Samlebånd

Min tunge brænder. Delvist skyldes det nok den brandvarme kaffe, men mest de indædte ord der aldrig forlader min mund. Der er så meget jeg gerne vil sige, skrige.

Selma bærer på noget som hun blot har behov for at fortælle nogen om, men er der ingen der vil lytte til en grådkvalt teenager som hende?

*Denne novelle er et konkurrencebidrag til konkurrencen Sindstequila, mulighed 1*

1Likes
2Kommentarer
186Visninger

1. ...

Min tunge brænder. Delvist skyldes det nok den brandvarme kaffe, men mest de indædte ord der aldrig forlader min mund. Der er så meget jeg gerne vil sige, fortælle om, skrige. Men her sidder jeg, fanget på en fortovscafé i en venskabelig hyggesnak.

”Har I set Lukas’ mave?” Fniser Victoria. Sara nærmest hiver telefonen ud af hendes hænder og savler hen over skærmen. Jeg savler bare lidt med for hyggens skyld: ”OMG!” Victoria nikker selvtilfreds, og nipper lidt til den kakao hun bestilte. ”Jeg kyssede med ham i fredags.” Vi sender hende store øjne: ”fortæl, fortæl, fortæl!” Hendes ligegyldige og detaljerede beretning begynder, mens mine tanker stille siver væk herfra, ud mod fjerne kyster hvor ingen før har været. De vandrer lidt rundt, går på opdagelse i det nye. ”Ej er klokken så mange? Jeg må hellere skynde mig hjem.” Sara flyver ud ad døren med Victoria lige i hælene: ”Vi ses Selma!” Døren smækker. Så sidder jeg alene tilbage, er jeg den eneste i denne verden som ikke har travlt?

 

Da jeg kommer hjem er familien allerede i gang med at sluge maden. ”Hvor har du været?” ”Sig mig engang, har du ikke lært at bruge et ur?” Mine forældre ser opgivende på mig. ”Undskyld,” mumler jeg uden rigtigt at mene det. ”Skynd dig at spise inden maden bliver kold,” siger far og trækker stolen ud. Jeg sætter mig, og samtalen fra før fortsætter, ihærdigt prøver jeg at følge med. Jeg forsøger med en afbrydelse af deres hurtige mundbevægelser: ”Må jeg spørge om noget?” Uden held.

 

Da mørket for længst er faldet på, kommer mor usædvanligvis ind for at sige godnat til sin store datter. Hendes fugtige læber rammer min kind i et splitsekund, hvorefter hun spankulerer mod døren igen. ”Moar…” Med fødderne på dørtærsklen stopper hun og vender sig mod mig: ”Hvad så min skat?” Jeg forsøger igen: ”Må jeg spørge dig om noget?” Hun ser på sit ur og sukker modvilligt: ”Selvfølgelig.” Langsomt kommer hun hen mod sengekanten og sætter sig. Jeg samler mine tanker: ”Det er bare fordi jeg…” mere når jeg ikke før hun afbryder: ”Er det skolen du tænker på?” Uden at afvente mit irettesættende svar fortsætter hun: ”Jeg ved godt du har haft nogle problemer på det seneste, men jeg har talt med lærerene og de vurderer alligevel at hvis du lægger dig i selen, kan du sagtens være klar til gymnasiet. Jeg tænkte du ville sætte pris på at jeg hjalp lidt, så jeg har skrevet din ansøgning færdig. Jeg skal nok lige få den sendt i morgen.” Hun stryger sin hånd gennem mit filtrede hår, og skal lige til at gå: ”Jamen…” En smule irriteret vender hun hovedet mod mig: ”Jeg ved at du nok skal klare dig godt min skat. Til dig er mine forventninger tårnhøje.” Inden jeg kan nå at protestere mere, har hun forladt værelset.

Og hun kalder sig selv tankelæser? Skolen kan rende mig.

 

Længe efter hænger tankerne stadig som en tyk tåge over min seng, jeg bider mig i læben for ikke at gøre noget dumt. På en eller anden måde må jeg få det ud, gøre op med denne forskruede hverdag, det må være nu jeg skal nå til mit livs ”point of no return”, men hvordan? Jeg kunne stikke af fra det hele, blot forsvinde, men hvornår har det nogensinde løst problemerne? Det kunne selvfølgelig bryde en rytme, få folket ud af deres fortryllede sæbebobler, men hvor skulle jeg flygte hen? Mod fjerne kyster? En start kunne selvfølgelig være at stå ud af sengen.

 

Den kolde jord smyger sig op under mine bare fødder, kuldegysninger ryster hele min krop, men det er ikke kulden der skal stoppe mig. Jeg vil ikke stoppes nu, ligegyldigt hvor dumt det er at vandre rundt midt om natten i bare fødder og natkjole, ligegyldigt hvor jeg ender kan det kun være bedre end hvor jeg kom fra. Skælvende fortsætter jeg, en del af det eventyrlige princip er ikke at medbringe noget som helst, hverken mad eller varmt tøj, jeg kan ikke helt bestemme mig for om jeg fortryder det. Mens jeg slentrer beslutsomt afsted med mine tanker på slæb, rækker træernes grene sig ud efter mig som lange krogede arme, og i skæret fra gadelygternes sagte lys ser jeg fugle der skutter sig, og hakker stilfærdigt i jorden efter lidt natmad.

 

Hvor lang tid jeg har gået aner jeg intet om, og kunne heller ikke være mere ligeglad, men mørket skjuler stadig min forsvinden, heldigvis. En åben port spærrer vejen for mig, i brøkdelen af et sekund rammer tvivlen mig, og vælter mig nærsten omkuld, men kun næsten. Uden at tænke nærmere over det, skubber jeg forsigtigt den tunge dør op og lister ind i det kulsorte ingenting. Som i en gyser smækker døren med et brag bag mig, og lyset tændes.

Maskiner og samlebånd omringer mig, det er nærmest som en fabrik hvor man har slået lyden fra, her er så stille at jeg næsten får dårlig samvittighed over at spolere det med mit åndedræt. Selvom jeg brude væmmes og føle mig ilde til mode, skynde mig at stikke af igen, hive febrilsk i døren, går jeg blot tættere på samlebåndet. På snorlige linjer strømmer ud velproducerede og ensartede dukker, skiftevis drenge, skiftevis piger. Smilet er klistret til deres ansigt, tøjet nystrøget og håret opsat i en stram frisure. Først nu går det op for mig, og væmmelsen strømmer ind over mig som en altødelæggende tsunami. På en fabrik som denne er der ikke plads til spørgsmål og finurligheder, kun det perfekte og funktionelle er godt nok.

 

I denne verden gider ingen lytte til en grådkvalt teenager som mig…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...