det er det nemlig!” Liam grinede af hende, og gav Elisabeth et hårdt spark i maven, mens hun lå på gulvet.

”Liam, babyen.” forsøgte Elisabeth sig med.

Elisabeth rejste sig op. Så snart hun stod nogenlunde stabilt, greb han hende hårdt om hagen, og tvang hende til at se ham i øjnene.

”Nå ja. Lad vær med at være ulydig. Det er din skyld, hvis babyen kommer ud som mongol, bare fordi du ikke kunne finde ud af at opføre dig ordentligt. Skynd dig så!” Liam smed sig i en af lænestolene, og tændte for fjernsynet. Fodbold. Han knappede en øl op og bællede halvdelen, efterfulgt af en høj bøvs og et grin.

Elisabeth gjorde ikke andet end at nikke, og pilede ud i køkkenet. Hun hældte pasta og kødsovs op på en tallerken, fra i går, og proppede den i mikrobølgeovnen. Da det var varmt nok, nærmest løb ud ind i stuen med portionen til ham, venstre hånd på sin mave. Bulen var lidt større, men det føltes som om det lille væsen stadigvæk bevægede sig rundt derinde. Hun pustede lettet ud. Ude i køkkenet gav hun sig til at vaske op. Det var ikke noget Liam gjorde selv. Han gjorde det til en dyd at bruge dobbelt så meget service, end hvad der var nødvendigt, så hun stod altid med dobbelt så meget opvask.

”Har du handlet ind?!” lød det inde fra stuen.

”Nej.” råbte hun spagt tilbage. Kun lige højt nok til, at han kunne høre det over larmen fra fjernsynet.

”Så se da at komme af sted!”

Selvom Elisabeth godt vidste, at han ikke kunne se hende, så nikkede hun pligtskyldigt, og skyndte sig ud i lejlighedens gangen. Hun trak i sin mørkeblå frakke, som gik til lidt over knæene, og gik så ud af den næsten sorte dør.

Fire etager senere, var hun nede på gaden. Hun gik over vejen, og hen til bilen: en sølvgrå Mercedes Benz med lædersæder. Nok var hendes liv noget møg, men hun havde alt som hun, materielt, kunne ønske sig i livet. Flot tøj, make-up i god kvalitet, dyre biler med mere.

Elisabeth kørte en hånd gennem sit sorte pagehår, og smilede til sig selv i spejlet. Men smilet forsvandt hurtigt, et blåt mærke havde bredt sig på hendes hage. Hun hev en lille make-up taske op af handskerummet, og gav sig til at dække mærket. For nu gjaldt det om at se ud som om alting var normalt. Som om hendes liv med de flotte biler og dyre tøj var himmelsk. Ja. Kunsten at lade som om.

Da Elisabeth kom til supermarkedet, parkerede hun Benzen i en parkeringskælder, selvom det koste 36 kr. i timen. Liam sagde altid, at den skulle i parkeringskælderen, fordi han ikke ville have, at ungerne i nabolaget ridsede den, og det føjede Elisabeth ham i. Især efter sidste gang, hvor hun havde parkeret den ved fortovskanten og den havde fået en ridse. Der havde hun haft et kæmpe stort blåt mærke på den ene kind i næsten tre uger i streg, som hun så havde måtte dække med make-up.

Elisabeth bed sig selv i læben, og bevægede sig ind i butikken. Hun så sig ikke for, da hun gik ind af skydedøren og gik, med hovedet først, ind i en anden person, som bestemt heller ikke så sig for.

” Umpf!”

”Hovsa!” sagde den anden person, en kvinde med langt, blondt hår med lidt slangekrøl i. Hun havde kønne hassel-farvede øjne, og et undskyldende smil spillende på sine læber.

”Det må du undskylde.” Elisabeth bar et stramt smil, for den anden kvinde var stødt direkte ind i det blå mærke, på Elisabeths hage.

”Nej, det var min fejl. Jeg kiggede ikke hvor jeg gik.” sagde den anden kvinde, og trak undskyldende på skuldrene, som der hang en blå læderjakke på. Men hendes blik søgte bekymret Elisabeths, da hun så, at Elisabeths ansigt var fortrukket i smerte.

”Er… er du okay? Sikke et blåt mærke! Har jeg lavet det?” Kvinden smilede om kap med solen, selvom hendes øjne flakkede nervøst fra Elisabeths øjne til hendes hage.

Oh shit! Tænke Elisabeth, og så ned på sin hage. Ganske rigtigt, det blå mærke var synligt.

”Det må du virkelig undskylde. Det var altså ikke meningen. Lad mig gøre det godt igen. Kan jeg byde dig på en kop kaffe?”

”Jeg har faktisk lidt tr…” Prøvede Elisabeth at sige på afvisende vis, men blev afbrudt.

”Kom nu, bare en kop kaffe. Det kan ikke skade.” Blondinen smilede venligt, men stadigvæk undskyldende ”Jeg hedder for resten Ronja, Ronja Davis.”

”Elisabeth Lewis.” Lød det tørt fra den sorthårede kvinde. ”Hyggeligt at møde dig, Miss Davis. Nå, men den kaffe der.” sagde blondinen, Ronja, og tog fat i ærmet på Elisabeth, for rent fysisk at få hevet hende med sig.

”Ronja.” insisterede blondinen.

”Ej virkelig?” Ronja slog en høj, hjertelig latter op, og slog sig på lårene af grin.

”Ja, virkelig.” svarede Elisabeth i samme tørre tone som før. Hun tog et sip af kaffen, sort uden hverken mælk eller sukker, og hev sin IPhone op af lommen, for at tjekke klokken. 22:03! Oh pis da også! Hun skævede usikkert til Ronja, og rynkede brynene ”Jeg er nødt til at gå. Min mand…”

”Ja, det er vidst også blevet lidt sent.” Ronja kløede sig i nakken, og forsatte lidt nervøst ”Har du… har du lyst til at gøre det her igen på et tidspunkt? Minus at støde ind i hinanden altså.”

”Kaffen?”

”Ja, kaffen. Hvis jeg må få dit nummer?”

De to kvinder udvekslede numre.

”Skriv så jeg ved, at du er kommet sikkert hjem.”

Elisabeth nikkede, og kørte så som død og pine, for at komme hjem så hurtigt som muligt. Var hun heldig, så sov Liam allerede, men hun vidste også, at hun højest sandsynligt skulle forberede sig på at få bank.

Elisabeth åbnede forsigtigt døren ind til lejligheden. Hun havde taget sine støvler af ude på gangstrøget, for ikke at larme mere end højest nødvendigt. Hun listede indenfor, og hang sin jakke på en af knagerne på døren. Derefter listede hun mod soveværelset. Liam lå spredt ud over hele sengen, så hun listede mod gæsteværelset.

Pludselig, mens hun endnu var inde i deres fælles soveværelse, begyndte hendes mobil at brumme. Hun skyndte sig at trykke på startknappen, for at stoppe den, men da var det allerede for sent.

”Hvad laver du Beth?” lød det søvndrukkent fra Liam. Han klemte øjnene sammen, og tonefaldet blev truende ”Hvorfor er du først hjemme så sent?”

”Jeg… jeg glemte tiden.” svarede Elisabeth stille.

Det næste hun huskede var, at hun lå på gulvet krøllet sammen om sin mave med store blå mærker over det hele. Mobilen, som lå ved siden af hende, lyste igen op. Der var kommet en sms’er fra Elisabeths veninde, Sally Stone:

Ska’ vi på Vega i morgen?

Elisabeth tastede et svar:

Kan ikke gå ud i morgen. Måske hjemme hos mig kl. 14? Der er Liam på arbejde.

OK ses!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...