The choice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2018
  • Opdateret: 7 maj 2018
  • Status: Igang
Da den selvsikre Samantha Grey, som er en anderkendt lejemorder, da hun for tildelt opgaven at dræbe sangeren Naill Horan, gør hun det med glæde.

Hun beslutter at komme tættere på Naill og Onedirection.
Bagefter vil hun slå til, når tiden er inde.

Men hvad sker der, når hun for følelser for ham, imellem tiden?
Og vil hun opgive hele sit liv som lejemorder? Og blive hos Naill?
Kan man leve med et forhold, fyldt med løgne?

4Likes
9Kommentarer
626Visninger
AA

5. Mødet

Samanthas synsvinkel

 

Jeg vågnede op, var åbenbart faldet i søvn. Jeg lignede lort. Fuck. Jeg skyndte mig at ordne mit fjæs. Pis, naturlig trold. I det mindste har jeg nok noget tøj, som jeg kan bruge. Yes, save! Finder et par jeans, og en sweater. Jeg tager ikke nogen t-shirt på. Jeg kan seriøst ikke lide at vise mine arme, decideret bare min krop. Det har jeg ikke gjort siden ulykken. Bare tanken om t-shirts og toppe giver mig kvalme. 

Jeg kiggede på mit ansigt én til gang, jeg skal i hvertfald ikke ligne en der er på stoffer, når jeg tager over til One Direction. Det er ikke nogen hemlighed at jeg ikke kan lide dem, men i det mindste kan jeg se ordenlig ud- eller noget der er tæt på, selvom jeg fakstisk kommer for at dræbe en af dem.

Klokken er 18.00, jeg har sgu sovet længe- men jeg skal nok til at køre, hvis jeg skal nå det.

Jeg løb ud af kontoret, teoretisk set- spurtede. Men detsværre spurtede jeg lige ind i min chef, ups. 

"Samantha?!"

"Undskyld, chef! jeg har bare lidt travlt, jeg skal være ovre hos One Direction om lidt!"

"Nå, okay, det er godt at se, at du tager din opgave alvorligt"

"Jepper!"

Chefen kiggede mærkeligt på mig- er "jepper" et unormalt ord? "Jeg mener mange tak" fremstammede jeg efter den lidt akavede stilhed. 

"Jeg må løbe!" Jeg skyndte mig afsted. Imens jeg løb kunne jeg bare mærke chefens isblå øjne, bore sig ind i min ryg. 

Jeg nåede endelig frem til min bil, min lille Kia, hoppede ind på forsædet og tændte for bilen. Den startede op, og jeg kørte frem ad. Mod One Direction og fremtiden. Men det stopper også her, min bil begyndte pludselig at sige mærkelige lyde, og BUM så stoppede den op. 

"PIS!" udbrød jeg, "Nej, nej, nej, jeg har nået jeg skal nå! Ikke nu, please!" skreg jeg febrilsk. Bilen har vist en anden mening, for den rørte sig ikke ud af pletten. 

Jeg hoppede ud af bilen, låste den, og startede med at løbe mod stationen. Kigger hurtigt på mit ur- 18.15.

"Okay, jeg skal bare være der om aftnen, men hvornår er det aften for One Direction?" spurgte jeg til mig selv, jeg har åbenbart sagt det højt, folk kigger på mig som om jeg er en idiot- jeg er da ikke en som skal møde One Direction. Dømmende, idiotiske mennesker. Sådan har jeg altid været- anderledes, i folks øjne. Folk har seriøst ingen smag, eller det er nok bare menneskeheden, som har udviklet sig sådan.

Imens jeg gik, ser jeg pludselig en stor firkantet ting- det skal nok forstille et hus. Mine øjne løb over teksten på firkanten, Nashville Hotel. Endelig har jeg fundet det!

Jeg begav mig hen imod døren, til denne såkaldte bygning. Jeg åbnede langsomt den store glasdør, og standsede måbende op inden for. Det kan godt være at det bare ligner en simpel bygning uden på, men inden i... waow... Der stod frodige grønne planter over alt, store vinduer står ude i siderne og afslørede en fantastisk udsigt. Overalt var der lys, kæmpe lysekroner, som glimtede ligesom diamanter. Midt i det hele står et vandfald. Vandfaldet var stort med spir, der glimter som sølv, i vandoverfladen. Smukt.

Pludselig hørte jeg en lidt dyb stemme, "Nyder du hvad du ser?" Jeg vendte mig om med et sæt, og stiller mig i kamp position. Jeg kiggede op, og møder nogle grinende blå øjne, "Undskyld, at jeg forskrækkede dig, det var ikke min mening!" 

Jeg ser sigende på Naills glade ansigt, "Undskyldning modtaget, men næste gang så prøv at lade være med at forskrække kvinder! Det er i hvertfald ikke det bedste scoretrick". 

Naill stikker overgivende sine hænder op i vejret, "Okay, okay, jeg skal gøre mit bedste, jeg kan ikke gøre for at jeg nyder hvad jeg ser". Jeg prøvede at ignorere den flirtende tone i hans stemme, men et lille smil sætter sig detsværre fast på mine læber.

"Ha!" udbrød Naill, "Jeg fik isdronningen til at smile".

"Hvor er resten af bandet?" spurgte jeg.

"Ikke så hurtigt!" sagde Naill alvorligt, jeg kiggede forvirret på ham. 

"Vi skal lige have nogle ting på plads..." fortsatte han. Jeg holdte vejret. 

"Du er Samantha Grey?" Jeg nikkede for at svare på hans spørgsmål. Naill knækkede sammen af grin da han ser mit seriøse ansigt, "Du skulle have set dig selv, du lignede en der troede at du var ved at blive fyret, eller sådan noget!"

Jeg kiggede irriteret på ham, "Ikke sjovt!", kommenterede jeg bestemt. Naill ignorerede min sure stemme, og trak mig med, "Kom, du skal møde de andre i bandet!"

Jeg sukkede opgivende, kan det blive værre? Jeg så over på Naills smillende ansigt, hans blå øjne står altså virkelig godt til det lyse hår... Ikke at det tiltrækker mig... Eller jo, måske en lille smule... Jeg må minde mig selv om, at jeg er kommet for at dræbe Naill, der er ikke tid til at studere på hans flotte ansigt.

Imens jeg havde gået og tænkt, er Naill, og mig nået frem. To brunhårede fyre, og en sorthåret ser nysgerrigt på mig, men samtidig ret vuderende. Det må så være Louis, Liam og Zayn. 

Naill smilede bredt til mig, og viste nogle blændende hvide tænder, "Slå dig ned, Samantha!". "Øh... tak... tror jeg nok..." svarede jeg lidt genert over medlemmernes vuderende blikke. 

Liam kiggede medlidende over på mig, måske er jeg ikke så god til at skjule min generthed som jeg troede. "Tag det roligt, vi gør dig ikke noget!" sagde han roligt til mig. "Medmindre du vil have os til det!" blinkede den sorthårede som jo er Zayn. "Zayn! tag dig sammen!" lød det bestemt fra Louis. 

"Undskyld... Men drengene er altså ikke helt gode til det her.." grinede Naill undskyldende. Bandet kiggede på mig, og der opstod en pinlig tavshed. Jeg opdagede ret sent, at de ventede på at jeg skal sige noget, "Tak drenge, jeg håber virkelig at jeg kan arbejde her, og jeg er meget glad og...." jeg plaprede løs, Naill gør mig virkelig nervøs. Provokerende. Det er slemt nok, at Zayn flirter med mig... 

"Okay, er der noget vi skal vide om dig, noget som vi ikke ved...?" spurgte Louis nysgerrigt- måske at min famile er død, jeg er en lejemorder- trænet til at dræbe. Men det siger jeg jo ikke.

"Nej, det er der nok ikke" smilte jeg selvsikkert tilbage, jeg vil ikke være genert. 

"Jamen okay..." lød det fra Liam. "Skal jeg vise dig dit værelse?" Zayn blinkede til mig- igen. "Nej, nej Zayn, det er fint, jeg tager over her" Naill stemme var bestemt, og viser at Zayn ikke skal sige noget.

Zayn kiggede på mig, "Du vil da helst have at jeg følger dig derhen...? Ikke...?" Jeg smilede undskyldende til ham, men nikkede over mod Naill- det er jo ham jeg skal dræbe.... Og så er han jo også ret flot.... Vent... sagde jeg lige det? Det går sgu godt for mig.  

Naill smilede hånligt til Zayn, sådan "hvad sagde jeg" agtigt.

Det bliver bare bedre og bedre... En dreng som flirter med mig, en anden dreng som gør mig genert og er pænt flot....

Super duper, altså.

UNDSKYLD, at der ikke ar været opdateret længe...

Har bare været lidt trist på det sidste....

MEN nu for i et lidt langt kapitel;)

Hvad tror i at der sker i næste kapitel, når Naill skal vise Samanthas værelse?

Find ud af det;) (når jeg skriver det næste) XD

OG jeg har faktisk fået en ny idé:

Nogle gange vil jeg skrive at det er Naills synsvinkel...

Men hvis der ikke står noget, er det Samanthas synsvinkel;)

Jeg kommer nok til at lave mest med Samanthas synsvinkel.... ;)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...