Hvad skal man med livet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 21 dec. 2017
  • Status: Igang
Da 15 årige Cecilie mister sine forældre i en bilulykke, bliver alt vendt på hovedet. Hende og hendes lillebror, Malthe ender i en plejefamilie. Men sorgen er stor for Cecilie. Efter den traumatiske oplevelse, sker der ting, der er forfærdelige. Hun mister livsmodet helt. Hun bærer en hemmelighed, der kan slå hende ihjel, hvis hun ikke får hjælp.

Historien er til konkurrencen om at være ung i Danmark. Ud fra valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
247Visninger
AA

2. Kapitel 1. Jeg gør det

Endnu en nat er gået. Endnu en nat er gået uden søvn. Jeg kaster et hurtigt blik på min mobil. Klokken er 08:55. Normale børn vil være i skole nu. Men jeg er ikke normal. Jeg har ikke været i skole siden mor og fars død. Flere gange forsøger jeg at sove. Men til sidst indser jeg, at jeg ikke kan sove. Jeg slår dynen til side, og svinger benene ud over kanten. Det bløde tæppe kildrer under mine bare tær, da de rammer gulvet. I det jeg rejser mig, hører jeg hunden, Mille, gø. 

”Jeg kommer nu”, mumler jeg, så højt jeg kan. Det var tydeligvis ikke højt nok, for Mille gør videre. Med et suk går jeg ud af værelset. Trappen knirker, da jeg træder ud på den. Med langsomme skridt går jeg ned i køkkenet. Mille kommer hen, og vil klappes. Jeg nusser hende lidt bag ørerne. Samtidig ser jeg på den seddel, min plejemor, Sanne, har lagt. 
”Der er brød i køleskabet. Jeg er hjemme klokken 14”, står der. Jeg krøller sedlen sammen og smider den fra mig. Glem det. Jeg skal ikke spise. Jeg skal sulte mig selvMed tunge skridt går jeg hen til køleskabet, og åbner det. Egentligt er køleskabet ret tomt. Uden at tá noget, lukker jeg det igen. I stedet tager jeg et æble i frugtkurven. 

”Det må være det, jeg spiser i dag”, siger jeg højt, og sættter mig på en køkkenstol. Mille kommer nysgerrigt hen, og sættter sig foran mig. Jeg tager et bid af æblet. Men er ved at få det galt i halsen. Kvalmen er ved at stige mig til hovedet. Uden at tá’ en bid mere, giver jeg resten til Mille. Selvom hunde nok normalt ikke spiser det, spiser Mille det i et snuptag. Med et suk rejser jeg mig, og går hen til trappen. Jeg skynder mig op ovenpå på badeværelset. Tager vægten frem igen, og stiller mig op på den. 
”Det kan ikke passe”, nærmest skriger jeg. Der står 93,2 kilo. Jeg har taget et halvt kilo på. På kun 2 dage! Jeg går hen til spejlet. Finder en barberskraber. Ødelægger den. 
”Nu er det nu”, siger jeg til mig selv. Jeg skærer gennem min hud med barberskraberen. Huden åbner sig, og blodet vælter ud. Stopper barberskraberen. Tager blod på fingeren, og skriver på spejlet:
”Jeg kan ikke mere”, står der. Svimmelheden og kvalmen tager til. Pludselig sortner alt for mine øjne..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...