Juleaften

//Bidrag til julekonkurrencen, valgmulighed 1 og til Sindstequilakonkurrencen, valgmulighed 2

5Likes
7Kommentarer
310Visninger

1. -

Det var juleaften. Mor behøvede ikke engang åbne øjnene for at komme i tanke om det. Det var juleaften, og Mor gemte sig for virkeligheden bag sine øjenlåg, for Mor turde ikke helt at tænke på, hvad der ville ske, hvis hun åbnede dem. Far lå ved siden af hende, kunne hun mærke, hans tyngde i sengen, madrassen, der ikke var helt lige, så hvis hun ikke passede på, ville hun rulle ham over til ham.

 

Men Mor passede på. Det var måske en anden grund til, at hun ikke åbnede øjnene - hun kunne risikere at møde Fars blik, risikere at se ham ligge der og teste sin skægvækst, hive i sin egen kind, tjekke de sorte skygger under sine øjne, i hendes pupiller, brugte dem som spejl. Nogle gange troede Mor, at Far havde giftet sig med hende, fordi hun havde så store pupiller. Pupiller blev jo også større, når man kiggede på nogen, man elskede, det havde Mor læst i Alt for Damerne - Fars pupiller var godt nok på størrelse med knappenålshoveder, og hans øjne var knappenåle, der stak til det ekstra kilo på hendes side, og de sorte skygger under hendes øjne. Men Far kiggede jo ikke sig selv i spejlet, heldigvis, nej han var jo en mand, han var jo ligeglad med, om han var en knappenål eller en nålepude eller noget midt i mellem. Selvtilliden var i orden, det var jo ikke så svært, sagde han tit, når han lænede sig ind mod hendes læber - ind i mod hendes øjne.

 

Han lukkede aldrig øjnene, når de kyssede.

 

Og nu var det juleaften. Mor lå helt stille og håbede på, at Søn ikke var vågnet. For at være ærlig vidste hun ikke hvor ligeglad med jul Søn var. Hun havde aldrig fået spurgt ham i løbet af december, mest fordi hun havde været bange for at høre svaret. Men hun havde fundet en chokoladekalender fra fakta, solgt for 10 kr. fordi det allerede havde været 1. december inde på hans værelse. Og da hun var kommet derind den anden dag, fordi hun ledte efter sit Alt for Damerne – et temanummer om at være en god forælder -  havde hun fanget ham i færd med at se noget på sin laptop, helt krympet sammen af chok over at Mor rent faktisk kom ind.

 

Det havde lignet Absalons hemmelighed lidt for meget.

 

Hun håbede dog stadig, at Far og Søn havde glemt, at det var jul. Det troede hun egentlig også, at hun selv ville gøre. De skulle ikke fejre den med de andre, og de havde ikke selv købt et træ eller købt en and eller købt noget for at købe noget. Hun håbede på, at hun selv ville glemme det.  Men - i det øjeblik, hvor hun kunne mærke lagenets folder, under sig, krummerne fra det rundstykke hun havde spist i sengen for tre dage siden, der skar sig ind i hendes hud, høre Fare åndedræt ved siden af sig. Hun vidste, bare, at det var jul i dag.

 

Det sad måske i knoglerne. Et skelet inde i et skelet, af den lille pige, der aldrig ville tillade sig selv at glemme, at det var jul, den lille pige, der altid havde drømt om at ligge her, i en dobbeltseng, som vidste, at hendes liv ikke ville være lykkeligt, hvis den anden side af sengen var kold. Den lille pige, hun ville gerne have et forhold ja, en kernefamilie, der var så kernet, at man fik kernerne galt i halsen og måtte spytte dem ud i en skraldespand fra IKEA, og hvor man så den store bage dyst hver onsdag, eller bare lod det køre i baggrunden, mens man var travlt optaget og dommerne sagde, at man excellerede på både smag, udseende og størrelse, og man nikkede mellem støn og slik. En familie, så Mor kunne glæde sig til at danse om træet og holde i hånd med sin mand og sine børn og holde dem så hårdt i hånden, flette julehjerter af deres fingre, for ellers ville hun vælte og sikkert ind i træet, sikkert ind i lysene, og de ville sætte ild, sætte spørgsmålstegn ved hvorfor det egentlig skulle være sådan.  

 

Måske kunne Mor købe færdigpebernødder. Mor skulle bare vente på, at Far vågnede.

 

Så Mor ville gerne afsted. Mor kunne måske tage i fakta og købe ind til pebernødder. Men Mor havde ikke nogen opskrift, så måske kunne Mor købe dem, men måske kunne Mor ikke købe dem, for Mor hadede smagen af købepebernødder. Der var nu så mange ting, hun hadede smagen af, men alligevel smagte hver dag.  Alle de sætninger hun egentlig godt kunne sige højt, men ikke gjorde, og hun turde ikke sluge dem, så det var nemmere bare at tygge dem sammen med pebernødderne, tygge og tygge og tygge på sine tænder med sine gummer indtil begge dele begyndte at bløde.

 

Men rød var en julefarve. Desuden var det juleaften, der var nok ikke så meget, der havde åbent, tænkte hun med et suk, alt i mens hun gjorde sit bedste for at anstrenge sine egne ører, tvinge sine øregange til at åbne sig, åbne sig, fik veer i ørene for at kunne høre i gennem væggen for at høre hvornår Søn vågnede. Hun blev jo nødt til at nå at købe de færdigpebernødder, inden han så datoen på sin telefon. Måske kunne hun endda finde bagepapir og en bageplade stille dem ind i ovnen, sætte et æggeur til, der ringede og ringede og tage dem ud og håbe på, at Søn ikke huskede nok på dengang hun sidst havde bagt - nogle boller for 8 år siden - til at huske på, at ovnen skulle være tændt.

 

Nej. Søn ville jo opdage det. Smagen af færdigpebernødder var umiskendelig Fornemmelsen af dem, der knastet i munden, tænderne i overmunden og i undermunden, der mødtes og stødtes mod hinanden, som om de lige pludselig ikke passede sammen, tungen, der lå fladt mod ganen, lammet af færdigpebernødderne, fordi den vidste at den ikke længere kunne tillade sig at have meninger uden at være en hykler, når den nu spiste noget så masseproduceret, i plastikposer, noget så dansk, at Martin Henriksen   klappede i sine små hænder.

 

Man kunne ikke lugte sin egen familie nej, ikke opfange den lugt, der altid hang over andre mennesker huse. Men man kunne fandme smage sin egen familie, tænkte Mor som hun lå der og adskilte sine læber med sine tunge. Hun kunne smage sin egen familie, og det var måske derfor hun ikke kunne købe færdigpebernødderne. Hendes familie smagte allerede af det, af noget der var købt i fakta, noget der havde ligget i bekæmp madspild disken, fordi de egentlig var tre jule for gamle, fordi de egentlig havde været i hænderne på millionvis af mødre, hvis familie også smagte for meget af færdigpebernødder, og blevet lagt til siden, smagte af de færdige pebernødder som mest af alt lå der for fakta satsede på at så ville folk måske købe dem og sige, at de havde været gode mennesker nok for de næste mange år.

 

Smagte af færdigpebernødder, og deres familie, der var naive nok til at lade, som om de var hjemmebagte. Som om alt deres aftensmad ikke blev fundet i samvirke som om Mor ikke læste horoskoper i Alt for Damerne og levede sit liv fra horoskop til horoskop og kun en gang i mellem kiggede op på himlen og blev overrasket over, at den ikke var lavet af glinsede papir fra Alt for Damerne, kun en gang i mellem kiggede på sin Søn og blev overrasket af, at han ikke bare var lavet af blækklatterne til Alt for Damernes guide til, hvordan man var en god mor. Og som om hun ikke havde mødt Far, da de rakte ud efter samme eksemplar af Samvirke og Far fortalte, at han var god til at tjene penge til at kunne købe samvirke for, og Mor fortalte at hun var god til at lave   og til at følge en opskrift og undlod at fortælle at hun allerede var Coop medlem og egentlig fik samvirke gratis.

 

Det var jo bare jul. De blev nødt til i det mindste at have pebernødder for at være en rigtig familie. Så var alt andet ligemeget. Juletræet, anden, det at hun ikke havde haft en ordentlig samtale med Søn i flere år. Hun spurgte ham hver dag, når han kom hjem, hvad han havde lært i dag, for det havde Alt For Damerne sagt, at hun skulle, og han svarede ikke så meget. Far havde sagt, at hvis der var noget vigtigt, skulle han nok selv komme til dem, det ville han jo ikke have problemer med, de var jo gode forældre, sagde Far. Han havde ikke snakket med Søn, siden han stoppede til fodbold som 13-årig, for Far kunne vidst ikke komme i tanke om, hvad de ellers havde til fælles – udover nogle af deres gener, men det var jo et emne, der blev hurtigt udtømt. Men hvis bare hun kunne bage nogle pebbernødder, måske ville smagen af dem minde deres tunger, om at de burde tale sammen og desuden –

 

Og, og, og. Far rørte på sig. Mor nåede at dreje hovedet i netop samme øjeblik som ham, nåede at lukke øjnene, nåede at se deres øjenvipper åbne sig i takt. Sikket et smukt ægtepar de var, tænkte Mor. De vågnede op på samme tid. Dres øjenvipper og hjerter og sengefjedre var i takt.

 

“Glædelig jul?” sagde Mor stille.

 

“Hva? Er det jul?” Da Far åbnede munden, kom en bølge af endnu ikke tandbørstet ånde over mod Mor. Mor drejede ikke hovedet.

 

“Ja,” svarede Mor. Som om hun altid havde vidst det. Som om det var en selvfølge at huske det.

 

“Lav noget and.”

 

“Hvis der stadig er et sted, man kan købe noget.”

 

“Du kan få 100 kroner og gå ned i fakta og købe en. “

 

Mor smilede som tak til Far.  Måske kunne hun finde det Alt for Damerne, hun havde gemt fra sidste år. Det havde været 10 gode tips til at lave and i, så vidt hun huskede. Det havde også været flere undertøjsmodeller i, og det var måske derfor, at Far havde ladet hende beholde det. Eller måske fordi Far vidste, at det havde været et af hendes yndlings numre.

 

“Er du snart klar til at stå op?” spurgte hun.  Far hadede, når Mor stod op først og løftede dobbeltdynen. Den kolde luft slap bare indtil ham, sagde han tit. Det var ikke sundt for ham, sagde han, det stod i samvirke, sagde han, selvo han ikke læste samvirke. Det var jo for damer.  

 

“Ja.” Der var jo aldrig mere at sige end det. De vidste begge to, at Far sagtens kunne have sagt mere, sagtens kunne være kommet med grunde til, hvorfor de ikke skulle stå op, for Far var jo god til at argumentere. Men de gjorde det ikke, og Mor lod Far være den første til at stå op, den første til at løfte dynen. Mor havde ikke noget i mod den kolde luft. Far havde en gang fortalt hende, at man forbrændte flere kalorier, når man frøs. Ikke fordi hun havde spurgt. Bare fordi Far vidste, at det var hendes højeste mål at forbrænde de kalorier, forbrænde sig selv, brænde sig selv op og varme hænderne ved bålet, svitse sine øjenvipper af, så Far ikke længere behøvede bruge penge på hendes mascara, forkulle sin egen tunge i sin mund, så Far ikke længere behøvede bruge tid på at lytte til hende, tænke over, at hun ikke var så glad for svinekød, når han en sjælden gang i mellem hjalp med at lave indkøbslisten,   for nu kunne Mor jo ikke længere bruge det ordforråd, hun egentlig havde fået på den uddannelse,  hun trods alt havde taget, hun kunne bare tygge på ordene og blive mæt på den måde

 

Ord var jo kaloriefri, tænkte Mor, mens hun trak sin blå sweater over hovedet. Hun kom til at stikke armene ud af hovedåbning og stod lidt der og var fanget og trak blå luft ind og blå luft ud, og lod som om hun bare kunne flytte ind i sin sweater, hvor der ikke var plads til et juletræ, så det gjorde ikke noget, hvor hun ikke længere behøvede at støvsuge og suge sine hårnåle op og støvsugeren hostede og hostede, og Mor begyndte for det meste at klappe den på ryggen, men Far sagde det var spild af tid, så Mor lagde bare en beskyttende arm om ryggen på støvsugeren, mens den slugte hårnålene og rev sin egen hals til blods, for det var spild af tid at prøve at få det bedre.

 

Så talte Far. “Vil du ikke tage den røde på i stedet for? Rød er jo en julefarve. “ Mor nikkede, selvom hun godt vidste, at Far ikke kunne se hendes hoved inde i sweateren. Eller måske kunne han. Far tænkte, at det ikke var, fordi den var rød, men fordi den var nedringet, og han troede at hans kranie var tykt nok til, at Mor ikke kunne se det, og sikke naivt det var, sikke naivt. Fars tanker havde altid været lidt ligesom Mors brystvorter, og der skulle et meget tykt kranie og en BH til for at man ikke kunne se dem, når det var koldt.

 

Men Mor behøvede nu ikke at gå med BH. Det sagde Far tit, for Far ville jo gerne lade Mor være feminist. Mor smed den blå højhalsede sweater fra sig på sengen og tog den røde nedringede på, Det var også feministisk ville Far sige, at kunne vise sin kavalergang uden at blive voldtaget, ja for fanden, Mor burde lave en samling af alle de mænd, der havde sagt det og så kunne de ligge der i hendes kavalergang, viklet ind i hendes næsten usynlige brysthår, viklet ind i hinanden, og så kunne de møde Fars blik, hver eneste gang han  og hans øjne og tyngdekraftens påvirkning af dem benyttede sig af muligheden for, at hun havde den røde sweater på.

 

Da Far åbnede døren til soveværelset, gik det op for Mor, at der var noget galt. Der lugtede forkert. Af toast, spejlæg, af smør og syltetøj og af Nutella, som Far ellers kun ville have dem til at købe når de var i Tyskland. Af pandekager og appelsinjuice, og Mors næsebor udvidede sig, i et forsøg på at rumme virkeligheden, og Mor var bange for, at hun ville få næseblod, lave en rød plet af virkelighed, der langsomt udvidede sig på deres gulvtæppe. Blodrød. Den farve virkeligheden måtte have hvis man prikkede hul på den med løfte på løfte om, at den måtte gå i en blå sweater, hvis den havde lyst, det var bare ikke virkeligheden selv, men Far og Martin Henriksen der vidste, hvad virkeligheden havde lyst til, nu hvor det var jul.

 

Så hørte Mor noget, der fik hendes ansigt til at gå i opløsning i det hendes ører og næser rykkede sig for at kunne snakke sammen, hviskende, om deres oplevelse, diskutere den, have en samtale, uden at afbryde hinanden. Mor var misundelig på sit eget ansigt.

 

“Jeg har lavet morgenmad.” Det var Søns stemme, Ganske rigtigt kom han til syne i døråbningen til soveværelser. Det var ellers mange år siden han sidst havde vært derinde. Mange år siden Far var stoppet med at forsøge at dæmpe sine støn, mange år siden Mor havde lært at kvæle sine skrig, mange år siden Far havde lært, at blå mærket kun skulle laves steder der kunne dækkers med en blå - en rød sweater.

 

“Okay,” sagde Far, samtidig med at Mor spurgte. “Hvorfor?”

 

“For at være sød.” Mere sagde Søn ikke. De gik sammen ud i køkkenet, satte sig ved bordet. Far ved midten af bordet. Søn på den ene side. Mor på den anden. Det var jo bare sådan, som det var. Men så lagde Mor mærke til, at der var dækket op til fire personer, og Mor vidste ikke helt hvorfor. Søn fik 12 i matematik, vidste hun, hun havde fundet hans karakterark krøllet sammen i skraldespanden. Han var stoppet med at vise den, da Far lagde hans første op på Facebook.  Også selvom det udelukkede var tocifrede. Men Mor kunne godt forstå det. Hun havde skåret sin pegefinger på arket, og det havde farvet det grønne ark rødt, og nogle gange kunne Mor egentlig godt blive overrasket over, at ungdommen ikke for længst havde grønt blod og talformede tanker, godt blive overrasket, at de ikke bare var lavet af sammenrullede karakterark.

 

Hun var egentlig også ret sikker på, at man godt kunne få 12 i matematik uden at kunne finde ud af tælle. Man skulle jo bare kunne finde ud af cosinus og sinus og at punktere luften med sin finger.  Eller måske havde Søn lært at tælle, samtidig med at han havde lært, at hvis D=0 var der en løsning på andengradsligningen, han havde bare glemt det, da de havde haft prøve i det. Bare glemt det da de havde fået deres sidste karakterark og han ikke længere behøvede række fingeren op. Og skolen var jo ligeglad med om man i sin fritid brugte den finger på at rydde op på sit værelse eller rode rundt i piger de allerede havde sagt nej, ligeglad med om man brugte den til at massere de gamle damer på plejehjemmet eller massere klitoris, på at donere penge til dansk flygtningehjælp eller på at trykke skip på deres reklamer på YouTube for at komme frem til at se traileren til endnu en krigsfilm, skrive lange opslag på Facebook om samfundet eller hvad. Så længe man rakte den højt nok op i klassen.   

 

“Kommer der en mere?” Mor ville gerne sige, at hun stolede på Søn. Stolede på, at han vidste, hvor mange stole han satte frem. Stolede på, at han vidste, hvad han egentlig skulle ofre for at få de tocifrede tal og om han var parat til at ofre de ting.

 

“Ja. “ Søn sagde ikke mere. Tog bare et spejlæg. Han havde ikke ristet dem på begge sider, selvom det var det Far bedst kunne lide. Det var mange år siden, at Mor ikke havde gjort det, og hun var bange for, at hun ville drukne i æggeblommen, der stadig var lidt flydende, hvis hun ikke passede på. Hun ville være den første ja, men på den anden side ville Far måske sætte pris på, at han kunne komme i avisen og fortælle hvor tragisk det var, at hans kones endeligt var et spejlæg, der ikke var ristet på begge sider og fortælle at intet dårligt ville ske, hvis verden dog bare lyttede til ham og havde de samme meninger som ham og lavede spejlæg på samme måde som ham.

 

Far stemte på Liberal Alliance. Mor sagde, hun gjorde det samme, men Mor stemte på Enhedslisten.  Mor rakte også ud efter et spejlæg.

 

Og så gik der nogle øjeblikke, hvor de eneste lyde var bestik, der skrabede mod tallerkener, Fars fod, der prøvede at finde Mors fod under bordet, Mor der lod som om det ikke var med vilje, at hun flyttede sin fod og radioen, der kørte i baggrunden.  De var jo vant til at spise alle måltiderne sammen, vant til ikke at tale sammen. Man måtte jo ikke snakke med mad i munden, sagde Far. Men i det mindste kørte radioen i dag.

 

“You are going to give us the love we need, “ var der nogen, der sang. Beyonce, måske tænkte Mor. Rihanna. Eller en tredje. Hun smilede ned i sin æg, skyndte sig at synke dem, så hun ikke kom til at grine af damen i radioen. Hun var jo en radio, hun kunne jo synge lige så meget, som hun ville, men Mor ville ikke tro på hende, før den dag hun trådte ud af radioen og så virkeligheden i øjne, havde en stirrekonkurrence med den, og det kunne godt være, at virkeligheden blinkede først, men alle de mennesker der lå i virkelighedens øjenlåg blev knust under dem.

 

Mor kunne godt lide at personificere virkeligheden. At give den øjne.  Nogle gange kunne hun også godt forestille sig virkeligheden onanere, onanere til hver gang kvinder verden over blev tvunget til at gå i sweatre der var for nedringet, tvunget til så meget andet. Eller måske havde virkeligheden en stemme, en stemme, so den brugte til at afbryde hver gang en af de kvinder, begyndte at snakke, begyndte at synge i en radio, ved at kalde hende for mandehader, buzzfeedfeminist, grine af hende. Det var en god øvelse for fantasien sikkert, at få det bedste ud af virkeligheden. Men selv ikke i sin vildeste fantasi kunne Mor forestille sig, at virkeligheden havde et hjerte.

 

”You are goinng to give us the love we need.” Igen. Mor grinede igen, denne gang med et blik hen på Far, der sad bøjet over sine æg, hans isse glimtede i det første sollys, der strømmede ind af vinduet. Gad vide om det var en julesang, nu hvor det var jul. Og hun tvivlede på, at Far lyttede, mens hvis han gjorde, var hun ret sikker på, at han ikke ville forstå det. Kærlighed var ikke noget, man gav. Det var noget, man fik. Det sagde Far nogle gange, når han skulle føle sig klog, og så fik han et kys på kinden af Mor. At elsker nogen handlede aldrig bare om at elske dem. Det var i virkeligheden bare at udvælge sig bestemte mennesker, man gerne ville have til at elske sig. At elske var et ønske om at blive elsket tilbage. Det var derfor, han ikke kunne bekymre sig om de fattige børn i Afrika, havde Far engang forklaret til nogle stakkels indsamlere fra red barnet, fordi de aldrig ville bekymre sig om ham.

 

Fordi alle de gange has mor havde fortalt Far, at han skulle spise op, fordi de fattige børn i Afrika havde Far jo altid tænkt, at hans spiserør ikke nåede til Afrika, så hvordan skulle hans tanker eller hans penge dog kunne det?

 

Og Far var jo så klog. Han vidste også, at kærlighed ikke var noget, man havde brug for. Det var sex, selvfølgelig, så det måtte Mor ikke benægte ham. Men kærlighed var ikke noget, man havde brug for - man havde måske brug for at tjene millioner af kroner på at synge om det, man havde måske behov for at kunne bage pebernødder sammen og trille dem og ælte dejen med sine hænder og spise den, selvom der var æg i og man kunne få salmonella og elske de mennesker, man bagte dem sammen med, selvom de måske en dag kunne stoppe med at elske én.

 

Men kærlighed? Man havde ikke retten til at forlange som Beyonce eller Rihanna eller en anden. Og når nogen gav Far kærlighed, ville han ønske, at der var et byttemærke på og returret frem til den 15. januar og at man kunne få pengene tilbage. Han håbede ikke, at det var en public service kanal, at hans licenspenge skulle gå til at en eller anden dame skulle synge sin strube itu, om kærlighed.  

 

Derfor tvang Mor sin latter tilbage. Far skulle jo nødig tro, at hun grinede af ham, når han var så klog, når noget af æggeblommen lige var dryppet ned i hans skød og havde efterladt en plet. Mormor havde engang lært Mor at en god måde at stoppe med at grine på, var at bide sig selv i tungen. Det var dengang Mor var lille, de skulle til en begravelse, og Mor havde vært ved at holde sin latter tilbage, fordi alle så så absurd alvorlige ud.

 

Nu bed Mor sig også i tungen, indtil hun kunne smage blod.

 

“Er det hende feministen?” Far skævede hen mod radioen.  

 

Mor slugte blodet, inden hun svarede. “Hvem feministen?”

 

“Hende der feministen? Du ved nok, der er ikke så mange tilbage. Hende der viser sine bryster? “

 

“Ja, det er nok hende,” sagde Mor bare. Bare for at sige noget.  Hun fandt såret i sin tunge igen, og borede tænderne ned i det. Hun var ret sikker på, at hun snart havde et permanent ar, lige det sted i tungen, hun kunne i hvert fald altid mærke, at den stang, når hun spiste citrusfrugter. Det var nu synd. En mandarin var jo en julefrugt. Det var måske lige så julet at måtte grine, når man havde lyst til, men det sagde Mor nu ikke noget om.

 

Hun skulle lige til at fortælle Far om den dryppende æggeblomme. Men så blev hun afbrudt.

 

Afbrudt, da en dreng kom ud fra Søns værelse. Den fjerde tallerken. Det måtte det være. Det var i hvert fald, der han satte sig, fulgt af Mors blik, klistret til med Mors øjne, der fulgte drengen hen til sin plads, forlod deres egne huler, for at sidde på drengen, klamre sig til ham. Mor var i et kort øjeblik så taknemmelig for, at han havde forhindret hende i at gøre noget så dumt som at rette på far, før hun begyndte at undre sig over, hvad han egentlig lavede i deres køkken.

 

Den fjerde tallerken satte sig ned på sin plads.

 

“Hej,” sagde han. Så sagde han sit navn. Mor lyttede ikke, havde øjenkontakt med pandekagerne. Nogle af dem var brændt lidt på, lagde hun mærke til Andre var næsten ubagte. Sorte plamager og dejpletter og kaos, for hvad lavede Den fjerde tallerken i deres køkken? Det var flere år siden der havde været andre end de tre deres køkken. Far var ikke så glad for gæster. Det var så anstrengende at holde samtalen i gang. Hun var den eneste han behøvede at tale med, sagde han tit, mens han lagde sig i sofaen og tog høretelefoner på for at se Netflix.

 

“Hyggeligt at møde jer. Jeg har hørt meget om jer.” sagde han. Ingen svarede ham. Søn sad også og kiggede på pandekagerne, og Mor kunne ikke lade vær ed at føle, at det var tusind gange mere intimt at kigge på det samme end at kigge på hinanden, at se det samme stykke af verden. Så kom Mor i tanke om noget.  Et svagt minde. Man plejede tit at smile, når man ikke vidste hvad man skulle sige

 

Hun tvang sine læber op i en grimasse, som Den fjerde tallerken forhåbentlig ville misforstå som et smil. Så fik hun undskyldning for at kigge på Den fjerde tallerken. Han havde falmede cowboybukser på og en The Doors T-shirt, som var alt for stor. Og bare fødder. Og han var kommet ud fra Søns værelse. Hans pandehår var for langt, hans hår var skævt i nakken som havde han klippet sig selv. Og han havde halvt afskallet rød neglelak på den ene hånd.

 

Far så hvis det samme som hende. Han rejste sig i hvert fald op, så hurtigt som muligt, så hans stol skrabede mod gulvet, mod hendes øregange, og overdøvede feministen, der boede inde i radioen.

 

”Jeg går lige på toilettet. ” Mor håbede på, at hun ikke havde stillet sin røde neglelak fremme derude, ellers ville Far nok ikke kunne holde til det.  Far gik og lod dem sidde i køkkenet.

 

Feministen sang stadig inde i radioen, behandlede den lidt som et dukkehus hvor hun var lukket inde, hvor hun stadig kunne flytte rundt på sime dukker, hvor hun nu ikke længere legede Far og Mor og børn, for det var for heteronormativt, men legede undertrykt i en verden, hvor der var ligestilling, der var bare også hashtags med metoo men de ting havde intet med hinanden at gøre. Kvinder havde jo røve, og mænd havde hænder, og der var jo en mening med galskaben. Far boede ikke i radioen, men i et parcelhus, og hvis han havde haft en god sangstemme havde han sikket lavet en sang om det. De havde jo allerede ligestilling, kvinder kunne bare bedste lide røde trøjer og mænd kunne bare bedst lide at bestemme, og så var Far glad

 

Så var alle glade.

 

Far så dog ikke synderligt glad ud, da han kom tilbage fra toilettet. Det var gået alt for hurtigt. Sangen var stadig ikke færdig, den akavede stilhed var stadig ikke for alvor begyndt.

 

”Hvorfor var toiletbrættet slået ned? Jeg kom til at pisse på brættet” Han kiggede hen på Mor. Mor vidste dog ikke hvorfor. Det havde taget mange år. Men Far havde efterhånden lært Mor, at hun skulle slå brættet op efter sig, at bare fordi hun sad ned og tissede, så skulle hun ikke tro, at Far gad tilpasse sig det. Hun havde lært den på de hårde måse, efter hun hver gang, hun glemte at slå det op, måtte sætte sig i Fars pis. Far var god til mange ting, bare ikke at sigte. 

 

”Jeg slog det ned” Det var Den fjerde tallerken, der talte.

 

”Du slog det ned? Hvorfor?”

 

”Jeg sidder ned og tisser.”

 

”Hvad? Er du bøsse?” Far gjorde sit bedste for at se ud, som om han talte til pandekagerne. Men den fjerde tallerken var simpelthen for spændende til at holde blikket på. Lige så eksotisk som de gange, Far havde hentet pizza fra det lokale pizzeria, og den havde smagt af pap med ost på, og Far gav altid Mohammed i pizzeriaet drikkepenge i håbet om at han kunne spare sammen til en flybillet tilbage til ”sit eget land”. Nu hvor Mor tænkte over det, var pizzaen egentlig først begyndt at smage af pap, efter Far var begyndt at sige det til Mohammed. Lige så eksotiske som de var lige nu, sådan at holde jul uden træ og and.

 

”Nej, jeg er bi.” Han brød ikke øjenkontakt med Fars skallede isse, mens han sagde det. Far kiggede stadig ikke op.

 

”Bi?” Far smagte på ordet, så ud som om han gerne ville spytte det ud. Mor skulle til at rejse sig og hente skraldespanden til ham, så han ville ramme den i stedet for det nyvaskede gulv. Så kom hun i tanke om, at de skulle affaldssortere, og at hun egentlig aldrig havde hørt, om hvilken skraldespand ord hørte i, om de overhovedet kunne genbruges, måske af en anden forvirret teenager, der havde behov for at klistre en label på sig selv for at holde sammen på dig selv.

 

”Ja. Det betyder jeg er tiltrukket af både mænd og kvinder. ”

 

”Jeg ved godt, hvad det er. Tror du, jeg er dum?”  Der sad lidt spejlæg fast til Fars ene kind. Det dinglende faretruende over hans tallerken. Men det var nu ikke det, Mor kiggede mest på. Nej, det var drengens hånd. Men ikke længere på grund af den røde neglelak. Det var drengens hånd i Søns hånd. Drengens hånd, hans hud, hans fingre, der blev farvet hvid mod de røde negle, hun kunne ikke se, hvem af dem der klemte hårdest, måske ingen af dem, måske luften omkring, måske Fars udåndinger, hans luft, der slap ud gennem mellemrummet i hans tænder, prøvede at finde et mellemrum mellem de to drenge, for to drenge var ligesom Fars fortænder og Far havde altid nægtet at få bøjle på, for at få dem sammen, altid nægtet at blive mindre ignorant, det ville tage for lang tid, alt for lang tid. Det var kun de feminister, der boede i radioer, der havde tid til det.

 

Men der kom ikke et andet end luft ud af Far. Måske var han en ballon, der var gået hul på, bare en sæk hud, bare en Far, og nu uden en Søn og uden luft sank han sammen på deres køkkengulv.

 

Mor kunne næsten se tandhjulene dreje rundt derinde. Han kunne ikke rejse sig, nej så ville han virke homofobisk. Og han var ikke homofobisk, havde han sagt en lørdagaften, da han sad med fjernbetjeningen og zappede formålsløst rundt. Han syntes, at Ellen var sjov, sagde han mens han brugte den anden hånd til at lege med Mors BH-streng. Mor havde spurgt, hvad Ellen var ud over sjov.

 

”Homoseksuel,” havde Far svaret.

 

”Hvad ellers?” havde hun spurgt. Det kunne Far ikke svare på. Nu slap han også for at svare, for han havde fundet en film han gerne ville se. Og Mor lod som om hun ikke tænkte over det, da han fem minutter siden klikkede videre midt i en kyssescene med to piger. 

 

Men så, tilbage ved køkkenbordet, faldt tandhjulene på plads.

”Jeg går lige ud med skraldet. Fra badeværelset.”

 

Hvor var Far dog bare klog, tænkte Mor, mens han gik derud igen. Det var kun nogle år siden, at han var begyndt at tage skraldet derude fra, før havde han nægtet. Den var så lille, at hun godt kunne bære posen, havde han sagt. Han havde ikke lyst til at bære en pose med hendes brugte bind, havde han ladet vær med at sige. Men så havde Far fundet en artikel i samvirke til Mor, om at hun ikke behøvede stoppe med at tage P-piller for at få sin menstruation. Sikke et held for Far. 

 

Far kom igen til syne, med skraldeposen knuget i den ene hånd, stadig med æg på sin kind. Han gik ud af døren, smækkede den efter sig. Lyden rungede efter dem, højere og højere, højere og højere, med løftet om ikke at være evig med løftet om at Mor blev nødt til at sige noget på et tidspunkt.

 

Det gjorde Mor ikke. I stedet kiggede hun ud af køkkenvinduet, ud på Far, der kæmpede sig af sted med posen, gennem de snedynger, der var faldet or nogle dage siden og nu var mere grå end hvide, gennem den have, som de ikke havde brugt i mange år. Kiggede ud på deres nabo Søren, som gik tur med sin hund Buster, klokken ni, som altid. Han smilede til Far, men Far smilede ikke tilbage. Det gjorde han normalt, Far var jo et godt menneske, ja, ja, han gik ud med skraldet selvom han ikke behøvede og han var ikke racist, nej, han syntes, at Beyonce var smuk, ikke homofobisk han syntes, at Ellen var sjov.

 

Og for fanden som Mor sad der, havde hun lyst til at rejse sig, gå ud, fortælle ham, at verden var så meget større end ham Ellen, Beyonce og resten af verden, og at det ikke gjorde ham til mindre racist at syntes én person med en bestemt hudfarve var smuk, én person med en bestemt seksualitet var sjov, der var stadig så mange mennesker derude, som aldrig nåede til hans fjernsyn, som han stadig manglede at acceptere, heri blandt hans egen Søn – han stolede mere på sit TV end på sit Søn. Men hun blev siddende. Og så var det at Mors blik flyttede sig. Hun kiggede ikke længere ud mod Far, hun kiggede på sig selv, sig selv i den røde sweater, sig selv der blev siddende, sig selv der ikke kunne få sig selv til at kigge over på Søn, ikke få sig selv til at lykønske ham med at have fået en kæreste og sig selv der ikke gik ud til Far. Sig selv og så alligevel ikke.

 

Hun kunne ikke genkende damen i vinduet. Det kunne ikke være Mor, der kiggede tilbage. Det måtte det ikke være. Og så rejste Mor sig op. Hun tænkte ikke, det var ikke hende, det var damen i vinduet, der var nået frem til, hvad hun skulle gøre, så nu var det bare Mor, der skulle føre det ud i livet. Med hurtigere skridt gik hun hen til døren, drejede den nøgle der sad i låsen. Da hun hørte et klik tog hun den ud af hullet, stak den ind i sin håndflade.

 

Så gik hun tilbage til sin plads. Det havde varet under 7 sekunder, og så var hun tilbage. Det havde varet under 7 sekunder, og hun havde noget det, og det var lige før hun kunne mærke sine lår syre til, sine øjne syre til, ætsede synet af hende væk, over hvad der egentlig fik hende til at være et menneske, der kunne finde på at gør sådan noget. For fanden, Far havde ikke noget overtøj på, og det var under frysepunktet. Så fangede hun igen Den Fjerde tallerken og Søns sammenflettede hænder med blikket, og selvom feministen var holdt op med at synge kunne Mor stadig høre ekkoet af hende et sted i baghovedet.

 

”You are going to give us the love we need.”

 

Så bankede Far på.

 

”Hallo?” kaldte han. ”Luk mig ind.” Mor begyndte at tælle sekunderne inde i hovedet.

 

”For fand - Putain de merde.” Far kunne godt lide at bande på andre sprog. Det gjorde han, når man var sofistikeret mente han.

 

”Luk mig ind. Åben den dør, jeg sværger.”

 

Mor hverken sagde eller gjorde noget.

 

Far bankede fem gange. Så stoppede han og hun kunne igen se ham ud af vinduet, se ham gå sin vej. Samme vej som Buster og Søren. Måske ville de møde hinanden, når Buster og Søren vendte om kvart over ni. Måske ville Far smile tilbage denne gang. Måske ikke.

 

23 sekunder. Det var så længe han havde prøvet at komme ind. 23 år. Det var så mange de havde været gift. Det værste var, at der lå en reservenøgle under dørmåtten.

 

Eller nej, Det var ikke det værste. Det værste var, at Far ikke havde bekymre sig nok til at komme i tanke om den.

 

Med en kraftanstrengelse vendte Mor sig igen mod Søn og Den fjerde tallerken. Væk fra døren. Væk fra sig selv.

 

”Så - hvor kender I hinanden fra,” spurgte Mor, da hun igen havde sat sig ned på skolen. Hun talte lidt højt for at overdøve radioen. Den kørte stadig, selvom feministen var forsvundet.

 

”Fra vores gymnasieklasse.” sagde Søn og Mor smilede og nikkede, selvom hun ikke kunne huske, hvilken klasse Søn gik i. ”Men Mor skal du ikke lukke Far ind?”

 

”Nej, det fortjener han ikke. Hvad har I så lyst til at lave?”

 

”Lyst til at lave?”

 

”Det er jo jul. ” Mor smilede. ”Gør det noget, at vi ikke har nogen and?”

 

”Nej, nej, slet ikke. Men mig og Silas købte nogle færdigpebbernødder i går. ”

 

Silas. Det var det den fjerde tallerken hed. Og Silas var ved egentlig ikke den fjerde, men den tredje tallerken nu. Det gik op for Mor, at det i virkeligheden gik hende på, Fars halvtomme tallerken, meden halv pandekage og et halvt æg. Når man ikke brugte mere end 23 sekunder på at redde et ægteskab

 

Måske troede Far bare, at deres ægteskab var som Jorden. Det var ikke noget, der skulle reddes. Mor havde engang læst en artikel højt for Far, om hvor mange drivhusgasser, der stammede fra kødproduktion, spurgt om hun gerne måtte lave kød lidt mindre. Far havde ikke engang svaret, bare grinet, for derefter at fortælle hende om, at han snart ville gå i gang med at bygge en tømmerflåde i garagen, i tilfælde af at havene steg. Mor havde spurgt, om han ikke hellere ville forhindre dem i at stige helt så meget ved at spise lidt mindre kød. Men nej, nej, nej, nej, man skulle ikke redde verden og redde ægteskaber, man skulle bare redde sig selv. Far var en ridder, der blev ved med at redde af sted med hævet sværd, selvom ingen drager fandt ham værdige at kæmpe i mod selvom alle prinsesserne for længst var klatret ud af deres tårnværelser af frygt for at blive reddet af ham.

 

Bortse fra Mor. Hun havde været for langsom. Indtil i dag.  

 

”Kommer Far tilbage?” Søn lød ikke bekymret. Bare som om han spurgte for at spørge. Ligesom en af de spørgsmål til eksamen man svarede på for at svare og tyve år senere kunne man stadig huske spørgsmålet, kunne stadig se de bidemærker det havde efterladt i ens selvopfattelse, når man ikke vidste, hvad svaret var, men man kunne ikke huske, hvad man endte med at svare.

 

”Det tror jeg ikke. ” 

 

Mor smilede og tog et spejlæg mere. Der var masser af protein, det havde hendes læge engang sagt til hende. Det var ved den samme session, hvor han havde taget fat i hendes højre håndled, sagt at det var blevet for spinkelt, sagt at hun havde en kvinde til at være fanget i sin krop, en kvinde som hun ikke havde sluppet ud, siden dengang hun var teenager, en kvinde med rigtige former. Han havde sagt ’rigtige former’ på samme måde som en børnehaveklasselærer, der talte til sin klasse, når de skulle have matematik og endnu ikke havde opdaget, at de ikke behøvede være interesseret i former, bare fordi læreren sagde det. En kvinde med hofter, der prøvede at kravle fri, prøvede at rive Mors hud i laser, så hun kunne komme ud. En kvinde der havde været fanget derinde, siden Mor var teenager. Hvis bare hun dog spiste lidt mere.

 

Hendes krop var ikke et fængsel, havde hun fortalt lægen. Det var bare hendes krop. Da hun senere var kommet hjem, havde Far taget fat om hendes højre håndled, for at holde hende fra at tage en portion mere af aftensmaden. Kvinden i hende rørte på sig, hendes hænder synlige et sted under Mors trøje, som de ruskede i hendes ribben, tremmer, havde Mor syntes, ar lægen burde have kaldt dem i sin metafor. Men Mor havde en trøje på, så Far så aldrig kvinden, den have lange ærmer, så Far så aldrig hvor spinkle hendes håndled egentlig var.

 

Men nu kunne Mor spise, hvad hun havde lyst til. Hun spiste ægget, og det sad fast på vej ned, blev kradset på vej ned, af alle hendes fortidige selv, hende som teenager, der for længst havde lært, at man skulle være så tynd, at lægen kommenterede på det. Det var jo opmærksomhed, en kompliment, bekræftelse. Og bekræftelse kom ikke fra spejlet, havde hun lært. Ikke med mindre spejlet havde en penis og var heteroseksuel. Hun havde som teenager altid øvet sig i at kysse på netop deres badeværelsesspejl. Indtil hun til sidst ikke længere spejlede sig selv i glas, men i spyt, der var forhærdet, sit eget spyt, sin egen længsel efter nogen, der ville kysse hende, hendes egen tunge op og ned ad spejlet, hendes egen tunge, der endte med at blive limet fast til spejlet, så den nu ikke længere ville kunne fortælle til læger, hvor meget hun dog ønskede, at hun kunne få sig selv til at tage på, at hun bare stoppede med at være bange.

 

Mor lovede sig selv, at det førte hun ville gøre, når hun gik ud på badeværelset igen var at kysse spejlet, stille sig på tæer, se sig selv vokse, smide sit barberblad ud, se sit fissehår vokse, lave fletninger i sine armhulehår, lave sorte huller, når hun pressede fedtet i sine lår ind, fylde dem ud, når hun fjernede fingrene, med muskler og fedt og fucking liv. Mor lovede sig selv at få købt nogle kondomer til Søn, bind til sig selv. Hun kunne også spørge Silas, om han ville have noget, når hun nu var i gang.  

 

Mor glædede sig ja, ingen kunne stoppe hende, hverken kvinden inde i hende, kvinden i hendes spejlbillede, men mest af alle Far.

 

Men så begyndte Mor at græde. Det kom som et chok for hende. Hun kunne ikke huskes sidste gang, hun havde grædt. Ikke huske sidste gang, hun havde mærket sine øjne prikke, følt dem flyde over. Ikke huske sidste gang hun ikke havde tørret tårerne væk, med det samme, ikke huske sidste gang hun ikke havde tørret dem ud i hele ansigtet, fordi hun havde læst i Alt for damerne, at det rensede huden, og fordi så kunne hun i det mindste bruge sine tårer til at få bedre hud med, så de ikke var nytteløse. Ikke huske sidste gang hun ikke havde haft lyst til at putte sine tårer i en konvolut, slikke på den og sende den til Afrika, for Afrika var vel en adresse, på samme måde som Duevej 11 var en adresse, i hvert fald ifølge Far, sende dem ned til folk, eller donere dem næste gang Red Barnet kom på besøg, for hendes egen problemer var ikke værd at arrangere indsamlinger for, så derfor måtte de heller ikke være til at græde for.

 

Det værste var, at hun ikke engang var sikker på, hvorfor hun græd. Far var væk, Søn havde fået en kæreste. På den anden side var det måske netop derfor. Måske var det fordi hun kunne sidde her, i et køkken der lignede sig selv i en verden der lignede sig selv og hun kunne kigge ud af vinduet og se Buster og Søren komme tilbage fra deres gåtur og den grå himmel, der var så grå, som den kun blev i Danmark. Himlen, der var så dansk, at så længe man havde den over hovedet, var man egentlig dansk, ligegyldigt hvilken farve ens hud nu skulle have. grå passede til alle farver, måske bare ikke til Martin Henriksen-lyserød, eller DF-gul. Men ellers.

 

Måske var det, fordi hun kunne igennem vinduet og alt var det samme, men hvis hun kiggede det, kunne hun se spejlbilledet af familien omkring bordet. Den fjerde tallerken en rigtig dreng af kød og blod, Søn og hende selv og måske var det, fordi hun vidste at alt uden for vinduet – inklusiv Far – var så ligeglad, som man kunne blive, om hvad der skete inde bag vinduet, måske var det fordi, at de stadig ville være der, selv når deres spejlbillede ikke var der, at Far stadig sad på skolen, selv når han ikke gjorde.

 

Måske græd Mor, fordi hun på en måde godt kunne forstå, hvorfor Far var gået sin vej. Eller gået ud med skraldet. Måske kunne hun godt se, at han var stoppet med at kigge på Søn, men bare kigget i gennem ham, hen på sin stadig 13-årige Søn, der spillede fodbold hver dag og fik to cifrede tal og høje karakter i matematik og som var en af de højeste i sin klasse, og hvis pikhår voksede lige så hurtigt, som regnskoven blev fældet. 13-årige Søn, som jo havde været heteroseksuel, det vidste Far, bare, selvom Søn egentlig aldrig havde sagt det, troede Far bare. Og han havde jo så længe været Far til Søn med heteroseksualitet og fodbold og pikhår, og Far kunne ikke lide mennesker, der havde brug flere sætninger end det til at beskrive sig selv, kunne ikke lide mennesker, der mente at identitet var noget, man talte om og ikke bare noget, man gjorde, fordi man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre. Mest af alt kunne han ikke lide mennesker, der påstod, at man ikke skulle gå ud fra, at nogen var heteroseksuel, før man havde fik det at vide.

 

Måske græd Mor mest af alt i håbet om at kunne skylle sig selv ud gennem sine tårekanaler, nu hvor hun ikke engang kunne finde ud af at være Mor. Nu hvor hun havde været tæt på at gå sammen med Far, nu hvor hun var sådan en Mor, som Søn ikke havde lyst til at fortælle om røde neglelakkerede hænder og for store The Doors-T-shirt og ujævnt pandehår, i hvert fald ikke uden at lave morgenmad, selvom han ikke engang kunne finde ud af at lave morgenmad. For at være en Mor, der ikke kunne bage pebernødder, når det var juleaften.

 

Så satte Søn sig over på Fars stol. Herfra kunne han nå Mor og lagde en arm om hende.

 

”Hvad er der galt?” skyndte han sig at spørge. Sikkert for at lede opmærksomheden væk fra hvor akavet det var at røre ved hinanden, efter at have undgået det i så mange år.

”Jeg er en dårlig mor,” sagde Mor.

 

”Nej, det er du ikke. Mor det er –”

 

”Jeg har ikke brug for at høre dig sige, at jeg ikke er en dårlig mor, for det ved jeg, at jeg er. Og det har jeg vidst i en del år, men alligevel blev jeg bare ved på samme måde. Jeg mener for fanden, jeg lod ham bestemme alt, gjorde jeg ikke? Alt, og han fortalte mig, det var i orden, da jeg sagde mit job op, for nu kunne jeg bare være en Mor og alligevel havde jeg ingen ide om at du, min eneste søn, havde fået en kæreste. Jeg slog brættet op for ham i så mange år, bestemme hvor meget jeg skulle spise. Jeg fortalte dig, at du ikke måtte have venner med hjemme, fordi Far ikke kunne lide gæster. Og jeg blev ved med at bebrejde Far, for hvad han gjorde mod mig, for alt det han bestemte, og måske lidt mig selv for ikke at vænne mig til det, men jeg glemte at bebrejde mig selv, for at lade ham blive ved med at bestemme”

 

”Nej, Mor,” begyndte Søn, klemte om hendes skulder Så hårdt, at Mor næsten glemte, at det burde være omvendt, burde være hende der trøstede ham, holdt om ham. ”Sådan noget må du ikke sige. Okay? Hvis Far ikke havde været Far, du skal ikke bebrejde dig selv for, at andre behandler dig dårligt. Og du skal aldrig snakke om at vænne dig til Far, det er ikke dig selv, der skal ændre sig, det er verden, og det er Far. Det er ligesom de mennesker, der snakker om at vise sine børn flere krigsfilm, fordi de skal vænne sig til, at det er sådan, det er, og aldrig viser deres børn, at det ikke burde være sådan. Det er så vigtigt, at du forstår. Det du gjorde der var så utroligt modigt, men der er stadig så mange andre kvinder og så mange mænd derude, der aldrig gør det, men bare bliver ved. De fortjener præcis lige så meget at blive kæmpet for. ”

 

Det lød så godt, men det lød nu stadig mere som, at Søn var i færd med at skrive en dansk stil, end han var i gang med at tale til sin Mor. Ingen i det køkken lød som mennesker, men som noget, der prøvede så desperat på at være det.  

 

”Du skal bare vide, jeg gjorde det også for din skyld. Du fortjente både en far og en mor, så hvis vi blev sammen. Men for fanden se hvor jeg endte. Vi er jo ikke en familie. Det er den 24. december, og vi har ikke engang et juletræ, eller nogen and eller nogen gæster eller nogen. ”

 

”Det kan godt være, at vi ikke har noget af det, men i det mindste har vi hinanden,” afbrød Søn hende. Der gik et øjeblik, så begyndte de begge to at grine, over hvor kliche det var at sige, så kliche det gjorde ondt. Men ondt på den gode måde.

 

”Og Mor,” sagde Søn, da han var færdig med at grine. ”Undskyld. Jeg havde måske ikke valgt det bedste tidspunkt at introducere Silas på

 

”Det gør ikke – jeg ville egentlig bare ønske, du havde gjort det noget før. ”

 

”Hvor meget før?”

 

Mor tyggede lidt på sit svar sammen med ægget. Hun havde ikke lyst til ,at samtalen skulle stoppe og det skulle gå op for dem begge to hvor akavet det egentlig var, at Søns arm var,  hvor den var. Måske da hun fortalte ham om blomsterne og bierne, da han var 7, og kun fortalte ham om dem, ikke om bierne og bierne, måske i det øjeblik hun klippede navlestrengen, klippede et individ ud af virkeligheden og kom til at klippe lidt af sin højre pegefinger med – hun havde stadig et ar der – måske i det øjeblik to mennesker for første gang hade lavet et lejrbål, men alligevel blev ved med at sidde lige så tæt på hinanden ikke for at holde på varmen, men for at holde på noget så meget vigtigere. Måske da noget stjernestøv for første gang samlede sig selv bare lidt, besluttede sig for, at det kedede sig så meget, at det gerne ville begynde at tænke, og at det ikke var andet end stjernestøv, og det var gået i fakta for at købe dobbeltklæbende tape, og mens de lavede hjerner ud af sig selv, havde det sikkert håbet på, at folk ville bruge det til at tænke tanker, der var umagen værd, gifte sig med folk, der brugte længere end 23 sekunder på at forsøge at komme ind af en dør.  

 

”Jeg er bare glad for, at du sagde det.” Mor rakte sin frie arm ud. Mod Silas på den anden side af bordet. Der var jo ikke andre.

 

Silas rykkede tøvende nærmere, også over på Fars stol. De kunne sagtens være der begge to, mens Far selv altid havde flyttet sig rundt, ladet stolebenene skrabe mod gulvet, i et forsøg på at finde plads. Han rakte også armen ud mod Mor.

 

Nu var det uden tvivl akavet. Mor kendte jo ikke Silas. Men så igen Mor kendte heller ikke rigtig længere Søn. Og Søn og Silas kendte hindanen, på en måde, som Mor ikke helt kunne forstå, på en måde, hvor de vidste præcis, hvor meget plads den anden havde brug for på stolen. Det var akavet, men akavet var bedre end så meget andet.

 

Mor vidste ikke hvor længe de sad sådan, før det gik op for hende, at hun var stoppet med at græde.

 

Så frigjorde hun sig fra de to drenge.

 

”Men havde I købt nogle pebernødder eller hvad?” spurgte hun med et smil

 

*

 

Da Mor gik i seng, den aften var hun træt. De havde ikke lavet særlig meget. Ikke danset om træet, ikke lavet and, ikke set Disneys juleshow. Men de havde tømt posen med pebernødderne. Og ds den var tom, var Søn og Silas gået ned i fakta for at købe nogle flere.  I mens de var dernede havde Mor skiftet til den blå sweater. Feministen, der viste sine bryster var for længst færdig med sin sang, men Mor havde alligevel smilet til radioen, mens hun gik forbi den. Smilet og smilet, for feministen var jo i radioen, og ingen kunne se hendes bryster og alligevel lyttede de til hende, og smilede til de mennesker, der i fremtiden ville lytte til Mor, selvom hendes sweatre var højhalsede. Og Mor ville også lytte til feministen, hvis hun ødelagde radioen og trådte ud med den, med sine bryster, og hun ville nok lytte til Mor, hvis hun skiftede tilbage til den røde.

 

Begge dele kunne feministen heldigvis synge om og stadig kalde sig selv for feminist.

 

De var kommet tilbage med ti poser pebernødder. Der var en halv tilbage nu, som Mor havde stillet på deres dørtrin. Hun tænkte, at hvis Far nu på et tidspunkt skulle blive nysgerrig og skulle have lyst til at komme hurtigt forbi, kunne han spise dem. Det var jo endda en oprigtig sød ting at gør, for Mor havde opdaget, at hun elskede smagen af færdigpebernødder.

 

De behøvede ikke være hjemmebagte.

 

Mor lagde sig ned i sengen. Den var fra Ikea, en dobbeltseng, der knirkede under hende. I højre side som hun plejede. Tættest på døren Hun havde engang læst i Alt for dame, at mænd typisk lå i den side, der var tættest på døren, for at beskytte kvinden. Hun havde bare aldrig sagt det til Far, for hun kunne bedst lide højre side. Men til trods for hendes træthed kunne Mor ikke sove. Ikke sove, når hun vidste At Silas og Søn lå på dén anden side, opad hinanden sikkert, delte hinandens varme, kunne lytte til hinandens åndedrag og til pebernødderne der vente og drejede sig i deres mave. De havde haft et væddemål med hvilken mave der bukkede under først og måtte kaste dem op. De havde hinanden, til at udfylde hele Søns seng. 

 

Mens Mor – hun frøs, ja, til trods for vinterdynen, så var den venstre side for kold. Alt for kold. Mor måtte bide hårdt sammen for at hendes tænder ikke begyndte at klapre. Måtte gribe endnu hårdere fast om et hjørne af dynen for ikke at række ud efter sin telefon, ringe til Far. Bede, tigge ham om at komme hjem. Det var jo en dobbeltseng, beregnet til to personer, hun var jo en Mor, beregnet til en Far, det var jo jul, de burde bage pebernødder.

 

Mors negle flænsede dynebetrækket, så hårdt hun klemte.

 

Men så fik hun en ide. Den var næsten for god til at være sand, men alligevel begyndte Mor, langsomt først, så hurtigere og hurtigere at rykke til venstre i sengen. Indtil hun lå i midten, og kunne sprede sine ben og arme så meget hun ville, som lavede hun en sneengel.  

I midten.

Den juleaften faldt Mor i søvn med et smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...