Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
194Visninger
AA

7. Julebal

Jeg vågner ved, at mit hoved dunker.

Hvor er jeg?

Langsomt sætter jeg mig op og konkluderer, at jeg er i en hospitalsseng i et meget hvidt rum, da en velkendt stemme kommer fra stolen ved siden af min seng.

”Vær forsigtig. Det er bedst hvis du hviler dig lidt endnu. Du brugte mange kræfter da du lavede barrieren.”

Pan ser uroligt på mig, og jeg lægger mig ned igen for at berolige ham.

”Hvorfor var Elvil ikke sammen med jer, da jeg lavede besværgelsen?”

Hans blik flakker.

”Det ved jeg ikke. Han har opført sig så mærkeligt på det seneste. Mærkeligere end han plejer. Han forsvinder tit og siger at han skal ordne noget derhjemme, men jeg tror ikke han fortæller sandheden. Jeg er bekymret for ham Nora…

Vi har været venner så længe jeg husker, og han har altid været der for mig når min far har behandlet mig dårligt… jeg..”

”Det skal nok gå.” udbryder jeg. Jeg kan ikke tåle at se ham så fortvivlet, og lige da jeg har sagt det, går døren op, og Elvil kigger ind.

”Nora! Er du okay?” Han træder ind ad døren.

”Jeg har det fint. Hvor har du været?”

”Åh.. jeg har bare hjulpet til med at pynte op til juleballet i aften. Jeg er ked af, at jeg gik glip af din besværgelse! Det må have været udmattende for dig!”

Jeg smiler. ”Det er okay Elvil, jeg er bare glad for, at du er her nu.”

Pan og Elvil omfavner hinanden, og jeg kan straks se at Pan har det bedre.

Elvils drillende blik er tilbage. ”Såååeh, jeg hører i to skal til juleballet sammen?”

Pan puffer til hans arm. ”Drop det makker.”

”Hvad? Jeg spørger da bare!”

Pan ruller med øjnene, hvorefter Elvil nikker hen mod mig.

”Vi må nok hellere lade Nora samle kræfter, hvis hun skal være klar til i aften.”

Elvil og Pan forlader mig, og der går ikke lang tid før jeg falder i søvn igen.

 

Cirka to timer senere, kommer Elvira ind af døren.

”VÅGN OP SMUKKE! JEG HAR FUNDET DIN KJOLE TIL JULEBALLET.”

Kjole? Hvilken kjole?

Jeg slår øjnene op, og dér er den. En smuk, rød, gulvlang balkjole med hjerteudskæring.

”Wow! Hvor har du dog fået den henne?”

Elvira beundrer stolt kjolen. ”Der er visse fordele ved at være en nisse. En af dem er, at man er smaddergod til alt hvad der har med håndværk at gøre. Kan du lide den?”

Jeg måber. ”Om jeg kan lide den? Jeg elsker den! Du har virkelig overgået dig selv El!”

Hun hopper på stedet mens hun hviner: ”Prøv den! Prøv den! Prøv den!”

Og selvom jeg er udmattet, kan jeg ikke nænne at sige nej.

Timerne går, og da klokken bliver otte, er det tid til julebal.

Elvira og jeg sidder på hendes værelse, og venter på at blive hentet af vores dates, da det slår mig, at jeg slet ikke ved hvem hun tager til ballet med.

”El! Du har slet ikke fortalt mig hvem din date er!?”

Hun rødmer let, men fortæller mig så at Elvil spurgte hende, da Pan og jeg var hos Ylvar.

”Hvor er jeg glad på jeres vegne! I passer så godt sammen.”

Vores samtale bliver afbrudt, da det banker på døren.

Jeg lukker op, og da Pan ser mig, bliver han målløs.

”Du ser fantastisk ud.”

Mine håndflader bliver svedige. Det er første gang en dreng har givet mig et kompliment.

”Du ser ikke så værst ud selv,” siger jeg så.

Bag ham dukker Elvil op, og sammen går vi alle hen til spisesalen.

Da vi har spist, er det tid til at danse.

Pan knæler sig ned foran mig og rækker hånden frem mod mig.

”Har prinsessen lyst til at danse?”

Hvor charmerende har man lov at være?

Jeg tager hans hånd, og vi bevæger os ud på dansegulvet sammen med hundredvis af nisser. ”Når du ser et stjerneskud” spiller i baggrunden, mens Pan fører mig rundt i salen.

Jeg lægger min kind mod hans bryst, og vi svajer lidt for os selv.

Denne aften kan umuligt blive bedre, og da vi flere timere senere følges op til mit værelse, føler jeg mig som den heldigste pige i verden. Siden hvornår har jeg fortjent alt det her?

Da vi når til min dør, drejer Pan mig rundt et par gange, som var vi stadig på dansegulvet. Han nynner melodien til ”Når du ser et stjerneskud,” og udnævner den til at være vores specielle sang.

Derefter trækker han mig ind til sig, men kun lige tæt nok til at han kan se mig i øjnene.

Han fører en af mine hårlokker bag øret, og med ét bliver hans blik meget alvorligt.

 ”Jeg tror at jeg har fundet min soulmate,” siger han så.

Mit hjerte springer et slag over. Det er første gang nogen har haft følelser for mig.

Pludselig tager Pan en dyb indånding, hvorefter han presser sine læber blidt imod mine.

Det føles som om mit hjerte letter.

Jeg åbner forsigtigt øjnene og ser direkte ind i hans. Og denne gang er jeg sikker.

De funkler.

Vi står længe og kigger på hinanden, da en tanke slår mig.

”Hvor sover du egentlig henne i nat? Du kan jo ikke tage hjem.”

Han smiler. ”Det er sødt at du bekymrer dig om mig, men det er der ingen grund til. Julemanden har givet mig lov til at bo på et af værelserne her i værkstedet.”

Visheden om at Pan ikke har tænkt sig at tage tilbage til sin far beroliger mig, og gør det nemmere for mig at tage afsked med ham.

Han kysser mig på kinden og sender mig et smil, da han drejer ned ad gangen.

Jeg lukker døren efter mig og glider langsomt ned af den.

Sikke en aften.

Roligt betragter jeg halskæden som jeg fik af ham.

Den er formet som et snefnug, og i midten er en form for blå sten, muligvis en safir.

Mens mine tanker flyver afsted, begynder jeg at fryse.

Mærkeligt. Jeg husker ikke at have ladet vinduet stå åbent, men det kan jo være at Elvira har været herinde.

Hvor blev hun egentlig af? Jeg har ikke set hende siden drengene kom for at hente os.

Jeg går hen til vinduet, som står på vidt gab, for at lukke det, men stivner, da jeg opdager, at noget mangler på skrivebordet ved siden af mig.

Julens bog. Den er væk.

Nogen må have stjålet den!

Jeg tager et kig ud af vinduet, men kan intet andet se end mørke og skovens silhuetter. Det må være Mørkets skov som Elvil fortalte mig om.

Et pludseligt lysglimt viser sig i landskabet af sne og bevæger sig hen imod skoven.

Kan det være tyven?

Uden at tænke videre over det, beslutter jeg mig for at tage derud.

Jeg skal have fat i den bog, koste hvad det vil.

Jeg lister mig gennem værkstedets gange for ikke at vække opmærksomhed og beder til at ingen hører portens knirken.

Lysglimtet er der stadig.

Jeg følger det, og da jeg når så langt at barrieren ikke rækker længere, tager jeg en dyb indånding, før jeg træder ind i Mørkets skov.

Længe lister jeg rundt derinde, angst for hvad der vil ske hvis jeg laver en lyd. Jeg har måske nok de mægtigste kræfter i riget, men det hjælper ikke meget når jeg ikke ved, hvordan jeg bruger dem.

Mine tanker bliver afbrudt, da lysglimtet forsvinder.

Hvad nu? Jeg finder aldrig tyven herinde, hvis der ikke er noget at gå efter.

En gren knækker et sted, og mit hjerte raser afsted.

Hele min krop skriger, at jeg skal løbe, men inden jeg når at tage et skridt, springer noget ud af busken foran mig. Mørket slører mit syn, og det eneste jeg kan gøre er at lytte.

Skikkelsen knurrer, og jeg ved med det samme hvad jeg står over for.

En Downearth-ulv.

Inden jeg når at handle, sætter bæstet i spring og efterladen en rift ned langs min arm.

Den tyktflydende, varme masse løber langsomt ned af min arm, og smerten er næste ubærlig.

Flere ulve nærmer sig, og panikken spreder sig i min krop, indtil jeg hører en velkendt stemme bag mig.

”Nora! Duk dig.”

Det er Elvil.

Jeg smider mig i sneen, og istapperne når lige netop at strejfe mit hår, inden de gennemborer Downearth-ulven foran mig.

Chokeret kigger jeg på Elvil, som trækker mig op. Der går dog ikke lang tid før vi igen er omringet af ulve, og da der ikke er nogle flugtmuligheder, indser jeg, at jeg må bruge mine kræfter.

Jeg samler al den kræft jeg har i mig og udstøder et højlydt skrig, hvorefter alle ulvene bliver slynget i forskellige retninger.

Elvil griner triumferende og råber så: ”DET VAR EDDERMAME FEDT.”

Han går hen imod mig, ansigtet er dækket af mørke. ”Synd at du ikke vil kunne bruge kræfterne i det næste stykke tid.”

Forundret kigger jeg på ham og opdager så lommelygten i hans hånd.

Lysglimtet. Var det ham?

Han følger mit blik. ”Jeg gætter på, at du har regnet den ud,” siger han så, og uden at jeg når at reagere, kaster han sig over mig og stikker en sprøjte i min nakke.

”HVAD HAR DU GANG I?!”

Hans øjne er vilde og hungrende, nærmest ikke til at genkende. Hvor er den venlige dreng som reddede mig fra at fryse ihjel?

”HVAD GØR DU VED MIG, OG HVOR HAR DU GJORT AF ELVIRA?”
Han smiler ondskabsfuldt. ”Bare rolig. Du skal nok få hende at se meget snart.”

Mere når jeg ikke at opfatte, inden jeg falder i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...