The choice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2018
  • Opdateret: 7 maj 2018
  • Status: Igang
Da den selvsikre Samantha Grey, som er en anderkendt lejemorder, da hun for tildelt opgaven at dræbe sangeren Naill Horan, gør hun det med glæde.

Hun beslutter at komme tættere på Naill og Onedirection.
Bagefter vil hun slå til, når tiden er inde.

Men hvad sker der, når hun for følelser for ham, imellem tiden?
Og vil hun opgive hele sit liv som lejemorder? Og blive hos Naill?
Kan man leve med et forhold, fyldt med løgne?

4Likes
9Kommentarer
628Visninger
AA

1. Prolog

Jeg sad på en gynge, mens jeg skreg med en lys barne stemme: "Højere, højere, far!". Min far råbte leende tilbage: "Selfølgelig min lille engel!".

"Jeg er da ingen engel, jeg er Samantha" grinte jeg.

"I to fjollehoveder, kig herover" smilte min mor. Hendes gul-grønne øjne glimtede i lyset, samtidig med at hendes mørke krøller, dansede rundt omkring hendes ansigt. Hun stod klar med et kamera, og tog et billede, af os alle sammen, sammen.

Min far stoppede med at gynge mig, gik over til min mor, og lagde armen omkring hende. De smilte begge to, og så på mig, som pludselig hoppede ned fra gyngen. Jeg løb over til min forældre.

"I må aldrig dø, lover i det?" Jeg sagde det, imens jeg krammede dem om benene.

"Jamen, lille Samantha dog, når vi dør, er du gammel, vi vil blive hos dig, vær ikke bange" smilte min mor.

"Er du sikker, mor?" Jeg smilte op til hende.

"Selfølgelig, min lille engel" lovede min far også, "Vi er der for altid"

Jeg smilte, og vendte mig om mod gyngen. "Vil du gynge mig igen, far?" Jeg vendte mig spørgende mod ham, jeg skreg.

Hans og min mors smilende ansigter, var erstattet med blodige ansigter, blodet glinsede rødt i skæret fra solen, der hvor øjnene skulle have været, var der kun tomme huller. 

"Selfølgelig, lille engel!" svarede min far, og gik imod mig. Min mor gjorde det samme. De kom imod mig, med zombie-skridt.

"Hold jer væk!" skreg jeg, men de forsatte begge mod mig.

Min mor tog fat omkring min hals, "Du skulle også dø, men det gjorde du ikke, du folod os, det er din SKYLD!"

Jeg vågnede gispende op, jeg hev efter vejret, det var en drøm, kun er drøm. Mine forældre er døde, de døde i en bilullykke, de er væk, væk for altid. Jeg prøvede at forsikre mig selv om, at det kun var en drøm.

Men jeg kan ikke komme mig over det, hver gang jeg prøver at tænke på noget andet, dukker billedet af mine lemlæstede forældre, op på min nethinde.

Billedet som er det samme hver gang, bliver vist som en lille mini film. Min mor og far, som ligger mast under bilen, som vendte sig rundt i luften, blodet der driver ned af deres ansigt som små floder, mine skrig der prøver at vække dem, deres kolde døde øjne, som stirrer op i mine. Tanken om, at jeg ved, det er forsent, forsent at redde dem, forsent at undskylde over mine feljtagelser. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...