Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2176Visninger
AA

8. 7. kapitel

7. I forkerte hænder

Mandlige råb inde fra skoven, gav mig et spjæt i kroppen, og jeg fjernede hurtigt mine læber fra Lefrics, og vi fik igen øjenkontakt, "Hvad sker der?", spurgte jeg ham forfærdet, uden at fjerne mine arme fra hans nakke. Jeg vidste jo godt, at han nok ikke ligefrem forstod mig, ligesom jeg ikke forstod hans ord, men jeg følte alligevel for denne gensidige form for kontakt mellem os.

Lefric så flygtigt væk med blikket hen mod yderkanten af skoven, hvor ved han så på mig igen med et alvorligt blik, "I believe it's my father..", svarede han, og selvom jeg ikke rigtigt forstod ham, så kunne jeg næsten forstå at, det var nogle af de fremmede, som sikkert ledede efter Lefric.

Lefric rejste sig fra vandet, og jeg bemærkede flygtigt, at han så ned på mig, så det straks gik op for mig, at jeg faktisk sad nøgen i vandet, og jeg tog mig skjulende for min nøgne barm i et kryds, mens jeg fulgte ham svagt ængsteligt med blikket.

Jeg vidste ikke hvad der havde gjort det, men jeg vidste allerede nu, at Lefric havde en form for magt over mig. Jeg følte mig sårbar, svag i nærheden af ham, og jeg betænkte lidt, at det var vores kys, der faktisk var skyld i min pludselige nervøsitet.

Jeg blev blot siddende i vandet, mens jeg betragtede Lefric gå hen til den store stamme og samle mit tøj op, hvor ved han roligt gik hen og lagde tøjet på græsset ved bredden til mig, og han smilede med et usikkert smil ned til mig.

"Dress up Una...", sagde han roligt, hvor ved vi igen hørte råbene et sted i skoven, så det var mere end tydeligt, at de fremmede nærmede sig, og Lefric så sig straks omkring, og vendte sig bort fra mig og løb hen mod yderkanten af skoven og spejdede med blikket ind mellem træerne i skoven.

Jeg øjnene chancen til at rejse mig fra søens vand og jeg trådte hurtigt op på bredden og skyndte mig, at klæde mig på, mens jeg holdte et vågent øje mod Lefric, der stadigt stod og spejdede ind mod skoven, så han tydeligvis ikke belurede mig, mens jeg stod og klædte mig på.

Jeg havde ellers haft mine planer om at lufttørre min våde krop ved bredden i solen, men Lefric var så pludseligt dukket op, så mit lange røde hår dryppede tjavsende ned ad mine skuldre.

Jeg samlede mit fine bælte op med det flotte skinnende bæltespænde i messing, som Balder, vores smed havde dekoreret. Det forestillede Thors hammer i midten med midgårdsormen, der snoede sig udenom. Det var et bæltespænde, som min fader havde givet mig i fjortenårsgave, og jeg var umådeligt glad for det. Det var lidt tungt, men mig dyrbart. Dog ikke lige så dyrbart, som min elskede bue og pile.

Mens jeg stod lidt i min egen verden og spændte mit bælte om livet udenpå min kjole, hørte jeg pludseligt fremmede stemmer og heste, så jeg så gispende op. Lefric stod tydeligvis og snakkede med de tre mænd, der var til hest, og jeg genkendte straks den ene af mændene, der så hen mod mig med et alvorligt blik og han pegede hen på mig.

"Arrest her Tybalt!", udbrød manden i en hård tone, så jeg gispede, og straks greb Lefric fast i seletøjet på mandens hest, som om Lefric ville holde hesten og manden tilbage, "No father! You can not just do that! Leave her alone!", råbte Lefric op, så jeg kunne se angsten i hans ansigt herfra hvor jeg stod.

Ja, nok forstod jeg ikke deres sprog, men Lefrics kropssprog sagde alt. Han virkede bange og ængstelig, mens han holdt fast i mandens hests seletøj.

"Stay out of this Lefric!", udbrød manden på den hvide hest, som Lefric stod og holdte, og jeg trådte et skridt baglæns, da jeg bemærkede en mørkhåret mand med fuldskæg komme skridtende hen med hans sorte hest lige mod mig og han hoppede af hesten et par meter fra mig.

Jeg prøvede at smutte hen mod retningen af hvor Reidar stod tøjret, så jeg kunne få fat i min dolk fra sadeltasken, men det var for sent.. Manden med det sorte fuldskæg greb hårdt fat i min højre arm, "Not so fast slave!", udbrød manden hårdt, så jeg så lige ind i hans kolde grønne øjne.

"No! Let her be!", råbte Lefric afbrydende, og jeg opdagede straks, at Lefric prøvede at få manden til at slippe mig, eftersom Lefrics kropsprog sagde alt! Han trak sit korte svær frem mod manden, der havde et stramt greb om min arm, og han stod nu med ægget strittende mod manden, "Tybalt.. Let her go..", udbrød Lefric nu i en dæmpet og behersket tone, så manden der stod og holdte fast i mig smilede svagt, "Lefric, don..." "I said, let her go!", afbrød Lefric i en høj rasende tone mod manden, der åbenbart hed Tybalt.

"Lefric?! Stop that rubbish!", afbrød manden på den hvide hest, som Lefric havde stået henne ved før, og manden på den hvide hest kom roligt ridende hen mod os.

Lefric stod og så på skift mellem manden på den hvide hest og på Tybalt og mig. Han flakkede med blikket på skift mellem Tybalt og mig, "Una... I won't let them hurt you..", udbrød Lefric i en dæmpet tone, og jeg kunne se angsten i hans blik, så det tydeligvis rørte mig.

Her talte Lefrics kropssprog langt mere end ord. Jeg kunne mærke på ham, at han gruede for mit eget velbefindende, og jeg vidste nu, at jeg langtfra var i gode hænder. Noget sagde mig, at mændene ikke ville høre på Lefrics befalende ord om at lade mig være. For hans oprørskhed med sværdet truende mod Tybalt fortalte mig kort og godt, at Lefric ikke delte disse mænds mening om at antaste mig på den måde.

Manden på den hvide hest, hoppede ned fra hesten, og gik roligt hen bag Lefric og lagde hans hænder om Lefrics skuldre, "Lefric... Lower your sword... She's the enemy...", sagde manden i en dæmpet og velovervejet tone bag Lefric.

Jeg forstod intet af al det de sagde, men jeg forstod Lefrics skræmte blik mod mig.

Roligt sank Lefric sit sværd mod Tybalt, mens hans øjne fyldtes med tårer, "I'm sorry Una...", sagde han roligt, og sank blikket mod jorden, og vendte sig bort fra mig, så jeg følte en slem knude i maven.

"Lefric.. Nej!", udbrød jeg ængsteligt, men han gik med tunge skridt hen mod Reidar, mens han igen proppede hans sværd i skeden.

Tybalt greb hårdere fast om mig i et ryk og følelsen var virkelig nedværdigende, da han bandt mine håndled sammen bag min ryg, mens jeg bemærkede manden, der åbenbart stod Lefric ret nært ænsede mig med et kortvarrigt og iskoldt blik, inden han vendte sig mod sin hvide hest igen og atter steg op på hesten.

"Move slave!", lød det i en hård tone fra Tybalt bag mig, hvorpå han skubbede mig hen mod de andre mænd og hestene, og jeg bemærkede Lefric trække Reidar væk fra træet, som han tillod at bestige. Reidar kærede sig selvfølgelig ikke over, at en fremmed satte sig op på ham, for Reidar var en rolig hingst, som jeg elskede mere end noget andet.

Jeg vidste, at jeg var blevet taget til fange på den måde. Hvis jeg dog bare havde vidst på forhånd, at disse fremmede ikke var til at bide skeer af. Jeg var blevet forblændet af Lefrics magt over mig, og jeg var gået lige i fjendens fælde. Om Lefric bar en del af skylden, vidste jeg ikke endnu, men han gjorde tydeligvis hvad der blev befalet ham.

Tybalt løftede mig med lethed op på hans sorte hests ryg og lod mig ligge på maven på tværs, mens Tybalt selv steg til hesten, og her skulle jeg ligge og finde mig i, at disse fremmede mænd bortførte mig, og jeg kunne intet gøre...

~

Mørket og aftenkulden sænkede sig og omringede mig, mens jeg sad bundet op ad det her store træ et sted i skoven, som jeg ikke mindedes jeg havde været før.

Jeg frøs, og var sulten og træt..

Godt og vel fem-seks meter væk, sad en hær af mænd omkring et stort varmt bål og de mæskede dem tydeligvis i vildsvin, der havde duftet i lejren og pint min stakkels mave, der rumlede af sult, men intet havde jeg fået.

Jeg havde i løbet af al den tid, hvor jeg havde været bundet til træet her, betragtet Lefric på afstand, der havde gået forbi mig med vagtsomme og ængstefulde blikke mod mig, men ikke en eneste gang havde han kommet hen til mig, og jeg vidste godt, at han inderst inde ikke ønskede det her for mig, men at han nok ikke vidste hvad han skulle gøre.

Hvorfor havde de fremmede også taget mig til fange?

Jeg forstod det virkelig ikke? Jeg var jo bare en forsvarsløs femtenårig pige. Jeg kunne jo umuligt overmande alle de mænd? Hvad ville de med mig?

Jeg sukkede opgivende og lænede hovedet op ad stammen bag mig og valgte at se op mod nattehimlen med de mange lysende stjerner og månen, der skjulte og kom frem på skift bag de mørke sorte skyer. Månen var nærmest orange og noget sagde mig, at guderne var vrede på disse fremmede, der havde taget mig til fange.

"Odin hjælp mig ud af denne knibe... Freja... Lad Lefric forstå, at i krig og kærlighed, så sejrer kærligheden størst...", hviskede jeg bedende mod himmelen, hvor jeg ligesom regnede med, at Asgård lå et sted gemt fra omverdenen og jeg lukkede øjnene...

~

"Una.."

"Una.. Wake up..."

Stemmen var fjern og hviskende, mens jeg følte en hånd kærtegne min kind, så jeg træt og frysende glippede mine øjne op og så nu ind i Lefrics mørke bekymrende blik. Der var ro i lejren og jeg kunne kun fornemme én af mændene langt væk fra Lefric og mig, der tydeligvis gik på vagt. Ellers sov næsten alle her i lejren.

Lefric lagde en hvid bylt foran mig på jorden og åbnede klædet, så jeg straks kunne fornemme, at der var tale om brød og kød.

Mad...

Han greb fat om brødet og brækkede et stykke af og førte det til mine læber, hvor jeg straks tog imod det halvtørre men faktisk udmærkede majsbrød, som jeg mere end villigt tyggede voldsomt og grådigt på. Jeg var virkelig sulten, og Lefric gjorde tydeligvis sit bedste i at holde trop med min måde at sluge maden på i øjeblikket. Ja, jeg havde ikke spist siden morgenmaden hjemme i landbyen.

Han lagde det næsten færdigspiste brød ned på klædet igen og han rakte mig et messingbæger med vand i mod mine læber, som jeg straks slubrede kraftigt af.

"Yes.. Like that... Now eat.. We have a long day tomorrow..", hviskede han, hvorved han stillede messingbægeret ned på jorden igen, og han lagde det magre stykke kød mod mine læber, som jeg straks overfaldt med mine tænder og en himmelsk smag af flæsk indfandt sig i munden på mig. 

Aldrig havde jeg troet at majsbrød og flæsk kunne smage så godt, som det gjorde i øjeblikket. Min mave frydede sig og den kraftige sult forsvandt lidt efter lidt, så længe Lefric sad og på hug og madede mig, uden vi sagde særligt meget.

Han smilte forsigtigt, mens jeg bed endnu engang af det dejlige stykke flæsk, der ikke var varmt længere, men det smagte stadigt himmelsk, og selvom Lefric ikke havde nærmest mig i al den tid jeg havde været taget til fange, så nærede jeg alligevel et håb for ham, for han passede tydeligvis på mig, trods jeg var hans folks fange.

"Is it good?", hviskede han smilende og slikkede sig på fingeren, mens han kom med en nydende lyd og tog sig til maven, så jeg fnes lidt og straks forstod, at han sikkert spurgte mig, om det nu smagte godt. Jeg nikkede lidt og lod blikket falde ned på vandet i bægeret på jorden ved siden af os, "Vand..", mumlede jeg bedende, så Lefric samlede bægeret op fra jorden og viftede det lidt mod mit ansigt, "Water?", sagde han, så jeg nikkede og svarede, "Vand.."

Lefric smilede og lagde bægeret mod mine læber, "Vand...", hviskede han, så jeg smilede svagt, mens jeg drak lystigt.

"Han sagde jo "vand". Jeg smilede stolt til ham, mens han fjernede bægeret fra mine læber igen.

Han samlede flæsket op fra klædet igen, "More meat?", spurgte han tydeligvis, og jeg valgte at nikke med et lille smil, og igen førte han det dejlige stykke flæsk mod min mund, og jeg bed igen en stod bid af og tyggede godt på.

"My dad can claim whatever he wants, but that won't stop me care for you. I care to much for you Una.", forklarede han, og selvom jeg ikke forstod et eneste ord fra ham ud over hans tiltale på mig, så kunne jeg se oprigtigheden i hans øjne, så jeg nikkede svagt med et kærligt smil til ham.

Han lænede sig mod mig, og jeg lukkede øjnene og en sværm af sommerfugle bredte sig igen i maven på mig, da jeg igen smagte på hans halvtørre og bløde læber i et lille blidt kys. Han skulle til at trække sig væk fra mig, men jeg rykkede mig mod ham den anelse jeg nu kunne, så jeg hørte et lille sødt grin fra ham og jeg frydede mig, da han lagde sine hænder om mine kinder og igen kyssede mig, hvorefter jeg smagte hans tunge, så jeg ikke ønskede, at han forlod mig igen.

Men desværre varede intet ved her, og skuffet betragtede jeg ham, da han fjernede sig fra mig og samlede klædet med de enkelte rester mad i, hvorefter han rejste sig og stod et øjeblik og spejdede rundt i den rolige lejr, hvorefter han vendte sig bort fra mig og listede hen mod et par opslåede telte, hvor han forsvandt ind i et af dem.

Ja, meget kunne jeg påstå om Lefric, men noget havde jeg indset her i dag, og det var, at Lefric tydeligvis ikke var en helt almindelig dreng, for han havde et telt at opholde sig i og det samme havde manden, som han kaldte "dad" også, mens alle de andre mænd og jeg måtte sove udenfor.

Gad vidst om Lefric og denne mand, der virkede som en overmand for alle de andre, faktisk havde en meget højere rang?

- Jeg sukkede opgivende og rykkede den anelse jeg kunne op ad træet for at finde en nogenlunde udholdelig stilling, som jeg kunne sove på op ad træet og jeg lukkede igen øjnene...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...