Ali, jeg savner dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2017
  • Opdateret: 11 jun. 2018
  • Status: Igang
Emily er 16 og bor i USA. En dag forsvinder Alison, Emilys bedste veninde. Nogle tror hun er død. Men Emily er sikker på at Ali ikke er død. Hun ved ikke hvorfor, men hun er fast besluttet på at finde Alison. Og Emily`s nye veninde, Spencer, er klar på at hjælpe.

1Likes
2Kommentarer
280Visninger
AA

4. Mindefesten

Da vi kom ind, var der som forventet, rigtig mange mennesker. Ali havde en kæmpe familie. Ali havde en storesøster der hed Ashley. Jeg fik øje på hende stå i et hjørne. Hun græd. Jeg havde aldrig set Ashley græde før. Hun var altid den alle så op til, den som alle drengene ville være kærester med, den som ingen problemer havde. Hun var den sejeste søster i verden. Hun kunne klare alt og var ikke bange for at svare igen. Et år hvor Ashley var på efterskole, var mig og Ali gået ind på hendes værelse. Vi havde lagt makeup med hendes makeup og taget hendes tøj på. Tøjet var alt for stort men vi syntes ihvetfald at vi lignede Ashley. Nu stod hun i et hjørne og græd. Det lignede ikke Ashley. Men jeg kunne godt forstå hende. Hun havde et meget tæt forhold til Alison. Hun var kun 2 år ældre en mig Og Ali. Hun løftede hovedet og kiggede op på mig. Hun smilte svagt og tørrede nogle tåre væk med sin arm. Hun var virkelig smuk. Hun havde en sort nylon bluse på, med en sort blonde bh indenunder. Udenover havde hun en virkelig flot jakke. Hendes bukser var sorte og sad perfekt på hendes lange ben. Hendes lange brune, krøllede hår, hang frit ned langs hendes ryg. Mig og min familie gik hen mod Alis forældre. De stod henne ved siden af Ashley. "Tusind tak, fordi i ville komme," sagde Alis mor uden en tone i stemmen. Hun lød helt tom. "Selfølgelig," svarede min mor. "Vi skal spise der ovre," sagde Alis mor, og pegede i retningen af nogle borde, hvor folk langsomt var begyndt at sætte sig. "Kan du ikke vise dem hvor de skal sidde, Ashley?" spurgte Alis mor. "Jo, selfølgelig," svarede Ashley. Vi satte os hen og ventede på maden. Vi sad sammen med Alis moster og onkel. Endelig kom maden. Vi fik paste med en slags tyk og cremet sovs. Men vi fik ingen dessert fordi Alis mor mente at det kun var noget man fik til fester. Det var fint med mig, fordi jeg havde ingen appetit. Vi kørete hjem igen lige efter maden. Jeg havde en meget underlig fornemmelse i maven. Havde jeg så sagt farvel til Ali nu? Var det det? Skulle jeg bare stoppe med at tænke på hende nu? Og hvem var det jeg havde hørt ude på toilettet? Mit hoved blev træt af alle de spørgsmål, så jeg lagde mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...