Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
199Visninger
AA

2. Pan

Jeg står og kigger på den stjernerige himmel, mens jeg bevæger mig lidt på stedet for at holde varmen. Sneen daler ned, og jeg følger et snefnug på dets vej ned mod jorden. Det glimter, og da det lander, opdager jeg pludselig, at der ligger noget og skinner i sneen. Forsigtigt bukker jeg mig ned for at se hvad det er. Det ligner en form for glaskugle. Jeg samler den op, og betragter den. Indeni er en lille by dækket af sne. Bagerst er en mørk skov, og midt i det hele står en prægtig bygning med tusinde juleudsmykninger. Uden for bygningen står en kane og nogle rensdyr. Det må være julemandens værksted! Elvil må have tabt kuglen, da han løb ind efter noget at spise. Jeg må give ham den tilbage!

I samme øjeblik kommer Elvil tilbage med en kringle i hånden.

Han rækker mig den, men da han ser hvad jeg holder i hånden, giver det et sæt i ham.

Han fumler febrilsk i sine lommer, og kigger på mig.

”Hvor har du den fra?”

Hurtigt rækker jeg ham glaskuglen.

”Den lå i sneen. Du må have tabt den efter alt det løberi.”

Han ånder lettet op, da den ligger i hans hænder, men kigger så forundret på mig.

”Kan du rent faktisk se kuglen?”

Jeg rynker brynene. ”Selvfølgelig kan jeg det, hvordan skulle jeg ellers have fundet den?” Han griner akavet: ”Bare glem det, jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte.”

Det er tydeligt at han skjuler noget. ”Hvad er det for en kugle?,” spørger jeg nysgerrigt.

Elvil ligner en der er løbet tør for ord. ”Øhm, det er bare en gave fra min onkel. Ikke noget specielt. Vil du ikke med hen til de andre? Vi har lavet et bål i kan sidde ved.”

 Jeg kigger forvirret rundt.

”Hvem er vi? Jeg kan ikke se andre som dig.”

 Han peger hen mod bålet, og der sidder rigtigt nok en dreng og en pige, også omkring de 16 år, med nissehue på. Jeg følger efter Elvil, og vi sætter os ved bålet. Hans venner smiler bredt til mig. Elvil forlader mig for en kort stund for at snakke med dem. Det ser ud som om, det han fortæller dem er tophemmeligt. De hvisker til hinanden, og pludselig kigger de alle på mig.

Pigen kommer hen og hilser på mig.

”Jeg hedder Elvira, og dét der er Elvils bedste ven, Pan.” Hun peger over mod den anden dreng.

”Han er ikke så glad for at være.... her. Så ikke tag dig af, hvis han opfører sig lidt tarveligt” Jeg kigger over mod Pan. Han har ligesom Elvil kastanjebrunt hår, ser dog ikke specielt glad ud.

”Jeg hedder Nora. Tak for alt det i har gjort for mig og de andre.”

Elvira smiler, tager fat i min hånd, og trækker mig med hen imod bænken hvor Pan sidder. Jeg kigger forvirret på Elvil som trækker på skuldrene og griner.

Da vi når hen til bænken, kigger Pan undersøgende på mig, og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt utilpas. Jeg rækker ham hånden, og han tager tøvende imod den. Et svagt smil kommer frem på hans læber.

”Nora” siger jeg forsigtigt.

 Et hurtigt glimt viser sig i hans øjne, men så er det som om han kommer i tanke om noget skidt, og hans smil bliver til en trist mine.

Han giver hurtigt slip på min hånd, nikker og fortæller mig sit navn.

Så tager han fat i Elvira og hvisker noget til hende, hvorefter han forsvinder. Elvira kigger bekymret efter ham, men sætter sig så ved siden af mig.

”Hvad er der galt med ham?,” spørger jeg.

”Årh, det er ikke noget. Han har bare nogle dårlige minder herfra. Det er ikke noget vi behøves at snakke om nu.”

Da det ikke er svar nok for mig, prøver jeg at spørge mere ind til situationen.

”Hvad er det for nogle dårlige minder du snakker om? Jeg vil nødigt snage, men jeg prøver bare at forstå.”

Elvira tager min hånd ”Hør. Jeg ved at det måske virker underligt, men der er visse ting jeg ikke kan fortælle dig endnu, og når det kommer til Pan, er der ikke meget jeg kan sige.”

Jeg sukker.

”Kan du i det mindste fortælle mig hvor i kommer fra? Og hvorfor i hjælper folk som mig?”

Hun smiler.

”Vi kommer ikke herfra, mere kan jeg ikke sige om dét. Vores job er at hjælpe dem som har mest brug for det, og at opfylde deres ønsker. Derudover kan det jo heller aldrig skade at være god ved andre, kan det vel?”

Jeg opgiver at få mere ud af hende, men der er noget mærkeligt ved det hele.

Elvira kigger bedrøvet ud mod skoven bag byen. Er det dér Pan befinder sig?

 Jeg vil opmuntre Elvira. Hun og de to andre har hjulpet os så meget.

”Kom,” siger jeg og rækker hende hånden.

Hun kigger op på mig ”Hvad skal vi?”

Jeg trækker hende med hen til Elvil og beder ham om at samle alle de andre om juletræet. Da vi to minutter senere alle står i en ring om torvets juletræ råber jeg: ”Tag hinanden i hænderne og syng med mig.”

”Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen, spillemand, spil lystigt op, nu begynder dansen.”

Da alle begynder at synge med og bevæge sig rundt om træet, breder der sig et smil på Elviras læber. Hun kigger hen på Elvil, som nikker godkendende til hende. Hvad går dét ud på?     

 Vi danser i flere timer, og jeg har sjældent følt mig så godt tilpas som her til aften.

 Jeg går hen til Elvira og Elvil for at give dem et stort kram.

”Tak for en fantastisk aften” siger jeg smilende, dog med visheden om at denne nat ikke varer for evigt, og at tidspunktet vil komme, hvor de forlader mig.

Elvil og Elvira hvisker til hinanden.

”Skal vi vente til Pan kommer med at fortælle hende det?”

”Fortælle mig hvad?”

De kigger på hinanden og nikker. Nu må det snart være nok med alt det hemmelighedskræmmeri!

”Hvad er det i hele tiden hvisker om? Og hvor er Pan?”

 ”Når man snakker om solen” siger Elvil frækt og kigger på noget bag mig.

Jeg vender mig om, og ser Pan komme os i møde.

Det er mørkt, og det er først da han kommer tættere på, at jeg ser hans forslåede ansigt. Han halter også, og pludselig falder han i sneen. Det er som om nogen tænder en knap i mig, og jeg spurter hen til ham. Jeg lader mig falde ned i sneen og kigger ham i øjnene for at tjekke, om han er ved bevidsthed.

 ”Pan!?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...