Fanget i vanilla livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Det handler om en pige med navn Mercy White. Hun lever et meget ganske normalt liv, men hun ser verden på en helt anden måde.
Hun kommer ud for mange ting, ting mange unge ikke burde komme ud for eller opleve.

2Likes
2Kommentarer
257Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Fredag. 

 

Jeg sad i skolen, glædet mig til at skulle være sammen med Caroline. Det er så længe siden, plus hun skal møde Isaac. Håber ikke hun bliver for overbeskyttet overfor mig haha. Jeg fik en besked mit i klassen, og jeg havde den ikke på lydløs. Med det samme stod min klasselære lige foran min disk, stod der som en eller anden boss. Jeg hadet virkelig synet af hende. Jeg kiggede flabet op på hende, med et skævt smil. "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte jeg koldt. Hun begynde allerede at få den lange blodåre igennem panden. "Din telefon skal være slukket i mine timer! Ellers er du åbenbart ikke gammel og ansvarlig nok til at have den på dig unge dame". Jeg nikkede til hende, og lagde den i min taske lydløst. Hun fik det der ansigtsudtryk når man får ret i noget, sådan flabet glad. Hun vendte sig rundt, og forklarede videre om det død syge emne vi havde. Jeg har på ingen måder brug for at vide om Martin Luther. Og nej ikke ham den awseome Martin Luther King. Nej det er ham den kedelig fra 1400. et eller andet tallet. Ham der den tyske munk. Kan ikke se hvad jeg skal bruge viden om ham til i min fremtid. Det er jo ikke sådan at jeg står nede på McD og tænker, hmm ham der Martin Luther, han var godt nok noget af en mand. Nej jeg skal ikke bruge det til noget, så derfor gider jeg ikke lytte efter. Men timerne gik så vildt langsomt, føltes som om jeg havde sat i det klasselokale i flere år. Men det var godt nok kun en time og fyrre minutter. Og det er lang tid når man hader et hver sekund i den klasse. Man sidder bare der og holder øje med klokken, og har sin egen kamp om at holde sig vågen. Men klokkerne ringede endelig ud til pause. Det var en helt befrielse. Følte mig genfødt, og at mit liv var alligevel en del lettere. Men når der var pause, sad jeg altid nede i kældrene på skolen. Der var altid stille, og kun mig. Altid. Eller nogle gange kommer pedellen ned, og kigger på lamperne hernede. Men det er det. Ellers var det bare mig i min egen verden. Alle andre vil nok bare se en mørk kældre, hvor der kun står nogle gamle musik instrumenter, og nogle papkasser her og der. Men jeg så noget helt andet. Jeg elskede når pedellen ikke havde fixet lamperne hernede. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid en så livlig fantasi i mørke. Det er som om jeg kan se i mørke, men det kan jeg ikke. Men jeg ser det jeg vil se. I kælderen forstillede jeg altid at jeg lå på et lilla højhus. Det regnede hele tiden, der hvor jeg var. Og Mei sad på kanten af højhuset. At hun bare sad der og strålede. Men jeg lå midt på højhuset, og så op på de mørke skyr. Som ikke var mørke for mig.. Nej de var gennemsigtige. Men elskede følelsen af at få regnen i hvodet. Den ene dråbe efter den anden. Og hver gang jeg rejste mig op, for at kigge udover byen. Det var så smukt. Alle de højhuse som lyste op, og havde de mest fantastiske farver. Det var et vidunderligt syn, et syn jeg aldrig vil glemme. Men nu er der lys i kælderen, og virkeligheden har lagt sig. Så nu er det bare en kælder, som alle andre også vil se. Jeg gik hen midt på gulvet, og sat mig ned i skrædderstilling. Jeg fandt min telefon frem, kiggede mine beskeder igenmen. Der var en besked fra min far. 

 

- Hej skat <3 Skal lige vide hvornår jeg skal hente dig idag :-) -

Sendt 10:15 Til Mercy White. Fra John White

 

Og fuck... jeg havde helt glemt jeg skulle hjem til min far i den her weekend. Hvad skal jeg dog gøre? Jeg kan ikke bare aflyse det med min far, fordi jeg ser ham næsten aldrig. Men jeg vil heller ikke aflyse det med Caroline, fordi hende har jeg heller ikke set i virkelig lang tid, år faktisk. Jeg kunne selvfølgelige også bare blande det hele sammen? Det er ikke engang en dum ide. Og Caroline bor heller ikke langt fra min far, så det er jo også nemmere for hende. Min far kender også godt Caroline. Men hvad med Isaac? Passer det mon sammen med ham. Hvad nu hvis det ikke gør? Det gør mig faktisk heller ikke noget, har følelsen af Caroline måske presser lidt på med Isaac. I don't know. 

 

- Hej far <3 Du må meget gerne hente mig nu her, jeg har det ikke så godt i skolen.. Min klasselære har været meget efter mig igen :'( - 

Sendt 11:33 Til John White. Fra Mercy White

 

- Jada snuske, jeg er der om 10 min ca. Så bare stil dig ud foran :-D - 

Sendt 11:37 Til Mercy White. Fra John White. 

 

Jeg spænende næsten op til min klasse, for at hente min taske og jakke. Da jeg stod i klassen, var min klasselære der jo selvfølgelig. Hun hævede stemmer meget efter mig, "hvor skal du hen?." Jeg rullede min øjne, meget opgivende. Og så på hende, med et koldt blik. "Jeg tager hjem, jeg har det ikke så godt." Hun begynde at grine for sig selv, "lyver du nu igen overfor mig. Det kan være vi snart skal indkalde dine forældre til en skolehjemsamtale igen?." Det pissede mig vildt meget af at hun sagde det der. Ikke nok med hun snakkede så højt at alle dem der sad i klassen hørte det. Så begynde dem der sad i klassen også at grine af mig. I det sekund sagde det bare klik for mig, var så træt af alt hendes pis imod mig. Jeg vendte mig ret imod hende, med et koldt blik. "Utroligt at din mand ikke er gået fra dig endnu. Eftersom den måde du snakker til unge mennesker som mig, kan man da kun være en ondsindet møg so. Han er sikker så langt under din tøffel, at han ikke engang ture at sige noget imod. Men glæder mig til den dag han og alle andre mennesker omkring dig lukker kæften op. Fordi du er virkelig en trist og ond satan. Har tit kigget på dig og tænkt, hvor fanden er dine horn henne? Men du kan have en god dag. Jeg kan love dig for at jeg får en ihvertfald. Ses der." Jeg gik ud af klasselokalet, og smækkede døren efter mig. Jeg følte mig som en badass, men vidste godt at nu var jeg på røven. Men hvad fanden, hvis det stod til hende var jeg røget ind på den lukkede. Elskede dog synet af hendes ansigt, efter jeg havde sagt det. Det var helt bleg, med åben mund og det hele. Det var ret klasse haha. Jeg løb næsten ud af skolen bagefter, ville ikke møde nogle andre på vej ud. Det ville også være en smule akavet at møde nogle, der havde hørt det. Fordi like jeg er taberen på skolen, og tabere siger intet. Så når man lukker munden op, og sige ting. Så får man alt den opmærksomhed, jeg kan slet ikke tage det. Men jeg stod og ventede på min far unde foran skolen. Jeg har en knude i maven, fordi var bange for at vide hvad der skulle ske med min skolegang og så videre. Var også bange for min mors opkald. Da jeg endelig så min fars sorte audi a6, fik jeg en lettelse i kroppen. Og selvfølgelig havde han det største smil på læben, da han så mig. Det har han altid når han ser mig. Jeg nåede næsten ikke engang ind i bilen, for så var min far allerede klar på at give mig et kram. Hans kram har altid været så varmt og trykt. Han begynde at køre bilen. Vi sad altid lidt i akavet stilhed i starten. Jo ældre jeg har blevet, jo mere akavet. Fordi på mig, virker det som om min far var bange for at sige noget forkert til mig, eller spørger om noget forkert. "Hvorfor skulle jeg hente dig så tidligt?" Jeg fik en lille klump i halsen, da han spurgte mig om det. "Fordi... min klasselære var efter mig igen idag." Min far så bekymrede på mig, og sukkede lidt. "Gør du da noget forkert? Siden hun er så meget efter dig." 

"Altså jeg ved godt at hun syntes at jeg aldrig lytter efter, men det gør jeg faktisk. Jeg har bare så svært ved at koncentrere mig i timerne. Men hun har altid været efter mig, ligesiden jeg startede på den skole." 

"Du ligner meget din mor på det punkt. Din mor var utrolig intelligent på mange forskellige planer. Dog bare ikke det faglige. Men så mange andre ting." Jeg sukkede. "Det er bare synd mor drikker sin hjerne op, når jeg ikke er hjemme." Min far trak meget på han svar "Ja... men din mor lider jo også meget af depression."

"Ja det har hun gjort i mange år nu. Det eneste jeg er virkelig glad for ved mor.. det er at hun ikke drikker sig stang bacardi når jeg er der. Det er altid når jeg er gået i seng, eller er ude med vennerne." Min far smilede bare til mig, han vidste godt at mor var meget bedre end Sally på det punkt. Fordi min mor har aldrig drukket sig fuld foran mig. Hun søgte altid for mig først. Sally gør jo kun ting værre for hende selv. 

Vi var endelig nået hjem til min far. Jeg stod i køkkenet, som det første man kommer ind til i min fars hjem. Han tog mig på skulderen, "der er noget jeg skal vise dig". Han smilede stolt til mig. Han holdt mig for øjne, og anførte min vej. Han fjernede hænderne, jeg lukkede mine øjne op. Jeg så ind på en så lækkert værelse. Det var hvide vægge, og mørkt trægulv. Der var både en lækker grå stof sofa, med et lille pels tæppe på. Der var også et stort hvidt skab, samt et makeup borde. Og det bedste af det hele, der var en stor lækker dobbelt seng. Jeg lod mærke til der lå en den nyeste macbook i sengen. "Hvad synes du?" Jeg var mundlam, havde ingen ord. "Er alt det her til mig?" Der gik lidt tid inden jeg fik et svar. Jeg så op på min far. "Der er mange ting din mor og jeg ikke har fortalt dig. Og vi har valgt ikke at indblande dig i det endnu. Fordi her næste år fylder du 18 år, og begynder at blive mere selvstændig. Og alt de din mor og jeg er igennem sammen slev nu, er op til dig i sidste ende." Min signalerede at jeg skulle komme med ham. Vi gik ind i stuen, og sat os i sofaen. Min far så virkelig alvorlig ud. Det gjorde mig lidt utryk, på en eller anden måde.  Han kiggede op på mig, og så mig ind i øjne. "Din mor og jeg kommer aldrig til at være sammen igen, men det betyder ikke at jeg ikke holder af hende. Vi har jo dig sammen, og det gør mig evig taknemmelig til din mor. Mig og hende passede bare ikke sammen. Og vi blev enige om at gå fra hinanden dengang, så det ikke skulle gå udover dig. Men din mor havde et krav dengang, og det var at du skulle bo ved hende. Og det gik jeg med på selvom det var hårdt. Jeg ønskede jo at du boede ved mig." Min far holdte en pause med at tale, fordi hans stemme var ved at knække. Han havde tåre ned ad kinderne. Jeg fik det så dårligt inden i, at jeg havde lyst til at græde. At se min far snakke om det her, og være så ked af det. Det skar dybt i mit hjerte. "Og jeg ved godt at jeg har ødelagt mange ting, for dig..." Han holdte en pause igen, og prøvede at træk vejret dybt. "Jeg ved godt du ikke kan lide Sally, på nogle måder. Og jeg har været så egoistisk omkring det hele.. Jeg skulle have sagt noget alle de gange hun har kæftet op. Og jeg lover dig mig og hende.. vi kommer aldrig sammen igen. Aldrig. Jeg vil gerne have det hele handler om dig." Han tog fat i mig, og holdte mig tæt. "Jeg elsker dig så højt. Og jeg vil aldrig lade nogle komme imellem vores bånd igen." Mine tåre trillede ned. Alt det min far lige havde sagt, det lå tung som en sten i mit hjerte. "Din mor og jeg blev enige om at du skulle bo ved mig, hvis du havde lyst til det." Den havde jeg ikke set komme, så jeg blev virkelig overglad og overrasket. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Havde lyst til at hoppe og danse over det hele. Kunne ikke næsten ikke holde armene nede af glæde. Men havde også lige lyst til at vende mig til tanken, og tænke det hele igennem. "Må jeg godt sove på den?"

"Selvfølgelig må du det? Det er heller ikke noget der haster." Den tunge stemning løftede sig en del. Og vi tørrede tårnede væk. Så kom i tanke om Caroline og Isaac. "Du far.. hvad vil du sige til hvis jeg fik to venner på besøg? Eller at jeg lige var sammen med dem i aften?"

"Jo da. Hvem er det?" Ehm hvordan siger man lige til sin far at man skal have en fyre over? Tænkte jeg. "Caroline fra folkeskolen og ehm.. en der hedder Isaac.." Min far så først virkelig glad for at høre at jeg skulle være sammen med Caroline. Men da han hørte Isaac, fik han det ansigtsudtryk som alle fædre har, når deres lille prinssese skal være sammen med en fyre, han ikke kender. "Hvem er Isaac?" sagde han vildt bekymret. "Bare rolig far, han er bare en ven"

"Nå nå.. jamen så lad gå da, så længe du passer på dig selv. Og lov mig hvis at skriv til mig, hvis jeg skal hente dig nogle steder." 

"Det lover jeg far." Jeg gik ind på mit nye lækker værelse, og kiggede omkring. Utroligt at det her er mit værelse, ingen sure dumme kællinger. Og her er plads, jeg er gået for mit kosteskab til det her. Det er så urealistisk. Tænkte jeg. Jeg fandt min telefon frem og skrev til Caroline først 

 

- Hej b <3 <3 Jeg er hos min far, så du kommer bare når du har lyst - 

Sendt 14:20 Til Caroline Grey. Fra Mercy White.

 

- Heeeey b <3 <3 Lækkert :D Jeg kommer nok om inden for en time til to så <3 - 

 

Okay nu var Caroline på plads, hun kommer inden længe. Nu er det bare om Isaac har planer, for jeg har faktisk intet hørt om han overhovedet kan i den her weekend. Burde jeg ringe eller skrive? Det vil være mere personligt at ringe, men det ville også bare være akavet hvis nu han fx hvis nu det der akavet stilhed kommer op. Det vil jeg bare heller ikke risikere. Jeg lå mig i sengen, og kiggede op på loftet. Tænkt på hvad Isaac helst fortrækker, ringe eller skrive. Husk nu hvad Caroline sagde. Jeg er nødt til at være dronningen i det her skakspil, jeg skal vise ham at det er mig han skal have. Tænkte jeg. Jeg forstillede mig Mei ved siden ad mig. Hun så snerpet ud, som hun altid gør. "Hvis jeg var en pik tørstig barbie dukke, havde jeg så ringet eller skrevet?" Mei så på mig, og sukkede. "De piger skriver altid, og sender altid vildt mange hjerter og kys mund. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør de bare." Hun havde ret, det var bedst at jeg ringede. Jeg skulle nemlig på ingen måde virke som Bonnie, den dukke. Jeg ringede Isaac op, og ventede på ham for at svare. Jeg har altid hadet den der vente tid når man har ringet til nogle, det føles som om de bare lad den ringe ud. "Det er jo den smukke Mercy der ringer til mig." Jeg rødmede, og fik en spirrend i min mave. "Hey Isaac."

"Hvad så?"

"Tænkte på om du havde lyst til at ses i dag?" Der var en kort pause, han trak den lidt langt ud. "Jo det lyder hyggeligt, bare os to eller?"

"Altså min veninde kommer over til mig her snart, tænkte at vi tre eller flere skulle finde ud af noget?"

"Jo det lyder da hyggeligt. Der er en fest hos Harry i aften, i kunne joine hvis i har løst"

"Det tror jeg skam godt vi kunne finde ud af, Caroline er altid klar på fest haha"

"Super så ses vi jo der."

"Ja vi gør." Han lagde på. Jeg var så glad, følte mig som et helt menneske der havde alt. 

Det ringede på døren. Jeg løb ud til døren, for at lukke op. Og der stod den søde Caroline, med hendes flotte figur og lange mørke krøllede hår. Jeg løb ind i hendes kram. Det var så dejligt at se hende igen. "Hvad så søde haha, har du savnet mig?" Sagde hun flabet. Jeg så hende bare i øjne, og grinede. "Meget haha." Vi sat os ind på mit nye værelse, selv hun var overrasket hvor flot det var. Vi lå i sengen sammen, snakkede om alt muligt. Hvad hun havde lavet imens vi ikke snakkede sammen, og omvendt. Hun kunne godt forstå mig i at min klasselære var en idiot. Og jeg kunne godt forstå hende i det hun sagde osv. Vi snakkede meget om festen, og at hun var maks klar på at feste den på fulde smadre. Klokken begynde at blive mange, vi havde fået aftensmad. Snakket med min far osv. Vi opvarmet skam også til festen, med nogle shots. Følte mig næsten fuld inden vi overhovedet havde ankommet til festen. Jeg stod foran klædeskabet, og vidste ikke hvad jeg skulle have på. Caroline så altid godt ud i alting, så hun havde aldrig som sådan svært ved at vide hvad hun skulle have på.  Men jeg skal jo være pænere end Bonnie, selvom det er lidt umuligt for mig. Men jeg har Caroline til at hjælpe mig. Caroline synes jeg skulle have en nedringet stram sort kjole på, men følte jeg lignede en flødebolle i den. Men jeg kom frem til en sød blomstrede kjole, med mit hår opsat i en hestehale, og en lille fin eyeliner. Følte mig nu stadig ikke bedre end Bonnie, men nu må vi jo se.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...