Falkeblik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Vi befinder os i en helt anden tidsalder hvor kristendommen stadig ikke var udbredt i de nordlige dele af Europa. De nordiske guder var stadigt skattet mest og der var ingen regler for hvordan vikingerne levede og opførte sig. Danske Una Skjoldjem på 15 år er af en stor familie, hvor hendes fader er konge i egen lille landsby. Derfor er Una heller ikke hvem som helst. Hun er opfostret med mod, magt og med selvforsvar, så hun ikke skal frygte en eneste klinge uden kamp. Men livets valg står pludseligt over for Una, da hun pludseligt støder på en dreng ved navn Lefric, og som ikke taler samme sprog som hende. Yderligere virker Lefric vildfaren, men så lærer de hinandens sprogforskelle og hinandens forskelle at kende, og med masser af mod og tålmodighed formår de at kommunikere med hinanden. Forståelse og varme følelser opstår imellem dem, lige indtil der bliver erklæret uoverensstemmelser imellem Unas fader Asger Skjoldjem og Lefrics fader Lefricus Waldeof. Vil dette få konsekvenser?

19Likes
17Kommentarer
2180Visninger
AA

5. 4. kapitel

4. Uforstående

Drengen havde tydeligvis ret meget fart på, og flere gange stoppede han op, for at fokusere, om han blev forfulgt. Lige så vel, var jeg ret vant til denne form for jagt. Ja, noget havde jeg da lært af mine brødre og min fader. Ville man forfølge og snige sig ind på nogen eller noget, så var skoven absolut en ret stor fordel med alle de stammer, som man kunne gemme mig bag ved.

Det var heller ikke sådan, at jeg løb lige i hælene på drengen, men jeg holdt mig godt og vel tyve meter væk fra ham. Selvfølgelig kunne det ligne min familie, at påstå, at denne jagt jeg havde gang i ville være nytteløs og risikabel, men selvom drengen havde truet mig med hans sværd, så nægtede jeg at give op, for min bue og pile var en del af min identitet. Uden det, var jeg ingenting. Det var min overlevelse - mit levebrød, og det skulle ingen tage fra mig. Selv ikke en tarvelig dreng, der tydeligvis ikke vidste hvad respekt og ære var.

Jeg havde slet ikke styr på, hvor længe vi havde løbet skoven tynd, men hvad jeg kunne forestille mig, så havde vi i alt fald løbet som vilde i en time eller to, for jeg havde bemærket undervejs, at jeg kom længere og længere væk hjemmefra. Men det var heldigvis ikke sådan, at jeg ikke ville kunne finde hjem igen, for det ville jeg bestemt godt kunne.

Jeg kom til at træde på en gren undervejs, der knak så højt i skoven, at det rungede, og med et gisp løb jeg hen mod nærmeste tykke stamme, eftersom drengen endnu engang vendte sig vagtsom omkring.

Jeg lænede mig tæt op ad stammen med ryggen til og valgte at tælle til tredive inden i mig selv i håb om at drengen ikke ville bemærke sig af mig og blot begive sig videre.

"Seksten.. sytten.. atten.. nitten.. ty..", talte jeg inden i mig selv.

"Aha! I knew it!"

Jeg gispede højt, da drengen åbenbart havde listet så stille ind på mig, at jeg ikke havde hørt det, og han nu sprang ind foran mig med kniven truende mod mig, så jeg faktisk fortrød, at jeg havde jagtet ham på den måde.

"Are you a spy?"

Der var de ord igen fra ham. Jeg havde hørt dem fra ham tidligere.

Drengen trådte tættere på mig uden at fjerne kniven, der var faretruende tæt på mit ansigt, men denne gang så hans blik mere undrende ud end koldt.

Vi forstod tydeligvis ikke hinanden, og jeg valgte at flytte blikket fra hans blå øjne og så nu på hans skulder, der næsten var på øjenhøjde med mig. Ja, drengen var bestemt et halvandet hoved højere end mig. Jeg holdt blikket på min smukke bue, der var smukt udskåret med midgårdsormen, der snoede sig om skaftet. Jeg savnede den allerede, selvom jeg kunne se min elskede bue. Den var bare placeret på en fremmedes skulder, og i fare for, at drengen ville true mig yderligere med hans kniv mod mit ansigt, så løftede jeg alligevel min højre hånd mod hans skulder, hvor min bue var.

"Må jeg ikke godt få min bue igen?", bad jeg ængsteligt og så ham atter i øjnene.

Drengen så skulende på mig med et mistroisk blik, hvorefter han så mod min hånd, der havde en anelse fat om min bue på hans skulder, hvorefter han skubbede min hånd væk fra hans skulder.

Jeg gispede, da han overraskede mig med hans højre hånd om min hals, mens han maste mig op mod stammen og stadigt truende med kniven mod mit ansigt.

Han var faretruende tæt på.

"Don't touch me...", hviskede han tæt på mit ansigt, så jeg så ængsteligt på ham.

"Hv.. hvorfor er du sådan?", fik jeg fremstammet mod ham. Han stirrede koldt ind i mine øjne i så lang tid, at jeg følte det som evigheder.

Jeg valgte at lukke øjnene, mens jeg holdt mig klamrende til stammen bag mig. Jeg troede bestemt, at mine dage var talte, for denne dreng lod sig åbenbart ikke kue, og vores sprog kunne slet ikke forenes til en form for forståelse. Det var mere end tydeligt, at denne dreng var ret kold og ligeglad med, at han faktisk stod og truede en ret forsvarsløs pige, som han heller ikke forstod.

Jeg forbandt lidt mig selv, at jeg ikke havde fået min kniv med mig hjemmefra i farten og jeg ønskede også, at jeg ikke havde forladt landsbyen. Ja, lige nu forbandede jeg mig selv langt væk.

"Kære Odin.. Vær mig nådig og få drengen til at forstå, at det han gør nu er forkert...", mumlede jeg bedende for mig selv med lukkede øjne, til trods for at drengens hånd stadigt holdt et fast greb om min hals og jeg kunne fornemme hans kniv tæt ved mit ansigt.

"Why doesn't I understand you?"

Hans ord, fik mig til at åbne øjnene og se på ham og jeg kunne ikke holde en enkel tåre tilbage, der langsomt banede sin vej ned ad min højre kind.

Drengen så skulende på mig, "You are afraid..", tilføjede han roligt og min bøn til Odin måtte have været blevet hørt, for han fjernede sin hånd fra min hals og stak heldigvis sin kniv ned i skeden i hans bælte igen, mens han trådte et par skridt baglæns, uden at flytte blikket fra mig.

Egentligt burde jeg bare fjerne mig fra stammen og tage benene på nakken væk fra drengen, men selvom jeg ofte var modig af mig selv, så var jeg alligevel bange for, at denne dreng ville kunne finde på endnu et angreb på mig igen. Så alt jeg gjorde var at stå og klamre mig til stammen bag mig, uden så meget som at flytte blikket fra ham.

Drengen sendte mig et særligt blik, som jeg havde svært ved at tyde. Havde han så bare beholdt det kolde blik, for så kunne jeg i det mindste forholde mig til noget.

Overraskende så han sig rundt omkring for derefter at se hen på mig igen og han lagde hans hænder fladt mod hans bryst, mens jeg skulle blive endnu mere overrasket over, at han faktisk kunne smile - og sikke et smil.. Det klædte ham faktisk meget mere end det kolde blik, som jeg ellers kun havde oplevet fra ham indtil altså nu..

"I am Lefric Waldeof..", sagde han roligt, mens jeg stadigt følte mig rimelig fortabt over ikke at kunne forstå et ord af hans sprog.

Han trådte et skridt frem mod mig, så det fik mig til at synke en hård klump over det. Ville han nu true mig igen?

Han klappede med sin ene hånd igen mod sit bryst, "Lefric Waldeof..", sagde han igen med et skævt smil, så jeg faktisk fornemmede en form for sammenhæng her, siden han sagde det samme som før.

Endnu engang tog hans hånden for brystet, "Lefric..", sagde han igen og jeg gispede svagt, da han lagde hånden fladt på mit bryst og så indgående på mig, "And you are?"

Jeg så bare uforstående og fortabt på ham, hvor på han igen lagde hånden til sit bryst, "Lefric Waldeof.."

"Lefric..", gentog han og han lagde hånden på mit bryst igen, og var det ikke fordi at jeg havde en vis respekt for ham lige nu, så havde jeg bedt ham om at fjerne hans hånd fra mit bryst, eftersom det her virkede en tand grænseoverskridende for mit vedkommende.

Lige nu var der et eller andet der sagde mig, at 'Lefric Waldeof' faktisk var hans navn.

Jeg sank en klump og nikkede svagt og jeg tog mig endelig selv til brystet, "Una Skjoldjem..", præsenterede jeg mig selv, så han smilede skævt og nikkede. 

Han tog sig igen til brystet, "Lefric Waldeof..", gentog han og han lagde igen sin hånd på brystet af mig, "Una Scolem..", tilføjede han med et smil, så jeg fnes over hans måde at udtale mit efternavn på.

"Skjoldjem.. Una Skjold.. jem..", gentog jeg nærmest stavende over for ham, så han nikkede med et lille smil, der virkelig klædte ham, og han pegede igen på sig selv igen, "Lefric..", gentog han og pegede derefter på mig igen, "Una.."

Jeg nikkede med et fnis og pegede på mig selv, "Una Skjoldjem.. Lefric Wal...", jeg stoppede mig selv, eftersom jeg allerede havde glemt hele hans efternavn, hvor ved Lefric nikkede med et smil, "Waldeof..", slog han fast temmelig roligt, så jeg nikkede med et lille smil.

Lefric trådte et skridt bagud og han pegede igen på sig selv, "I am seventeen..", sagde han og han pegede mod mig, "And you?"

Jeg sukkede opgivende over, at jeg slet ikke forstod ham.

Lefric gjorde nogle fagter og han løftede fingeren i vejret med et skævt smil, "Wait..", udbrød han og han spejdede mod skovmulen og jeg fulgte ham med blikket, hvor til han bukkede sig efter en gren og han satte sig på hug ved jorden og fejede den fri for nedfaldende blade, og jeg trådte roligt væk fra stammen, mens jeg nysgerrigt gik hen og stillede mig foran ham og så ned på jorden, som han skrev på.

Det gik hurtigt op for mig, at han skrev et tal med runeskrift, så der endte med at stå sytten.

Han så op på mig med et smil og pegede mod sig selv, hvorefter han pegede ned på tallet sytten, "I am seventeen..", gentog han og han pegede op på mig, så jeg endelig forstod hvad han mente med det 'sytten'. Det var jo hans alder, og med et smil satte jeg mig på hug og tog imod grenen han havde i hånden, og jeg skrev 'femten' med runeskrift i jorden og pegede på mig selv, "Jeg er femten år..", svarede jeg roligt og pegede på mig selv med et smil.

Lefric smilede smørret og nikkede og pegede på sig selv, "Seventeen..", sagde han og pegede derefter på mig, "Fifteen.."

Så 'fifteen' betød altså femten på hans sprog og 'seventeen' betød sytten? En smule havde jeg vidst lært nu. Det var ikke meget, men en smule.

Jeg nikkede med et fnis og valgte bevidst at vende den lidt om, "Seventeen.. Sytten..", forklarede jeg, så Lefric, så på mig med et akavet løftet øjenbryn.

"Sytten?", lød det tydeligvis spørgende fra ham så jeg nikkede med er smil og lagde min håndflade mod hans brystkasse, "Sytten..", gentog jeg roligt og lagde derefter håndfladen på mit eget bryst, "Femten..", tilføjede jeg med et smil, så Lefric nikkede med et smil og pegede på mig, "Una femten..", svarede han med et skævt smil og pegede derefter på sig selv, "And I Lefric.. Sytten..", tilføjede han yderligere, så jeg nikkede med et fnis, og endelig følte jeg, at jeg kunne forstå ham en lille smule.

Det var besværligt, at vi skulle pejle sådan ind på noget bestemt, for at kunne forstå hinanden bare en anelse, men jeg fandt det også ret spændende, og bare hans smil havde en ret stor virkning på mig. Jeg havde slet ikke glemt hans grove opførsel over for mig, men det var som om, at jo mere vi prøvede at forstå hinanden, så var Lefric faktisk ikke så skræmmende alligevel.

Måske havde hans modstand i starten over for mig, været fordi han ikke vidste om jeg var en trussel for ham eller ej? 

Lefric smilede igen, så det varmede i hjertet på mig. Ja, han havde et eller andet, der bestemt virkede på mig.

"Lefric?!"

Det pludselige tilråb, der stammede andetsteds i skoven, fik både min og Lefrics opmærksomhed, og vi rejste os begge to fra jorden, hvortil vi begge spejdede rundt, men ikke kunne se nogen.

"Lefric?! Where are you?!"

Igen blev der råbt, og selvom jeg ikke forstod alt, så var det alligevel tydeligt for mig, at der var nogen der ledte efter Lefric.

Han vendte sig hurtigt mod mig, "Una.. Run! They must not see you.."

Lefrics ord gjorde mig urolig, og det var slet ikke fordi jeg forstod hans ord, men mere fordi han pludseligt så forskræmt og ængsteligt ud i ansigtet.

"Hvad?", spurgte jeg ærligt.

Lefric rystede voldsomt på hovedet, og det overraskede mig en hel del, da han tog min taske med mine pile af hans ryg og min bue fra hans skulder og kastede det hen til mig, så det endte på jorden foran mine fødder, og jeg tøvede ikke det mindste med at samle det op med det samme.

"Una.. Go!"

Ja, den forstod jeg tydeligt, da han stod og vinkede mig væk, så jeg nikkede lettere forvirret, og vendte mig bort fra ham og tog benene på nakken med retningen væk fra ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...