Kærlighed,død eller sejr? (The Hunger Games).

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2017
  • Opdateret: 26 dec. 2017
  • Status: Færdig
En novelle om en ung piges deltagelse i The Hunger Games.

0Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

1. Spillet er igang (Novelle 1).

"Jeg hedder Jenny, og jeg kommer, fra distrikt 12, som ligger i landet

Panem. Jeg er blevet

udtrukket, til dette års Hunger Games. Et spil hvor 24 personer mellem 12-18 år på landsdækkende tv kæmper, til døden. Vinderen er den sidste overlevende”.



 

10,9,8,7”. Stemmen i højtaleren talte ned fra 10. Om lidt vil alle springe ned fra deres piedestal, og spurgte, enten væk, eller hen, til overflødighedshornet i et forsøg på, at skaffe våben. Jeg så mig, om efter et, eller andet jeg kunne snuppe, uden at få en kniv kastet gennem hovedet.

 

De fleste der gik efter våben blev for det meste slagtet af ambisonerne fra distrikt 1, og 2. “6,5,4,3,2,1”l, og der lød kanonen. Jeg blev klar i hovedet, og spurtede, som en sindssyg uden, om alle tingene ved hornet. “Løb” skreg min indre stemme. Ud af øjenkrogen så jeg pigen fra distrikt 2, som sad ovenpå drengen fra distrikt 8, og borede en kniv gennem hovedet på ham igen, og igen. Jeg snublede over en rygsæk, som jeg besluttede, at rive med mig, og løb derefter ind i skoven.Pludselig fløj en kniv tæt forbi mit hoved. Jeg kiggede hurtigt bagud, og så pigen fra distrikt 2 med en blodig kniv i hver hånd. Jeg løb, indtil mine ben næsten ikke kunne mere.

 

Jeg fandt et kæmpe træ nær et vandhul, som jeg valgte at klatre op i. Under min vilde flugt fra overflødighedshornet havde jeg  hørt forfærdelige skrig fra dem, hvis liv allerede endte nu. Mit hjerte var næsten på vej ud af min brystkasse. Så bange var jeg.Jeg satte mig på træets tykkeste, og øverste gren, og gav mig til at undersøge rygsækkens indhold. Jeg fandt et reb,en lille drikkedunk i stål,tændstikker, og en lille kniv.

 

“Bang,bang,bang” lød det. Hvert kanonslag fortæller, når en soner dør. Jeg lyttede, og talte i alt 14 kanonslag. “10 tilbage” tænkte jeg.

Jeg tillod mig selv at lukke øjnene, og slappe af i et par minutter.

 

Pludselig vågnede jeg, og der var helt mørkt omkring mig. Jeg måtte være faldet i søvn.Jeg kiggede mig nervøst omkring.Jeg hørte skridt ude i buskene. Jeg var klar, til springe ned fra træet, og løbe for mit liv.

 

Jeg lyttede intenst, mens mit hjerte bankede, som om jeg havde en bongotromme i brystet. Ud fra busken kom sonerne fra distrikt 1, og 2. De stoppede grinende op under træet, og snakkede, om deres drab. Som om det var en fuldstændig normal ting for dem.

 

“Hvad er det der sidder deroppe i træet” sagde pigen fra distrikt 1. “Fuck” tænkte jeg. De havde opdaget mig. Jeg sad helt stille, og håbede inderligt, at de ville gå videre. “Det må du selv finde ud af” sagde drengen fra distrikt 2.Pigen begyndte , at klatre. “Nej nej nej” tænkte jeg. Pigen kom nærmere, og nærmere den gren hvor jeg sad. I bæltet havde hun en daggert. Jeg trak den lille, men skarpe kniv der lå i min rygsæk.

Pludselig var hun helt tæt på mig, og skulle lige, til at trække sin daggert. Hun havde opdaget mig. Jeg prøvede, at sidde helt stille, og få kontrol over mit hjerte der stadig bankede helt sindssygt. “Nu dør du” sagde hun med kolde øjne.”Gør noget” skreg mit indre.

 

Uden, at tænke borede jeg hurtigt min kniv ind i hendes tinding, og trak den til mig igen. Jeg var overrasket over mig selv.

 

Pigens krop faldt, til jorden med et hårdt “bump”. Der lød et kanonslag. Hun var, død. Nede på jorden lød overraskede råb, og pigen fra  distrikt 2 græd.

Hurtigt pakkede jeg min lille rygsæk, og hoppede ned fra træet, og løb for mit liv.”Der er, hun” råbte pigen fra distrikt 2,  og alle tre satte i løb efter mig. Jeg løb længere, og længere ind i skoven med tre ambisonere lige i hælene.

Pigen fra distrikt 2 kastede en stor kniv, som snittede min skulder. Jeg faldt blødende, til jorden, og hun kastede, sig over mig, som et rovdyr,  og stak efter min hals.

Jeg undveg med stort held hvert forsøg, men det kunne jeg ikke blive ved med. Jeg skulle, til at give op, og lade hende stikke mig, da en person kastede sig ind fra siden, og lige ind i pigen der sad ovenpå mig.

Jeg så, at han knækkede nakken på hende. Jeg så mig fortumlet, om efter de to andre.

 

Mine øjne landede på to døde kroppe hvor deres nakke var smadret. Der lød tre kanonslag. Jeg lå lidt tid på jorden, og fik kontrol over mit hårdt bankende hjerte. Personen der havde reddet mig stillede sig foran mig, og jeg prøvede, at studere hans ansigt i mørket.Jeg ville, se hvem min redningsmand var.

Min redningsmand hjalp, mig op, og gav mig min rygsæk, som jeg havde mistet efter kampen med pigen.

Jeg kiggede direkte ind i et ansigt med et par store brune øjne. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvem de tilhørte. "Tak” hviskede jeg . “James selv tak da” sagde han.”Jeg hedder Bruce, og er fra distrikt 11 hvad med dig?”. “Jenny, og jeg er fra distrikt 12”.

 

Vi gik sammen videre gennem skoven, og fra det minut var vi allierede. Mens vi gik, havde jeg stadig min lille kniv, og var klar, til at stikke hvis det blev, nødvendigt. Vi besluttede, at slå lejr bag en masse buske hvor vi godt skjult.

Jeg tog min jakke af, og undersøgte mit sår.

En stor flænge blødte kraftigt. Hold kæft det gjorde nas. Bruce lagde mærke til min smerte. “Lad mig se på det” sagde han. “Det er, ingenting” sagde jeg, og trak hurtigt min jakke på igen.

Jeg gjorde det for hurtigt hvilket udløste et klynk fra mig.“Jeg kan se, at det gør ondt,  så lad mig nu se på det” sagde han lidt hårdt med en blid undertone. Jeg gav efter,  og trak min jakke af, og lod ham se. Han undersøgte det i et par minutter.

Han fandt et par blade, og en lille rulle forbinding frem fra hans rygsæk. Han knuste bladene, og rensede mit sår, og rullede forsigtigt forbindingen, om min skulder.. “Tak” hviskede jeg igen.

Han nikkede, som svar. Vi sad, og stirrede ud i mørket i noget tid.Jeg aner ikke hvor længe.

Jeg frøs, og kom helt uden at tænke over det, til at læne mig ind til Bruce, for at få varmen. Pludselig fandt hans hånd min i mørket. Jeg trak den hurtig til mig, og så lidt chokeret over på ham.. “Ehmm undskyld” sagde han lidt flovt..

“Det er ok” sagde jeg,  og vi gled, tilbage i stilheden. En underlig følelse i min krop gjorde, at min hånd hurtigt fandt hans hånd igen. Han rykkede endnu  tættere på mig.. Han løftede min hage, så jeg så direkte op i hans brune, og blide øjne. Nu var vores  ansigter helt tætte på hinanden.

Vores læber mødtes i et blidt kys. Mit hjerte bankede hurtigt.  Jeg trak mig, og så på ham et øjeblik inden jeg rullede, om på min gode skulder. Jeg fik øje på et af de mange kameraer,  som var sat op her i arenaen. Jeg skulede, til det, og faldt i søvn med Bruce` arme omkring mig.

Helt intetanende, om hvilket syn der ville møde mig næste dag.

Jeg vågnede, til lyden af nogle der løb. Jeg rullede panisk, om på siden  i troen, om at jeg ville, møde Bruce` varme, og brune øjne. I stedet mødte jeg synet af hans blodige krop, og ham der hev efter vejret.

 

“Neeeeeej” skreg jeg så hele arenaen måtte have hørt det. Han trak vejret hurtigt,  og blodet bredte  sig i en bred plet på hans mave.

“De,de stak, mig” sagde han. Jeg satte mig hen til ham,  og lagde hans hoved i mit skød, mens jeg panisk prøvede, at finde noget, som kunne stoppe blødningen. Mine tårer ramte ham i ansigtet, og trillede ned af hans kinder.”Du skal nok klare den” hikkede jeg. Han blinkede lidt, som svar.

          

Både ham, og jeg vidste, at det ikke passede.Jeg drømte, selv om at vindehviskede han.”Du må, og skal vinde”. “For dit distrikt, og for mig” sagde han inden han lukkede øjnene i smerte.

Hans brystkasse bevægede sig ikke længere, og pulsen blev langsommere, og langsommere inden den stoppede. Jeg mærkede desperat på hans bryst og håndled, og gav ham førstehjælp.

Jeg lyttede desperat igen.

Men pulsen var væk.Han var død.

Jeg græd, og græd.

 

Jeg sad ved hans lig, indtil et aerofartøj kom, for at hente ham, og bringe ham tilbage, til distrikt 11.

Jeg så det flyve afsted, og jeg stod alene tilbage. Mine ben knækkede sammen under mig,  og jeg græd,  som en pisket.

 

Inderst inde skreg min sunde fornuft på, at jeg skulle rejse mig, og løbe. Jeg valgte, at lytte til den, og rejste mig hurtig.

 

Jeg tog mine, og hans ting. Det skar i mit hjerte, at se dem. Jeg vendte mig og kiggede på stedet han døde. En tårer forlod mine øjne. Jeg vendte mig, om og spurtede ind i skoven med tanken, om Bruce` sidste ord.Du må, og skal vinde,  for dit distrikt, og for mig”.

De ord i mit hovede var, som benzin på et bål.

 

Jeg ville finde personen, og slå ham, eller hende ihjel. Om det så kostede mig livet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...