En uønsket del af mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Færdig
Erindring fra en lejrtur da jeg gik i fjerde klasse. Jeg glemmer aldrig den nat. Det sidder stadig i mig.

0Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

1. En uønsket del af mig

03/03/2017

 

En uønsket del af mig

En erindring af Laura B. Schmidt

 

Vi var på lejrskole i Kliplev, og vi gik i fjerde klasse. Det var den første aften, efter en lang rejsedag. Vi skulle sove i et rødt træhus med stråtag. Der var tre rum. Et toilet og to rum på størrelse med et lille klasselokale. I hvert af de to rum var der fire køjesenge der stod ud til siderne. I midten var der et langt bord. Vi var tolv piger og seks drenge dengang. Det betød at nogle af pigerne måtte sove på gulvet. Alle vi piger havde taget nattøj på og sad rundt om et bord og spillede kort. Vi havde hængt et skilt på døren ind til os, hvor der stod forbudt for drenge.

En af pigerne som hed Kristine, havde en blyant med, som vi brugte til at skrive point ned med. Vi havde nemlig lært at spille femhundred i matematik ugen før. Jeg husker tydeligt hvor sejt det var at hun havde en blyant med. Den var helt ny og den havde heste på sig.

Klokken var blevet elleve og vores lærer Henrik kom og sagde godnat. Vi skulle havde gået i seng klokken ti, så vi følte os vildt store og seje.

Jeg lå i øverste køje sammen med en pige der hed Sophie. Mig og Sophie havde været ret opsatte på at vi SKULLE sove sammen, fordi at vi havde ens natkjoler. En grå kort kjole med en søvnig kat på. Vi lå i rigtig lang tid med vores bamser, og vi kunne ikke sove. Der var fire af pigerne der havde hjemve, så man kunne hele tiden høre nogen græde. Der gik lang tid før vi alle endelig faldt i søvn.

Jeg husker tydeligt hvor bange jeg blev, og jeg kommer aldrig til at glemme den oplevelse. Selv nu hvor jeg er femten år, kan jeg stadig blive lidt bange når jeg høre en høj bip lyd.

Klokken var fire om natten, og brandalarmen var gået i gang. Jeg var faktisk allerede halvt vågen, fordi at jeg var A menneske. Jeg blev skrækslagen, og det første jeg gjorde var at hive i Sophies fødder. Sophie vågnede og vi skyndte os ned fra køjen. Vi vækkede de andre og der var totalt kaos inde ved os. Sophie og jeg løb ud og kiggede op på taget. Vi kunne ikke se noget ild. Dengang troede vi, at en ildebrand startede oppe på taget. Vi løb ind igen og fortalte de andre piger at der ikke var noget ild. Det må have set rigtig sjovt ud, for alle pigerne stod oppe på en bænk i nattøj og kiggede op på taget. Vi blev enige om at gå ind igen, da det var vildt koldt.

Vi kunne ikke slukke brandalarmen. En af pigerne som hed Lærke, prøvede at klikke på den, men det virkede ikke. Vi sad tolv piger med tårer i øjnene på hver vores madres. Vi var trætte og stadig bange. Sophie og jeg løb over til lærernes hus i bare tær. Vi skulle hente Henrik. Sophie og jeg var ved at dø af grin, for da vi åbnede døren ind til lærernes hus, lå Henrik lige foran os. Han så vildt overrasket ud da vi stod og kiggede ned på ham i vores små matchende kjoler og bare tær. Vi fortalte ham alt hvad der var sket, og han tog bukser på og gik med os. Hvor må han have været ved at dø af grin, da vi fortalte ham at vi altså ikke kunne se noget ild oppe på taget.

Der gik over en halv time hvor Henrik stod oppe på et bord og prøvede at få brandalarmen til at stoppe. Han tog Kristines nye blyant, og smadrede ind i den for at få den til at stoppe. Den stoppede ikke og vi syntes alle sammen at det var rigtig tarveligt, at han ødelage Kristines nye blyant. Det endte med at han hentede en hammer og slog den ned, men den bippede stadig. Så han tog den udenfor på en bænk og hamrede hammeren ned i den indtil den stoppede.

Der var ingen af os piger der kunne falde i søvn igen. Vi undrede os faktisk rigtig meget over hvorfor drengene ikke var kommet ud. De havde fortalt os næste dag at de havde hørt brandalarmen, men bare blev liggende. Tænk nu hvis det havde været en rigtig brand.

Den næste nat fik jeg ikke sovet en time, jeg var så bange. Den oplevelse var gået direkte ind og havde skabt en angst i mig. Jeg fik søvn problemer i mere end et år efter. Hver aften i flere måneder, lå jeg og græd. Jeg var så bange. Jeg ville ikke være alene. Det gik væk med tiden, men det er der stadig aller inderst inde. Jeg tror aldrig det vil forsvinde. Det er blevet til en uønsket del af mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...