Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
179Visninger
AA

8. Ylvar

Da jeg vågner, ligger jeg i et mørkt og fugtigt rum.

Jeg har ingen anelse om hvor jeg er og kan ikke bevæge mig.

Den indsprøjtning Elvil gav mig må have indeholdt en form for bedøvende middel.

Jeg prøver at skabe lys ved brug af mine kræfter, men uden held. Min krop er alt for udmattet til at lave besværgelser.

I lang tid ligger jeg på det kolde gulv, som jeg efter noget tid konstaterer, består af sten og en smule jord. Jeg har for længst givet op på at bruge min magi, da en stemme kalder på mig.

”Nora, hvor er du?”

Forvirret ser jeg mig omkring. Hvor kom stemmen fra? Her er jo ingen andre end mig.

Stemmen lyder igen:

”Nora? Vær sød at svare! Det er mig, Pan.”

Pan? Hvordan..

Pludselig kommer jeg i tanke om hvad Elvil fortalte mig om elveres evner.

Når en elver kysser sin soulmate, bliver der automatisk skabt et telepatisk bånd imellem dem.

Det må være derfor, at jeg kan høre ham. Han er inde i mit hoved!

Men hvordan svarer jeg tilbage?

”Bare tænk på det du vil sige.” siger stemmen.

”Aflytter du mine tanker?!”

”Ja, men kun i et kort stykke tid. Båndet virker kun i to minutter ad gangen, så please fortæl mig hvor du er!”

Han lyder bekymret, og jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe ham, men jeg har ingen anelse om hvor jeg er.

”Jeg ved det ikke Pan.. jeg var i Mørkets skov, da jeg blev bedøvet og taget med hertil. Her er mørkt og koldt, og her lugter af.. jord?”

Han tier i et par sekunder, og pludselig lyder der fodtrin udenfor døren. Nogen låser den op, og den knirker højt. Et gisp undslipper mine læber, da jeg ser Ylvar træde ind ad døren. Jeg kommer i tanke om hvad der skete sidste gang Pan prøvede at redde mig fra ham, og jeg ved hvad jeg må gøre.

”Pan. Du skal ikke prøve at finde mig. Jeg kan ikke have at der sker dig noget på min bekostning igen. Jeg elsker dig.”

Jeg afbryder båndet og kigger afskyende på ham.

”Goddag min kære Juleånd.”

Et ækelt smil breder sig på hans store ulvesnude, og jeg kan ikke lade være med at svare igen.

”Lad mig være i fred, dit forfærdelig monster!”

Han holder en bog i hånden, og der går ikke længe, før jeg opdager, at det er Julens bog.

”Det var dig!”

Han bladrer igennem bogen og slår op på en bestemt side, hvorefter han rækker mig den. På siden er en tegning af en gul blomst.

”Læs højt hvad der står,” siger han så med sin dybe stemme.

Min stemme ryster, men jeg læser op: ”Et væsen kan opnå fuld besiddelse af Juleånden, hvis besidderen af Juleånden ofrer sig ved at drikke saften fra den dødelige klokkeblomst, og imens siger navnet på dén person, som han/hun vil overføre Juleånden til. Den nye besidder af Juleånden skal herefter drikke et helt glas Marinjabær, som gør at Juleånden ikke kan skifte over i en ny krop.”

Mit blod fryser til is. Vil det sige at jeg skal ofre mit liv, så Ylvar kan få al Juleåndens kræft, og ydermere være den evige besidder af Juleånden?

Det må aldrig nogensinde ske!

”Hvad får dig til at tro, at jeg vil gøre det her?”

Han smiler lumskt til mig. ”Tro mig. Det vil du.”

Hans blik retter sig mod døren, og han klapper i hænderne.

”BRING HENDE IND!”

Døren åbnes, og ind kommer Elvil. En person hænger over hans skulder, og da Ylvar kalder ham nærmere, ser jeg at det er Elvira.

”Ser du.. Nora. Gør du det ikke, må vi bare dræbe din lille bedårende veninde.”

Vreden bruser op i mig.

”HVAD HAR I GJORT VED HENDE?”

Det giver et sæt i Elvil.

”Det samme som vi gjorde ved dig,” siger Ylvar og griner. ”Hun har blot fået en lille bonus.”

Elvil lægger hende på jorden og afslører et bid på hendes arm.

Selvfølgelig. Et Downearther-bid.

”Hvis ikke du går med til vores aftale, må du sidder herinde og lade din veninde dø. Du har 20 timer fra nu af.”

Jeg kan se galskaben i hans blik, og jeg har svært ved at tro på, at han nogensinde har været en god far.

 

De forlader alle rummet, og de næste par timer koncentrerer jeg mig om at genoplive mine kræfter. Det mislykkes gang på gang, og jeg opgiver så småt håbet.

Der må da være noget jeg kan gøre, for at få dem til at virke igen!

Men lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke få samlet nok kræfter til en eneste besværgelse.

Døren åbnes igen, og Ylvar træder ind.

”Det er nu eller aldrig. Din veninde er begyndt at få det skidt, med mindre du vil have at det bliver værre, må du hellere hjælpe os med besværgelsen.”

Jeg sukker. Har jeg overhovedet et valg?

Modvilligt følger jeg efter ham ud i en stor sal, og i modsætningen til det mørke hul jeg kom fra, er denne sal lyst op af hundredvis af fakler.

Elvil er tilbage, og han skubber mig længere ind mod midten af salen, hvor der står en døbefont. Elvira er vågnet og sidder på en sten ved siden af. Hendes arm består halvt af is.

Da vi når op til døbefonten rækker Elvil mig en kniv og siger: ”Snit en flænge i din arm.”

Undskyld mig?!

”Hvorfor?”
Ylvar overtager ordet. ”Juleånden har lettere ved at forlade din krop, hvis der er fri adgang fra blodet og ud, og vi vil jo helst have at overførslen foregår så fejlfri som muligt, ikke?”

Jeg synker en klump, men fører så kniven hen til min arm, hvorefter jeg lukker øjnene og skærer.

Smerten er uudholdelig, og synet giver mig kvalme.

Jeg holder hurtigt armen over døbefonten og kigger den anden vej.

”Nu til den spændende del,” siger Ylvar og rækker mig et glas med noget gult i.

”DU MÅ IKKE DRIKKE DET,” råber Elvira, men jeg har allerede taget min beslutning.

Jeg sætter glasset for munden, da en stemme råber ”STOP.”

Det er Pan igen.

”Lad som om du synker saften, og hæld det så over min far, når du hører mit signal!”

Jeg gør som han siger. Ylvar kigger afventende på mig.

Så lyder der et brøl ovre fra indgangen, og Ylvar vender sig om.

Hurtigt kaster jeg saften i hovedet på ham.

Han skriger op, som var det syre, og jeg ser mit snit til at få Elvira ud og forsvinde. Jeg tager fat i hendes arm og trækker hende med hen til Pan, som stamper i jorden og råber: ”HIYAKAI KABE FIERI.”

En mur af is skyder op af jorden, og Pan vender sig mod mig.

”LØB! JEG ER LIGE I HÆLENE PÅ JER!”

Han ser bedende på mig, mens han prøver at opretholde muren.

Jeg forlader ham ikke. Ikke denne gang.

Adrenalinen har sørget for, at jeg igen kan bruge mine kræfter.

Fast besluttet om ikke at vige fra Pans side, tager jeg fat om Elviras arm og får Downearther-biddet samt forfrysningerne til at forsvinde.

”Løb! Og for guds skyld El, se dig ikke tilbage.”

En tåre triller ned af hendes kind, men hun nikker indvilligende og løber afsted.

Jeg retter opmærksomheden mod Pan, som frustreret skælder mig ud:

”JEG SAGDE DU SKULLE LØBE NORA. MUREN HOLDER IKKE FOR EVIGT.”

”Og det er netop derfor jeg bliver Pan!

 Tror du bare jeg har tænkt mig at efterlade dig med det uhyre, efter alt det vi har været igennem sammen?”

Pans hænder ryster, og jeg stiller mig klar til at udføre endnu en besværgelse, da nogen smadrer muren.

”Elvil?” nærmest hvisker Pan. Hans øjne bliver store.

”Hvad har du gang i? Hvad laver du sammen med min far?”

Jeg bliver trist indeni, for det er tydeligt, at Pan er såret, men da Ylvar træder frem, føler jeg ikke andet end vrede.

Vrede over alt det Ylvar har gjort mod Pan. Vrede over at han var villig til at ofre både mit og Elviras liv, og vrede over at Elvil nogensinde fik mig til at tro, at jeg kunne stole på ham.

Jeg tager en klump is fra den ødelagte mur i hånden, brækker den i to, en til hver hånd, og presser dem ned i jorden foran mig.

Elvil står med et sværd af is, og inden jeg når at se mig om, tager han fat i Pan og holder sværdet foran hans hals.

”Rør dig, og han dør.”

Det er noget han tror.

Jeg laver en hurtig bevægelse med hovedet, som får sværdet til at flyve tværs gennem luften og ind i et træ. Pan løber om bag mig, og da min vrede er lige ved at syde over, banker jeg hænderne ned i jorden og skriger.

Enorme mure af is skyder op fra alle sider og lukker Ylvar og Elvil inde i et tårn af is.

Jeg smiler tilfredst til Pan, inden jeg falder til jorden af udmattelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...