The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
903Visninger
AA

9. Kapitel 5: *Aya* Første skoledag

-12.05-

Der var stille omkring mig, rektoren havde ikke sagt noget siden vi forlod hendes kontor. Jeg så mig trist omkring, jeg skulle kun være her 1 time, så ville jeg se Val igen. “ Hvor lange er timerne her?” Rektoren så spørgende på mig, inden hun rystede kort på hovedet. “105 min. Med et 15 min. pause i midten.” Jeg smilede og sænkede blikket. En tung, anspændt stilhed lagde sig over mig, man kunne næsten fornemme livet rumstere inde i klasselokalerne. “ Timen har kun været igang i 5 min. Så du kommer lige i starten, til gengæld er det din klasses sidste time i dag.” Jeg sank, da rektoren stoppede foran en neongrøn dør med skriften; 8.F. Hun smilede varmt og lagde sin tynde, fine hånd på min skulder. “Er du klar?” Jeg sank og mærkede klumpen i min mave udvide sig til sten, og presse sig selv op igennem min hals. Jeg nikkede og mærkede hvordan en sur, klistret substans lagde sig på min tunge. Rektoren sendte mig et strålende, blændende smil, inden hun åbnede døren og gik ind. Jeg så mig forvirret rundt, de dårligt tarperede vægge nærmest hånede mig, da jeg fejt listede igennem døren. Et gisp undslap mig, da 30 par øjne rettede sig mod mig. Min hals snørrede sig sammen og pludselig føltes det ellers store lokale lille og klaustrofobisk. Jeg tog et skridt tilbage og mærkede tavlens hårde metal kant mod mine skulderblade. Rektorens rolige hånd lagde sig tungt på min skulder, “ hej allesammen, i dag for i en ny elev. Jeres lærer vil fortælle jer resten, jeg er nødt til at smutte. Farvel”. Det gav et ryk i mig, da 28 børne stemmer alle råbte farvel, da rektoren listede ud og lukkede døren bag sig. Jeg var fanget. En akavet tavshed faldt over lokalet, da lærerens stemme brød isen. “ Nåh som rektor Lisbet sagde, så har vi en ny elev. Vil du selv præsentere dig?” Jeg mødte lærernes store, venlige brungrønne øjne. “Okay”. Jeg vendte mig mod de mange nysgerrige øjne, og rømmede mig. Min stemme lød svagt og usikker, men i takt med at jeg snakkede blev den mere og mere kraftig og sikker. “Hej jeg hedder Aya Zebilius, jeg har fået hjemmeundervisning hele mit liv. Det er hvis det...” Jeg mødte igen de venlige, behagelige øjne. “Har du ikke en bror her på skolen?” Jeg smilede ved tanken og nikkede. “ Og så er min tvillingebror Val også lige startet på skolen”. Læren smilede og pegede på et bord i midten af lokalet og bad mig sætte mig ned. Jeg nikkede og kastede min taske over skulderen, inden jeg begav mig ned af mellemgangene mellem de utællelige nysgerrige blikke. En solstråle ramte mig, da jeg satte mig ned. Pigerne i klassen åbnede deres computere, og forsvandt ned i timen og deres lektier. Men jeg kunne stadig mærke drengens blikke i min nakke, og hver gang jeg så op fra min notesblok blev jeg mødt af et par nye øjne. Jeg sank og så ud af det store krystalklare vindue, jeg kunne mærke en kvalme stige op i mig. Jeg lod min hånd glide ned i lommen og kærtegnede den nye mobil, der lå i den. Jeg kunne bare ringe hjem og blive hentet... Et jag af dårlig samvittighed ramte mig, da Val dukkede op i mine tanker. Jeg kunne ikke bare efterlade Val, så jeg åbnede i stedet mit penalhus og satte mig til at tegne for at få fjernet mine tanker.

-12:45 -

Jeg tegnede og tegnede og det gik først op for mig, at det var blevet pause. Da en finger borede sig ind i min skulder, og jeg forvirret blev mødt af nogen karamelfarvede øjne. “Hej”. Jeg smilede, “hej”. Jeg vendte mig rundt, og for at se hvem de smukke øjne tilhørte. Jeg gispede, da jeg så 4 drenge sidde bag mig. Jeg mødte drengen i midtens smukke øjne, “jeg er Theodor og det her er Sebastian”. Jeg så fulgte hans finger hen på en høj, ranglet, men ellers attraktiv blonde dreng. “Dette er William”. Jeg smilede og mødte den rødhårede, charmerende drengs klare blå øjne. “Og dette er Johannes”. Det mørke hår som var en klar kontrast til mit, lå som en skygge over hans ansigt og fik ham til at virke endnu mere mystisk. Jeg smilede og mødte igen Theodors øjne, “hyggeligt at møde jer”. Jeg stivnede, da Theodor lod sine fingre rette på en tot af mit hår, der var røget ud af min hestehale. “Sikke noget smukt hår, er det din naturlige hårfarve?” Jeg nikkede og så undersøgende på hans gyldne hår, der nærmest glimtede i solskinnet. “Jeg sagde det jo drenge! Sådan en farve kan man ikke lave hos en frisør.” De andre drenge fniste og slog hinanden kejtet på skuldrene. “Hvor gammel er du Aya?”. Sebastian lænede sig frem og så nærtagende på mig. “14. Jeg fylder 15 til December.” Er lumskt smil spredte sig over de tre drenge i baggrunds ansigt, men Theodor smilede bare skævt og lænede sig tilbage i stolen. “Vil du med udenfor og få noget luft?” Jeg nikkede og rejste mig elegant op, med min kjole flyvende bag mig og trak min hestehale ud. Jeg gik nogle skridt, men jeg kunne mærke at ingen fulgte efter mig. Så jeg så mig hurtigt tilbage og blev mødt af 4 lamslåede par øjne. “Hvad er der?” Jeg så mig forvirret rundt, “du er utroligt smuk Aya”. Jeg mærkede min mund åbne sig, og varme brede sig i mine kinder. Da Theodor rettede sig op og førte mig ud af klasselokalet. Da vi kom udenfor, blev vi mødt af det der føltes som tusind elever, der løb rundt på må og få. Jeg lod mig falde ind mod væggens ru overflade, de mange mennesker bevægede sig som havet, uforudsigeligt rundt. Jeg tog en dyb indånding og mærkede, hvordan de mange stemmer og følelser fløj indover mig. Theodor sendte mig et bekymret blik ud af øjenkrogen, da jeg krummede mig sammen. Det var som hele skolen hånede mig, da væggene lukkede sig sammen om mig. Jeg mærkede Theodors hånd mod min skulder, ”er du okay?” Jeg sank klumpen i min hals og rystede kort på hovedet. Jeg mærkede hvordan hans greb om min skulder blev strammere, da han hev mig ind i klasselokalet igen. Jeg gispede og lod min krop synke ind mod Theodor, ”tak...” Han smilede og aede mig over håret. En kulde løb ned gennem min rygrad, da jeg trak mig tilbage med et ryk. Theodor så bekymret på mig, ”hvad er der?” Jeg rettede ryggen og småløb tilbage til mit bord, ”ikke noget”. Jeg løj, sandheden var at det havde været forkert at være så tæt på en anden dreng. Jeg satte mig ned på min stol med et suk, og lod for først gang siden jeg begyndte mit blik glide henover min tegning. Jeg gispede og lukkede min notesbog med et *Smæk*. Theodor sendte mig et blik med et løftet øjenbryn, ”hvad er der galt? Det var en flot tegning”. Jeg mærkede en glødende ild stige op i mine kinder, da jeg igen forsigtigt åbnede min notesbog og et profilbillede af Val dukkede op. Jeg sukkede og rev siden ud, ”HVAD LAVER DU?!” Et sæt igennem mig, da jeg mødte Theodors febrilske blik. ”Det var ikke godt nok, jeg havde ikke fanget ham helt”. Theodor smilede og hev en stol hen ved siden af mig, ”vil du tegne mig?” Jeg så forvirret mellem ham og uret, ”der er under 5 min. Tilbage til timen begynder igen”. Han smilede og trak på skulderne, ”du når hvad du når”. Jeg smilede og lod min blyant flyve henover papiret.  Han fnisede, da lyden af blyanten som skrabede mod papiret ramte hans øre. ”Tegner du meget?” Jeg smilede og nikkede. En stilhed sænkede sig over os, mens jeg tålmodigt lod min blyant skabe en kopi af drengen foran mig. Langt væk hørte jeg en klokke ringe, og folk komme, med deres fødder slæbene efter dem, ind i klassen. Jeg var så opslugt af papiret og blyanten, at jeg slet ikke opfattede pigen der var stoppet op ved siden af os. ”Undskyld du sidder på min plads”. Jeg løftede hovedet, og mærkede blyant stoppe sin mission. Pigen der mødte mit blik, var smuk. Utrolig smuk. Hendes mørke hår faldt elegant nedover hendes venstre skulder, og fik sammen med hendes kaffefarvede øjne. Hende til at ligne en krigerprinsesse fra en glemt tid. Jeg gispede og rev mit blik væk fra hendes, og lod i stedet mine øjne synke nedover hendes velformede krop. Som kunne skimtes gennem, hendes tynde, lyse crop top og cowboyshorts, der udover de fremhævede hendes timeglas formede krop også fik hendes kakaofarvede hud til at fremstå endnu mere tydelig. Theodor løftet hovedet med et suk og mødte pigens irriterede blik. Jeg sank og satte mig till rette ved mit bord, ”hør her Theo hvis du vil bage på den nye pige, så gør det ved dit eget bord”. Jeg klynkede under hendes iskolde tonefald og sendte Theodor et blik ud af øjenkrogen. Han sad tilbage lænet og skænkede hende næsten ikke et blik, mod lod i stedet til at ignorere den mod hun stod med vægten på sin hofte og sendte ham blik der kunne dræbe. Han sukkede da Sebastian og de andre kom ind bag ham, og gav ham et klap på skulderen inden de trak ham væk. Jeg sukkede og forsvandt ned i min tegning igen, da læren kom ind og sendte os et strålende, tålmodigt blik. ”Hej alle sammen, slå op på side 111 og læs indtil linje 55”. Jeg ignorerede lyden af 29 bøger der blev taget op af skoletasker, og derefter bladret i og lod i stedet blyanten flyve henover Theodors fremhævede kindben og smukke karamelfarvede øjne. Jeg fandt senere ud af den smukke afrikanske prinsesse navn var Augusta. Ikke at jeg holdte øje med hende, men nær slutningen af timen rejste hun sig og vendte sig mod klassen. ”Hej alle sammen, jeg ville bare som klassens formand sige velkommen til den nye pige”. Jeg smilede og mødte hendes giftige blik, der ikke fik mig til at føle mig mere velkommen. Jeg tvang et smil frem og sendte hende et smil. ”Tak”. Vores lærer nærmest lyste af stolthed, da hun venligt bad Augusta sætte sig ned. Jeg mødte lærerens blik, inden jeg forsvandt igen væk fra klassen og ned i min notesbog.

-13.45-

Da klokken endelig ringede, kunne jeg havde grinet i glædet. Men stedet for jeg op og smed mine ting i den grimme violetfarvede taske, inden jeg spurtede ud af døren. Jeg kunne halvt høre Theodor råbe mit navn i det fjerne, men mine tanker var allerede fløjet hen til Val. Vi havde aftalt at mødes efter den sidste time, og følges hjem. Jeg mærkede mit hjerte slå hårdt mod mit bryst, og en svimlende følelse sprede sig op igennem min rygrad og ud igennem mine arme, ud til fingrene hvor en stikkende, vibrerende følelse opstod. Jeg gispede og mærkede hvordan klumpen i min mave som havde arbejdet sig op igennem min hals smeltede, ved tanken om Val. Jeg ved ikke hvordan jeg fandt ud fra skolen, men efter noget tid fandt jeg mig selv stående ved porten til skolens område. Jeg smilede og trak min mobil op for at tjekke om Val havde skrevet til mig. *Ingen Beskeder* stod der med stor skrift. Jeg sank den kvalmende følelse der spredte sig i min hals, mens jeg lod mine fingre flyve henover tasterne.

 

Hej Val er du på vej?

 

Stilhed. Altædende, dræbende stilhed. Jeg skrev igen.

 

Val?...

 

Hallo?!

 

Jeg lod forvirret og nervøst mit blik gennemsøge mængden af mennesker, der bevægede sig ud af skolen hen til deres biler eller cykler. Jeg kunne ikke se hans smukke, hvide hår nogle steder. Min hals snørede sig sammen, da jeg så menneskemængden tynge ud. Hvor var han? Jeg ignorerede knugende følelse i mit bryst, og så ned på min mobile klokken var 14:10 jeg havde ventet i 20 min. Jeg så mig rundt igen, have han glemt vores aftale? Havde han glemt mig? Jeg rystede på hovedet, og lagde tungt min mobil mod øret, i håbet om at jeg ville blive mødt af hans stemme. Men ligesom med beskederne bredte tomheden og stilheden sig, og da jeg tredje gang hørte "læg venligst en besked" smed jeg mobilen i lommen, og sank den klump som havde samlet sig i min hals og i mit bryst. ”Er du okay?” Jeg så op og mødte Johannes mørke øjne, ”ja jeg har det fint”. Han så nysgerrigt på mig, da jeg irriteret fjernede de tåre, som havde samlet sig i mine øjenkroge. ”Hvad er der galt?” Jeg sukkede frustreret og så ned på min mobil. Der var nu gået over 30 min. Siden jeg havde fået fri. ”Ikke noget jeg ventede bare på nogen. Men de er ikke dukket op”. Han smilede trist til mig, ”nederen. Skal jeg vente med dig?” Jeg rystede på hovedet, og trak op i min rygsæk. ”nej jeg smutter hjem nu. Men ellers tak.” Han nikkede som forstod han, ”okay. Så ses vi i morgen”. Jeg nikkede og vendte mig rundt uden at se tilbage. Hans blik i brændte i min nakke, men jeg var allerede på vej rundt om hjørnet. Agar-kålene hang trist med hovederne, da jeg begav mig afsted. 

Jeg var ikke nået særligt langt, før lyden af tunge skridt dukkede op bag mig. Jeg sukkede irriteret, og ignorerede skyggen der kom nærmere. "Du behøver altså ikke følge mig hjem Johannes, jeg vil bare være alene". En blød og honningsød stemme, mødte mit øre og fik mig til at stoppe brat op. "Sorry smukke, ked af at skuffe dig. Men jeg er ikke Johannes". Jeg vendte mig om og blev mødt af to meget forskellige øjne, det ene blåt som en skyfrihimmel, det andet var kulsort og gik i et med hans pupil. Jeg gispede og sænkede blikket ned mod jorden, da en følelse af af drukne i det sorte øje faldt over mig. "undskyld jeg troede du var en anden". De to øjne så nedladende på mig med et smil, "jeg det kunne jeg næsten fornemme". Jeg vendte mig rundt og gik videre, som for at lade drengen være tilbage. "HEY! vent lige!!" Jeg stoppede ikke, men satte i stedet tempoet op. Alligevel nåede han op til mig, "hey vent. Lad os lige starte forfra. Mit navn er William". Han greb fat i min arm og holdte mig tilbage. "Hvem er du?" Jeg så frustreret ned på hans hånd, der havde et blidt greb om min blege, kolde arm. "Mit navn er Aya, og vil du være sød at slippe mig?" Han så på mig med et såret blik, "undskyld, jeg ville ikke presse mig på". Jeg sukkede og gik videre, "det gør ikke noget jeg har bare en dårlig dag." Val dukkede op for mit blik og intens smerte bredte sig i mit bryst, "det kan jeg godt gøre noget ved". Han stak sin hånd i lommen og trak sin SAMSUNG op, "her giv mig dit nummer". Jeg så mistænksomt på ham, inden jeg langsomt tastede mit nummer ind. Han gav mig et smil, "du hører fra mig". Jeg smilede og fulgte ham med øjnene, da han drejede om et hjørne og forsvandt. Jeg sukkede og mærkede mit triste humør komme tilbage, som en bølge der overrumplede mig. Jeg skyndte mig videre og forsøgte forgæves at presse William ud af mine tanker, mens jeg skyndte mig hjem.

Da jeg endelig kom igennem hovedindgangen, var det som hang der en regnsky over mit hoved, og tvang med sine tunge dråber mit humør ned. Lamia mødte mig ved trappen med et stort smil, "hvordan var første skoledag?" Jeg undveg hendes blik og tog et par skridt op af trappen. "fin nok". Hun så forvirret på mig, "hvor er Val?" Klumben fra tidligere pressede på mit stemmebånd, så i stedet for at svare trak jeg på skuldrene og forsvandt op af trappen. Jeg kunne høre Lamia sukke og snakke med onkel Keld, men jeg ignorerede dem. En dyb dundrende lyd af mørk musik kom ud fra Seth værelse da jeg gik forbi. Jeg prøvede lydløst at liste mig forbi, men lyden af det gamle, smukke trægulv der knirkede fik ham til at åbne døren. Jeg mødte ikke hans blik, da han nedstirrede mig i døren. I stedet trak jeg skuldrene op til ørene og hviskede hej, inden jeg for videre. Jeg var inde på mit værelse før jeg vidste af det, men den følelse af glæde jeg havde håbet på ville dukke op kom ikke. I stedet mærkede jeg hvordan tårerne jeg havde holdt inde, begyndt at løbe ned over mine kinder. Jeg smed mig i sengen og greb hektisk fat i min hovedpude. Den duftede rent og fint af nyvasket betræk, da jeg pressede ansigtet mod den. En tom og hul hulken rullede op igennem min hals og ned i puden. Han havde glemt aftale. Han havde glemt mig. Resten af dagen brugte jeg inde på mit værelse. Jeg hørte ikke Val komme hjem, eller at han gik ind på sit værelse. Jeg græd og græd, mens følelserne af at blive forrådt og såret overtog mig. William dukkede først op i mine tanker langt inde på natten. Jeg så mistænksomt på min mobil der lå uskyldigt på mit sengebord, gad vide om han havde skrevet? Jeg greb min mobil og blev overvældet af de mange beskeder og opkald der lå på den. De fleste var fra Val. Jeg ignorede opkaldene og lod min finger glide gennem de mange beskeder, indtil som en nål i høstak var der en enkel besked fra *UKENDT NUMMER*. Jeg trykkede spændt på den.

 

Hej Aya. Det er mig William :) Mød mig i morgen, så laver vi så god en dag at du glemmer den i går.

 

Jeg smilede og trykkede min mobil hårdt ind mod mit bryst og svarede kort. 

 

okay

 

Jeg lagde mig smilende ned, med hovedet og hjertet fyldt af tanker. Da jeg endelig faldt i søvn, var det alene og med et hul i maven fyldt med smerte, og dog alligevel et frø af glæde. Skabt af William. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...