Julehjerter

Hun griner, hviner og peger. Skinnende rød og blankpoleret i vinduet står den. Jeg ser ned på prisen og sukker lavmælt, det kan min mølædte pengepung på ingen måde fordøje.

Om en mor hvis midler er få, og et barn der blot ønsker sig en god jul.

*Deltager i konkurrencen "Julehistorie", mulighed nr. 4 (kærlighed)*

2Likes
2Kommentarer
305Visninger
AA

6. 24. december

Så kom den store dag. Jeg har stået i køkkenet hele dagen for at lave den bedst mulige julemiddag til os, den kunne være bedre, men det går nok. Olivia har plaget om julesmåkager, men hun kunne jo også godt selv se at der også skulle være til i aften. Så gik hun ind på værelset, lukkede døren, og befalede at jeg skulle blive ude. Det passede mig fint, for jeg havde nemlig en lille aftale med nogen, der skulle ordnes inden i aften.

 

”Dejlig er den himmel blå…” Med to af Olivias yndlingsbamser i mellem os danser vi om det lille juletræ, pyntet med julehjerter, en flagkæde jeg fandt i gemmerne, og de levende lys. Selvom der ikke er nogen gaver under træet stråler hendes øjne af glæde. Julemiddagen var hun også yderst tilfreds med, så jeg kan kun smile og grine af hendes barnagtige vittigheder og historier.

 

Da vi ikke kan komme i tanke om flere julesange, og jeg også er ved at være en smule rundtosset sætter vi os hen i sofaen. Jeg ved at jeg ikke kan trække spændingen meget længere, for hendes øjne ser længselsfuldt skiftevis hen mod mig og juletræet. ”Jeg tror det er ved at være tid til at du skal lukke øjnene min skat,” siger jeg og stryger hende over håret. Hun gør straks som der bliver sagt, mens jeg sniger mig uden for døren hvor cyklen står. Jeg håber ikke hun bliver ked af at det ikke var den hun ønskede sig, men derimod en fra genbrug. Jeg skubber tankerne væk, og triller i stedet cyklen ind i stuen. ”Nu må du åbne øjnene!” Knap har hun set den før hun udbryder: ”Wauw hvor er den flot!” Hun vil straks prøvekøre den, men kommer så i tanke om noget: ”Vent! Jeg har også noget til dig, luk øjnene!” Veltilfreds sætter jeg mig ned og lukker øjnene. Jeg nyder lyden af hendes små føder der løber gennem lejligheden og hendes stemme der siger: ”Nu må du kigge!” I hænderne holder hun det fineste røde hjerte, hvorpå hun med guld har skrevet verdens bedste mor. Denne gang kan jeg ikke holde tårerne tilbage, de strømmer ud og jeg knuger hende hårdt ind til mig: ”Tusind tak min skat!” Efter hvad der føles som en evighed giver hun slip: ”Mor, jeg ved godt du ikke har så mange penge, men det gør ikke noget. Det at vi elsker hinanden er det vigtigste!” Varmen vokser indeni og jeg får lykkeligt fremstammet: ”Jeg elsker dig min skat!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...