The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
933Visninger
AA

8. Kapitel 4: Pigæbler

Jeg så forvirret mellem min bror og søster, "i skole, sådan en rigtig skole?" Lamia smilede og nikkede, jeg så forvirret rundt inden jeg sænkede øjnene. Val og jeg havde altid gået i hjemmeskole, Lamia og Seth havde fået lov til at gå i rigtigt skole. Men vores mor var bange for, at folk ville drille os med vores hår og så hadede hun at være alene. Så hun havde beholdt os hjemme, og det havde endelig aldrig gjort os noget. Den eneste ulempe var, vi aldrig havde leget og hængt ud med andre børn på vores alder. Jeg mødte Lamias blik, "ved Val det?" Hun rystede kort på hovedet, og så tålmodigt på mig. Jeg sukkede og bed i den toast Lamia havde lavet til mig. Den var sprød mod mine tænder og fik det til at knase. Jeg undgik bevist deres blik, gid Val havde været her, han vidste altid hvad man skulle sige. Onkel Keld rømmede sig og så spørgende på mig, “ nåh Aya hvad siger du til det?” Jeg ville havde smilet, men jeg kunne ikke få ansigtet i de rigtige folder. Så det endte med jeg lavede en grimasse og tabte min gaffel. Lamia og jeg sukkede i kor, da jeg bukkede mig ned for at samle den op. Først kunne jeg ikke se den, men efter et øjeblik fangede den glimtende, sølv gaffel mit blik. Jeg rakte ud efter den og mærkede det kolde sølv mod min hud. Jeg smilede og rettede hovedet op under bordet. Det gav et gib i mig, da jeg blev mødt med Lamias veludviklede, blege ben og røde, blonde trusser, der kun var dækket af en pink, lårkort nederdel. Jeg sank, da jeg hørte onkel Keld grine over noget Lamia havde sagt og placere sin hånd på hendes lår. Hans hånd virkede stor mod hendes inderlår, og han pegefinger strejfede blidt hendes underliv. Jeg bed mig selv i læben, og hev mit hoved til mig. Dog var jeg ikke nået længere en halvvejs op, da en intens, brændene smerte bredte sig i mit baghoved. Jeg klynkede svagt og så skævt op på Seth, som ikke havde opdaget min pludselige smerte. Jeg løftede forsigtigt hovedet væk fra under bordet, og rettede mig langsomt op. Lamia skænkede mig ikke et blik, men jeg kunne mærke onkel Kelds brændene blik i nakken. Da jeg rejste mig, og gik over til køleskabet. Jeg kunne mærke stemningen fortykke, klumpen som var dukket op, da vores mor døde, voksede og lagde sig om bryst. Jeg gispede og mærkede hvordan en let snurren og pibelyd summede igennem mit hoved, jeg lukkede øjnene og mærkede jorden suse mod mig. Et skrig lød i det fjerne, det måtte være Lamias. Jeg klynkede igen, det føltes som summede tusind bier i mit hoved og stak mig lige under øjenlågene. Jeg prøvede at åbne øjnene, men mine øjenlåg føltes som bly efter de mange bistik. Jeg kunne høre Vals stemme i det fjerne, han kaldte på mig.

Da jeg vågnede lå jeg i min seng, med en tyk forbinding om mit hoved. Jeg så mig langsomt rundt, jeg så stadig sløret. Men jeg kunne stadig genkende den slørede figur der sad ved min side, jeg smilede. "Hej". Jeg kunne se skyggen ved min side få et chok, da min hæse stemme ramte ham. Jeg smilede gennem det slør der lå over mig, "du ville virkelig ikke i skole hva?" Jeg prøvede at grine, men stoppede da jeg mærkede hvordan mit hoved dunkede, som var blodårerne overophedet og var på randen til at springe i luften. Jeg stønnede og tog mig stakåndet til panden, ”er du okay?” Jeg smilede og så på Val gennem havlukkede øjne. ”Jeg er okay”. Han lagde sin hånd forsigtigt mod min pande, ”hvad skete der?” Jeg sank og gispede, da billedet af Lamias ben onkels hånd dukkede frem på min nethinde. Jeg greb fat i Vals hånd og klemte hårdt om den, mens jeg mumlede noget om Seth og Lamia. Val så lige så forvirret ud som jeg følte mig, men det kunne nu også skyldes at jeg bevist undlod, at nævne den egentlige grund til jeg nu lå i mit værelse igen. Jeg blundede lidt, mens Val omsorgsfuldt aede mig over hovedet. ”Du så godt nok smuk ud, havde du gjort dig umage for min skyld?” Jeg åbnede det ene øje og smilede lumskt, ”der er en der har høje tanker om sig selv, hva?” En pludselig rødme bredte sig i Vals kinder, da han forfjamsket trak sig tilbage. ”Ja undskyld”. Jeg prøvede forgæves at holde mit grin nede, men tabte til sidst kampen. ”Selvfølgelig var det får din skyld”. Val smilede skævt til mig, og lagde forsigtigt sin hånd mod min kind.”Åhh Honningblomst. Ved du ikke at jeg tilbeder dig som gudinden, selv uden du gør noget”. Jeg smilede forlegent og gav Vals håndflade et kys. Han smilede og som en tryllekunstner, trak han en blomst frem fra bag sin ryg. Jeg hvinede og grinte, da han lagde den på sengebordet ved sine af mig. ”Ved du hvilken blomst det her er?” Jeg bed mig selv i læben og rystede langsomt på hovedet. ”Den kaldes Fuchsia”. Jeg så undrende på den elegante, smukke blomst. ”Vil du fortælle mig hvad den betyder?” Val rystede på hovedet og gav mig forsigtigt et kys på panden. ”Jeg elsker did, Aya”. Jeg smilede og tog mig til hovedet,” jeg elsker også dig”. Val smilede og rejste sig, ” Jeg er nødt til at gå nu, men jeg kommer tilbage”. Jeg så fortvivlet rundt, og mærkede hvordan rummets vægge kom nærmere. ” Hvor skal du hen?” Val vendte sig om i døren og smilede hjertevarmt til mig, jeg mærkede panikken krybbe op i brystet på mig. ”Skal du i skole?” Han så forvirret på mig inden, han smilende sagde, ”nej det satte du en stopper for, vi kommer først i skole når du bliver rask”. Jeg smilede og vinkede til ham, da han listede ud af døren.

Jeg brugte de næste dage i sengen, og hver gang jeg vågnede lå en ny blomst ved min side. Første dag var det en Alperose, så en Fransk Anemone, bagefter en hyldeblomst. Den sidste dag vågnede jeg ved, at Val var på vej til at udskifte den smukke hyldeblomst, med en simpel, ukrudtsagtig lignende blomst. Der gik et øjeblik før det gik op for mig, at det var en brændenælde. Jeg så forvirret mellem ukrudtsblomsten og Val. Jeg satte mig forsigtigt op og greb hans arm, ”hvorfor en brændenælde?” Han mødte blidt mine øjne og smilede. ”Fordi det er sandt”. Jeg rynkede brynene og mumlede for mig selv, ”hvad er sandt?” Jeg satte mig tungt ned mod sengen, og mærkede hvordan sengens blide dyne lagde sig fint om mig, som omfavnede stoffet mig. ”Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad blomsterne betyder?” Val sank og et pint udtryk løb henover hans ansigt. Jeg så undersøgende på ham, da han stift rejste vendte sig om og luntede ud af mit værelse. Et suk lød fra min strube, da jeg lagde mig ned på madrassen. Der måtte være gået 5 min. Da Val igen kom listende ind på mit værelse, med en firkantet, rosafarvet pakke. Jeg blinkede søvnen ud af mine tunge øjne og så nysgerrigt hen på Vals pakke. ”Jeg ville have givet dig den på vores fødselsdag. Men nu er vel lige så godt et tidspunkt”. Han gik helt hen til min seng og satte sig elegant ned ved min side. " Jeg har arbejdet længe på den, håber den vil gøre dig glad". Jeg smilede varmt til ham, og tog imod den tilsyneladende tunge pakke. Jeg så ud af øjenkrogen Val rette sit hår, som han altid gjorde når han var nervøs, mens jeg åbnede pakken. Der var et enkelt lag tilbage, jeg kunne mærke hvordan trykket af spænding i brystet blev ved med at stige, da jeg forsigtigt tog fat i hjørnet af papiret og hev det til siden. Jeg gispede og smed indpakke papiret væk, inden jeg varsomt løftede Vals gave op fra dynens underlag. Jeg smilede og lod mine fingre følgene de lysende, gyldne bogstaver, som stod som en kontrast til det tobaksbrune cover.  *Fiore* Ordet gav ekko i mit hoved, da jeg lod mine fingre stryge ryggen. Det rå underlag mod mine fingre, mindede mig om når man lod fingrene stryge mod barken på et træ. Jeg så kort på Val inden, jeg åbnede bogen. Det var som åbnede jeg noget magisk, da et vindpust fyldt med duften af nye sider mødte mig. Mit smil blev bredere, da en enkel, elegant, stilfuld skråskrift mødte mig på den ellers tomme første side. *Til dig min evige honningblomst*. Jeg grinede genert og bladrede en side frem, hvor en ny skrift type mødte mig. *Den smukke viden om blomster*. Jeg lod mine pegefinger stryge henover de lukkede sider, inden jeg lod dem glide forbi min tummelfinger. Jeg lo inderligt, da jeg så kapitlerne *A, B, C...* og siderne der tilhørte med tusind vis af blomster og planter. Val smilede strålende, da jeg lagde bogen forsigtigt ved min sidder og kastede mig om hans hals. "Tusind tusind tak Val". Han lagde roligt sin arme om mig og trykkede mig ind mod ham. "Alt for dig". Jeg kunne mærke han ville sige noget, men i stedet trak jeg mig tilbage, for at se lidt nærmere på hans gave. Der gik næsten ikke et sekund før, jeg bladrede frem til Kapitel B og ledte igennem alle planterne indtil jeg fandt *Brændenælde". Mine øjne skimme henover den realistiske, smukke tegning af en brændenælde og noget information, indtil jeg fandt en lille sektion i bunden af siden hvor der stod med fin skråskrift. *Betydning: Kun døden dræber min kærlighed*.  Den kendte varme bredte sig i mit bryst, da jeg kastede bogen til side og kastede mig over Val der havde stilet sig op og så ud af mit drømmeagtige vindue. Han grinede hjerteligt, da vi faldt bagover ned i min seng. Mine øjne mødte hans, da vi endte i sengen med mig halvt ovenpå ham. "Jeg elsker dig". Ordene nærmest forsvandt, da jeg pressede min læber mod hans. Han lagde sin ene arm om min talje og lod sine læber overtage min mund. Jeg stønnede og lod min ene hånd synke indunder hans nakke. Val gispede, da jeg forsigtigt pressede mig hårdere ind mod ham. Jeg følte mig i et sekund i kontrol, inden Val nærmest løftede mig op og placerede mig ned langs med sengen, så han lå øverst. Jeg trak min mund tilbage med et grin, "shit du er stærk Val". Han så på mig med et skævt smil og lo. Inden han igen lod sine læber stryge mod mine, jeg smilede og greb med den anden hånd fat om hans ryg og pressede ham ned mod mig. Jeg smilede, da han stønnede svagt. Men jeg måtte alligevel skubbe ham væk, "der er noget jeg har tænkt på Val". Jeg satte mig tungt, med benene hængende udover min sengekant. Jeg kunne fornemme, Val rette sit hår, inden han satte sig ned ved siden af mig med et suk. "Hvad så?" Jeg undgik bevidst hans blik, da en klump fyldt med en altædende, kulde bredte sig i min mave. "Jeg tænker bare, tror du det er normalt, at søskende har det som vi har det". Val trak på skulderne og aede mig over kinden, "er det ikke ligemeget". Jeg vendte mig brat om mod ham og så trist ind i hans blik, "hvad hvis det bare er fordi vi aldrig har været sammen med andre børn". Val så tænksom ud, da igen vendte blikket mod vinduet. "Det kan godt være". Jeg mærkede kulden brede sig i hele min krop, og et skrig bygge sig op igennem min hals. Val vendte sig roligt om og mødte mit blik, "men lige meget hvad så elsker jeg dig, og det er der ikke noget der kan lave om på". Jeg smilede trist, og mærkede hvordan kulden fik mine arme og ben til at virke stive. "Hvad sker der med OS nu vi begynder i skole". Val så forvirret hen på mig, "der sker ikke noget, det vil altid være os. Dig og mig". Jeg smilede og kulden som var den is smeltede under Vals varme blik. "Men det er stadig en hemmelighed?" Val nikkede og rejste sig, "ja. Man må ikke elske sin søster sådan som jeg elsker dig, så meget ved jeg". Jeg grinte stille og rejste mig op ved siden af ham, "Ditto". Val smilede og tog forsigtigt min hånd i hans. Jeg skulle til at sige noget, da onkel Kelds stemme brød igennem vores boble. "VAL! AYA! KOM NEDENUNDER!" Jeg sank en klump og fulgte Val med ud af værelset, og med nedenunder til stuen hvor onkel Keld og Lamia sad.

Lamia sendte mig et roligt og varmt blik, "er du bedre?" Jeg smilede og sendte Lamia et kærligt blik, "meget". Jeg kunne fornemme et spørgsmål hos Lamia, men onkel Keld brød ind " det var godt. Uheldigt du skulle falde og slå hovedet". Jeg sank og nikkede, "men nu er du på dubberne igen. Og vi skal have jer to i skole". Jeg gispede og så hen på det store bornholmerur, der trofast viste at klokken var -11:35- Jeg sendte Val et spørgende blik, inden jeg mødte onkel Kelds. "Men klokken er jo næsten 12 om eftermiddagen". Keld grinede og slog sig grinene på maven, "nåh ja i har aldrig været i skole. Men kære Aya skole vare fra klokken -08.00- til klokken -15:00-". Jeg gispede og så febrilsk mellem Val og Lamia.  "Så de har bare frokost nu indtil klokken -12:00-, hvor jeg har aftalt at i skal få jeres første time". Val nikkede stift og så fredeligt ind i onkels øjne, "hvilken klasse skal vi i?" Onkel så forvirret hen på Lamia, der smilede. "Val du skal i 8.C og Aya du skal i 8.F". Jeg bed mig hårdt i tungen, for at sluge det skrig der lå og rullede i min hals. "Skal vi i hver vores klasse?" Jeg så panisk hen, på Val der roligt og standhaftigt lignede der bare havde fået, at vide han kun kunne få chokolade is og ikke vanilje. "Vi tænkte det var godt. Så i ville blive tvunget til at snakke med andre mennesker end hinanden". Lamia grinede og rejste sig fe-agtigt op og inden hun bevægede sig ind i køkkenet. Da hun kom tilbage stod hun med to skoletasker i hænderne. En grøn og en lilla. Jeg mærkede et surt opstød, da jeg tog imod den lillae. Onkel Keld slog mig kejtet på skulderen, “ du skal ikke være bekymret Aya. I skal kun være der 1 time. De andre børn kender godt nok hinanden, skolen startede for 2 uger siden. Men alt skal nok gå.” Jeg sank igen og åbnede den fremmede taske i mine hænder. Den var næsten tom, det eneste der var, i den var: en madpakke og et penalhus; fyldt med blyanter og tuscher og andre genstande og en notesblok. Lamia smilede varmt og rakte Val og mig to tilsvarende hvide æsker. Jeg fulgte Val med øjnene, da han åbnede æsken og en ny, sort, IPhone 5s dukkede frem. Jeg udstødte et hvin og åbnede min æske, hvor en fin, hvid, IPhone 5s lå. “Tusind tak!” Jeg kastede mig grinene om Lamias hals, hun smilede og aede mig over håret. “ Kom nu får vi dem gjort klar så I kan ringe, hvis der er noget”. Jeg satte mig tålmodigt på gulvet og så nysgerrigt til, mens Lamia ordnede og fiksede vores nye mobiler og kodede sit eget nummer ind. Val sukkede og proppede mobilen i lommen, “ hvornår tager vi afsted mod skolen?” Jeg stivnede og så op mod Val, der havde smidt sig i den cream-farvede sofa. “ Nu, så hvis der er noget i vil have med så løb og hent det.” Jeg smilede og sprang på benene, inden jeg spurtede op på mit værelse. Da jeg kom tilbage ned af trappen, stod Val i opgangen med jakke og taske på. “Kommer du?” Jeg nikkede og lagde forsigtigt bogen ned i den lillae taske, inden jeg smed den over skulderen. Val var tavs, mens jeg tog mine sko og jakke på. “ Hvordan kommer vi derhen? Og er der ikke nogen der skal følge os?” Val så tomt på mig og åbnede hoveddøren, “ vi går derhen, skolen ligger vist ikke langt herfra...” Jeg rejste mig og fulgte ham ud af døren, “ Seth er i skole og Keld er taget afsted igen på arbejde.” Jeg greb Vals hånd og smilede, “hvad med Lamia?” Han nikkede og gik med faste skridt væk fra huset. “ Hun kunne godt... Men jeg fortalte hende hun ikke behøvede”. Jeg så forvirret på Vals ansigt, der var trukket i en hård grimasse og hans bestemte kropsattitude. “ Hvad er der galt Val?” Jeg gav hans hånd et klem og gav ham et let puf i brystet så han måtte stoppe op. Han sukkede og trak mig lidt ud til siden, så vi var i skjul. Jeg lagde armene over brystet, som for at fortælle ham, han ligeså godt kunne fortælle mig det. Der lå en skygge henover hans øjne, som skræmte mig, da han hans ansigt pludselig lyste op i et smil, og han gav mig et kys. Jeg ville have skreget i forskrækkelse, hvis ikke Vals mund slugte mine ord. Jeg slog ham hårdt på brystet, da han endelig trak sig tilbage. “Hvad sker der?” Val grinede og begyndte igen, at gå mod skolen. “Jeg prøvede at øve mig i at lade som om, vi bare var normale søskende.” Han skævede til mig med et smil om læberne, “ det gik vist ikke så godt.” Jeg rystede forvirret på hovedet, “ hvorfor sagde du ikke bare det var det du lavede?” Han gav mit hånd et klem, “ jeg ville se om jeg kunne uden din hjælp. Men kunne simpelthen ikke lade vær med at kysse dig, sådan som du stod med ildrøde kinder og trutmund.” Han grinede igen sit fortryllende grin og jeg mærkede min mund trække sig op i et smil. “Nogen gange gør du mig alså skør.” Jeg skubbede grinene til hans skulder, “det fordi jeg er skør.” Jeg smilede og vi satte tempoet op.

Da vi ankom til skolen, blev vi mødt af et overvældende syn. Skole var på størrelse med slot, og omringet af Poppel træer. Jeg bed mig i læben og klemte hårdere om Vals hånd, der var stille omkring. Jeg kunne ikke se nogen børn, det var først, da vi kom tættere på selve bygningen, at jeg så dem gennem vinduerne. Val spændte i kæben og gav min hånd får at fortælle mig, at jeg skulle holde op med at stirre. Jeg rev min øjne til mig og så undersøgende på bygningen. Den var stor, hvid og havde et gråt tag, og langs siderne voksede Pigæbler. Val fnøs og klemte sin øjne sammen til en sprække. Jeg stoppede. Det gav et ryk i hele Vals arm og skulder, han så forvirret på mig. “ Jeg elsker dig.” Hans ansigt blødte op og han sendte mig et varmt smil. “ Jeg elsker også dig. Kom.” Han lagde forsigtigt sin arm om min skulder, og førte mig igennem skolens majestætiske hoveddør. Jeg gispede, de lysende gange var farvet i en lys, blå farve og dørene langs siderne var en neongrøn farve. På gulvet var der tydelige spor efter børne og voksen sko, og en let summen af snak fyldte gangene. Jeg så på Val ud af øjenkrogen, han så lige så overrasket ud som mig. Jeg skulle lige til at sige noget, da en drengestemme brød stilheden mellem os. “ Hey kan jeg hjælpe jer?” Jeg løftede hovedet med ryk og blev mødt af et par mørke chokoladefarvede øjne. Jeg smilede, da drengen rakte hånden og Val greb den. “Mit navn er Jacob. Hvem er I?” Val smilede, “ mit navn er Val og det her er min søster Aya.” Jacobs øjne mødte mine, og jeg mærkede min mave slå koldbøtter, da han tog min hånd og smilede. “Dejligt at møde dig. Nej jeg mener jer...” Jeg fniste og mærkede varmen stige op i mine kinder, Val vendte øjne og så irriteret på Jacob. “ Kan du fortælle os hvor kontoret ligger? Vi skal starte i dag.” Jacob rystede på hovedet og smilede, “ ja følg efter mig.” En stilhed bredte sig mellem os, da han førte os ned af gangene. “Er i tvillinger?” Jeg grinede og nikkede, og lod min hånd glide igennem Vals hår. “Afslørede vores hår os?” Jacob smilede og nikkede, “ skal i så i samme klasse?” En kulde bredte sig i mit bryst, da Val rystede på hovedet. “Nej jeg skal i 8.C og Aya skal i 8.F” Jacob smilede og slog Val venligt på skulderen, “så skal vi i samme klasse. Nåh men kontoret er her. Så ses vi lige om lidt jo.” Jeg stivnede, da han roligt tog mine hænder i hans. “Vi ses Aya.” Jeg fulgte ham ud af øjenkrogen, da han forsvandt bag et hjørne. Val tog min hånd og skubbede den tunge dør op, hvor der stod med stor skrift *KONTOR*. Jeg ville have set mig rundt, men blev stoppet da en høj, smuk kvinde stilede sig ind foran os. “Hej I to i må være Val og Aya, jeg er rektor på skolen her.” Hendes håndtryk var stærkt, og fik hende tydeligt til at fremstå som en leder type. Jeg smilede og nikkede ivrigt, når hun stilede spørgsmål om vores hjemmeskoling. Da hun var færdig nikkede hun tilfredst og rettede sig op, “ godt skal vi få jer to afsted. Hen til jeres nye klasse.” Det var ikke et spørgsmål, så jeg undlod at svare. I stedet dukkede Jacob op igen med smil, “ Jacob kan du ikke vise Val til sin nye klasse, så viser jeg Aya på plads.” Jacob nikkede og blinkede til mig, men jeg ignorere ham og gav i stedet Val et kram. “ Vi ses om en time.” Han nikkede og fulgte Jacob ud af døren. Jeg vendte mig trist om og mødte Rektorens blik, “kom Aya, så viser jeg dig hen til 8.F”. Jeg nikkede og fulgte hende ud af lokalet. Jeg blinkede da jeg så Vals ryg forsvinde bag et hjørne, men han var væk i sekundet efter. Et suk lød som fra hele skolen, da jeg gik ned af gangene alene med rektoren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...