Ali, jeg savner dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2017
  • Opdateret: 11 jun. 2018
  • Status: Igang
Emily er 16 og bor i USA. En dag forsvinder Alison, Emilys bedste veninde. Nogle tror hun er død. Men Emily er sikker på at Ali ikke er død. Hun ved ikke hvorfor, men hun er fast besluttet på at finde Alison. Og Emily`s nye veninde, Spencer, er klar på at hjælpe.

1Likes
2Kommentarer
279Visninger
AA

5. Spencer

"Emily, kommer du snart?" råbte min mor for tredje gang. Jeg svarede ikke. Jeg ville ikke i skole. Jeg plejede at følges med Ali, men det kunne jeg jo ikke nu. I dag var første gang jeg skulle i skole efter Alis forsvinden. Jeg troede at mindefesten ville hjælpe mig med ikke at tænke så meget på Ali, men efter mindefesten har jeg ikke kunne få Ali ud af hovedet. Jeg følte ikke at jeg kunne snakke med min mor eller nogle andre om det. Skulle vi ligesom bare glemme Ali, og bare "move on"? "Emmy..." sagde min mor og stak hovedet ind af døren. Jeg kiggede væk, jeg ville ikke græde nu. "Mmh" svarede jeg med rystende stemme. Mor åbnede døren helt, og gik hen til mig. Hun lagde en hånd på min skulder. Jeg tørrede mine øjne og gik hurtigt forbi mor, uden at kigge på hende. "Er du okay?" spurgte mor, men jeg var for længst på vej ud af døren. Jeg skulle gå 1 km. Eller faktisk 1,3 km, for at være helt præcis. Jeg satte mine høretelefoner i ørene, og begyndte at gå. Jeg gik hen af vores villavej og forbi Alis hus. Jeg skyndte mig videre. Jeg drejede til venstre ved krydset, og fortsatte ligeud. Jeg gik over vejen og ind i skoven. Om sommeren når mig og Ali fulgtes i skole, stoppede vi altid på den store græsplæne i skoven, og tog et æble fra æbletræet. Nu kiggede jeg ikke engang på træet. Da jeg kom ud af skoven, skulle jeg over vejen, og så var jeg faktisk ved skolen. Der var en masse børn i skolegården. Uden Ali følte jeg totalt alene. Jeg følte at alle stirrede på mig, fordi jeg gik helt alene.Da jeg kom ind i klassen, blev alt helt stille, og alles øjne vendte sig mod mig. Jeg kunne mærke at mit ansigt langsomt blussede op. Jeg gik stille ind og fandt en plads alene ved vinduet. Jeg kunne mærke at folk hviskede, og jeg vil vædde med at de hviskede om mig. Klokken ringede og Karin kom ind i klassen. Men hun var ikke alene. Hun havde en pige med. En pige jeg aldrig havde set før. Hun mindede mig om en eller anden. Jeg kunne bare ikke sætte en finger på hvem. Hun havde langt brunt hår. Meget mørkebrunt hår og pandehår. Hun var høj og havde lange ben. Hendes kjole gik til hende til knæene, og var i noget sødt blomsterprint. Hendes brune øjne stålede, og hun virkede totalt selvsikker. Hun var alt-i-alt perfekt! "Hej, jeg hedder Spencer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...