The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
905Visninger
AA

4. Prolog: Begyndelsen

Vi blev født d.13.December. På et lille hospital uden for vores hjemby, lægerne beskrev os som uadskillelige da vi kom ud. Vi blev modtaget af en kvinde vi senere ville kalde: mor, og en mand vi senere ville kalde: far. Derudover blev vi mødt af to børn på Ca. 3 og 4, som vi senere ville kalde: vores røvirriterende bror Seth, og kærlige søster Lamia. Os selv fik vi tildelt navnene Aya og Val. De mennesker der af omverdenen og os selv ville blive kaldt vores familie tog os med hjem, før vi overhovedet havde fået tid til at se hospitalet. Jeg husker ikke tiden på hospitalet eller bilturen hjem særligt godt, det er som om det er et af de få huller jeg har i min hukommelse. Val siger han husker vores første værelse som et lille rum, med en tis gul farve og mørkerøde håndmalede roser på alle væggene. Jeg tror ham. Han plejer at være god til at huske små detaljer. Det eneste jeg kan huske er den store, bløde, brune bamse der sad i hjørnet af vores seng. Som jeg forklarede før husker jeg ikke perioden fra maven til barnesengen i det tis gule rum. Det eneste jeg husker er Val. Jeg husker at se ind i hans klare isblå øjne, som strålede med magisk skær, som det første i denne verden. Jeg husker at ligge med ham og tænke, at han var hele min verden, og mærke hvordan hans hjerte slog i takt med mit. Det minde er et af mine yndlings. Den følelse af være et med et andet menneske på den måde, vi var født til at være exceptionelle.

Det næste jeg husker er at ligge i en vugge med Val sovende ved min side, mens vores vugge vuggede fra side til side i en uendelig trance. Frem og tilbage, frem og tilbage i det dunkle mørke. Indtil som et mareridt et lille ansigt dukkede op. Jeg husker hans smil, det kridhvide smil der strakte sig udover hele ansigtet, og de mørke øjne der kun kan sammenlignes med en hajs. På selv en alder af et par timer, vidste jeg hvad fare var. Og jeg husker den skræk og rædsel der løb igennem min krop, da han krøb nærmere. Val lå og sov helt ubekymret, om det frygtindgydende væsen der stod og betragtede os, mens det slikkede sig om munden, som en sulten ulv. Jeg husker hvordan hans slanke, spinkle, edderkoppelignende fingre strakte sig ud mod os, som for at gribe om sit bytte. En kold følelse spreder sig ned gemnem min rygrad, når jeg tænker på hvad hans planer var. Men heldigvis som mirakel fra himlen, dukkede en sød pige med kobberbrunt hår og lidt for store kinder op, og greb fat i ham. "HVAD laver du?!" Man kunne høre hvordan hun bed panikken i sig, da hun halvt inde i spørgsmålet gik fra at råbe til at hviske. "Du burde ikke være herinde Lamia". Ordene blev hvæsset ud gennem sammenbidte tænder, da han trak hånden til sig og vendte sig mod hende. "Skrid".  Jeg krympede mig. Selvom ordene ikke var henvendt til mig, følte jeg alligevel raseriet bag hvert enkelt bogstav i ordene. Men Lamia smilede bare sit yndige, fe smil og greb fat om hans arm. "Lad dem nu sove." Drengen rystede på hovedet, og så nu direkte ind i mine øjne. "Der er vist ingen der sover her". Jeg så over på Val, de to børns snak havde vækket ham. Han lå nu og blinkede i mørket, som for at forstå hvad der skete omkring ham. Jeg krøb langsomt nærmere ham og prøvede så godt som muligt, at fortælle ham uden ord at jeg nok skulle passe på ham. Et glimt af noget mørkt spillede i Lamias bruneøjne da hun klemte hårdere om drengens arm. "Hvis du ikke går nu, Seth! Siger jeg det til mor og far". Og pludselig som var monstret i drengen forsvundet, dukkede et uskyldigt børneansigt op. "Nej. Nej det må du ikke. Jeg skal nok gå nu". Drengen løb så hurtigt hans ben kunne bære ham, væk fra vuggen og hen til døren. Hvor han vendte sig om, for at sende vuggen et sidste dræberblik inden han forsvandt. Lamias øjne fulgte ham da han lukkede døren bag sig. Et trist suk undslap hendes nu sammenbidte læber. "Velkommen til familien".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...