Ni røde roser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Færdig
Erindring fra min Bedstefars udsyngning. Jeg savner dig bedstefar!

0Likes
0Kommentarer
94Visninger

1. Ni røde roser

14-04-2017

Ni røde roser

-En erindring af Laura. B. Schmidt.

 

 

Jeg kunne høre fuglene fløjte. En ny dag var forude. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede ud af vinduet. Hvor var det bare den smukkeste morgen. Jeg lå i min seng under min dyne og nød den mest farverige solopgangen, jeg længe havde set. Hele himlen var oplyst af solen i røde nuancer. Jeg kiggede lidt til højre, og kunne se naboens flag. Godt nok var vejret rigtig fint, men det blæste alligevel en del. Dannebro var udfoldet, så man kunne se hele flaget. Jeg syntes det var så flot. Det røde flag gjorde lige det sidste til den vidunderlige udsigt. Klokken var halv seks om morgenen, så jeg havde god tid til at beundre hele den røde himmel. Jeg skulle først være i skole klokken kvart over otte. Solens stråler skinnede ind gennem vinduet, og min sorte dyne var efterhånden ret varm at have på. Jeg bestemte mig for at stå op. Jeg gik ud i køkkenet, og tog mig et stort glas koldt vand. Jeg satte mig over til vores store køkkenbord lavet af egetræ. Mine forældre og min bror sov stadig. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg kunne ikke være bekendt at spille guitar, mens de andre stadig sov. Min hund ved navn Smilla sad nede under bordet. Den troede sikkert, at jeg havde noget mad til den. Den kiggede på mig med de største tiggende hundeøjne den kunne. ”Jeg har ikke noget Smilla, med mindre det er vand du tigger sådan for?”

Jeg bestemte mig for at pakke min skoletaske. Jeg gik hen til den sorte opslagstavle, som vi havde hængende ude i vores køkken. Allerede på lidt afstand kunne jeg se, at der hang en lille rød seddel, som ikke plejede at hænge der. Jeg blev nysgerrig og satte i løb de sidste tre meter. Det viste sig, at jeg ikke havde behøvet at sætte forventningerne op. ”Husk rundstykker fra Føtex i Middelfart og mælk fra den nye fakta i Løgumkloster” Det var huskeseddelen min far havde skrevet aftenen før, da min mor havde ringet. Jeg huskede det hele. Jeg skulle slet ikke i skole. Jeg behøvede ikke at pakke andet end lommetørklæder. Bedstefar var jo død dagen før. Jeg havde slet ikke været i skole dagen før heller. Min mor var blevet ringet op klokken fem om morgenen. Hun var kørt direkte ned til min bedstemor i Løgumkloster. De var derefter kørt sammen over til Bredebro, hvor min bedstefar havde været på et plejehjem for døende i en uge. Min mor og bedstemor havde sammen med min onkel siddet og set, min bedstefar sove langsomt og roligt ind.

Præcis klokken ti minutter i tolv om formiddagen den første Februar totusind og seksten var han død. Han havde kæmpet sin kamp. I lidt over et halvt år havde han været indlagt forskellige steder i Danmark. Han havde haft kræft i leveren.

Jeg begyndte at græde. Den ellers så gode morgen var ikke så god mere. Jeg var så ked af det, at det eneste jeg havde løst til, var at gå en tur med Smilla. Jeg gik ind i soveværelset til mine forældre. Det var mørkt, og jeg kunne ikke se dem. ”Ville det være ondt at tænde lyset?” viskede jeg til mig selv, men gjorde det alligevel. De var der ikke. Jeg havde fuldstændig glemt, at min mor var hjemme hos min bedstemor. Jeg huskede mere og mere. Det var som om, jeg havde været i en hel anden verden. Det var bare så typisk mig. Ligeså snart der er noget smukt ude i naturen, kan jeg forsvinde helt. Jeg kiggede ud af vinduet mod vest. Min far gik rundt ude i haven. Han havde vist været ude at løbe en lille morgentur. Han havde i hvert faldt svedigt tøj, og et hoved så rødt som en tomat. Jeg åbnede terrassedøren, og Smilla løb så hurtigt den kunne hen imod min far. ”Jeg går en tur med Smilla” råbte jeg til ham. Jeg kunne se i hans blik, at jeg råbte for højt. Jeg havde glemt at nogen folk stadig sov klokken seks. Min far og jeg har altid været A mennesker. Det er altid os, der har været ude at løbe, før de andre er vågnet. Jeg syntes det er så dejligt at være A menneske. Jeg ville blive rigtig ked af det, hvis jeg ikke kunne opleve Danmark vågne. Alle de fantastiske forskellige flotte farverige solopgange, og fuglene der fløjter deres smukke nydelige godmorgen melodier. ”God tur” svarede han med en lidt lavere stemme end mig. Jeg kaldte på Smilla, og den kom farende ud i gangen til dens sele og snor.

Godt nok var det rigtig smukt udenfor, men det var virkelig koldt. Det var svært at nyde min sædvanlige morgentur, når det var så koldt, og jeg konstant tænkte på min døde bedstefar. Mine tanker flakkedes rundt. Ville jeg nogensinde komme til at se ham igen? Kunne der være bare en lille bitte chance for at han stadig levede? Kunne jeg have gjort mere, end jeg allerede havde gjort for at rede ham? Jeg var et stort spørgsmålstegn, og der var ingen der kendte svarene. Min hund den var så glad. Den vidste intet om, at den gamle venlige mand, hvis skakbrikker smagte rimeligt godt, var død. Den løb bare forvirret rundt, og lugtede (eller duftede?) til de andre hundes afføring. Hvor vil det egentlig være nemt at være en hund. Så behøver man ikke at have alverdens bekymringer. Man vil aldrig mangle nogen at snakke med, for man kan ikke snakke. Det eneste man skal er at sove, lege og spise. Jeg kan nu ikke se mig selv sniffe afføring. Selvom det er svært, må vi acceptere at alle dør på et tidspunkt. De eneste vi altid vil være sikre på vi har er os selv. Smilla og jeg havde gået den korte tur. Det var dejligt at komme ind i varmen igen. Vi var godt gennemblæste, og mine hænder var kolde som is. Min bror var også stået op, og han sad og spiste sin sædvanlige havregryn med sukker og rosiner. Jeg gik ind på mit værelse for at få noget ordenligt tøj på. Ja, jeg havde faktisk haft nattøj på hele den tid. Jeg tog som sædvanlig rigtig lang tid om at bestemme mig for, hvad for noget tøj jeg skulle have på. Jeg tog en sort kjole på, som jeg havde fået til min fødselsdag af min bedstefar og bedstemor. Jeg havde den på medens, jeg børstede tænder. Den var så fin og enkel, lige som jeg kunne lide det, men jeg syntes at den var for trist. Det hele var så trist i forvejen, så jeg bestemte mig for at tage den af. Jeg havde endnu en af mine tøjkriser. Jeg havde mindst syv forskellige sæt tøj på, før jeg fandt det rigtige sæt tøj. Det blev til det friske men stadig lidt afslappet look. Jeg havde som sædvanlig mine løbebukser på. De var så behagelige, og man fik lyst at løbe hele tiden. På fødderne havde jeg mine sorte løbesko. Jeg havde en grå langærmet trøje med en glad blinkende smiley på midten på. Jeg tænkte, at den glade smiley ville skabe lidt god stemning.

Min far kaldte på mig. ”Vi køre om fem minutter” Jeg fik stress. Jeg skulle finde min mobil. Jeg ledte overalt i min seng, men jeg kunne ikke finde den. ”Oscaaaaar, har du taget min mobil” råbte jeg til min lillebror. ”Nej, har du set min Ipad?” svarede han fra den anden ende af huset. ”Den ligger ude på toilettet, jeg lånte den i går aftes da jeg skulle lægge neglelak” Råbte jeg tilbage til ham. Jeg kunne høre min far tænde bilen. Hvor var han dog bare irriterende. Han vidste udmærket godt, at jeg blev totalt stresset. Jeg ledte rundt omkring min seng, og fandt min mobil helt nede i hjørnet. Jeg tog en sort og hvid stofpose, og lagde min oplader, høretelefoner, Ipad og en flaske vand ned i den. Jeg løb ud i bilen til min far, og Oscar låste døren efter os. Jeg fik forsædet, fordi jeg blev nem køresyg. Jeg bliver stadig rigtig nem rigtig køresyg. Jeg tror bare det er noget jeg er født med. Piller hjælper ikke. Det eneste der faktisk hjælper, er at høre musik i høretelefoner. Det lyder sikkert en smule mærkeligt, men det hjælper altså.

Vi kørte først ned til Føtex i Middelfart, og købte en masse rundstykker. Jeg blev ude i bilen, da jeg var midt i en samtale med både min mor, Freja som er min kusine og pigerne fra karate. Min mor skrev at hun havde sovet inde på sit gamle værelse. Hun havde syntes det var mærkeligt men også rart på en eller anden måde. Freja og jeg skrev som sædvanlig om en hel masse forskellige ting, som ingen andre forstod en dyt af. Det lykkedes os faktisk at skrive om noget sjovt, selvom vi var total knuste. Vi havde sendt videoer til hinanden over snapchat, hvor vi sad og græd. Pigerne fra karate og jeg skrev et kampstævne der snart kom. Vi skulle aftale hvem der var sammen med hvem i kataer'ne.

Først da Oscar og min far kom tilbage i bilen med rundstykker, lagde jeg mærke til, at jeg havde glemt at spise morgenmad. Min mave den brummede også en del efterhånden. Jeg havde nok haft for travlt til at lægge mærke til, at jeg var sulten.

Køreturen var som sædvanlig rigtig lang. Jeg skrev med Freja hele vejen. Vi tog billeder af vejskiltende, og sendte til hinanden, så vi hele tiden kunne se hvem der kom først. Freja og jeg har det med at konkurrere om de fleste ting. Det er meget forskelligt hvad vi er gode til, så vi står rimelig lige i forhold til at vinde.

Selvom vi skulle ind og købe mælk, var det Oscar, min far og jeg der kom først. Da vi drejede ned af den bekendte Kalhavevej, fik jeg sommerfugle i maven. Det var første gang, at vi alle var samlet uden bedstefar. Jeg kiggede op i himlen. Den var ikke længere rød, men bare blå med en del skyer. Det var ikke noget vær at kigge på himlen længer. Vi kørte forbi den smalle lange skovsti, som Bedstefar og jeg havde gået så mange ture på. Jeg lagde mærke til at vintergækkerne var begyndt at blomstre ned af stien. Det havde altid været så hyggeligt ned af Kalhavevej. Der står flotte linde træer langs vejen, og fortorvet er altid grundigt fejet. Alle haverne er så flotte. Om sommeren er det noget af det mest farvestrålende jeg kender til. Jeg kunne skrive en hel bog bare om Kalhavevejens flotte planter.

Vi kom til Munkeparken. Min far drejede ind på vænget, og der gik tusind tanker igennem mit hoved. Jeg tænkte så mange forskellige tanker, at jeg ikke kunne kapere det. Alle minderne jeg havde med min bedstefar kom frem på en gang. Det var væmmeligt på en eller anden måde. Tanken omkring at han ikke var der, når vi om under halvtreds meter var fremme. Selvom bedstefar var en meget rolig person, havde han gjort sig godt kendt på sit vænge. Det kunne man tydeligt se, da alle flagene var hejst på halv. Alle i hele munkeparken der havde en flagstang, havde flaget på halvt. Jeg kan ikke sætte ord på hvor smukt det var. Tænk at så mange folk flagede for ham. De fleste mennesker ville nok blive berørte af at se så mange halvhejste flag, men det blev jeg mærkeligt nok ikke.

Vi drejede ind i indkørslen til min bedstemors og bedstefars hus. Min bedstemor og bedstefar plejede altid at stå i deres køkkenvindue og vinke til os, når vi kom kørende ind ad indkørslen. Det var mærkeligt at det kun var bedstemor der stod der. Jeg gned mig selv i øjnene for at se om det virkelig var rigtigt, men bedstefar kom aldrig frem. Min bedstemor smilte da vi kom ind til hende. Det varmede mit hjerte utrolig meget. Hvor måtte det bare være svært for hende. Tænk, bedstefar og bedstemor havde været gift siden de var 23 år. Det er altså rigtig mange år at leve tæt op og ned af et menneske. De elskede hinanden rigtig højt. Jeg gav hende at knus. Jeg gik ind i den hyggelige stue. Der duftede sådan af bedstemor og bedstefar. Jeg kiggede mig omkring. Det lignede sig selv. Træ møbler i meget mørke farver. Røde gardiner. Billeder af alt og alle over alt. De fineste porcelæn figurer. Rækkevis af gamle bøger fra dengang google ikke fandtes. Jeg kiggede ud af de store vinduer. Det var begyndt at småregne lidt. Min mor kom gående ude fra toilettet af. Vi hilste på hinanden, og der var en smule nedtrykt stemning. ”Det er begyndt at små regne lidt” Sagde jeg til hende for at starte en samtale om noget andet end bedstefar. Det er sjovt vi danskere går så meget op i vejret. Rigtig mange samtaler starter typisk med, hvordan vejret er den dag. Det er jo egentlig logisk nok. Det ligger lige til højre benet. Danmarks vejr er vidt forskelligt fra dag til dag. Det ville ikke være logisk at snakke om vejret nede i Afrika. De kan jo have det samme vejr i flere uger måske måneder.

Min mor gik hen til vinduerne, og idet hun kiggede ud, kunne jeg se, at der var tårer på vej ud af hendes øjne. ”De har flaget på halvt over alt” hulkede hun. Det var rigtig væmmeligt at se min mor græde sådan. Aldrig før havde jeg set hende så ked af det. Jeg havde intet jeg kunne gøre. Det havde altid været hendes opgave at trøste mig når jeg græd. Det var svært. Lige pludselig var det mig der trøstede hende. Den følelse af at jeg passede på min mor var meget speciel. Jeg holdte mine tåre inde. Jeg forsøgte at være stærk, og jeg var stærk.

Jeg er udstyret med et utroligt snakkemaskine. Jeg kan snakke dag ud og dag ind. Jeg snakker så meget, at min familie er begyndt at afbryde mig hele tiden. Til gengæld snakker jeg mest derhjemme. Jeg tør ikke rigtig omme i skolen. Så længe jeg ved hvad min mening er, kan det være lige meget om de andre kender til den. Jeg magter ikke at diskutere hele tiden. Jeg er nok lidt ligesom en bombe. Jeg er stille hele dagen, og så lige så snart jeg kommer hjem, sprænger jeg i luften. Ordene strømmer ud af mig. Jeg kan huske hver en lille detalje af alt.

Selvfølgelig kunne jeg gøre min mor ”glad” ved at snakke. Jeg brugte den taktik, jeg kaldte ”Snak så meget så hun glemmer alt andet”. Det virkede. Hun holdte op med at græde. Jeg fortalte hende, at jeg var taget til guitar dagen før, selvom bedstefar var død, og jeg var helt knust. Jeg tror det gjorde hende glad, at jeg ikke gav op på ”mit liv” selvom jeg var såret. Det er vigtigt at kæmpe videre og være stærk. Jeg fortalte hende om den smukke solopgang. Jeg var godt i gang med at beskrive den farvestrålende himmel, da vi kunne høre de mange små hvide perlesten rasle. Det var onkel Lars, kusine Freja og fætter Magnus. Jeg løb ud i køkkenvinduet, for at de ikke skulle se den samme enlige bedstemor som jeg havde set. Jeg kaldte på Oscar, for at der skulle være så mange som muligt i vinduet, når de kom. Vi vinkede til hinanden. Min kusine og jeg løb imod hinanden og lavede vores sædvanlige ”jeg har ikke set dig i fem år krammer”. Jeg gav hånden til onkel Lars, og han nærmest kvaste min hånd. Fætter Magnus fik en highfive. Han slog til, så min hånd svirpede helt. Vi gik alle ind, og mine hænder var som sædvanlig smadrede.

Min bedstemor dækkede op på det store spisebor inde i stuen. Vi skulle have de rundstykker, som havde ligget bag i bilen og duftet så godt hele den lange tur fra Middelfart af. Jeg kunne igen føle den sult, der blev ved med at gemme sig i mine alt for mange tanker. Freja og jeg satte os ved den ene bordende, og Magnus og Oscar ved den anden. Jeg plejede altid at side ved siden af bedstefar, så det var rigtig mærkeligt han ikke var der. Vi plejede at kalde bedstefar for ”gumlepeter”. Det havde altid været ham der sad tilbage til sidst, og gumlede på sin mad. Freja og jeg havde engang forsøgt at spise langsommere end bedstefar. Det var juleaften. Vi havde aftalt at vi skulle spise langsommere end ham, så skulle vi ikke vente så lang tid på gaverene. Jeg husker tydeligt, hvor forvirret han var. Det må også have været lidt mærkeligt, at vi sad og kiggede på ham og hans mad hele måltidet igennem.

Det var jo så ikke ham der var gumlepeter mere. Vi fandt dog hurtigt ud af hvem den nye gumlepeter var. Mig. De andre havde efterhånden spist to rundstykker hver, mens jeg stadig sad tilbage med den første halve.

Jeg fik faktisk ikke spist mere end den halve. Jeg syntes den mættede helt vildt. Freja og jeg var inde på det lille kontor, mens de andre tog af bordet. Vi tog sjove selfies. Til at starte med vidste vi ikke helt hvad vi skulle tage os til. Vi var kede af det. Selvfølgelig havde vi lov til at græde, så vi sad og græd og snakkede på samme tid i lang tid. Vi bestemte os for at lave ”hvem kan lave den klammeste selfie” konkurrencen for at få det lidt sjovt. Det var vi sikre på bedstefar ville have elsket at se.

Vi var midt i et højlydt grine flip, fordi at vi havde byttet ansigt inde på snapchat, da Lars bankede på. Han kom ind og kildede os. Vi skrig nok lidt højere end vi burde i sådan et lille rum. Han fortalte os at vi skulle til at afsted. Vi havde stadig et smil på læben, men inderst inde blev jeg trist og nervøs. Freja og jeg sagde vi ses. Selvom der kun gik et kvarter inden vi så hinanden igen, gav vi hinanden en stor krammer. Vi plejede altid at køre sammen, når vi skulle nogen steder. Freja og Oscar byttede bil, så Freja og jeg kørte sammen, og Magnus og Oscar kørte sammen. Det var mærkeligt at køre uden Freja, men det havde vores forældre bestemt. Det var jo også en alvorlig ting vi skulle. Køreturen der over var ikke så rar. Der gik mange tanker igennem mit hoved. Jeg holdte mine tåre inde. Det var som om vejret skiftede efter mit humør. Det var holdt op med at regne, men det blæste rigtig meget. Jeg kiggede ud over markerne. Det hele var fladt og øde. Jeg lyttede som sædvanlig til musik i mine høretelefoner. Jeg var ikke i humør til at synge med, og jeg tror heller ikke at min mor og far ville have syntes om det, hvis jeg gjorde. Det føltes som en uendelig lang vej. Den fortsatte og fortsatte bare. Jeg kiggede ud af foruden, for at se om jeg kunne se enden af vejen. Der fløj en flok svaner forbi. Hvor var de dog bare smukke. Svanerne gjorde hele den flade øde kedelige danske natur meget flottere. Den danske nationalfugl passede godt til Danmark lige på det tidspunkt. Jeg havde ellers aldrig fattet hvorfor den danske nationalfugl lige var svanen.

Den lange vej stoppede overraskende nok, og et hvidt og sort skilt viste at vi var i Bredebro. Det gjorde virkelig ondt i maven. Vi drejede ind på parkeringspladsen til plejehjemmet. Min mor bryd sammen, da hun så, at bedemandsbilen holdte klar. Det hele blev lige endnu en tand virkeligere. Jeg kan ikke beskrive hvor hårdt det var at se sin mor være så ulykkelig. Det blæste en del da vi gik op mod indgangen. Det var ikke et særlig stort sted. Det var lille og hyggeligt. Den røde bygning hang sammen, men det lignede den var delt i tre. Det var lidt ligesom en gammel går, der var placeret midt inde i byen. Der var dog ikke andre dyr end en kat. Min mor og far havde fortalt mig to dage før, at de havde troet de var ved at blive helt skøre i hovederne. De havde sitet inde ved min bedstefar, og lige pludselig havde de hørt en kat pive. De havde ikke kunne finde katten, og de havde troet at de var blevet helt skøre. Senere den samme dag havde en af plejepersonalerne fortalte dem, at de havde en kat som boede på plejehjemmet.

Min bedstemor gik forrest. Hun gik ind og til højre og Lars, Magnus, Freja, Mor, Far, Oscar og jeg fulgte efter. Der lugtede væmmeligt. Det var ligesom at være til tandlæge. Tanken om at der faktisk lå halvdøde mennesker inde i det samme hus, som jeg stod i, gav mig dårlig smag i munden. Der lå jo egentlig også døde mennesker, i hvert fald 'et. Da vi alle var kommet ind, stod vi lidt og kiggede rundt i tavshed. Vi stod på midten af en smal halv lang gang. For enden til venstre var der en spisesal, hvor der sad en masse gamle mennesker og drak rød saftevand. For enden til højre var der en lukket hvid dør. På den ene side af den halv lange gang var der vinduer med blomster og stearinlys i vindueskarmene. På den anden side var der ikke andet end døre med navneskilte. På de fleste af dørene var der et foto. Nogle havde et foto af sig selv, og andre af en blomst. Min bedstefar havde et billede af en lilla blomst.

En dame i sort jakkesæt som viste sig at være bededamen kom og gav os alle hånden. Hendes hånd var varm og lidt svedig. Jeg tørrede min hånd af i mine bukser. Hun førte os ned til den lukkede dør for enden af gangen. Hun låste op, og vi gik derind. Det var et slags venteværelse. Rummet havde meget munter farver. Vi satte os ned omkring et robust rundt træbord. Midt på bordet stod en hvid vase med gule blomster i. Der gik mange tanker igennem mit hoved, da vi sad der og ventede. Jeg blev i tvivl nogle gange, men jeg holdte fast i, at jeg ville huske bedstefar som han var. Freja, Magnus og Onkel Lars var inde og se ham. De havde taget alle de tegninger og perleplader vi havde lavet til ham med derind. Hun nåde ikke at være derinde i særlig lang tid, før hun kom grædende ud igen. Jeg tror kun lige hun havde fået set ham, og havde lagt tingene ned i kisten til ham. Jeg havde aldrig før set Freja græde så meget. Det var rigtig hårdt at se hende så knust. Hun sad oppe ved bedstemor, og min mor aede hendes hånd. De græd alle sammen. Oscar, far, Freja, mor og bedstemor. Jeg kunne intet stille op, andet end at side og kigge på dem. Af en eller anden mærkelig grund græd jeg ikke. Ikke at jeg ikke kunne græde, jeg havde bare ikke løst. Jeg følte at hvis jeg nu ikke græd, kunne det være de andre ville stoppe efterhånden. Det var mig der var den stærke der. Magnus og Onkel Lars kom tilbage til os. De havde lagt låget på kisten sammen med bededamen.

Vi sad alle sammen og var hel mundlamme. Der var ikke rigtig stemning for nogen samtale. Jeg kiggede ud af vinduet. Der kørte massere af biler forbi. De kørte så hurtigt. De burde skrue farten lidt ned og nyde livet mens de har det. Vi har i det hele taget alle så travlt nu til dage.

Bededamen havde været væk i et stykke tid. Da hun kom tilbage havde hun en bunke papirer i hænderne. Min bedstemor rejste sig og tog et af papirerne. Bededamen hentyd til at vi andre også skulle rejse os. Hun delte papirerne rundt. Papiret var foldet som en folder. På forsiden var der et kors og en due, og nederst på siden stod der Holger Schmidt 1947-2016 udsyngning. Når man åbnede folderen var der to sider. På den ene side stod der ”Tag vores kærlighed med på den sidste rejse”. På den anden side stod salmen ”Altid frejdig når du går”. Jeg har stadig folderen den dag i dag. Den ligger i en lille guldæske, sammen med et stykke ”Papir” fra bedstemor og bedstefars birketræ der var blevet fældet da bedstefar blev syg. I æsken er der også et lilla julehjerte jeg aldrig fik givet til ham, da han var på sygehuset, en invitation til univers som vi aldrig kom til, og det bordkort jeg lavede til min konfirmation med hans navn på. Han døde jo få måneder før min konfirmation, så jeg syntes jeg skyldte ham at lave et bordkort, selvom han ikke var der. Jeg har tre lister liggende inde i mit skab, hvor alle gæsterne der skulle komme til min konfirmation står på. Anden øverst på den første seddel står der bedstefar. Vi lavede den liste før bedstefar blev syg. På anden seddel står han med en ring rundt om, og på den sidste står han øverst, men han er streget over med en tus. Det gik hele tiden op og ned med hans sygdom. Vi blev ved med at skrive ham og strege ham over igen. Den dag i dag tænker jeg over, hvorfor vi ikke bare ventede med at skrive ham til vi var sikre. Det var jo selvpineri at strege ham over. Bededamen fulgte os ind i lokalet ved siden af venteværelset. Jeg havde aldrig før været så tæt på en død person. Vi stod alle sammen på en lang række og kiggede ned på kisten. Kisten var næsten det eneste der var inde i det kvadratiske rum. Der stod en buket blomster og nogle stearinlys i vindueskarmen, men ellers var det det. Kisten var hvid og enkel. For enden var der et lille guldskilt hvor der var risset Holger Schmidt ind i. Hvor var den dog bare smuk. Jeg kunne ikke få mine øjne fra den. Oven på kisten lå en buket røde roser. Normalt plejer der at være 10 roser i en buket, men der lå kun 9 på kisten. Man skulle tro at det var en fejl, men det var meget gennemtænkt. Min bedstefar var en rigtig fornuftig mand. Ligeså snart han havde fået sin sygdom, skrev han et testamente. Da sygdommen blev være, og han godt vidste at han ikke ville overleve, begyndte han at planlægge alt. Han ville ikke have at vi skulle blive uvenner efter hans død. Det er set i så mange tilfælde, at når en person dør, kommer der konflikter i resten af familien. Han tog dog ikke alle beslutningerne alene, og det havde han aldrig gjort. Bedstemor og bedstefar havde altid været fælles om alt. Min bedstemor havde dog sagt til ham, at i den situation de var i, var det ham der bestemte over sit ejet liv. Han havde selv valgt alt til sin udsyngning. Han havde valgt kisten. Han havde valgt, at han ville brændes. Han havde valgt, at han ville have sit guldbryllups tøj på i kisten. Han havde valgt at han ikke ville have en gravplads. Han ville begraves på de ukendtes sted ved Løgumkloster kirke. Han ville ikke lægge et pres på os til at skulle passe et gravsted. Han havde valgt rigtig mange ting. Han havde valgt at bedstemor måtte vælge blomsterne til hans kiste. Bedstemor havde valgt ni røde roser. Det var ikke tilfældigt. Det var symbol på os alle ni. Bedstefar, bedstemor, Lars, mor, Far, Freja, Oscar, Magnus og mig. En rose fra os vær, og en fra ham selv. Jeg syntes at det var det helt rigtige valg af bedstemor.

Bededamen gik i gang med at sige trosbekendelsen. Jeg prøvede at fokusere på hvad hun sagde, men det var svært. Jeg kiggede rundt på alle sammen. Prøv at tænkt hvor kede af det livet kan gøre os. Vi ved det alle sammen godt. Alle dør før eller siden. Alligevel bliver vi overrasket når nogle dør. Det gik op for mig, at jeg en dag ville komme til at såre en masse folk. Jeg får mig engang en kæreste og nogle børn. Jeg får børnebørn og kollegaer. Jeg får en masse folk omkring mig, som jeg vil komme til at såre når jeg dør. Nu længere tid jeg lever, nu flere mennesker lære jeg at kende. Nu flere mennesker kommer jeg til at såre.

Jeg fik løst til at åbne kisten og lægge mig ned til ham. Hvis jeg bare sluttede det hele der, ville jeg kun såre de syv personer der allerede var i dyb sorg. Jeg kiggede rundt på dem alle igen. Det kunne jeg ikke gøre mod dem. Det var mig der var den stærke, huskede jeg mig selv på. Jeg fældede en tåre. Det vil jo heller ikke være sikkert at jeg nogensinde kommer til at møde flere mennesker. Det vil ikke være sikkert at jeg nogensinde får nogle venner. Det går jo i hvert fald ikke særlig godt indtil videre.” Tænkte jeg. ”Jeg vil nyde min families dejlige selvskab så længe de lever, og når de engang alle er døde, kan jeg se på om der er kommet andre der er vær at leve for.”

Jeg tror jeg overdrev lidt den gang. Jeg var rigtig træt af alt ting. Jeg havde mistet den eneste person der rent faktisk lyttede når han lyttede. Jeg havde ingen veninder Den eneste veninde jeg havde, var flov over at være sammen med mig. Hun ville kun være sammen i hemmelighed. Der kan man bare se hvor lidt selvtillid hun havde. Hun turde ikke være sammen med dem hun rent faktisk godt kunne lide at være sammen med. Hvis altså hun talte sandt, da hun sagde jeg var en god veninde. Jeg forstod hende aldrig. Bare fordi de andre pigerne ikke kunne lide mig. Jeg havde faktisk ikke rigtig så meget at kæmpe videre for. Der var kun min familie og Albert selvfølgelig.

Jeg forstod faktisk ikke rigtigt hvad bededamen sagde. Hun holdte en tale for bedstefar, men jeg kunne rigtigt tage det alvorligt. Hun havde jo ligesom kun kendt ham død. Det virker sikkert ondt, men jeg kom faktisk til at grine lidt. De andre hørte det heldigvis ikke fordi at Oscar græd meget højlydt. Det er bare så typisk mig. Lige når alt er så trist, så lægger jeg selvfølgelig mærke til alle de sjove ting. Bededamen så så alvorlig ud. Hun løftede sine øjenbryn helt op i panden, så et lignede hun havde fået botox. Mit lille sjove øjeblik forsvandt dog hurtigt. Vi sang sangen ”Altid frejdig når du går”. Jeg plejede at bliver glad af musik, men den her sang gjorde mig rigtig trist. Det gik op for mig, at vi faktisk var ved at sige det aller sidste farvel til bedstefar.

 

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller

 

Det er ellers en rigtig smuk salme. Den siger så meget om livet. Vi gør det sværere end det egentlig er. Jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke holde det inde mere. Jeg kunne ikke være stærk mere. Min kusine kiggede op på mig. Hun græd også. Hun tog sin hånd ned i sin store sorte vinterfrakkes lommer. Hun rodede rundt nede i lommen efter noget, og efter lidt tid gav hun mig et lommetørklæde. Jeg smilte til hende, og hun smilede tilbage. Min Onkel lagede sin arm omkring os begge to. Jeg kiggede over på min bedstemor. Hun græd også. Lige i et øjeblik var Magnus den eneste der ikke græd. Han kiggede bare rundt på os alle ligesom jeg havde gjort før. Da sangen som vi alle havde hulket os igennem stoppede, stoppede jeg også med at græde.

Vi skulle sige fadervor sammen. Jeg må indrømme at jeg var den eneste der ikke kunne den helt. Oscar gik til minikonfirmand og han husker sådanne ting som en robot. Freja og Magnus var begge spejdere, og de voksne kunne den bare. Jeg gik jo egentlig også til præst, men når man lære så mange ting på en dag, bliver man nødt til at vælge hvad man gerne vil huske og hvad man ikke vil huske. Jeg havde fravalgt at huske fadervor frem for et eller andet andet. Det hele blev lidt komisk igen. Jeg mumlede vær andet ord, og min kusine kiggede undrende på mig. Selvfølgelig regnede hun da med at jeg kunne fadervor. Jeg kunne se på hende at hun grinte inden i. Freja og jeg får tit nogle ret pludselige grineflip. Hvad ingen ved er at de er faktisk over hoved ikke særlig pludselige. Vi kan have haft en samtale igennem vores øjne i lang tid, så når vi ikke kan holde masken mere, er der ingen der ved hvorfor. De andre må egentlig føle sig lidt udenfor, når vi lige pludselig bare flækker af grin over noget, de ikke har en anelse om hvad er. Vi er dog så gode til at kommunikere, at vi på det tidspunkt blev enige om, at det nok ikke var det bedste tidspunkt at få et grineflip.

Vi kiggede væk fra hinanden resten af fadervor. Udsyngningen var nu færdig, og vi gik stille og roligt ud af lokalet. De voksne snakkede om hvordan de skulle holde kisten. Der var kun fire håndtag og vi var otte personer plus bededamen. De blev enige om at de voksne tog et håndtag vær. bedemanden gik foran og banede vej, og vi fire børn gik bagved med en hånd vær på kisten. Da vi gik ned af gangen, kunne jeg kun fokusere på en ting. Prøv at gæt? Det er så typisk mig. Jeg holdte øje med stearinlysene i vindueskarmene. Af alle de ting der skete, var det det jeg valgte at fokusere på. Det ville jo heller ikke være så heldig hvis vi stødte ind i et, og det så væltede ned på kisten, men hvor stor sandsynlighed var der også for det. Jeg havde altid været bange for ild, eller ikke altid. Lige siden den nat på lejrskole hvor brandalarmen gik. Jeg var blevet skræmt helt ind i sjælen. Det blev en del af mig, at være skrækslagen for ild.

Da vi kom til døren vi kom ind af, kiggede jeg ned i spisesalen. Der sad stadig gamle mennesker og drak rød saftevand. Det var de vel bare vandt til. At se kister blive båret ud hver dag. Det må godt nok være hårdt. Ikke bare at vide at man er et sted fordi man er ved at dø, men så også at se en kiste eller to hver evig eneste dag de sidste dage af sit liv. Jeg håber ikke jeg dør af en sygdom. Det vil jeg ikke igennem. Jeg vil dø hurtigt og ikke langsomt. Når man skal dø kan man ligeså godt få det overstået. Livet har været langt, så behøver døden ikke at være lang også.

Vi satte alle sammen kisten ind i bedemandsbilen. Det var svært at give slip. Min bedstemor var også den sidste der gav slip, og der græd hun rigtigt. Jeg havde aldrig før set hende græde så meget. Det må også være svært. Selvom han var død derinde, så var han der stadig. Det at sætte ham ind i bilen, som ville køre afsted, det var at give slip. Jeg troede at jeg havde givet slip på ham da han døde, men det gik op for mig at det havde jeg ikke. Det var først da bilen kørte afsted, at han rigtigt for alvor forsvandt for evigt. Vi stod der alle sammen og græd mens vi kiggede på bilen der kørte væk.

Da vi sad i bilen på vej hjem, var jeg faktisk lettet. Jeg følte at vi havde fået sendt ham godt afsted, men sammentid var jeg hel tom. Jeg havde mistet en meget stor del af mig. Jeg mangler ham stadig den dag i dag. Han vil altid mangle.

Vi kørte hjem til bedstemor igen. Resten af dagen gik med at se bratz, snakke og stirer ud i luften. Onkel

Lars kørte ned efter Børges bøf sandwich da det blev aften. Jeg kunne ikke lide den. Der var alt for meget brun sovs, og kartoflerne var alt for saltede. Efter aftensmaden kørte vi hjem. Jeg kørte med min mor, og Oscar og far kørte i fars bil. Mor græd hele vejen hjem. Jeg fortrød så meget at jeg kørte med hende. Det var ulideligt. At se ens mor græde er rigtig hårdt, men i det mindste var hun her stadig. Det var bedstefar ikke.

Vi var ikke længere ni. Vi var kun otte. Jeg sagde til mig selv, at uanset hvad så har vi altid været ni. Det kan godt være at vi dør efterhånden, men ”vi” vil altid have været her. De ni røde roser vil altid være de ni røde roser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...