En dag i december

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2017
  • Opdateret: 12 jul. 2018
  • Status: Igang
Julekalender om Søskeneparret Aya og Troels. Oplev hendes syn på julen gennem hendes kærlighed for hendes bror.

2Likes
2Kommentarer
265Visninger
AA

4. 4. December: En helt almindelig skoledag.

 Aldrig har det været så svært at komme op! Mine ben føltes tunge, og mit hoved var som klistret til puden, jeg plejer normalt ikke at have nogen problemer med at komme op om morgen, jeg plejer faktisk at stå alt for tidligt op. Men det var lidt som om at min krop ikke ville acceptere, i dag som værne en skoledag, for første gang oplevede jeg også at jeg var ligeglad om der var sne eller ej. Da banken lød på min dør, blev jeg fortvivlet, i et kort sekund havde jeg lykkeligt glemt alt om i går, jeg var stadig i konflikt med mig selv over hvorfor jeg blev så… Sur? Kan det passe? Var jeg virkelig sur? Sur over at han havde fundet en? Hvis det var sagen, så er jeg jo bare den værste søster i verden… Nej! Det må være noget andet, måske var jeg, bange for hende? Jaer right, jeg er ved at blive skør…

-’’Aya?’’ Jeg har slet ikke overskud til at håndtere det lige nu, men han er jo min bror, måske burde jeg bare bide det i mig... Jeg åbnede døren stille med hovedet vendt mod gulvet, kun for at modtage det største kram jeg nogensinde har fået, han klemte mig ind til mig, og jeg kunne mærke at han græd, hvorfor græd han? Jeg vidste at jeg havde opført mig dårligt hvis det havde fået min bror til at græde, det fortjener han slet ikke, jeg er virkelig en idiot…

-’’Aya, jeg er så ked af det.’’ Hans stemme var bedrøvet, og jeg kunne mærke hans tårer lande på min skulder.

-’’Hvad? Hvorfor?’’

-’’Jeg vidste at jeg skulle have haft snakket med dig om hende, men jeg var bare så bange for at du ville reagere… Ja, reagere som du gjorde i går. Jeg havde ingen intention om at såre dig, det håber jeg du ved!’’ Det føltes som om mit hjerte var ved at blive brækket itu, jeg havde fået det til at ligne at det var hans skyld, når det i virkeligheden var min…

-’’Det ved jeg godt, jeg overreagerede bare, måske… måske var jeg bare bange for at hun ville erstatte mig, og at du ville glemme mig.’’ han fjernede sit greb om mig og kiggede mig dybt i øjnene.

-’’Glemme dig? Aldrig i livet! Der er ingen der kan erstatte dig, jeg ville ikke en gang have mødt June hvis det ikke var for dig.’’

-’’Hvad mener du?’’

-’’Jeg mødte hende en gang da jeg skulle købe din ynglings te, det er faktisk hendes mor der laver det, og så begyndte vi bare at snakke, og det har vi så gjort lige siden. Men tro mig når jeg siger, der er ingen jeg hellere ville bruge hele dagen på at lave risengrød til, end dig.’’ Jeg grinte let og han smilte elskværdigt til mig. Jeg kan ikke være sur på ham, jeg kan ikke en gang være bare det mindste irriteret, han har altid været der for mig, og han fortjener at finde kærlighed, og jeg ville ikke være en særlig god søster, eller person for den sags skyld, hvis jeg lod mig komme imellem det. Han fjernede let mine tårer fra min kind, og aede mit hår.

-’’Det her var måske ikke den bedste måde at starte din mandag på hva’?’’

-’’Naah, men det kunne have været værre. Jeg er virkelig ked af at jeg opførte mig så dårligt.’’

-’’Det helt okay, du er jo nu en gang en teenager.’’

-’’Det er du da også!’’

-’’Ja, men jeg er en ældre teenager, hvilket betyder at jeg er klogere, for du ved hvad man siger -øvelse gør mester-’’ Nogle gange kunne jeg virkelig grine over hvor kikset han kunne være, men han ville nok ikke være lige så sjov, hvis han var normal, så jeg tager kikset til hver en tid.

-’’Du er lidt dum nogle gange.’’

-’’Ja, det ved jeg godt.’’ så krammede han mig igen, og jeg var lykkelig.

-’’Du burde nok snart gøre dig klar til at gå.’’

-’’Behøves jeg? Vent, det behøves du ikke svare på, jeg ved godt hvad du vil sige.’’

 

Jeg har aldrig rigtig forstået hvad jeg skulle bruge skolen til, har aldrig rigtig lært noget af at høre min lærer sige det, og kan alligevel det hele, har aldrig haft svært ved noget af det, men ikke fordi jeg har fuldt med i skolen, tværtimod, tingende er bare altid kommet til mig, og det jeg ikke kunne svaret på, har jeg læst mig frem til, så hele ideen virker meningsløst. Måske mest fordi jeg ikke har nogen venner her, eller nogen andre steder, har aldrig rigtig passet ind, alt hvad jeg siger bliver misforstået eller dømt, så til sidst, holdt jeg bare op med at sige noget overhoved, og når jeg endelig gør, så er det ikke ligefrem noget der gavner mit ry. Jeg har vænnet mig til folks grumme blikke, og stødende ord, men det betyder ikke at de ikke gør ondt. For at være ærlig, så mit hjem det eneste sted hvor jeg føler at jeg er noget værd, selvom jeg måske ikke er det i alles øjne, så er jeg speciel for min familie, og i sidste ende, er det nok det vigtigste. Selvom det ville være dejligt at opleve mit første kys, eller bare min første forelskelse…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...