Farvede hænder og tørre roser

er det nu sådan en god ide at vokse op?

4Likes
3Kommentarer
115Visninger

1. -

 

 

 

Jeg har hørt at man kan få kræft af at tegne på sin hud.

Derfor maler jeg på den i stedet for. Penselstrøg dækker min hånd, desværre kun den højre. Den venstre ville blive for svær. Men det tørrer alt for hurtigt. Så hurtigt at små stykker begynder at ryge ned på gulvet, så man igen er nødt til at støvsuge det, selvom man lige har gjort det. Det skal ligne et magasin. Et ubeboeligt rent og velkommende hjem. Derfor fik man roser, så man kunne pynte sit værelse. Tre roser. Men når man kun har to flasker, er man nødt til at være kreativ med den sidste. Så man hænger den fra vindueskarmen med toppen nedad så al kærlighed løber ud af den, ligesom man har set de voksne gøre det med deres buketter. Man hænger den endda i den samme snor, for man er jo så desperat efter at være voksen, så man ikke længere har trangen til at male sin højre hånd i akvarelmaling fordi man ikke kan finde den anden maling, og der derfor ligger krummer på gulvet.

 

Når man har tørre hænder, bliver man nødt til at bruge håndcreme. Men håndcreme vil vaske ens hånd væk, det er man sikker på, og når man kigger på sin hånd har man ikke lyst til at vaske den væk. Man vil beholde den præcis som den er, grøn, blå, orange, lidt meget brun måske, fordi man har blandet lidt for mange farver sammen, men det er lige meget.

Og når man kigger på sin hånd, minder den på en eller anden måde en om ens juletræ, der egentlig kun er et træ, fordi det ingen pynt har, selvom det snart er jul, og man egentlig godt kunne tænke sig at der var pynt på. Og måske er det fordi man er doven og ikke rigtig er i julehumør eller måske er det fordi en af de værste ting i verden er at sætte snor på julepynt så man kan hænge det op (der er ikke snor på noget af julepynten i huset), men man ved i hvert fald at man ikke har fået gjort det. Og så får man lyst til at pynte sin hånd for at gøre op for det, men så kommer man i tanke om at man allerede har pyntet sin hånd med malingen, og ens hud nok bare ville falde af hvis man pyntede den endnu mere.

 

Så kommer man også i tanke om rosen og om at man er voksen og at man faktisk ikke rigtig behøver julepynt på ens juletræ, for det er børnene der pynter juletræet og der er ikke flere børn i huset længere. Nej, ikke længere, for nu er man stor. Alt for stor, men det er ligemeget, alle er alt for store, selvom de voksne hører Søren Banjomus, og man selv sidder inde på sit værelse og læser avis og drikker kaffe og tager på arbejde som lærer og underviser børn der tager hjem og hører Søren Banjomus.

 

 

Jeg har ikke rigtig lyst til at indrømme det, men malingen er begyndt at klø som den sidder der på min hånd, og jeg har lige kradset et kæmpe hul i midten. Nu kan man se min røde hud indenunder, som ser helt trist ud. Den har ikke lyst til at være nøgen for sig selv. Så jeg kradser resten af, og begynder at være ligeglad med bunken der former sig på gulvet, for et værelse er til for at blive brugt, og så kan folk se at der er maling på gulvet når de kommer ind, og de kan tænke over hvordan den maling mon er endt på gulvet lige dér.

Men jeg lader stadig rosen være. For den skal tørre. Den skal tørre, indtil den er helt gul og vissen og faktisk kun samler støv, men det går nok, for man lægger alligevel ikke rigtig mærke til det, den blender ligesom ind med den visne baggrund udenfor vinduet. Især når det er efterår. Og når det er sommer er det alligevel meningen man skal være udenfor og ligge og læse et alt-for-damerne-magasin på en strand, med lidt for meget solcreme og lidt for store solbriller på.

 

Så selvom min hånd er rød så går det nok, for det kom den alligevel til at være hvis jeg lå på stranden.

Men jeg ligger ikke på stranden, jeg står et par meter fra juletræet og rosen, og pludselig føles det ikke længere særlig voksent at man har en rose hængende med bunden i vejret, og man har et træ stående med bunden i bunden. Det føles patetisk, ynkværdig, ydmygende, og alle mulige andre synonymer.

Så jeg hiver rosen ned, og selvom det er forsent at redde den, kan jeg stadig nå at pynte juletræet mens jeg lytter til Søren Banjomus i en heavy metal udgave, så jeg i det mindste ikke føler mig barnlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...