Still Me.

"Still me.", handler om mit liv. Min hverdag, mine følelser og hvor hårdt det er at være mig.

// Første gang jeg er ærlig for mig selv og andre, så synes at det skal skrives ned og vises til jer, da ingen af mine 'venner' forstår mig...

13Likes
26Kommentarer
1000Visninger
AA

7. Stopper det nogensinde?!

Jeg begynder at føle mig mere og mere alene. Ingen bekymre sig om mig. Alle hader mig. Og det er derfor, jeg lukker det hele ude. Når jeg er i skole og snakker med de andre, lukker jeg alle mine følelser ude. Det er først, når jeg sidder alene, at alle følelserne dukker op og sidder fast i mit hoved. Jeg er bange.

Jeg er bange for at tage ét skridt alene uden nogen ved min side. Jeg prøver ikke en gang at virke som om, jeg er okay, for de ser det ikke. Ingen ser det. Min lærer så det, men det har ikke rigtig hjulpet. Jeg føler mig ikke velkommen i den gruppe, jeg engang kaldte mine bedste venner, og som jeg elskede. Nu kan jeg ikke rigtig stole på nogen af dem. Nu føler jeg, at drengene fra gruppen går med en pige, som jeg en gang kaldte min bedste veninde, og som også er med i den gruppe. Jeg føler, at de lukker mig ude og er pisse ligeglade med, at jeg har det, som jeg har det. At jeg har det forfærdeligt. Jeg fortalte dem endda, at jeg har prøvet at begå selvmord og skåret i mig selv, de spurgte mig ikke engang hvorfor jeg gjorde det. De spørger mig aldrig, om jeg er okay, når jeg ser trist ud. Jo en gør, men han tager det aldrig seriøst, og jeg har prøvet at komme til ham mange gange, men intet ændre sig.

Jeg aner ikke, om jeg skal snakke med dem for alvor om det? Eller om jeg bare skal holde det for mig selv. Når jeg ikke en gang kan lide hende pigen og føler, at hun tager alt fra mig, skal jeg så fortælle hende, hvordan jeg har det? 

Jeg føler mig så alene i denne verden. Som om, at jeg er den eneste på denne jord. At der ikke er andre i denne verden, og jeg skal klare mig selv. 

Jeg ser ikke rigtig en fremtid for mig - jo lidt - meget lidt - for jeg ved ikke, om jeg bare lever om et år. Om en måned. Om en uge. Og jeg tænker altid over, hvordan kommer mine 'venner' til at have det? Kommer de overhovedet til at savne mig? Eller er jeg virkelig bare usynlig for dem?

 

Jeg kan aldrig sove i hverdage, om søndagen eller den sidste dag i en ferie, for jeg er altid bange for, at mine 'venner' har vendt ryggen til mig og holder mig udenfor. Jeg bliver bange, nervøs og kan ikke fokusere. Selvom jeg prøver alt, hvad jeg kan, kan jeg bare ikke. 

Jeg kan ikke klare det mere. Jeg har lyst til bare at give slip på det hele. Stoppe med at føle glæde og smerte. Jeg har lyst til ikke at føle mit hjerte slå mere. Men jeg gør det aldrig. Jeg har prøvet, men det er som om min krop står imod. Mine hjerne og følelser vil gerne, men smerten får min krop til at stoppe. 

 

Stopper det nogensinde?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...