Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2163Visninger
AA

7. 6. kapitel

6. Lysningen

Jeg slubrede havregrøden i mig til i morgen, for jeg havde en mission for i dag, men jeg kunne ikke rigtigt fortælle min familie det. Ja, hvis min fader vidste det her, ville han helt sikkert blive vred, for jeg vidste godt, at jeg havde kontakt med én af de fremmede, der havde indvaderet vores jorde.

Jeg håbede selvfølgelig ikke, at der ville komme noget alvorligt ud af det, men skulle jeg være ærlig, så vidste jeg udmærket godt, at det ikke var tilfældet. Min fader og brødre og min faders krigere, var allerede i fuld vigør med at træne og øve hinanden op i kamp, så jeg godt vidste, at det nok kun var et spørgsmål om tid, om hvornår det ville være usikkert at bevæge sig rundt omkring i fare for, at ramme i et baghold eller midt i en alvorlig kamp.

Men jeg stolede på Lefric...

Og det var til trods for, at jeg ikke kendte ret meget til ham, men jeg kunne mærke, at vi havde noget særligt sammen, som selv den hårdeste og stærkeste klinge ikke kunne bryde.

"Una...", lød det pludseligt opgivende henne fra min moder, der stod og var i gang med at gøre alle sengelejene rene sammen med Ebba og Bjørg. Ja, det skulle gøres fra tid til anden, så vi undgik fugt, råd og småkravl, der ikke havde noget at gøre, der hvor vi sov.

Jeg så hen på min moder med en halv skefuld grød hvilende i munden, "Hvad?", mumlede jeg spørgende og valgte at spise videre.

Min moder sukkede, "Du skal ikke øse sådan i dig på den måde.. Det gør pæne piger bare ik.." "Men det gør, far, Tormod og Aske da! Hvorfor må jeg så ikke?", afbrød jeg min moder med et sarkastisk smil, så min moder himlede med øjnene og rystede opgivende på hovedet, "De er mænd Una! Det er noget helt andet! Det er du altså ikke! En pige opfører sig pænt og viser sig fra hendes bedste side.. Ingen mand vil have en pige eller kvinde, der er en sjuske!", forklarede min moder bestemt, mens hun stod og rystede et stort hjorteskin foran sig.

Jeg lagde skeen ned i den næsten spiste grød i skålen og rejste mig med et svagt fnys, "Sikke noget nonsens mor. De regler er dumme..", brokkede jeg mig svagt, og jeg rejste mig fra bænken og bar skålen med den lille klat grød, der var til overs og med min ske nede i skålen hen mod den åbne dør, der førte direkte udenfor til forgården.

Jeg fløjtede efter Fenris, som var vores hund. Han var en god hund, men var lusket med hans humør til tider. Fenris kom løbende hen mod mig, eftersom han havde ligget henne i det høje græs og hvilet sig i solen, og han vidste straks hvad jeg ville, da jeg satte mig på hug ved dørtrinet med skålen med den resterende havregrød i, og han stak straks snuden ned i skålen og i løbet af få sekunder havde han slikket skålen ren.

"Fodre du nu den køter igen?", lød det dømmende fra min moders stemme indenfor. Jeg valgte bevidst at ignorere hende. Jeg skulle da selv bestemme om jeg ville fodre dyrene med mine madrester eller ej. Det skulle min moder absolut ikke bestemme.

Jeg smilede af Fenris og nussede ham bag det ene øre, som han tydeligvis nød, og i øjeblikket virkede det til, at han ikke havde noget imod det. Ja, han var som sagt lunefuld til tider. For selvom han boede på vores ejendom, så kunne man ikke altid stole på ham, da han også var lidt af et vildt dyr, som var kommet til os for et par år siden, hvor han var begyndt at tigge vores mad. Vidar og jeg faldt selvfølgelig for ham og jeg døbte ham Fenris efter Fenrisulven, selvom Fenris ikke så nær så glubsk ud som Fenrisulven var beskrevet. 

Min far var lidt ligeglad med, at Vidar og jeg havde taget Fenris lidt til os, selvom han aldrig kom indenfor i vores hus, men var det dårligt vejr, så sov han gerne i laden eller i brændeskuret, som Vidar og jeg også havde redt op til ham, så han aldrig frøs, selvom vinteren kunne bide på. Fenris var lidt sin egen, og kunne sagtens finde på at være bortløben hjemmefra i flere dage, hvorefter han kunne vende tilbage til os, hvor han enten var sulten, eller mæt, så Vidar og jeg godt kunne regne ud, at Fenris så bare havde nedlagt et vildt dyr, for at mætte sig selv.

Nu havde Fenris dog været hjemme de sidste par ugers tid, uden at have været bortløben, men man kunne som sagt ikke altid stole på ham.

"Una.. Pas nu på de lopper!", lød det opgivende fra min moder et sted inde i huset. Jeg var altså lidt ligeglad med at Fenris havde lopper fra tid til anden. Det kunne godt være, at lopperne bed mig en gang imellem, men noget havde jeg da lært de år vi havde haft ham, og det var, at lopperne ikke bosatte sig på hverken mig eller min familie på samme måde som på Fenris, men min moder var altid så skeptisk og pernittengryn over for ting, som hun ikke rigtigt kendte til selv.

Fenris fjernede snuden fra den tomme skål, som jeg havde i hånden og han så på mig, så jeg sank en klump men valgte at holde hovedet koldt og modet i hjertet, for at vise ham, at jeg altså ikke var bange for ham.

Det kom meget bag på mig, at han slikkede mig hurtigt på min højre håndryg, hvorefter han vendte sig bort fra mig og løb andetsteds hen mod retningen af vores stald. Jeg sad ærligt talt og var ret målløs. Fenris havde aldrig slikket mig før, da ikke før nu.

Jeg rejste mig fra min hugstilling og så mig over skulderen mod min moder, Ebba og Bjørg, "Mor! Fenris slikkede mig på hånden!", udbrød jeg stadig målløs over det der lige var sket.

Min moder så skeptisk hen på mig, "Ja, så kan vi være sikker på, at han nok snart vil æde dig! Jeg siger dig Una.. Du skal tage dig i agt for den luskede køter!", forklarede min moder stramt.

Jeg sendte hende et undrende blik, for jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle tro på min moders ord. Jeg kunne ikke rigtigt tro, at Fenris ligefrem ville æde mig? Så havde han garanteret allerede gjort det for længst?

Jeg rystede ligeglad på hovedet og begav mig udenfor med min skål og ske og gik hen til brønden for at vaske skålen og skeen op. Jeg løftede træspanden, der stod ved siden af brønden op fra jorden, og hægtede den på krogen på torvet, hvorefter jeg drejede på hjulet, så spanden blev sænket ned i den dybe mørke brønd, så jeg kunne hejse noget vand op.

"Hej Una! Skal du have hjælp?"

Hans stemme var svagt genkendelig, og jeg havde ærligt ikke håbet på, at han skulle vise sig for mig, men desværre var det tilfældet, da jeg så den høje robuste unge mand med langt blond flettet hår, komme gående hen mod mig og brønden - Bjarke..

Jeg valgte bevidst at se væk fra ham igen og koncentrere mig om brøndhjulet, hvor jeg nu kunne mærke torvet slippe for et øjeblik og spanden tydeligvis fyldte sig med vand nede i brønden.

"Lad mig hjælpe dig..", brød Bjarke ind, mens jeg bare så ned i jorden og kunne se hans fødder i de brune sandaler, og jeg trådte et skridt bagud, og lod ham tage over.

Jeg så op på ham og betragtede ham dreje hjulet, så spanden blev hejst op fra brønden, "Jeg kan nu godt selv..", sagde jeg lavt, mens Bjarke drejede videre på hjulet og så sig over skulderen med et bredt smil ned på mig, "En skønjomfru som dig skal ikke knokle.."

Jeg så væk fra ham med armene over kors og fnøs svagt. Hvorfor vidste jeg bare, at det kun havde været et spørgsmål om tid, før jeg skulle se Bjarke dukke op foran mig på den måde. Det var garanteret min fader, der havde sendt ham herhen for at bejle for mine fødder, men jeg var ikke det mindste interesseret i den mand foran mig. Det troede jeg ligesom også, at jeg havde gjort klar over for min fader, men min fader var åbenbart stædig.

Skulle vi så se hvem der kunne være mest stædig?

"Una?", Bjarkes stemme brød atter ind, og jeg så langsomt op på ham, hvor han stod og fugtede sine læber med et smørret smil, "Må jeg godt invitere dig på en lille gåtur?"

Jeg gloede brysk op på ham, "Hvorfor nu det?", spurgte jeg spydigt med armene vel placeret over kors, mens jeg så skulende op på ham. Ja, jeg vidste ligesom godt hvad han ville med det spørgsmål. I mine ører, kunne det lige så vel lyde som, at han ville have en tur i høet i laden med mig, men ellers tak! Bjarke var da en stor flot mand, men han var slet ikke mig og han var for gammel til mig, og for det tredje, så var jeg slet ikke klar til at skulle giftes med én eller anden mand, som jeg dårligt kendte. Han tiltalte mig bare ikke!

Bjarke smilede skævt, "Asger advarede mig ganske vidst, at du nok kunne være lidt stædig, men..." "Men jeg er ikke interesseret Bjarke! Skal du gå en tur, så kan du gøre det med dig selv eller en anden! Bare ikke mig!", snerrede jeg afbrydende, og valgte at vende mig bort fra ham og begive mig hen mod stalden.

"Una?!"

Jeg nægtede at stoppe op for ham. Kunne han ikke bare forstå min hentydning, at jeg bare ikke var interesseret i ham? Var han virkelig så fatsvag?

"Una, hør nu?"

"Nej!", råbte jeg og stoppede op og vendte mig omkring og så surt på ham, hvor han nærmede sig mig, "Bjarke.. Det er vældigt sødt af dig at spørge, men jeg er altså ikke interesseret..", forklarede jeg roligt men bestemt.

Bjarke stoppede op med få meter foran mig og sukkede tungt og gled sine fingre gennem lidt af hans hår i toppen, "Men vi kunne jo lære hinanden at kende? Una.. Jeg har følt meget for dig de sidste to år, og.." "TO ÅR?!", afbrød jeg ham højt og så ret målløs op på ham, "Bjarke, jeg er kun femten år! Jeg har slet ikke lyst til at høre om dine følelser for mig siden jeg kun var tretten år.. Og hvordan kan du føle noget for mig, når vi dårligt kender hinanden? Svaret er nej Bjarke! Du skal ikke henvende dig igen, forstået?!", forklarede jeg brysk og stod og så lidt skulende på ham, hvorefter jeg vendte mig omkring og fortsatte hen mod stalden.

Mine planer for nuet var noget helt andet siden Bjarke var dukket op og jeg havde kun én ting for hovedet...

~

Jeg trak hårdt i tøjlerne på Reidar, så han prustede og stampede lidt i jorden. Jeg var ved stedet, hvor Lefric og jeg sidst havde mødtes, men Lefric var ikke at se nogen steder.

Jeg steg af Reidar, og valgte at tage ham i tøjlerne, hvor ved jeg trak ham lidt efter mig i stedet. Jeg vidste slet ikke om jeg kunne forvente at møde Lefric igen, men jeg tog chancen for at kigge efter ham i dette område, som jeg befandt mig i.

Jeg trak Reidar lidt efter mig, og valgte at tøjre ham fast til et træ tæt på skovsøen, der lå her i lysningen, så kunne han stå og græsse lidt imens. Selv begav jeg mig over til en væltet stamme og satte mig på den, og valgte at nyde udsigten over den store flotte skovsø. Jeg var omringet af skovens træer, og det var tydeligt for mig at se, at ingen havde belejret stedet her. 

Det ville et eller andet sted også have været ret risikabelt, eftersom lysningen var gennemskuelig og mange ville finde frem til denne lysning her i skoven. Lefric og de fremmede ville umuligt kunne skjule dem her.

Jeg lukkede øjnene og nød stilheden, der kun blev afbrudt af fuglesang fra de mange trækroner omkring mig. Solen kyssede varmt og blidt mit ansigt og halsen. En summende lyd, der fløj forbi mit ene øre, fik mig til at åbne øjnene et øjeblik og jeg så spejdende op i luften, hvor en bi eller der lignede havde strejfet mig og fløjet videre.

Jeg smilede lidt af det og betragtede igen den rolige sø og der så jeg ham igen..

Ovre på den anden side af bredden stod han og drak af søens vand.. Han var flot.. 

Jeg sukkede med et svagt smil og så mig over skulderen hen mod Reidar, der havde min taske med mine pile og min flotte bue siddende i sadeltasken.

Og igen vendte jeg blikket hen på den anden side af bredden, hvor han nu så op og tydeligvis fik øje på mig, hvor jeg sad, "Du slipper denne gang min ven...", mumlede jeg med et smil på ham, selvom han stod mindst halvtreds meter væk fra mig.

Igen flyttede jeg blikket ned på selve vandet og tænkte lidt.. Solen bagte virkelig i dag, og det havde været længe siden sidst, jeg havde været i vandet. 

Jeg rejste mig fra stammen, som jeg havde siddet på, og spejdede med blikket omkring lysningen, for at sikre mig, at jeg var alene, og det så tydeligvis sådan ud, så jeg tøvede ikke det mindste, at begynde at klæde mig af, så jeg kort tid efter stod nøgen ved bredden og nød følelsen af solen, der kyssede hele min nøgne krop, hvorefter jeg begav mig ned i vandet.

Jeg gøs lidt over at vandet stadigt var en smule køligt, men det var til at holde til og med flere skridt fra bredden, blev bunden af søen hurtig dyb, så jeg kunne tage de første svømmetag.

Den saglige og rolige lyd af vandet, der plaskede lidt, for hvert svømmetag jeg tog herude midt i søen, skabte en himmelsk fred og indre ro i mig. Det var dette, som jeg hvert eneste år så frem til, når vejret blev varmere.. Og normalt badede jeg gerne sammen med Freja de forgangne år, men det var som om, at Freja og jeg ikke rigtigt kunne sammen mere. Vi var blevet mere og mere forskellige og vi så livet på hver vores måde.

Jeg dukkede under vandet i et godt svømmetag og dukkede igen op til overfladen, hvor ved jeg gled mine hænder gennem mit våde rødblonde hår, der garanteret var blevet helt mørkerødt at se på, nu hvor det var blevet vådt, men det generede mig ikke, for jeg elskede det her. At bade i søen, var langt sjovere end brøndens iskolde vand i baggården derhjemme eller vores lille badekar.

Søen var bare bedre...

"Una?!"

Jeg gispede forskrækket op, og glemte alt om mine svømmetag på grund af den pludselige kalden på mig, så jeg mistede koncentrationen og røg straks under vandet.

Jeg sank og luften røg ud af mig i en masse bobler, og havde det ikke været for den pludselige arm, der havde hevet mig op over vandet, så havde jeg sikkert druknet, for jeg hostede og spyttede søvandet ud af min mund.

"Una? Don't frighten me like that.."

Jeg forstod intet af hans ord, men jeg kunne høre hans bekymring i stemmen og det bedste var at jeg straks vidste hvem han var.

Hans arm om brystet på mig, fik mig til at fokusere mod hans ansigt bag mig, og jeg fandt hans blå øjne utroligt tæt på, hvor hans bekymring i hans øjne sagde alt. Jeg nikkede fortumlet og sammen svømmede vi på ryggen hen mod bredden, uden han overhovedet slap armen omkring mig.

Vi stoppede en meter fra bredden til vi begge sad på bunden af søen og langsomt slap han mig, uden vi fjernede øjenkontakten fra hinanden.

Jeg havde slet ikke tid på hvor længe vi bare sad og så hinanden i øjnene. Jeg glemte alt omkring mig og tænkte slet ikke på min nøgenhed foran ham.

"Lefric..", røg det stille ud af mig, så han smilede forsigtigt og nikkede og lagde hans hånd om min kind. Jeg lukkede øjnene og nød hans tommelfinger, der kærtegnede min kind blidt.

"I can't hold this back no more..", hviskede han, og selvom jeg ikke forstod ham, så kunne jeg mærke hvad han ville, så jeg holdte mine øjne lukkede, og følelsen var så ny og intens. Noget, som jeg aldrig havde oplevet før. 

Min mave opførte sig underligt og mit hjerte slog hårdt i brystet på mig, da jeg kunne mærke hans ånden puste blidt på mine fugtige læber.

Hans læber trykkede blidt mod mine læber, og langsomt bevægede jeg mine læber mod hans. Jeg kunne faktisk godt lide dette her, så jeg lagde straks mine arme knugende om hans nakke og trykkede mig tættere mod ham.

"Mmh... Una..", hviskede han stønnede mod mine læber, så han skabte et lille smil hos mig, og jeg mærkede straks hans hænder gribe om mine hofter for at få mig tættere på ham.

Mine tanker slog fra, da jeg flyttede mig op at sidde på hans skød under vandet og jeg nægtede at give slip på hans læber...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...