Juleånden

Mit input til julekonkurrencen "Skriv en julehistorie."
Jeg har taget udgangspunkt i mulighed 2, 3 og 4.


Nora, en hjemløs pige ønsker sig ikke andet end tryghed, da 3 "personer" en dag dukker op og vender op og ned på hendes liv.

"Mine hænder er frosne, og jeg kan knapt nok mærke mine tæer. Jeg krummer mig sammen til en bold, og prøver at holde på varmen, men med det kolde fortov under mig er det ikke let. Folk går forbi uden at skænke mig et blik, kun enkelte kigger medlidende på mig. De er heldige. Tænk at have et par handsker. Det er alt jeg ønsker mig og måske endda et stort, varmt tæppe oveni. Jeg ville give alt for at få varmen, men desværre har jeg intet at give. "

1Likes
2Kommentarer
194Visninger
AA

6. Barrieren

Tirsdag morgen vågner jeg ved, at nogen ryster min skulder.

”Nora. Vågn op! Du skal være i spisesalen om et kvarter!”

Jeg brummer for mig selv og åbner forsigtigt øjnene. Elvira kigger opfordrende på mig, og jeg begynder at gøre mig klar til mit møde med Julemanden.

Et kvarter senere, står jeg klar i spisesalen, med Julens bog i hånden. Jeg har lige nået at kigge formularen igennem, da Julemanden træder ind ad dørene.

Nervøsiteten sniger sig lige så stille frem. Hvad hvis det hele går galt?

Tankerne forsvinder for en stund, da jeg kigger over mod væggen, hvor Pan og Elvira hepper på mig. Jeg kan mærke et smil brede sig på mine læber.

Jeg skal gøre ligesom da jeg helbredte Pan, men fortryllelsen kræver flere kræfter.

Jeg forestiller mig igen magien strømme gennem min krop, og tænker på formålet med fortryllelsen. Et ubehageligt stød går gennem min krop, og forlader den derefter.

”Så god som ny!,” siger Julemanden, mens han ler hult. ”Nu mangler vi kun at sætte barrieren op, men det må vente til i aften. Saml du dine kræfter indtil da.”

Jeg nikker, og løber hen til Elvira, som omfavner mig. ”Se! Der var intet at være nervøs for, du kan jo sagtens!”

Elvira har ret. Jeg må lære at stole mere på mig selv. Det er godt , at jeg har hende til at minde mig om det, når nu jeg ikke har andre.

”Kom, jeg har noget jeg skal vise dig,” siger hun og trækker mig med hen til en stor, rød plakat. På plakaten står der:

”Julebal den 22 December, medbring en ledsager!”

Elvira kigger afventende på mig, men da jeg ikke siger noget, udbryder hun hurtigt: ”Du skal da med! Og jeg ved lige hvem du skal tage med!”

Nå så det ved hun?

”Hvem da? Jeg kender ingen.”

”Årh hold op. Jeg kan da se hvordan Pan ser på dig.”

Min kropstemperatur stiger, og mine kinder bliver endnu en gang røde.

”Jeg har næsten lige mødt ham El. Og desuden tror jeg, at han er langt fra interesseret.”

”Du kan ikke benægte, at han har været overdrevet venlig ved dig. Han ofrede trods alt sit liv for dig!”

”Han er Snevogter. Er det ikke hans job?”

Hun sukker opgivende. ”Tro hvad du vil, men jeg har ikke set ham sådan her siden Lana.”

”Nu vi snakker om Pan, hvor blev han egentlig af?”

Jeg spejder rundt i lokalet, ud af vinduerne, og når lige at se Pan smutte ud mod skoven. Hvor tror han, at han skal hen?

”Jeg smutter lige en tur udenfor El. Og bare så du ved det, der er intet imellem mig og Pan. Ellers ville han nok have inviteret mig til Juleballet for lang tid siden. Det er jo trods alt i morgen.”

Jeg baner mig vej udenfor og skynder mig at følge Pans fodspor. Efter at have gået i hvad der føles som 20 minutter, begynder min krop at ryste. Jeg nåede ikke at få en jakke på i farten, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu. Pan har opført sig underligt hele ugen, og jeg er nødt til at vide, hvad der foregår. Han stopper op foran et lille hus, og jeg søger hurtigt dækning bag en kæmpe sten. Da Pan træder ind i huset, kravler jeg hen ad sneen for at komme tættere på et af vinduerne. Jeg har brug for bedre udsyn.

I lang tid kan jeg ikke se noget, da jeg kigger ind af vinduet, men pludselig dukker en skikkelse op i mørket. Pan træder ind i rummet og ser nærmest bange ud, da han ser hvem der står foran ham. Det må være hans far. Lyden kommer ikke nemt igennem ruderne, og jeg må anstrenge mig for at høre hvad de siger. Manden har en meget dyb stemme, og det giver et sæt i mig, da han pludselig begynder at råbe:

 ”HAR JEG IKKE SAGT TIL DIG, AT DU IKKE SKAL VISE DIG HER IGEN?”

Pan ser nedslået ud, men han siger ingenting. Målbevidst, og med drastiske skridt, bevæger han sig hen mod en reol og flår den øverste skuffe op. Han roder rundt og tager til sidst et smykke op af skuffen. Jeg kan ikke se hvad det er for et smykke, og inden jeg når at tænke mere over det, ser jeg noget besynderligt.

Mandens ansigt forvandles delvist til en ulvs. Han får spidse, behårede ører og skarpe klør. Pan smækker skuffen i og bevæger sig med vagtsomme skridt mod døren, men når ikke langt før manden tager fat i hans skulder.

”TROR DU BARE DU KAN KOMMER HER OG TAGE HVAD DU VIL?”

Han løfter hånden, eller nærmere poten, og river Pan tværs over ansigtet.
Det giver et sæt i mig, og jeg kommer til at banke min arm ind i ruden.

Manden vender vredt hovedet og kigger ud på mig. Aldrig har jeg set noget lignende. Hans øjne nærmest lyner af raseri.

Pan har også opdaget mig og råber, at jeg skal se at komme væk så hurtigt jeg kan.

Den dreng er utrolig! Han regner vel ikke bare med, at jeg lader ham i stikken?

Jeg er så vred, at jeg kunne vælte en bygning.

Fokuseret retter jeg mit blik mod manden, som nu nærmere er en ulv og forestiller mig at han bliver blæst ind i reolen. Og det er præcis hvad der sker.

Derefter løber jeg, som jeg aldrig har løbet før, og lige i hælene på mig er Pan.

”HURTIGERE,” råber han, men der går ikke lang tid før mine ben giver efter.

Jeg falder lige så lang jeg er og slår hovedet ned i en sten. Det svimler kort for mig, men Pan trækker mig op af sneen.

”Vi bliver nødt til at løbe! Min far kan finde på hvad som helst når han er vred!

Han er tydeligvis oprevet og har tårer i øjnene. Pan er rent faktisk bange.

Jeg tager mig sammen og vi løber side om side, indtil han stopper op.

”Bare løb videre! Jeg er nødt til at lave en mur. Min far indhenter os på et tidspunkt, og jeg vil ikke have, at du er her når det sker.”

”LØB NU!”

Han tramper hårdt i jorden mens han råber ”HIYAKAI KABE FIERI.”

Jeg løber hurtigere end nogensinde, og jeg stopper ikke en eneste gang, end ikke da jeg når til Julemandens værksted. Jeg styrter igennem portene og løber direkte ind i Elvil.

”Nora? Hvad sker der?!”

Forpustet plaprer jeg løs om hvad der lige er sket.

”Vi bliver nødt til at få fat i Snevogterne! De må da kunne hjæl..”

Mere når jeg ikke at sige før portene går op, og Pan vælter hen ad værkstedets trægulv.

”PAN?!”

Jeg løber hen til ham og får et chok, da jeg ser hvad hans far har gjort imod ham. I højre side af hans ansigt er en kæmpe rift fra da han tog halskæden. Hans arm er én stor flænge, og han har blå mærker over det hele.

Jeg er ved at blive kvalt i min egen gråd, men formår alligevel at råbe om hjælp.

Elvil tager armene rundt om mig og holder mig tæt ind til sig, mens de andre nisser slæber afsted med Pan.

”Det skal nok gå Nora, de andre nisser kan hele ham. Det hele skal nok blive godt.”

Der går flere timer, uden jeg hører noget fra Pan. Hverken han eller nogle af nisserne har forladt det rum de slæbte ham ind i, og jeg er ved at dø af bekymring.

Elvira har siddet sammen med mig gennem det hele.

”Hvordan kan nogen være så grusom?”

Elvira leder efter ord, og der går en stund før hun siger noget.

”Pans far, Ylvar, har ikke altid været sådan..

Før i tiden betød Pan alt for ham, men en dag forsvandt han og kom først hjem to år efter. Han havde været hos Downearth-ulvenes dronning, Liticia, og på en eller anden måde formåede hun at kaste en besværgelse over ham, som gjorde at han blev halvt elver, halvt ulv. Siden da har han ikke været sig selv, men Pan opgav ham ikke. Han troede, og tror stadig på, at hans far er derinde et sted. Ærligt talt tror jeg ikke at det er muligt, og jeg håber at han indser det efter i dag. Han har været for meget igennem.”

Tårerne presser sig frem igen, og jeg lader mit hoved falde ned på Elviras skød.

”Hvorfor var jeg dog så dum at følge efter ham? Det er min skyld at det gik så galt!”

Elvira ryster på hovedet. ”Du har ikke gjort noget galt Nora, du ville jo bare sikre dig at han var okay.”

Pludselig går døren til værelset op, og Pan kommer ud. Han ser træt ud, men har stort set ingen skræmmer mere.

Jeg ånder lettet op og løber ham imøde. Da jeg står foran ham, overvejer jeg, hvad jeg skal sige, men spreder i stedet armene og trækker ham ind i et kæmpe kram.

Det føles så varmt og trygt, at jeg ikke har lyst til at give slip igen.

”Der er vist en der har savnet mig?,” siger han og kigger drilsk på mig.

Den gamle Pan er tilbage, og jeg kan ikke lade være med at smile.

Jeg betragter hans ansigt, og får øje på de tre ar, som Ylvars klo har efterladt.

Mit smil forandres med ét til en trist mine.

”Hvad er der galt?”

Han kigger bekymret på mig med sine store, grønne øjne.

Hvordan kan han overhovedet spørge om det? Alt er galt!

”Det er min skyld det hele! Hvis ikke jeg var fulgt efter dig, var din far aldrig blevet så rasende. Jeg er ked af, at jeg altid ødelægger alt, men jeg ville bare vide hvorfor du altid ser så trist ud. Undskyld! Undskyld! Undskyld!”

Jeg begraver ansigtet i mine hænder og begynder igen at græde, da jeg mærker hans arme omkring mig. Med tårer i hele ansigtet, kigger jeg op og møder hans dejlige smil.

”Du har ikke gjort noget galt Nora. Du er fantastisk.”

Han hiver en halskæde ud af jakkelommen, og det er først da han giver mig den på, at det går op for mig at det er dén halskæde. Halskæden som han tog ind til sin far for at hente. Halskæden som han blev slået halvt ihjel for.

Var det alt sammen virkelig for min skyld?

Åbenbart.

For det næste han siger er: ”Nora. Vil du tage til juleballet med mig?”

Tårerne er næsten ikke til at holde tilbage.

Jeg nikker om og om igen og omfavner ham for tiende gang.

”Ja!,” ”selvfølgelig vil jeg det.”

Da vi har stået sådan for en stund, bliver vi afbrudt af Elvira.

”Nora, det er nu barrieren skal sættes op.”

Pan giver slip på mig, kysser mig på panden, og ønsker mig held og lykke.

Da jeg vender mig om og går mod porten, blinker Elvira til mig og hvisker:

 ”Hvad sagde jeg!”

Jeg ryster fnisende på hovedet og går ud i gården, hvor Julemanden står parat.

”Godaften Nora. Er du klar til at vi går i gang?”

Jeg nikker og tager hans hånd. For at man kan lave en barrierebesværgelse, skal man nemlig være i kontakt med besidderen af området, som man vil bygge en barriere omkring.

Jeg tænker tilbage på hvad jeg læste om besværgelsen og prøver at gengive den i mit hoved.

”Jeg er klar.”

Jeg udfører de samme ritualer som sædvanligt og råber så: ”Kiamara obiceá,” mens jeg retter mine håndflader mod et punkt foran mig.

Først sker der ingenting, men så skyder en stråle af lys ud af mine hænder, rammer punktet jeg fokuserede på, og spreder sig hele vejen rundt om Nisselandsbyen. I et par sekunder forbliver boblen af lys synlig, men derefter er den ikke længere til at se.

Pan og Elvira løber mig imøde ”Du gjorde det!” råber Elvira. ”Jeg vidste du kunne klare det!

Med ét føler jeg mig utrolig udmattet, og alt bliver sløret. Jeg når lige at opfatte, at Pan løber hen imod mig, hvorefter alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...