The Pain of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Vi vidste godt det var forkert.
Og tro mig vi prøvede at lade vær.
Men på et tidspunkt i livet må man stå ved sine handlinger.
Også selv om resten af verden ikke må høre eller se det.
Vi bestemmer ikke hvem vi elsker, eller hvem der elsker os.
Så på et tidspunkt må vi bare elske dem vi kan.
Vi ved godt vi aldrig vil blive forstået eller accepteret.
Men i det mindste har vi hinanden.

Dette er historien om to elskende i en verden, hvor deres kærlighed er forbudt. Følg dem gennem deres liv fra barnsben af op igennem deres ung.

2Likes
0Kommentarer
905Visninger
AA

5. Kapitel 1: Lyserøde Nelliker

Det var varmt, solen strålede ind gennem de store åbne vinduer  i stuen. Jeg sad med min dukke Pax som jeg havde fået i fødselsdagsgave, da Val kom småløbende ind. "Solen skinner! Jeg vil ud og lege. vil du med?" Jeg smilede og nikkede. Val stod tålmodigt og ventede, mens jeg lagde Pax ned og gjorde mig klar til at rejse mig. Dog var jeg ikke nået halvvejs op, før jeg gled. Jeg gjorde mig klar til at ramme jorden,  men Val havde grebet mig og stod nu med mig i sine arme. Jeg smilede og kastede mig i hans arme, som for at takke ham, og trak mig ind til ham. Jeg smilede, når vi stod så tæt jeg kunne dufte Val. Han duftede så dejligt af Jasmin, og duften fik det til at kilde i min mave. "Nåh skal vi gå ud?" Jeg nikkede. Udenfor duftede der dejligt af mors blomster, som hun plantede hvert forår. Jeg stod og mærkede solen varme min hud, da Val greb fat i min hånd og trak mig efter ham. Jeg gjorde ikke modstand, Val kendte haven bedre end jeg gjorde, så hvis han sagde vi skulle den vej, for at se de smukkeste blomster stolede jeg på ham. Da vi var gået et stykke tid, endte vi oppe på en bakke bag huset. Huset var ret langt nede, så hvis mor råbte ville vi sikkert ikke høre det, medmindre hun gik helt hen til foden af bakken. Men det gjorde nu ikke mig noget. Jeg smilede og et gisp undslap mig, da jeg så de mange blomster og det kæmpe appelsintræ, med de saftigste og lækreste appelsiner. "Ej hvor er de flotte Val!" Han smilede og satte sig ned i mellem de mange nelliker, der var i alle regnbuensfarver. Jeg satte mig ned ved siden af ham og så udover landskabet. Vals hvide hår flagrede i vinden, og fik hans isblå øjne til at fremstå endnu smukkere. "Vælg en blomst" Han brød den søde tavshed, der lå henover os. Jeg så forvirret hen på ham, "vælg en blomst Aya". Jeg så hen på de mange nelliker, de var så flotte allesammen. Jeg skævede hen til ham, da jeg rakte ud efter den store gule. Jeg havde fingrene låst om stilken, da der pludselig lød et "NEJ IKKE DEN GULE". Forskrækket slap jeg den gule blomst, og trak hånden til mig. Jeg så forvirret hen på Val, han rystede på hovedet. "Ikke den gule den har en dårlig betydning, tag den her". Val rakte udefter en stor, flot, lyserød nellike. Han smilede da den knækkede perfekt på midten af stilken. "Her". Jeg smilede til ham og lod ham forsigtigt sætte den smukke blomst i håret ved mit øre. Den var en smuk kontrast til min blege hud. Hans fingre strejfede blidt min kind, da jeg hviskede "hvad betyder den?". En rød farve steg op i Vals ansigt og spredte sig ud til hans øre, da han så væk. "Kærlighed". Et smil dukkede op på min læber, da jeg lænede mig fremad for at give ham et kys på kinden. Men så langt nåede jeg ikke for før min læber ramte hans bløde kind, drejede Val ansigtet for at se mig i øjnene. Og i sekundet efter mødte vores læber hinanden, som i en hemmelig kontrakt om vores kærlighed. Et kort strejf af overraskelse fløj henover hans ansigt, før han ligesom jeg gav efter og lod vores munde nyde den søde, uskyldige, erklæring vi ikke turde sige højt. Vores læber skiltes først da en hæs stemme fra bjergets fod, lød op igennem vores smukke paradis. "Der er mad!" Jeg så ind i Vals lysende øjne, da han rettede på blomsten i mit hår. En stilhed faldt over os, mens vi sad og så på hinanden. Jeg løftede forsigtigt hånden, og lod mine fingre glide let igennem hans tykke hår, der var ligeså hvidt som sneen. Jeg lukkede øjnene, mens jeg lod mine fingre vandre og stryge henover hans ansigt. Jeg smilede, det var min tur til at give ham en blomst. Jeg så mig omkring, og pludselig ud af ingenting fangede en blomst mit blik. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, det her var den perfekte blomst, det vidste jeg. Jeg plukkede den forsigtigt og vendte mig mod Val. "Her". Vals ansigt lyste op, da han med et grin tog blomsten og omfavnede mig. Hans krop var ikke meget større end min, men alligevel føltes den stærk mod mit bryst når vi krammede på den måde. Jeg smilte genert, da han tog den bag øret. Den røde tulipan stod godt sammen med hans gyldne hud. Han kyssede mig på kinden, og mumlede et eller andet. Jeg skulle til at spørge ham hvad han sagde, da en mørk skygge brød igennem vores lys. Jeg vidste allerede, hvem det var inden jeg kiggede op. Hans mørke hår stod som flammer om hans ansigt, og hans mørke øjenvipper kastede skygger mod hans høje kindben. En snerren undslap hans strube, da hans blik fløj fra Val til mig, og op i blomsterne i vores hår. Jeg mærkede hvordan min krop i panik, klamrede sig til Val. Seth mødte Vals blik, med sådan et raseri at jeg krympede mig. "Jeg råbte der var mad". Val mødte hans blik, uden at tøve. "Undskyld det hørte vi ikke". Seth fnøs, og gik et skridt nærmere. "Nåh så det gjorde I ikke". Jeg rystede kraftigt på hovedet, mens Val bare mødte løvens blik. "Nej". Knapt havde ordene forladt Vals mund, før Seth fløj over ham. Jeg nåede ikke at reagere før, Seth havde presset Val op i mod det smukke appelsintræ. "LYV IKKE overfor mig." Jeg mærkede mine ben løbe den kort distance hen til træet. Et skrig lød fra min mund, da jeg løftede armene og slog mod den kolde ryk af min storebror. "SLIP HAM!! SLIP HAM!!" Et smil løb over Seths læber, da slap Val med den ene hånd, og gav mig et hurtigt slag over venstre kind. Alt sortnede et øjeblik. Da lyset igen brød igennem mørket, og jeg kunne se. Var Seth ved at proppe min røde tulipan ned i halsen på Val. Jeg skreg igen, og ignorede den brændene smerte i mit ansigt,cda jeg uden at tøve hoppede op på ryggen af Seth. Et hæst fnys lød fra Seth, da han irriteret prøvede at ryste mig af. Men jeg gav ikke slip, til gengæld midt i alt tumulten, fik jeg øjenkontakt med Val. Et enkelt tåre lød ned af hans højre kind, da han spyttede resterne af tulipanen ud. Det føltes som om der blev klikket på en kontakt, da jeg pludselig blev indhyllet i raseri og jog tænderne så langt ned i Seth skulder jeg kunne, og bed fast. Et skrig fyldte himlen, da Seth slap Val og kastede sig mod jorden. Jeg hoppede elegant ned fra ryggen af ham, inden jeg blev mast under ham. Jeg vendte mig mod Val, hans tåre var størknet ind og havde efterladt et spor i hans beskidte hud. Jeg smilede trist, da han bukkede sig ned og satte nelliken tilbage i mit hår, hvor den var faldet i kampens hede. Seth havde i mellemtiden rejst sig, og var selv på vej ned mod huset. Jeg kunne skimte en rød farve, sprede sig ved hans venstre skulder da han listede væk. Jeg mærkede igen vreden fylde mig og jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at se rødt. Men Val tog stille min hånd og hviskede, "det slut nu". Jeg rystede på hovedet, det var ikke slut, måske i dag, men det var ikke slut. Val rakte mig en appelsin og sammen gik vi ned mod huset.

Vores mor var stille da vi sammen hånd i hånd, kom ind gennem køkkendøren. Mor stod og dækkede bord til 6. Seth var ikke dukket op endnu, han var sikkert ved at ordne sin skulder. "Hvorfor dækker du op til 6? far er her ikke". Mor løftede hovedet og så udover bordet, som for at tælle hvor mange hun havde dækket op til. "nåh ja... Du har ret". Et svag følelse af smerte lå gemt bag hendes ord. Det var nu ca. ½ år siden far forlod os, for at tage på "arbejde". Siden da havde vi ikke hørt fra ham. Politiet efterlyste ham, men efter lidt tid gav de op og det samme gjorde vi. Seth havde sagt at chancen for han var død, var større end han kom tilbage. Lidt senere på året fandt man hans lig ved et tilfælde, politiet sagde at han nok bare havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mor havde grædt hver aften siden. Val satte sig forsigtigt på pladsen, til venstre for mig. Mor havde fjernet den sidste tallerken og satte sig nu til bords, med et suk. Jeg satte mig ned ved siden af Val, han virkede som om han ville fortælle mig noget, men jeg ignorede ham og lod langsomt øjnene glide henover mors ansigt. Hendes blå øjne havde fået en noget slidt grå farve, og det mørke tykke hår der hang om hendes skuldre var fyldt med lange grå streger, der ødelagde hendes ellers ungdommelige personlighed. Det var længe siden jeg havde set ordentligt på mor. De sidste par måneder havde været hårde ved den ellers før i tiden stærke og smukke kvinde vi kaldte mor. Hun havde flere rynker omkring øjnene og munden end jeg huskede, hendes ansigt så næsten ud som var det i konstant kamp imod sorgen. Og selvom hun var i en meget ung alder, så hendes ansigt slidt, trist og brugt ud. Val gav min skulder et skub, og jeg blev revet ud af min trance. Jeg fulgte hans blik og blev mødt af to iskolde øjne, fyldt med afsky og væmmelse. Jeg gøs og sænkede blikket. Seth satte sig sig tungt med et suk ved siden af mor. Mor udvekslede et kort blik mellem Seth og os, da hun så ham tage sig til skulderen. Et spørgsmål lå på hendes tunge, men blev afbrudt af lykkelig latter. “Mor han spurgte mig ud!” Lamia kom til syne i døråbningen. Hendes brune hår lå perfekt over hendes venstre skulder, og slyngede sig i elegante buer nedover hendes velformede bryst, som kunne skimtes i den let gennemsigtige trøje, der hang løst over den ene skulder. Seth fnøs irriteret og begynde at spise. Mor smilte og rakte armene ud efter Lamia, som kastede sig i hendes omfavnelse. “Selvfølgelig gjorde han det. Du er en smuk pige, min skat.”Lamias smil strakte sig fra øre til øre, og en let lyserøde farve, som den nellike jeg havde i håret, brede sig på hendes kinder. Lamia gav mor et hurtigt kys på kinden, da hun opdagede vi sad og ventede på hun satte sig til bords. Hun gik elegant, som den fe hun var forbi Seth, og satte sig ved siden af Val. “Hvad så I to? Hvad har i lavet i dag?” Val og jeg udvekslede et hurtigt blik. “Ingenting, Val viste mig bare nogle smukke blomster”. Lamia smilede og nikkede “hyggeligt”. En stilhed faldt over os alle. Mor var mere stille end hun plejede, hun hadede når der ikke blev snakket omkring middagsbordet. Jeg løftede blikket for at fange hendes blik, men frøs omgående da jeg mødte Seths. En kulden spredte sig i mig og hele min krop føltes stiv, da han lod blikket glide fra mig til blomsten og tilbage igen. Jeg var stivnet og mærkede ikke selv jeg holdte vejret før Val tog min hånd. En behagelig, elektrisk, varme bredte sig op igennem min arm og ud i min krop. Vals isblå øjne smilte til mig, og langsomt, som sank jeg væk i hans øjne, forsvandt verden omkring os. Der var kun ham og mig, mine øjne slap ikke hans, og hans veg ikke fra mine. Vi var i vores egen bobel, indtil mor begyndte at hoste. Først tog vi os ikke af det, det var jo bare et almindeligt host. Det var først da den tørrer hoste blev erstattet med en rallende, klistret, ækel hoste at vi slap hinanden og lod øjnene falde på vores mor. Hun var bleg, næsten lige så hvid i huden som vores hår. Og hun havde i løbet af hosteanfaldet taget sig til hjertet, og sad nu krumbøjet over bordet. Og så begyndte det at gå hurtigt. Lamia rejste sig for at hjælpe mor, og jeg bemærkede svagt Seth ringe til 112 ud af øjenkrogen. Lamia havde hevet stolen ud fra bordet for give mor plads og luft, og for at hjælpe på hosteriet. Men i stedet skete det helt modsatte mors hoste blev værre. Jeg rejste mig med et skrig, og mærkede Vals arme omfavne mig bagfra. Da en rød farve sprang fra mors mund i hostet, og klistrede sig fast til den hånd hun fortvivlet prøvede at dække sin mund med. Smerten stod malet i hendes ansigt, da en enkel tåre løb nedover hendes kind. Min øjne mødte mors i en kort afsked, da Val trak mig ud fra køkkenet. Hendes øjne havde været slørede, men selvom de udstrålede smerte. Fornemmede jeg alligevel en slags glæde indeni dem, som var hun klar til endelig af komme væk fra det liv som skæbnen havde givet hende. Jeg skreg og kæmpede, slog, sparkede og bed, men Val gav ikke slip, han holdte bare om mig og hviskede stille kærlige ord i mit øre. Og så begyndte jeg at græde. Jeg grad og grad, jeg grad indtil jeg ikke kunne mere. Ambulancefolkene havde hentet mor, og taget både Seth og Lamia med sig. Så nu sad vi helt alene i det store, tomme, forladte hus. Der pludselig ikke føltes varmt og velkomment, men koldt og dunkelt. Val havde ikke givet slip på mig, og sad stadig og omfavnede mig. Jeg vendte mig langsomt rundt og lod forsigtigt armen omringe hans stærke ryg. Jeg trak ham ind til mig i et knus og så var det pludselig hans tur til at græde. Sådan sad vi længe og skriftes til at trøste og græde. Jeg lagde hoved tungt på hans skulder. Vi var nu i en alder af 12 blevet efterladt af to mennesker. Og stod nu tilbage med en følelse af at være uelsket og forhadt, af alle andre end hinanden.

Da Lamia og Seth kom hjem lå en dyb, rungende, hjerteskærende stilhed over vores hus. Val og jeg var faldet i søvn i en omfavnelse ovenpå vores beigefarvede sofa. Seth var uden en lyd listet ind på sit værelse uden at skænke os en tanke. Lamia var gået ind i stuen for at finde os. Et rist smil dukkede op på hendes ansigt, da hun så den lyserøde nelliker i mit hår. Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af os, og lagde sit hoved ned på sine hænder. Og langsomt begynde hun at græde, tårene løb som vandfald fra hendes brune øjne. Der i mørket så slørede og blodsprængte ud. Hendes kobberfarvede hår var faldet ud foran hendes ansigt, og dækkede hende til mens hun grad. Hun rettede sig op med et ryk, da hun mærkede Seth hånd på sin skulder. Han havde hørt hende græde inde fra sit værelse. "Kom lad dem sove. Vi fortæller det i morgen". Lamia rystede på hovedet. "De har ventet hele aftenen, de fortjener at høre det nu". Seth fnøs irriteret. "Jeg er ligeglad, med hvad de fortjener. Jeg går i seng. Vi fortæller det i morgen sammen, eller du fortæller det alene i aften." Han vendte sig om og begynde at gå mod døren. Lamia greb fortvivlet ud efter hans arm. "er du sikker?" Et lumsk smil dukkede op på hans ansigt. "Helt sikker". Han hev sin arm til sig og gik med faste skridt ud af stuen. Lamia så hen på os. Hun sukkede og rejste sig med en kraftanstrengelse. Hun skulle lige til at gå, men vendte sig hurtigt om og gav os et kys på panden, inden hun listede ud. "Godnat, vi ses i morgen".  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...