Løgner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Færdig
Der er ingen der kan se hvad andre ser.

1Likes
1Kommentarer
73Visninger

1. Løgner

08-12-2017

Løgner

-Af Laura B. Schmidt.

 

Jeg sad og kiggede ned på min tallerken. Hvor var jeg dog bare sulten. Det havde været en lang dag, og jeg havde brugt mange kræfter. Jeg løftede min hånd, og greb fat om gaflen. Idet mine fingre rørte ved det kolde skaft af jern, begyndte jeg at ryste, og der lød et stort brag. Det var som om, at der lige var sprunget en landmine ude i baghaven. Jeg blev frygteligt bange, og jeg holdte stramt fast i skeen. Jeg fik kuldegysninger, og jeg følte, at en mørk sky fløj over mit hoved. Jeg bed mig selv i tungen. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg ganske forskrækket. Jeg kunne ikke mærke det, men jeg kunne smage jernet i mit blod.

Min mor prikkede til mig. ”Så nu tager du en pasta på gaflen”. Jeg sukkede hårdt, og stak forsigtigt gaflen ned i en af de mange pastaer. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg sukkede, jeg fandt det bare naturligt at gøre. Jeg løftede gaflen op til min mund, lukkede mine øjne, og åbnede min mund. Jeg fik pludselig en ulidelig ubeskrivelig smerte i hele mit hoved. Jeg havde aldrig før oplevet en sådan smerte. Jeg skreg et højt og langt skrig, så det rungede i hele huset.

Jeg åbnede mine øjne stille og roligt mine øjne. Der var ikke sket noget. Min mor så helt normal ud. Jeg blinkede en gang, og pludselig stod et mærkeligt væsen foran mig. Jeg havde aldrig set et sådan væsen før. Det var sort, men alligevel ikke helt sort. Man kunne godt se igennem det, men det var mørkt. Det mindende mig faktisk om en skygge. Jeg blev helt stille. Jeg sad bare og stirrede på den skygge af en art. Jeg syntes bestemt ikke at skyggen så rar ud, men der var noget tiltrækkende ved den. Jeg var en smule skeptisk.

Jeg havde aldrig før i hele mit liv set en skygge uden dens ejer. Alle skygger har da en ejer. Det gav slet ikke nogen mening. Jeg rystede lidt med mit hoved. ”Hvad sker der?” spurgte min mor. Hun så ganske rolig ud.

Jeg kiggede på skyggen, på hende, og så på skyggen igen. Kunne hun mon ikke se skyggen? ”Kom nu i gang med at spise” sagde hun med en lidt mere bestemt stemme.

Jeg kiggede op på skyggen. Den rystede på sit hoved, eller det lignede det i hvert fald, og fløj om bag min ryg. Jeg kiggede bag mig, først til den ene side, og så til den anden side. Den var væk. Min krop blev fyldt med væmmelse fra top til tå.

Jeg kiggede ned på min tallerken igen. Jeg rækte ud efter gaflen, men noget stoppede min hånd. ”Du skal ikke spise det”. Jeg kiggede bag mig. Hvem var det der snakkede til mig? Jeg skulede ned på de mange pastaer. ”Hvorfor?” sagde jeg spørgende. På det her tidspunkt troede jeg, at jeg var ved at blive sindssyg.

Min mor kiggede på mig, ”Du skal jo spise nu, det er vigtigt for dit helbred” Forklarede hun. Jeg kiggede mystisk på hende. Det var jo ikke hende jeg talte til. Jeg begyndte virkelig at få sved på panden. Hvad er der galt med mig?

Jeg vendte blikket tilbage mod min tallerken. Nu sad hun bare og snakkede ud i luften. Jeg hørte intet af, hvad hun sagde til mig. Det var som om, at nogen holdte mig for ørerne. ”Du bliver tyk! Du mister alle dine venner, og alle vil grine ad dig, hver gang du går forbi dem!”.

Jeg kiggede bag mig igen. ”Hold op med at kigge bag dig hele tiden dumme tøs. Jeg er inde i dit hoved”.

Jeg var ved at blive vanvittig. Var jeg dog den eneste der kunne høre væsenet?

”Hvordan det” spurgte jeg skræmt. Min mor kiggede opgivende på mig. ”Du åbner din mund” Forklarede min mor ud i luften. Jeg rullede med mine øjne, og tog ind dyb indånding.

Nu kan det være nok! Der er ingen inde i mit hoved. Jeg må gerne spise, og jeg mangler sikkert bare lidt søvn. Jeg tog fat i gaflen, og tog en pasta ind i munden.

”Godt” sagde min mor. Jeg tyggede stille og roligt på den. ”Hvad fanden laver du? Din idiot. Spyt det ud!”. Jeg spændte i hele mit hoved. Jeg kiggede på min mor, og hun nikkede til mig. Jeg slugte pastaen, og jeg fik et væmmeligt gys igennem hele min krop.

Jeg havde følelsen af, at nogen stod bag mig. Jeg lagde min gaffel ned på bordet, og kiggede mig over skulderen. Jeg skreg. Skyggen var der igen. Lige bag mig. Den tog fat i mit hoved, og ruskede det fra side til side. ”Stop stop stop” råbte min mor ”tag det nu lidt med ro”. ”Det er ikke mig mor!” græd jeg højlydt, mens mit hoved svingede fra side til side. Skyggen bandt kæder om mine arme og ben. Jeg kunne ikke længere styre mig selv.

”Hvad er der med dig?” Spurgte både skyggen og min mor på præcis samme tid, men i vidt forskellige tonearter. Jeg var ved at blive vantvittig. Hvis bare min mor kunne se skyggen.

”Hvis du siger tak for mad nu, stopper jeg” hviskede skyggen i mit øre. Jeg havde intet andet at gøre. Jeg ville hellere leve en nat uden aftensmad, end leve en time mere med den skygge.

Jeg sagde tak for mad til min mor, og skubbede min tallerken væk. Skyggen forsvandt. Jeg kiggede over min skulder, ned under bordet og op på loftet. Den var væk. Det var mystisk. ”hallo?” sagde jeg med en meget lav og usikker stemme. Der var stille. Jeg smilte. Den var væk.

Jeg fik en rar fornemmelse igennem kroppen. En engel kom flyvende, og satte sig på min ene skulder. Den var sød og rar. Jeg ved ikke hvorfor, men den roste mig. Den gav mig i en kort periode ro i sindet. Jeg tror, at den ville være min ven. Det passede perfekt. Jeg havde altid ønsket mig en ven som den. Den passede på mig, og roste mig. Det er jo det venner gør.

Med et smil på læben rejste jeg mig, for at sætte min tallerken i opvaskeren. Jeg hældte pastaerne i skraldespanden, og englen gav mig et kys på kinden.

Jeg havde ikke opdaget, at en af pastaerne stadig var på tallerknen. Jeg hev den af, og skulle til at spise den, men hvad jeg ikke vidste var, at skyggen ikke var til at stole på.

Kæderne var der stadig, og de var blevet tungere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...