The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
910Visninger
AA

6. Kapitel 2: Morgenfrue

Solen var kun lige stået op, og et orange-Rosa skær fyldte hele himlen, vi var i den gyldne time. Jeg var lige vågnet, Val lå stadig og sov. Hans åndedræt var langsomt og højlydt, i det dunkle rum. Jeg vendte mig om så vi lå ansigt mod ansigt, hans øjne sitrede bag øjenlågene. Jeg smilte og lod mine læber strejfe hans pande, i et uskyldig kys. Jeg sukkede og lagde min hånd mod hans kind. Han så så bekymrings fri ud og han fremstod endnu mere som den græskegud han var. Hans kind var blød mod min hånd og bare det at røre hans kind, sendte små,elektriske,stød op igennem mine fingre. Jeg lagde min panden mod hans panden, og lyttede til hvordan vores hjerter slog i takt. Jeg var stille, jeg nød bare at lytte til Vals rolige vejtrækning. Jeg mærkede, hvordan mine tanker begynde at kludre sammen og før jeg vidste af det, begynde mørket at overtage, og søvnen overtog mig. Jeg må have sovet i omkring 10 min. Før jeg blev vækket, af Vals fingre der gled gennem mit hår som silke. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og blev mødt af Val kærlighedsfulde ansigt. "Du har det blødeste hår i verden, honningblomst". Jeg mærkede hvordan en varme steg op i mine kinder, da han bukkede sig ned og kyssede mig på håret. Jeg fniste og aede ham blidt på kinden. Hvor var han dog smuk lige fra hans kridhvide hår, til isblå øjne og gyldne hud. Jeg grinte og rodede ham blidt i håret. Jeg lagde mit hoved ind imod hans bryst, og lukkede øjnene. Val smilede og begyndte at ae mit hår, mens han fortalte mig om forskellige blomsters betydning. Vi havde ligget sådan i noget tid, indtil vi hørte Lamia komme gående ned af gangen mod stuen og køkkenet. "Er I oppe begge to?" Hun stak forsigtigt hovedet ind, og et lille smil dukkede op, det nåede dog ikke hendes øjne. "Kom lige ind i køkkenet. Vi rejste os begge op, og rettede på vores tøj som vi havde sovet med. Jeg så hen på Val der stod og kiggede sig selv i spejlet, der lå en tristhed over hans øjne. Jeg sukkede og rakte ud efter hans ene hånd, "kom de venter på os". Val løsnede blikket fra spejlet, og greb min hand. "Så lad os gå derind", nu var det min til at stoppe op. Val så bekymret på mig, og gav mig et kys på panden. "Mor bliver ikke bedre af at vi undgår nyhederne". Jeg nikkede og gav hans hånd et klem, "okay, lad os gå derind". Val smilede og og trak mig med ud i vores køkken. Det vi nåede ud i køkkenet, var stemningen tung og kvælende, og passede slet ikke til det gode vejr udenfor. Jeg klemte hårdt om Vals hånd, da jeg mærkede min hals snørrer sig sammen. Seth stod med ryggen til og så ud af det beskidte vindue, hvor små sol stråler listede sig igennem. Lamia sad og kiggede på sin nye iphone X, med et bekymret udtryk i ansigtet. Vi var alle stille, ingen kiggede på hinanden, alt var som forstenet. Indtil Val trak mig hen til bordet, og vi satte os ned med et *BUMP*. Lamia så op, og så skiftevis på mig og Val. "Seth kom her og sæt dig ned". Seth rystede på hovedet, "jeg står fint her". Han vendte sig om og lænede sig mod køkkenbordet. Lamia så forvirret på ham, som havde hans fjendtlighed fået hende til at miste tråden. "Ja øhh..... Vi skal jo lige snakke sammen". Val rystede på hovedet, håbløsheden hang som en eftersmag i Lamias stemme. "Hvad er der galt med mor?" Lamia som havde undgået øjenkontakt, fra da vi satte os ned til nu, løftede hovedet med et sæt og så direkte ind i Vals øjne. Jeg klemte Vals hånd, da tårene løb op i Lamias øjne, og lagde sig i hendes øjenkroge. Jeg vendte hovedet væk, og hviskede hæst, "hvad sagde lægerne?" Lamia så hjælpeløst op på Seth, som havde vendt sig om igen. "Hun er døende...." Seth vendte sig om, og kulden løb ned af ryggen på mig, da han uden at tage øjnene fra mig sagde, "hun fejler noget der hedder cancer pulmonis". Val satte sig op med et ryk, "Cancer..... Pulmonis..." Han lagde ekstra tryk på stavelserne i Pulmonis. "Det er en form af kræft.... hvilken?" Seth fnøs irriteret, og lagde en hånd på Lamias skulder. "Lungekræft". Lamia snøvlede over orderne, men fik det tilsidst ud. Val var frosset ved siden af mig, og sad stiv som et bræt uden at bevæge sige. Seth klappede hende koldt på skulderen, inden han vendte sig om og gik ud af køkkenet. Jeg så Lamia ind i øjnene, "hvad siger lægerne om mor?" Jeg slap Vals hånd, og børstede min svedige håndflader af i mine bukser. Lamia så rystet ud, og tog sin tid med at svare. Så det endte med jeg sad, helt ude på kanten af min stol. "Lægerne siger hun ikke kommer til at overleve ugen ud." Jeg mærkede et skrig hobe sig op, og bevæge sig igennem min mave og hals, hvor det til sidst blev stoppet af mine tænder, som jeg havde bidt hårdt sammen. Jeg sank skriget, og mærkede hvordan jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Og langsomt uden min kontrol begyndte en fremmed lyd at undslippe mine læber. Det var først da jeg havde rejst mig op, jeg opdagede at jeg hulkede. Jeg vendte mig brat om og stormede ud af køkkenet, Val prøvede forgæves at gribe mig i armen, men jeg var for hurtig. Jeg havde så travlt at jeg slet ikke opdagede ham, før min krop støtte ind i hans mur af en krop. "Av for helved. Så hvor du går mide". Jeg skubbede ham hårdt i brystet, "FLYT DIG". Jeg smuttede forbi ham, og løb ned af vores lyselilla gang, helt ned til mit værelse der var det sidst på gangen. Jeg åbnede døren og sprang ind, som var nogen efter mig. Da jeg først var inde smækkede jeg døren med et *BRAG*, og kastede mig i sengen. Og først der lod jeg tårene falde, og med dynen proppet godt ned i halsen begyndte jeg at skrige. Val kom ind på mit værelse efter omkring 5 min. ren skrigeri. Han havde et såret udtryk i sine øjne, da han satte sig ned på min seng."Nu er der kun os fire tilbage". Jeg smilte trist, og lagde mit hovedet mod hans skulder. "Nu er det kun os to tilbage". Val drejede hovedet og så mig ind i øjnene, "Det har altid kun været os to". Jeg lukkede langsomt øjnene, da han lænede sig frem og gav mig forsigtigt et kys på panden. "Vi tager ind og besøger mor i morgen, kom med". Jeg åbnede mine øjne, og så den ærlighed og kærlighed der strømmede fra ham. "okay". Han smilede og begyndte at rejse sig. En panisk kulde sprede sig igennem mig, "Nej vent!! Vil du ikke nok blive her hos mig?" Han så kort på mig og nikkede, "selvfølgelig". Jeg gav ham et kys på kinden, og bad ham vende sig om, da jeg hurtigt skiftede ud af mit tøj og krøb ned under min dyne. Han smilede og lagde sig ned ved siden af mig i sengen. "Godnat Val". Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og lod min ene arm omfavne hans mave. Han lukkede øjnene og hviskede "Godnat Honningblomst".

Da vi dagen efter, sad på hospitalsgangen, lå en dræbende stemning over os. Lamia havde været stille hele dagen, og Seth havde ikke skænket os et eneste blik. Væggene omkring os var kridhvide, og lugtede af sæbe, og noget jeg ikke lige kunne sætte fingeren på. Der havde været meget larm, da vi var kommet ind i hospitalet. Men da vi havde gået forbi de mange gange med syge og pårørende, var vi nået til en lille del af hospitalet hvor der var dødstille. Der var ingen anden lyd end vores fodtrin, da vi bevægede os ned af passagerne, ned mod vores mors rum. Vi var kun nogle døre fra vores mors rum, da en stor, kraftig, kvindeligsygeplejerske, med store, buskede øjenbryn kom ud fra et af rummene. "Hov.Hov... Hvor er I på vej hen?" Vi så forvirret op på hende, "vi skal besøge vores mor, hun ligger derinde." Vi pegede på rummet lidt længere nede. Sygeplejersken så mistænksomt hen på os, og nikkede som bekræftede hun vores historie. "I må sidde udenfor døren til jeg lukker jer ind... Okay." Selvom hendes "Okay", virkede som et spørgsmål, føltes det ikke som om der var spørgsmålstegn efter ordet. Vi nikkede og satte os på de hårde plasticstole, uden for vores mors dør. Val var meget stille han sad og kiggede nøje på den blomst, vi havde udvalgt fra haven. Det havde været svært, at vælge. Val havde ikke givet mig mange muligheder for at vælge, men til sidst var vi blevet enig om at tage en enkel morgenfrue med. Val havde båret den forsigtigt hele vejen, men sad nu og rystede den frem og tilbage, i sin hånd. "Vi valgte den forkerte blomst, Aya". Jeg så blidt hen på ham, "hvorfor?" Han sad stadig med blomst, men havde nu lukket hånden som en knytnæve rundt om dens tynde stilk. "Hvis vi giver hende den her blomst, føles det som om vi giver op på hende". Jeg mærkede hvordan det hev ned i min mundvige. "Hun bliver glad ligemeget hvilken blomst hun får, det betyder ikke noget". Han rettede sig op med et ryk, og klemte endnu hårdere om blomsten, da han så vredt hen på Lamia. " Det betyder noget for mig". Jeg tog forsigtigt hans hånd, og strøg let henover den overflade med min tommelfinger. "Vi har ikke givet op, vi deler bare vores smerte med hende". Val flyttede sine øjne fra Lamia til mig, og så længe på mig som for at finde ud hvad han mente om det. Til sidst rystede han bare på hovedet og sænkede blikket. "Du har ret". Jeg smilede igen og gav ham et kys på kinden. "Ikke nogen surmule, vi skal snart ind til mor".

Der gik 15 min. Før sygeplejersken, med de enorme øjenbryn kom tilbage, og lod os komme ind til vores mor. Jeg vidste der var noget galt. En tung, kvælende, dræbende lugt af død var i rummet, næsten som vidste kroppen den skulle dø før hende selv. Jeg stod lidt i døråbningen og svajede, da Seth skubbede sig forbi mig og lod sin skulder bombe ind i min. Jeg mærkede næsten ikke den korte smerte i min skulder, og lod istedet forsigtigt min krop synke ind imod væggen. Lamia var også smuttet forbi mig, og sad nu på stolen til venstre for mor, med Seth stående lige bag hende. Val var tre skridt foran mig og stod og stenede, mens han så på mor. Jeg kunne stadig ikke se hende, men frygten der stod malet i Vals ansigt var nok til at vide, det var et forfærdeligt syn. Jeg sank den klump der var vokset i min hals, og slæbte min krop op ved siden af Val. Jeg turde ikke løfte blikket, men tog istedet Vals hånd. "Er det slemt?" Han så forvirret hen på mig, og jeg kunne mærke hvordan han prøvede at få mig til at løfte blikket. Men jeg rystede bare på hovedet, og klemte hårdt om hans hånd. Det var først da vores mors hæse, rustne stemme brød igennem den tykke stilhed, at jeg langsomt hævede blikket og så på hende. "Kom...Herhen". Jeg gispede og bed tårene i mig. Hun var bleg, sygelig bleg, og sveden løb fra hendes tykke mørke hår nedover hendes ansigt, som var fortrukket i en smertefuld grimasse. Jeg tog nogle skridt nærmere hende, og trak Val med mig, mens jeg bevægede mig hen til stolen ved hendes højre side. Jo tættere på jeg kom hende, jo svære blev det at holde ansigtet i de rigtige folder. Hun så lille ud i den store hospitalsseng, og hendes hud lå slapt på hendes knogler, og fik hende til at fremstå tynd og skrøbelig. Jeg mærkede hvordan Vals puls steg, da hendes øjne rullede hen på os. Jeg sank da en kvalmende substans kravlede op igennem min hals. Hendes øjne virkede så tomme...... Jeg fik næsten en følelse af de ville rulle ud af hovedet på hende. "Kom her skat". Jeg mærkede hvordan mine ben bukkede under for min vægt, og jeg gled ned i stolen med et *BUMP*. Jeg rakte hende forsigtigt min hånd. Hendes fingre føltes klamme, spinkle og ranglede da hun med sine tynde edderkoppe fingre greb fat om min hånd. "Jeg elsker jer... allesammen". Hun lod sine øjne hvile nogle sekunder på os alle, mens hun så rundt. "Når jeg er væk skal.." Lamia begyndte at hulke, "..skal i rejse hjem til jeres onkel Keld". Seth sukkede og så væk, ingen af os havde et særligt godt forhold til vores onkel. "Jeg ked af, jeg forlader jer nu... Men I må være stærke og holde sam!.." Hun blev afbrudt, da et hosteanfald begyndte. Det blev værre og langsomt begyndte frygten fra dagen før at spirer frem igen. Jeg mærkede, panikken røre på sig. Men inden den tog overhånd, dukkede den kraftige sygeplejerske op igen og fik os smidt ud af rummet.

Vi brugte de næste to uger på hospitalet, vi sov i en lejlighed for pårørende. Den kraftige sygeplejerskes, som til dels tog sig af både vores mor og os, navn var: Kamelia hvilket i sig selv var ironisk. Hun var en dygtig sygeplejerske, og hun passede godt på vores mor. Den første uge i hospitalet, havde været turbulent. Ingen af os vidste hvilket ben vi skulle stå på. Og mens vi forvirret og fortvivlet så til, forsvandt vores mor, indtil der ikke var mere end et skelet tilbage i den kolde seng. Hun snakkeder ikke mere, nu lå hun bare som i koma og hostede, mens hendes øjne rullede rundt i hovedet på hende. Da vi kom ind i den anden uge besøgte mig og Val hende ikke så meget mere, den kvinde der lå der var ikke vores smukke, stærke, glade mor. Så i stedet sad vi og snakkede om vores onkel Keld. Sidst vi havde set ham, var vi omkring 6 år gamle, og det var vores far der havde introduceret os. Jeg huskede ham, som lignede han meget vores far, de havde begge briller der sad fint på deres næseryg og tyndt kobberfarvet hår ligesom Lamia. Derfra begyndte forskellene, vores far havde haft de smukkeste, varmeste nøddebrune øjne. Mens vores onkel havde haft små, kolde citrongule øjne. Udover det havde vores far den samme gudesmukke, gyldne hudfarve som Val, mens Keld havde en bleg, mat farve der mindede om mors. Val og jeg havde siddet og snakket om onkel Keld, i en time da Lamia bankede på døren. Hun så træt ud, der hang store poser under hendes øjne og hendes øjne så tomme ud. "Det er tid til at sige farvel, lægerne siger der ikke er mere at gøre". Val nikkede, og tog forsigtigt min hånd. Jeg var stille hele vejen hen til hendes værelse, Val forstod mig godt, han strøg mig roligt over hånden med tommelfingeren. Da vi kom ind i rummet, stod 4 læger plus Kamelia omkring vores mor. De løftede hovederne kort og så på os da vi kom ind. Jeg lagde først mærke til, at vores morgenfrue var blevet sat i en vase, da jeg kom helt hen til sengen. Den stod og vippede fra side til side, som i en sidste dans. En af lægerne rettede sig op og så på os, han så alvorlig ud da han mellem sammenbidte tænder sagde: "Så er det nu, sådan som det ser ud klare hun ikke natten over". Jeg sank, da jeg mærkede min hals snører sig sammen til en knude. Jeg så en sidste gang på min mor, hvis blik flakkede forvirret rundt i rummet, "Farvel.. Mama". Jeg vendte mig om og løb ud på gangen. Val var lige efter mig, "Vent Aya!" Jeg standsede kort op, inden jeg begyndte at gå igen. Han greb min hånd og drejede mig rundt. Vores øjne mødtes og uden ord, fortalte vi hinanden om vores smerte. "Kom her". Han bredte sine arme ud i en omfavnelse, jeg så lidt på ham, men lod så min krop falde ind i hans omfavnelse. Han duftede stadig dejligt af Jasmin. "Jeg elsker dig.. ved du det". Jeg drejede hovedet så vores øjne mødtes, jeg mærkede mine tåre løbe ned af kinderne, mens jeg nikkede."Jeg elsker også dig". Han smilede trist og begyndte langsomt at ae mit hår i et roligt tempo. Der var ingen af os der sagde mere, vi var alle stille, da vi alle 4 tog hjem den aften, og gik i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...