[PÅ PAUSE] Lykken bærer blå læderjakke

// Deltager i Vind Sindstequila, brunch og feedback på din historie af forfatter Sofie Riis Endahl mulighed 2: ”Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden og møder et blik i spejlet, der ikke er mit.” //

Vil Ronja få Elisabeth til at indse, at det er helt galt? Vil de blive andet end kun fortrolige? Hvordan hjælper man en, som ikke vil hjælpes? Vil Ronja nogensinde kende hele sandheden?

(læs mere under kapitlet 'Bagsidetekst'!)

6Likes
17Kommentarer
424Visninger
AA

3. Kapitel 1 "Du er en voksen kvinde, ikke et lille barn!"

Det var nu. Dagen som Elisabeth var blevet forberedt på hele sin barn- og ungdom. Løfterne var givet, Liam havde sagt ’ja’ for dem begge, og nu stod den 18-årige Elisabeth her. Iklædt en tynd, hvid natkjole, hvor intet var skjult. Det lange, sorte hår hang i en sløv fletning ned af hendes ryg. Dog var der ingen hår, som stak ud hvor de ikke skulle. Den var perfekt, om man vil Hun stod og rystede, både at nervøsitet, angst og kulde.

”Nå, er du klar?” lød det fra hendes ægtemand, Liam, med grov stemme. Det var tydeligt at høre, udelukkende på hans stemme, at han var i hvert fald 20 år ældre end sin unge brud.

Elisabeth lagde hovedet i hænderne, og tog dybe indåndinger for ikke at græde åbenlyst. Ikke nu. Træk vejret ind en, to, tre, fire. Hold vejret en, to, tre, fire. Pust ud en, to, tre, fire og så forfra.

Hvordan var hendes liv endt sådan? Hvorfor ændre hun med at blive gift med en mand, som var dobbelt så gammel som hende selv? Hun blinkede tårer væk. Det var alt sammen hendes mors skyld. Streng katolsk opdragelse med tvangsægteskab som tilbehør.

Ak ja, Elisabeths mor havde ønsket et godt, nej bedre, liv for hende. Liam var rig, det var hovedårsagen til, at hun var blevet giftet væk med ham. Og hun havde intet at skulle have sagt i den sammenhæng. Ikke fordi hun ikke havde prøvet. Hun havde tigget og bedt, men det havde det været til ingen verdens nytte. Hendes mor, Alexandra, havde ikke lyttet til hende. Ville ikke lytte til hende. Ingen lyttede til hende. Hun havde fået mere indflydelse i kraft af sit ægteskab, men desværre ikke, når der var tale om selve ægteskabet.

Elisabeth sad i sine egne tanker, og lagde derfor ikke mærke til, at Liam var kommet ind i soveværelset til hende. Ej heller, at han havde stillet hende et spørgsmål, før hun mærkede lange, stærke fingrer, som pludselig var lukket om hendes nakke.

”Jeg sagde, er du klar?”

Grebet strammedes, og Elisabeth gispede med store, bange øjne. Hun sank en klump og rettede ryggen, inden hun nikkede. Men det var åbenbart ikke godt nok til Liam, for han strammede grebet yderligere. Det begyndte at gøre ondt.

”Hva?!” snerrede han irriteret. Alt hvad der før virkede behageligt, eller i hvert fald gennemsnitligt ved ham, var nu forsvundet helt.

”Ja, ja jeg er klar.” lød det halvkvalt fra Elisabeth, mens tårer bredte sig ud over øjnenes overflade i store, tunge dråber. Hun lukkede øjnene, for at han ikke skulle se det, men det fik bare tårerne til at brede sig ud over hendes kinder. Benene rystede under hende, truede med ikke at ville bære hende ret meget længere.

”Godt.” Liam smilede ubehageligt katteagtigt, og slap grebet om hendes nakken. Elisabeths hænder fløj derom med det samme, per automatik, og masserede den ømme nakke.

Liam stod nu foran hende, stadigvæk med et katteagtige smil, og gik langsomt mod hende. Hver gang han tog et skridt fremad, tog Elisabeth et skridt bagud. Bakkede og bakkede til hendes bagknæ ramte sengens grove trækant, men det stoppede ikke Liam. Han forsatte frem imod hende, hvilket resulterede i, at hun faldt tilbage på sengen med ryggen først.

Og der lå hun så, spredt ud over sin ægtemands seng, uden at kunne gøre hverken fra eller til. Hun vidste, hvad hendes pligt var i denne sammenhæng: at fuldbyrde sit ægteskab i denne seng. Det var hvad der blev forventet af hende. Hvad han forventede af hende, også selvom hun kun var 18 år, og ingen seksuel erfaring havde. Og hun var mere end sikker på, at han bestemt ikke ville tage hensyn til hendes jomfruelighed og uerfarenhed.

Det her ville komme til at gøre ondt.

Elisabeth lukkede øjnene, mens hun mærkede grove hænder mod hendes inderlår, som med fysisk kommando, et hårdt slag mod inderlåret, beordrede hende til at sprede benene. Hun hørte raslen af bæltet, og lyden af noget der blev slynget gennem luften. Lyden af en lynlås, som blev lynet ned. En lyd som hun for al tid efter ville forbinde med smerte, skrig og tårer. Hendes øjne var stadigvæk lukket. De var lukket, da han trængte ind i hende.

Tårer faldt fra hendes lukkede øjne, og blot lidt længere inde i agten græd hun som pisket. Men han blev bare ved. Der blev ikke taget hensyn til hendes følelser. Lige så lidt, som da de blev gift, for kun fire timer siden.

”Nej, lad vær! Vær nu sød. DET GØR ONDT!” skreg Elisabeth af sin husbond, som blot lagde flere kræfter bag sine stød.

Hele Elisabeths krop rystede. Det gjorde ondt. Virkelig ondt. Han havde ikke bekymret sig det fjernest om at varme hende op. Det eneste der betød noget var, at det føltes godt for ham. Det var hun sikker på, at det gjorde, for ham, men det gjorde det langt fra for hende. Det var alt andet end godt. Ikke engang rart. Det gjorde kun ondt. Hun kneb øjnene hårdere sammen i håb om at kunne hun intet se, så ville det være overstået hurtigere.

”STOP! Please!” Men lige lidt hjalp det. Ti’ stille og lig stille. Rank ryggen, du er en voksen kvinde nu ikke et lille barn! Hørte hun sin mors stemme sige inde i sit hoved.

En beslutsom beskytter, var hvad ’Liam’ betød. Elisabeth rystede på hovedet og fnøs hånligt. Klart. Det var han da også, tænkte hun med mere sarkasme.

Flere tårer faldt. Tåre på tåre. Bredte sig til hendes hår. Hele hendes ansigt og hår var vådt, som havde hun været ude i piskende regnvejr. Regnvejr. Det var egentlig en god beskrivelse. Det var vådt og ubehageligt. Hun rystede og rystede. Ja, det var regnvejr…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...